Klumme

Børnene fra Brønderslev

Der laves ikke tv, som er mere væsenligt end DR's dokumentar om børnene fra Brønderslev
11. juni 2011

I tirsdags sendte DR's dokumentar det omdiskuterede program om børnene i Brønderslev-sagen. Omdiskuteret og siden kritiseret det vender vi tilbage til.

Programmet stillede påtrængende spørgsmål: Hvordan kunne det ske? Hvorfor var der ingen, som reagerede?

Der var nogle, der reagerede, skulle det vise sig, mens programmet om den grufulde sag om misrøgt af ti søskende rullede over skærmen. Skole, børnehave, politi, naboer alle reagerede. De slog alarm op til flere gange. De eneste, der ikke reagerede, var dem, der kunne gøre en forskel for børnene.

»Kommunen gjorde jo ikke rigtigt noget det gjorde de jo ikke,« lød det lakonisk fra den ældste søn i familien.

Programmet genoprullede systematisk familiens mangeårige rejse gennem underdanmark. En af de familier, kommunerne kalder nomadefamilier, som slipper under den sociale radar i nogle socialforvaltninger. Nogle socialforvaltninger for som programmet dokumenterede er der himmelvid forskel på, hvordan kommunerne tackler den type familier, som flytter fra sted til sted netop med det formål at undgå at blive kontrolleret af de sociale myndigheder.

Ikke høre, ikke se

Dermed blev dette program ikke et skræmmebillede af et system, der ikke virker. For der var kommuner, som havde gjort en indsats for at undersøge familiens forhold. Men det var et indblik i, hvordan nogle kommuner (med mange socialt belastede familier og dertilhørende store kommunale udgifter?) ikke hørte, ikke så, ikke talte med familiens børn på trods af gentagne opråb og advars-ler fra andre. Og hvordan kommunikationen kommunerne imellem kan svigte med katastrofale følger.

Tør øjnene, Brønderslev

Programmets tilrettelægger stillede klare spørgsmål til de ansvarlige i kommunerne og fik svar, som må vække undren og debat ikke mindst blandt dem selv.

Har Lolland Kommune begået fejl? Nej, det mener jeg ikke, svarede chefen uden at blinke. Det synspunkt må lederen stå ret alene med efter programmet. Som seer tør man knap tænke på den frygtelige konsekvens af sådan et svar, for hvis man ingen fejl har begået, så betyder det vel, at man ville gøre det samme igen?

Og så til kritikken: I en af de kommuner, som øjensynligt forsømte at gribe ind, Brønderslev Kommune, klagede en kommunaldirektør efter programmet over, at hans ansatte, der udtalte sig til dokumentaren, siden har modtaget hademails og trusler. Og at man i Brønderslev »nu overvejer, om de ansatte fremover skal beskyttes mod at optræde i medierne«.

Beskyttes? Beskyttes, så offentligheden aldrig får et indblik i de fejlskøn, der bliver begået af sociale myndigheder?

Dertil er kun en barsk melding: Tør øjnene, Brønderslev og bed dine ansatte om at lade være med at læse mails i nøjagtig den uge, det tager, før tosserne holder op med at skrive ubehagelige mails. I holder nok til det i en uge. Børnene fra Brønderslev har været nødt til at klare langt mere end det.

Også det faktum, at de to ældste børn medvirkede med navn og ansigt i dokumentaren blev kritiseret. Børnesagens fællesråd udtalte i denne avis, at DR's dokumentar burde have anonymiseret de to nu myndige børn for at beskytte dem mod for evigt i offentligheden at være 'Brønderslev-børn'. Et forståeligt synspunkt, men ikke nødvendigvis en beskyttelse af de børn, som selv har valgt at medvirke i et forsøg på at hjælpe andre, som de siger. Anonymisering i tv kan nemlig have den effekt, at det fratager de medvirkende troværdighed har de mon noget at skjule? Jeg kan ikke se pigens øjne, når hun fortæller lyver hun mon?

Tilbage står, at det var DR's dokumentar, når den er bedst og allermest troværdig, sober og nødvendig. Programmet plantede en ubarmhjertig finger i det sår, som en sag som den her efterlader i et samfund.

Der laves ikke tv, der er væsentligere end dette.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Tingfinder

Kunne ikke være mere enig, dejligt at få sat nogle proportioner på sagens elementer. De hademails og trusler, den pågældende medarbejder ved Brønderslev kommune har været udsat for, er ikke acceptable, men måske forståelige. Der kan sidde mange derude, der selv har oplevet svigt fra myndighedernes side.
Medarbejderens nærmeste foresatte er nu fyret og hun har fået stillingen. Hans skudsmål var en såkaldt samlet vurdering, men han kandiderer nu til rollen som syndebuk. Der er intet, der taler mod den tanke, at medarbejderens defensive holdning i sagen og forsvar for samme har udløst forfremmelsen. I udsendelsen siger hun, at det ikke lod sig gøre at bedømme hjemmet, da faren nægtede dem adgang. Oveni tog hun så farens forsikringer, om at alt var vel, for pålydende.
Havde der stået en angiveligt enlig mor i døren mistænkt for socialbedrageri, og forvaltningens medarbejdere havde bedt om adgang for at tælle tandkrus og spotte herretøj, var det jo nok en helt anden situation.
Så den røde tråd i denne sag, der kaldes en vinkling i Mette Vibe Utzons fag journalistikken, må som i så mange andre være: follow the money.

Karsten Aaen

Det er en uskik at lave en sådan dokumentar og så sende den, uden at om forældrene bliver dømt eller hvad deres straf bliver. Eller om sagen (dommen) bliver anket.

Og, sagsbehandleren (som nu er leder) må IKKE, uden tilladelse, GÅ IND på privates ejendom. Sådan er det. Boligen er ukrænkelig står der jo i vor Grundlov. Og sådan skal det jo helst blive ved med at være, eller vil I måske hellere have et samfund som DDR, hvor myndighederne uhindret bare kunne gå ind i ethvert hus og tilbageholde folk - uden gyldig grund. Og folk har jo rent faktisk lov til at leve det de gerne vil, uden at myndighederne dømmer dem. F.eks. kan børn jo have et godt liv, selv der er en smule beskidt i stuen eller i køkkenet...

Dertil kommer, at de her nomade-familier jo er mestre i at lyve, snyde og bedrage, dvs. sætte en perfekt facade op, når f.eks. socialrådgivere eller andre fra myndighederne kommer forbi.

Og gad vide hvorfor programmet ikke også handlede om Skanderborg Kommune? Og denne kommunes fejltagelser?

Brønderslev Kommune gjorde jo faktisk noget, forsøger at lære af det.

Og Mette Vibe Utzon, der går altså mere end en uge, før folk holder med at skrive hademails mod Brønderslev Kommune. Og jeg lægger mærke til at Mette Vibe Utzon ikke engang tager afstand fra de trusler, også de trusler på livet, som er kommet mod kommunens ansatte...

Mette Vibe Utzin tror også, at der udelukkende er kommunens skyld; det er måske også, men kun delvist. Før der overhovedet sker noget i en sag som denne, skal der laves en § 50-undersøgelse, den kan tage 4-6 måneder at lave. Og så flytter familien; der skal laves en ny § 50-undersøgelse i den nye kommune. Og det er simpelthen noget, som VKO og SR-regeringen har indført. Før der overhovedet kan ske noget som helst, skal der laves en sådan undersøgelse...

I USA f.eks. (og i andre lande i Europa) har man det der svarer til det gamle Børneværn; de har magt og myndighed til at gå ind og fjerne børnene bare ved den mindste mistanke....sådan er det ikke i DK...længere.

Anne Marie Pedersen

Jeg giver dig ret i rigtig meget kritik Karsten. Fint nok, at man laver dokumentaren. Men hvad med at se på, om kommunen overhovedet skulle stå for den her slags opgaver. Hvis vi bare peger fingre af nogle sagsbehandlere, så har vi ikke lært noget til næste gang.

Har kommunen over hovedet personaleressourcer til at håndtere den her slags? De må jo ikke hæve skatten, så de kan få lov til at få indtægter nok til at hjælpe dem, der skal hjælpes.

Og hvor er kritikken af, at man i DK kan byde mennesker den her slags fattigdom? Det handler om alt for lave ydelser i bunden af samfundet.

Men jo, det er selvfølgelig lettere at pege fingre af et par navngivne personer.

Du har ret Mette Vibe Utzon. Det kunne jo ikke kræve den store ledvogterprøve at gøre bare eller eller andet, der var mere konstruktivt end de de pågældende kommuner valgte.

Og til Anne Marie Pedersen. Selvfølgelig skal disse opgaver løses af de nærmeste institutioner - de som er under nærdemokratiets opsyn. Det vi andre skal er at stemme på landspolitikere, der vil arbejde for at vi får nærdemokratiet og nærstyringen af vores offentlige institutioner tilbage.
Du har jo selv fat, der hvor det sner. Kommunerne skal have frihed til at opkræve de midler, der skal til for at løse opgaverne. Og så skal staten alene stå for den overordnede fordeling - men det er en anden sank.
Magt til lokalpolitikere. Og navne på dem, så de kan stå til ansvar.
Ulykkerne i Tinglev og Brønderslev er tæt knyttet til mange års sparepolitik, hvor man som offentlig leder alene kan anvancere, hvis man som chefen i Lolland kan stirre ind i kameraerne og spinne som en anden minister. Han er forhåbentlig fortidens mand. Vi behøver topledere med empati og indsigt. Ikke hårde nitter. Det er allerede bevist igen og igen, at de socialt mest acceptable løsninger er de billigste. Regnemaskinen er det dyreste styringsinstrument i sociale sager. Længere er den ikke.

Katja Petersen

Hele programmet var ganske rædselsvækkende... og ja, det var et godt program - vil dog give Karsten Aaen ret i, at det ikke burde have været sendt før domsudmåling.

Det der slog mig mest i programmet var faktisk, at en familie i 2011 kunne leve uden vand, det undrede mig meget, at der fra kommunens side ikke blev reageret på netop dette.

Anne Marie Pedersen

Katja Petersen:

"Det der slog mig mest i programmet var faktisk, at en familie i 2011 kunne leve uden vand, det undrede mig meget, at der fra kommunens side ikke blev reageret på netop dette."

Mennesker med gode indtægter kan ikke forestille sig, at vi har fattigdom i DK. Vi skal jo endelig ikke have en fattigdomsgrænse. Og vi skal ikke have et krav om, at man ikke må lukke for vand, strøm og varme om vinteren hos familier med små børn, hvis de vitterlig ikke kan betale.

Kommunen kan jo ikke løse problemerne med fattigdomsydelserne. Og man har IKKE krav på at have penge til mad hver dag i Danmark. Desværre.

Niels Mosbak

Kommunerne har det problem, at de sidder på hænderne (og pengekassen) i sådanne sager.

Ofte er politiets adgang til sådanne familier, at de skylder penge væk og derfor skal den ene eller anden forælder fremstilles i fogedretten.
Derfor får politiet adgang til familien og skriver en såkaldt "Socialrapport" til kommunen på baggrund af de ting der bliver observeret.

Men det er jo altid nemmest for kommunerne, at gemme sig bag procedurer og bureaukrati hvis man forventer at familien er flyttet igen inden for et halvt år.

Kommunerne har i forvejen børne- ungerepræsentanter, der tilkaldes i tilfælde af afhøring af mindreårige og ofte med ganske kort varsel - hvorfor stiller kommunerne ikke disse til rådighed for politiet, således at de kan tilkaldes straks man støder på sådanne sager om vanrøgt af børn?
Så står man ikke senere uden for en lukket dør, når man skal finde ud af hvad det handler om.
Hvor der er vilje er der en vej - husk det.

Jeg kan ikke give Mette Vibe Utzon andet end ret i hendes utroligt velskrevne artikel, og eftersom forældrene er dømt ved et nævningeting, omend strafudmålingen endnu ikke er fastlagt, er der næppe nogen rimelig grund til ikke at bringe dokumentaren.
Man må gå ud fra at sagens substans ikke ændrer sig på grund af dokumentaren, i det de bevisligheder dokumentaren har fremlagt, formentlig også er forelagt for nævningene, af anklagemyndigheden.

Det eneste der endnu ikke har været under anklage, er således kommunernes trevne langsommelighed i sagsbehandlingen.

Katja Petersen

Hov...

Troede seriøst, at kommunen havde pligt til at hjælpe en børnefamilie uden vand eller varme - her vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg ikke mener, at fattige mennesker skal have tvangsfjernet deres børn.

Det var selvfølgelig også derfor, jeg reagerede på, at både naboer og politi havde oplyst kommunen om det manglende vand, og den manglende reaktion fra kommunens side.

Anne Marie Pedersen

Ja, Katja. Der er nok desværre mange, der har den opfattelse, at det er en ret at få basale behov dækket i Danmark. Men det er det ikke. Jeg mener, at det forholdt sig anderledes før vi fik el-markedet liberaliseret og gjort møgdyrt.

Jeg synes, det er en af de bedste dokumentarudsendelser, jeg har set på tv i meget lang tid. En god balance mellem fakta og personlige vidneudsagn. Den udstillede på den ene side et system, som i forhåbentlig sjælden grad vendte det blinde øje til alle advarsler (måske i håb om at nomadefamilien nok snart levede op til sit navn og flyttede et andet sted hen?). På den anden side gav den et billede af et par meget kloge, modige og stærke unge mennesker, der fik lov til at give deres beskrivelse af oplevelserne uden at fremstillingen forfaldt til følelsesporno og selvudlevering. At de står frem med fuld identitet virkede i sammenhængen rigtigt og naturligt og afmystificerende. Det var et klogt valg ikke at udstille de konkrete overgreb. En efterfølgende udsendelse kunne/burde tage fat i, hvilke omstændigheder, der overhovedet gør, at mennesker havner i den ulykkelige situation, som familien er havnet i.

I forhold til sagens substans kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er mærkeligt, at kommunerne overhovedet tillader mennesker (med børn helt ned i spædbarnealderen) at flytte ind i åbenlyst kondemnable boliger. Er der ikke regler for, i hvilken stand en ejendom skal være for at være egnet til menneskebolig?

Peter Hansen

Symptomer på den helt fejlagtige tilgang til politik, der har udviklet sig, siden folk blev passive og på opfordirng af det politiske system overgik til at blive klienter fremfor ansvarlige demokrater.
Det kræver åbenhed i forvaltningen, således at den ubetingede tavshedsligt i personsager skal ændres. Som med lægejournalen skal folk have adgang til deres egne sagsakter og kunne levere dem videre til f.eks. pressen.

Niels-Holger Nielsen

Vi, der er stærkere end bunden har adgang til et netværk, ja vi nærmest hænger i det. Ingen af os er selvberoende; vi er noget i kraft af andre (ressourcepersoner som vi har søgt fællesskab med) - dem vores liv er forbundet med. Vi har mange barrierer som beskytter os før vi overhovedet snuser til forhold som "brønderslev"familiens. Vi måler os med andre, søger hjælp og dyrker venskaber. Vi har arbejde, vore børn har venner, der kommer i vores hjem, vi har selvrespekt og kræver vor ret. Vi er i samfundet. Vi følger med og vi vil gerne have indflydelse. Vi er ikke nødvendigvis ressourcestærke, men vi har noget at trække på. Det der får mig til at fryse helt ind til benet er, at vi lever i et samfund, hvor det er en dagligdags foreteelse at individer og grupper i vores "sam"fund bliver ofre for selvsammes groteske individualisering. Fællesskab dyrkes i små grupper. Derfor kan vi ikke kontrollere narko, trafficking, finanssvindel og lignende. Din nabo kan være voldtægtsforbryder eller det, der er værre. Hun kan være bandemedlem eller andet, som skader fællesskabet. Vi kender ikke hinanden og har ikke noget at holde sammen om. Det er så let for de svageste at falde i afgrunden. Det er prisen for den grasserende individualisme.

Er der andre end mig, som længes efter samhørighed og fælles ansvar uden at frygte landsbyens undertrykkende begrænsning? Landsbyfællesskab er (historisk set) oftest lig med social kontrol. Storbyfællesskab kunne være frigørelse, men det kræver nok at vi ser lidt nøjere efter hvad vi har til fælles med andre - og dyrker det.

Vi har ikke et samfund når det i den grad er muligt at falde uden for alting.

Liberalismens frihedsbegreb er lig med udstødning. Det er vist på tide at vi ikke dyrker friheden højere end ligheden og fællesskabet.

Fremmedgørelse er vores barske livsvilkår i individualismens favntag.

Niels-Holger Nielsen:
Du kommer til at smide vandet i hovedet på badebarnet. Det er ikke friheden, der er noget galt med (og for den sags skyld heller ikke fællesskabet). Verden og livet er paradoksal, dualistisk og uretfærdig.Fælleskabet skal leve af og ånde gennem den individuelle frihed, gennem hvilken det skal finde styrke, mod og ressourcer til at værne om og ikke mindst inddrage de, der af den ene eller anden grund ikke har styrken, indsigten, modet eller hvad det er, der mangler, til at leve det liv, der er sandt og frit for dem, så de ikke på den ene eller anden måde kommer til at gøre skade på sig selv og andre i angsten for at miste et alt for spinkelt fodfæste.

Bjarne Bisgaard Jensen

Inden det her nu går hen og bliver en intellektuel diskussion og frihedsgrader, hjemmets ukrænklelighed osv kunne det være formålstjenligt at holde fast i materien.
Vi har her i landet en helt klar lovgivning, hvor kommunerne har pligt til at påse under hvilke vilkår børn opvokser, og om nødvendigt gribe ind, såfremt der er forhold, der skønnes at være til skade for barnets tarv.
Det har helt klart været tilfældet her. Endvidere står det klart at økonomiske overvejelser ikke må være en del af beslutningsgrundlaget, når der træffes afgørelser vedrørende indgribende foranstaltninger over familien, specifikt her en tvangsfjernelse af børnene.
Når dette forløb har kunnet finde sted, skyldes det det at gældende lovgivning ikke er blevet fulgt - så er den ikke længere.
Forslaget om at sammenkøre kommunernes budgetter på dette område og dermed skabe en pulje på landsbasis, til at imødegå disse ofte voldsomme udgifter, må derfor i mangel af bedre hilses med tilfredshed.
Noget andet der bør diskuteres er, at adskille den undersøgende og den besluttende myndighed, så undersøgelsens omfang og karakter ikke farves af, at selvsamme myndighed skal træffe afgørelsen.
"Flæberiet" fra personalet i Brønderslev i denne sag er helt usmageligt og ude af proportion med, hvad disse børn har måttet udholde, fordi den lovgivning og det system der skulle beskytte dem svigtede fatalt

Søren Kristensen

Nogle gange glemmer vi hvad vores job (i det omfang vi har ét) egentligt går ud på. Det sker hele tiden og især om fredagen, men jo mere ansvarsfuldt jobbet er jo værre er det selvfølgelig, når det sker. Det er vel bare det, de uheldige sagsbehandlere og deres chefer prøver at sige og man forstår dem langt hen ad vejen omend ikke den hele. De har rigtigt meget at se til i kommunerne. Måske også for meget. Sagerne hober sig op, fordi de er stressede og der er ikke ressourcer nok til alt det de gerne vil, hører vi. At det passerede sker netop nu hvor presset er så stort som det er, er vel det eneste der ikke overrasker. Resten er ret langt ude. Det gode er, at der er rigtig meget at blive klogere på i denne sag og børnene fra Brønderslev har sandsynligvis ikke optrådt forgæves på tv.