Kommentar

Man tager sig til hovedet

Bare et enkelt cykelstyrt kan få katastrofale følger, og derfor må genoptræning af hjerneskader ikke spares væk.

Bare et enkelt cykelstyrt kan få katastrofale følger, og derfor må genoptræning af hjerneskader ikke spares væk.

5. maj 2011

I disse uger kan man i forskellige aviser læse, at flere hjerneskadecentre trues af voldsomme nedskæringer og i værste fald lukning. Man siger, at genoptræningen af patienter med erhvervede hjerneskader skal varetages lokalt af kommunale tilbud. Her glemmer man dog at tænke på patienterne selv. Da genoptræningen ofte både kræver fysisk træning, kognitiv træning og samtale med specialuddannede neuropsykologer, er det netop kun centre, hvor det hele er samlet, der duer.

Jeg var selv i en alder af 20 år ude for en ulykke på cykel og fik en lettere hjerneskade. Den var dog voldsom nok til, at jeg stadig fire år efter ikke kan læse, har kroniske smerter, migræne og problemer med balance og syn. Så nej, Center for Hjerneskade (CFH), hvor jeg er blevet behandlet, har ikke fået min skade til at forsvinde og fået mig i fuldtidsarbejde. Men de har trænet mig så intensivt og godt efter en personlig udformet plan, at jeg nu ikke behøver hjemmehjælp til indkøb, rengøring og madlavning. Yderligere har forløbet på centret styrket mig fysisk og givet mig gode strategier til at træne min hukommelse og leve med mine smerter. Jeg siger ofte til folk, at CFH har reddet mit liv, og det er ikke bare ord.

De første to år efter ulykken, før jeg fik bevilget genoptræning, var et sandt helvede som kastebold i systemet og på hospitalernes forskellige specialafdelinger. Kombineret med voldsomme smerter, ekstrem træthed og koncentrationsbesvær. Først på CFH mødte jeg specialister, der faktisk havde forståelse for mine problemer og en plan for mig. Jeg er reelt i tvivl, om jeg ville være i live uden denne genoptræning og den forståelse, jeg har mødt dér.

Uden denne træning ville jeg resten af livet være nødt til at modtage store økonomiske ydelser, og således belaste samfundet mere, end mit forløb på Center for Hjerneskade har kostet.

Sikring i fremtiden

Jeg er nu 25 år, og der er intet jeg hellere ville end at have et 'normalt' liv med et fuldtidsarbejde og være økonomisk uafhængig. Dertil kræves mindst den støtte, som centrene kan give. Hvad med de, der fremover er så uheldige at blive kørt ned eller få en blodprop, hvor skal de få behandling, hvis man lukker hjerneskadecentrene?

I Københavns Kommune er der i lang tid ikke blevet henvist til CFH, da kommunens spareplaner for længst har ramt dette område.

Der er altså masser af unge mennesker, der går rundt helt uden fremtidsudsigter og uden nogen behandlingsplan. Økonomisk set er det kortsigtet og dumt. Gavner det virkelig samfundet på længere sigt at tabe dem på gulvet allerede i 20 års alderen?

Arbejdet med hjerneskadede er psykisk hårdt, da mange af dem er hårdt ramt både fysisk og kognitivt. I stedet for at afskedige burde vi hylde de mennesker, der tager opgaven på sig dag efter dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu