Kommentar

De to kulturer

En særlig variant af kulturkampen udspiller sig mellem to vidt forskellige opfattelser af, hvordan den offentlige sektor skal styres og ledes
30. maj 2011

En sådan truende kulturkløft, om end på et helt andet felt, har vi også i dagens Danmark. En dyb kløft ned igennem den offentlige sektors ministerier, styrelser og institutioner har skabt to selvstændige og meget forskellige kulturer.

På den ene side den offentlige sektors centre, dvs. ministeriernes departementer og kommunernes ledelsessekretariater.

På den anden side periferien med alle de borgernære arbejdspladser, hvor vi finder de professionsfaglige medarbejdere som pædagoger, læger og sygeplejersker, gymnasielærere, socialrådgivere mv.

I centrene hersker en instrumentel, systemorienteret rationalisme, der henter sin legitimitet og dominans fra nærheden til de politiske beslutningstagere. Periferien er præget af en kaldskultur på retræte. Faglige værdier og professionsbaseret selvbevidsthed, der tidligere kunne give afsæt og retning for udvikling, er blevet til forsvarsværker i en demoraliserende overlevelseskamp.

I centrene oplever man periferien som fodslæbende uden vilje eller evne til helhjertet at gennemføre de politisk besluttede tiltag og reformer.

Når målene ikke bliver fulgt op som tiltænkt, er det i centerlogikken nødvendigt at stramme styringen med flere detaljerede bestemmelser om, hvordan opgaverne skal løses, og en udbygget kontrol med, at det sker. Da professionskulturen ofte anses for ondets rod, supplerer man regelstyringen med alternative, såkaldte 'incitamenter' som f.eks. de markedslignende taksameter-systemer og præstationsorienterede belønningsformer.

Men det virker ikke og kommer aldrig til det. Hverken den ene eller den anden side i denne kulturkamp har ret. Løsningsmulighederne går på tværs af kløften.

Der er behov for en vis grad af styringsmæssig rationalisme i det komplekse moderne samfund. Men den har ingen gang på jorden, hvis den ikke kan funderes i et professionsfagligt engagement og ejerskab.

Det er blot ikke den vej, vi går. I stedet ser vi en ond, selvforstærkende spiral, som både i centrene og i periferien bekræfter de to kulturer i deres gensidige fjendebilleder og graver kløften stadig bredere.

Folkeskolen, gymnasier, plejehjem, sygehuse og børneinstitutioner er eksempler på velfærdsøkonomisk vigtige sektorer, som styrings- og ledelsesmæssigt er i deep shit med en proletariserende fremmedgørelse som følge.

Universitetsområdet står nu for tur. De seneste års strid om universitetsloven er kun på overfladen et spørgsmål om mere eller mindre 'demokrati på arbejdspladsen'.

I virkeligheden drejer det sig om konflikten mellem den perifere akademiske kultur og det centrale styringsparadigme med rektorerne i akrobatisk spagat hen over kløften.

Noget nyt er der dog ved at ske. Det er, som om det hidtidige mismod og kritikken blandt de professionsfaglige i periferikulturerne nu er ved at forplante sig til en selvransagelse i DJØF-kulturen.

I første omgang blandt dem, der selv befinder sig i periferien og mærker konsekvenserne på egen krop. Men efterhånden også i centrene, hvor det bliver tydeligere og tydeligere, at striden mellem de to kulturer ingen sejrherre har. Som i andre kolde krige er der imidlertid langt fra den erkendelse til at finde en anden vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Ja, hvem har skrevet artiklen? For den er udmærket, og peger på et problem, som jeg faktisk tror er endnu større. Hvor er DJØF'erne henne i debatten. Jamen de må ikke, de har tavshedsplgt. Tavshedspligt min hat!
Hvor ser vi al den tænkning som foregår ikke mindst i centraladministrationen? Er det en så dyb hemmelighed, så den er hemmeligtstemplet?
Indenfor ca. een kvadratkilometer sidder måske 25 % af alle danmarks kvikkeste hoveder, leger de gemmeleg? Eller er det den højt besungne tavshedspligt, der er problemet. Det kunne vi såmænd nok finde en vej ud af - altså hvis alle involverede parter var enige om målet og hensigten med en åben debat med DJØF'ferne. Vi kunne jo give dem midlertidigt moratorium, bare for at få lidt
åndrigt tankegods retur for alle de penge vi betaler..
Denne jomfrunalske kyskhed har muligvis tidligere været dadelværdig, idag forekommer den nærmest som en fornærmelse. Hvis landet virkeligt stander i våde, som flere, der ofte er i fjernsynet, siger, så må det da være lejligheden til at tænke dybe tanker og dele dem solidarisk med os andre.
Og lidt ovre i det jordbundne pragmatiske, I tror da forhåbentligt ikke, at I er fredhellige? for så skulle I tage at se på de reele beskæftigelsesmulheder for jer selv. Ikke DJØF'fes egne prognoser, men under nogle realistiske forudsætninge, hvor vi alle kommer til at spyttte i kassen, og hvor besparelser ikke kun går på de yderste (og lettest håndterbare) led.

Søren Kristensen

Det er det der med guleroden og pisken. Alle ved at guleroden er at foretrække, men hvad nu hvis der nu ikke er flere gulerødder?

Marianne Pilegaard

Melder mig i minikoret af personer, som hylder denne kommentar. Det er rigtigt observeret, godt beskrevet og et ret vigtigt problem at påpege. Tak for det.
- og jeg vil også gerne vide, hvem der er forfatter til de vise ord?

Egon Maltzon

Det har vel ikke noget med tavshedspligt at gøre, alle kan jo se hvad der er galt, men når det så er sagt, så er det da rart at få nogle mindre politiserende betragtninger end vi er vant til.

Egentligt er det jo meget enkelt.
Man ønsker at måle om man for noget for sine penge.
Da der er begrænsede ressourcer, kan de penge som anvendes det ene sted, ikke anvendes et andet sted.
Det hedder prioritering.

I den private sektor, har man markedet til at måle den slags, så alle kan de på top- og bundlinie hvordan det går.
Det er derfor meningsløst, at kigge i den private sektor efter metoder, med mindre man vil privatisere selve ydelserne, hvilket der jo kan være en del mening i.
Da kaldstanken i undervisnings-, pleje- og sundhedssektoren forsvandt i løbet af tresserne, og fagforeningerne blev dominerende, opstod der et behov for enten en kontrollerende ledelse, eller en eller anden form for målbar kontrol med om sektoren leverede varen.

Med markedet og samvittigheden ude af spil, var der kun manuel kontrol tilbage.

Man står med dette problem over hele Europa, og New Public Management som det hedder, burde være genstand for meget mere debat, eftersom det påvirker velfærdssamfundet, og specielt borgerens oplevelse af velfærdssamfundet.

Katja Petersen

1000 tak for en rigtig god annonce... eller hvad man nu skal kalde det.... smiler

Nu har vi jo i en del år, haft nogen ministre, der har gjort det til en kunst, at anklage sine egne ansatte - Birthe Rønn Hornbæk anklagede nærmest systematisk sine præster for al dårligdom i kirkeministeriet - en sådan kultur må vel på et tidspunkt give tilbageslag.

Altid rart med en artikel, der sætter fokus på problemstillinger af magtfordeling inden for staten.

Frank Meier

Det er faktisk Christians S. Nissen, der har skrevet artiklen (fremgår af papirudgaven). Det er i sig selv lidt pudsigt. Man kan i hvert fald sige, at overvejelserne også er erfaringsbaserede.

Frank Meier

Det er faktisk Christians S. Nissen, der har skrevet artiklen (fremgår af papirudgaven). Det er i sig selv lidt pudsigt. Man kan i hvert fald sige, at overvejelserne også er erfaringsbaserede.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, artiklen peger godt på problemet, at de fagligt
kompetente og engagerede ude i periferien tromles og nedvurderes af de styringsivrige centre. Med den virkning, at man får ringere resultater uden at spare noget. Alle bliver frustrerede, og så skal der måles og styres endnu mere.

Nissen kender det jo fra DR, hvor han selv lod hånt om fagfolks kvaliteter og evne til at lave gode programmer, og i stedet lavede central styring udstukket af Djøf-ere og andre ikke-fagligt kvalificerede.

Er kaldstanken forsvundet, som Egon Maltzon skriver ovenfor? Det er jeg da ikke sikker på den er, den gemmer sig bare, dukker sig. I betydningen engagement, optagethed af sit fag og felt, at elske at hjælpe, pleje, helbrede, undervise mennesker, det vil der stadig være mange, der kan brænde for - problemet er, at de ikke mødes med fornøden anerkendelse og tillid fra både arbejdsgivere, og desværre også mange brugere, der er blevet hjernevasket med, at man nok ikke får en ordentlig behandling.

Det kulturproblem burde der gøres noget alvorligt ved (tør man håbe, at en ny S-SF-regering kan være begyndelsen hertil.

Katja Petersen

@ Michael Kongstad Nielsen

Du har fuldstændig ret, hvad angår Nissens rolle i forhold til DR.

Manden var ansat for at ændre virksomhedsstrukturen fra teknokrati til et af de i ovenstående artikel centraler... og dermed afgivelse af magt fra fagfolk til den øverste centralledelse - ministeren.

smiler... længe leve journalistik i en centraliseret verden.

Peter Hansen

Christian Nissen er slet ikke radikal nok i sin påpegning af problemet - som jo er, at det slet ikke er centraladministrationens opgave at regulere og detaillede. Vi er stiltiende endt i den opfattelse, at politikerne har legitim ret til at bestemme alt. Det har de ikke, de er blot bange for at blive arbejdsløse; men hellere arbejdsløse politikere end indgreb i velfungerende og glædevækkende aktiviteteri samfundet. Don't fix it, if it ain't broke - og det gik først i stykker, da administratorerne med deres ti tommelfingre kom til.

Hugo Barlach

"I virkeligheden drejer det sig om konflikten mellem den perifere akademiske kultur og det centrale styringsparadigme med rektorerne i akrobatisk spagat hen over kløften." (Christian Nissen).

Ganske uenig. Det drejer sig om offentlighedens relation til universiteternes uafhængighed. Ikke de ledelsesmæssige finter omkring beslaglæggelses-forholdet. Og i anden omgang: de ideologiske eksperimenter fra politisk side. En anden side af samme beslaglæggelse. Altså om, at offentlighed og de forhold, som dèn kræver af universiteterne, er kommet i vejen for ideologi. Og dermed et håbløst projekt, der handler om at erstatte viden med ideologi, Nissen...

Med venlig hilsen

Jeg torede da det drejede sig om at forberede omfattende privatiseringer i DK - altså nedskæringer af den offentlige sektor.

Een af vejene er at gøre arbejdet i det offentlige så surt gennem overflødig og inkompetent stram styring, at alle professionerne med tak tar imod private løsninger med arbejde der ikke er styret på samme stramme måde.

Professionelle jeg kender i den offentlige sektor står med et ben ud af døren allerede. De hader efterhånden deres arbejde og deltager af nød og bidrager kun med hvad de er tvunget til. De eneste der overlever i det nuværende system er de ekstremt kontrolelskende bogholdertyper. De elsker når der er 'styr' på tingene. Ha ha..... det er simpelthen for komisk alt sammen. Og sørgeligt, fordi færre og færre af befolkningens reelle problemer bliver løst, men sejler derudad... Men så er der jo politiet tilbage; der vokser hadet til arbejdet osse...

Jeppe Brogård

Tak for god analyse fra Christian Nissen.

Men vi skal ikke nøjes med at tænke falsk alarm og gå tilbage til hver sine standpunkter. Parterne er nødt til at lære af hinanden.

Ledelsen kan ikke løse sine opgaver, hvis den fristes af sin mistro. Medarbejderne kan ikke høre, hvor ledelsen vil hen, hvis de nærer sine fjendebilleder.

Selvfølgelig skal der samarbejdes på tværs.

Jeppe Brogård

Tak for god analyse fra Christian Nissen.

Men vi skal ikke nøjes med at tænke falsk alarm og gå tilbage til hver sine standpunkter. Parterne er nødt til at lære af hinanden.

Ledelsen kan ikke løse sine opgaver, hvis den fristes af sin mistro. Medarbejderne kan ikke høre, hvor ledelsen vil hen, hvis de nærer sine fjendebilleder.

Selvfølgelig skal der samarbejdes på tværs.

Rikke Matthiesen

Tak til Jeppe for en tiltrængt opfordring til fair play omend betegnelserne "ledelse" og "medarbejdere" nok ikke er helt korrekt i forholdet mellem udøvende profession og centraladministration (?!)

Jeg sidder selv i periferien og føler mig kaldet. Men har da også deltaget i bureaukratiseringsfesten i diverse kvalitetssikrende udvalg og råd på en stor arbejdsplads. Også dette arbejde blev udført med stor indlevelse og de bedste intentioner.
Så jeg synes det er uheldigt at debatindlæggene der fulgte artiklen faldt i grøften og fandt på at omtale kollegaer der har valgt at beskæftige sig med deres fag på metaniveau fremfor som udøvende som et helt andet folk med mærkelige lyster, uden kald etc.

Problemet ligger vel snarere i den manglende dialog som Jeppe også påpeger.

Rasmus Madsen:

Det lyder for mig som om du slet ikke kan høre at de problematiserende indlæg er udtryk for for den frustrerende virkelighed professionelle i den offentlige sektor lever i efter Strukturreformen. Det er ikke nok at påberåbe sig de bedste intentioner. Måske er du (og andre) simpelthen blind for hvad der sker? Og døv over for dem der siger fra. En del af disse er iøvrigt allerede fyret for deres 'manglende samarbejde' - eller de har valgt at gå selv. Det drejer sig om mange mennesker.

Her er en god (efter min mening) gennemgang af Strukturreformens virkelighed:
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=981

Hvad synes du om den og hvordan passer den med 'indlevelse og bedste intentioner'?