Læserbrev

VK prioriterer ikke forskning

Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD.

Der skal gang i forskningen, mener Britta Thomsen. Danmark bruger langt færre af sine forskningsmidler på teknik og naturvidenskab end toppen af OECD.

Bjarke Bo Olsen

Debat
7. maj 2011

Set i et globalt perspektiv taber Danmark kampen om vækst og videnstunge arbejdspladser. Ikke kun fordi den nuværende regering har været nærig med de offentlige forskningsmidler, men især fordi pengene bruges forkert.

Resultatet er, at danske virksomheder i stigende grad placerer deres investeringer i udvikling og forskning uden for Danmarks grænser. Disse investeringer er steget med 70 procent siden 2008, hvilket er stærkt bekymrende, da en sådan tendens hverken bidrager med jobs eller vækst til Danmark. Tilsvarende er investeringer på området i Danmark i samme periode kun steget med 45 procent.

Videnskabsministeren giver følgende løsninger på forskningens flugt fra Danmark: Antallet af studiepladser på naturvidenskabelige uddannelsespladser øges, mens tre udvalgte områder: fødevarer, sundhed og energi/klima udpeges som særlige indsatsområder.

Det første er jeg helt med på. En af forklaringerne på, hvorfor de danske virksomheder flytter forskningen udenlands, er netop manglende kvalificeret arbejdskraft. Men så knækker filmen, for videnskabsministeren har glemt sagens kernepunkt: for få offentlige forskningsmidler investeres i naturvidenskab og teknisk videnskab.

Ifølge Udenrigsministeriets egne oplysninger vil disse to fagområder inden for den offentlige forskning være særligt relevante for virksomheder i fremtiden, henholdsvis 26 procent for naturvidenskaben og 34 procent for den tekniske videnskab.

Uambitiøst

Ser vi til gengæld på bevillingen af offentlige forskningsmidler, afsættes kun 16 procent til naturvidenskaben og 14 procent til den tekniske videnskab. Til sammenligning investerer toplandene i OECD over 50 procent af deres budget på disse områder.

Med en så uambitiøs økonomisk satsning vil vi ikke være i stand til at konkurrere, og konsekvensen vil være, at de danske virksomheder flytter forskningen netop til de lande, hvor man satser mere målrettet på disse områder. Det viser en undersøgelse foretaget af Dansk Industri.

Her fremgår det, at kun knap halvdelen af de danske virksomheder har haft stigende investeringer i Danmark. Og knap hver tredje har direkte haft faldende investeringer herhjemme. For at vende udviklingen er den nuværende regering nødt til at satse mere ambitiøst på den naturvidenskabelige og tekniske forskning, da det primært er denne type forskning, som skal bære Danmark ud af vækstlavvandet.

Hvis vækst og herigennem sikringen af vores velfærdssamfund er et reelt ønske, kræver det større investeringer, altså flere penge til de to forskningsgrene. Dansk viden skal omsættes til dansk vækst. Det kræver til gengæld, at den danske regering først får styr på prioriteringerne.

Britta Thomsen, MEP (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg tror slet ikke politikerne forstå forskningens væsen, og dens placering i økonomien. Det skyldes formentlig de samme forhold, der gør at politikkerne heller ikke forstår den post industrielle økonomi. Politikkernes univers er støbt fast i fortiden, som de febrilsk forsøger at forlænge ind i nutiden.

Og det er den kedelige sandhed om Danmarks forspildte fremtid.

VKO har i ti år brugt deres ministerposter til tro partistøtter, som en slags belønning (se bare de sidste tre udnævnelser). Dette har betydet, at ofte har VKO indsat forskningsministre med meget lille eller ingen faglig kompetence. Hvordan skulle disse kunne forstå forskningens væsen?

Den nye styrelseslov og slogans som "fra forskning til faktura" taler for sig selv.