Danmark deporterer handlede kvinder hjem til en uvis skæbne

Hvad sker der med de nigerianske kvinder, vi sender hjem, efter de har solgt sex i Danmark? Nogle sendes hjem i armene på deres traffickere, som handler dem igen. Men regeringen sælger problematiske solstrålehistorier i sin nye handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel
Regeringen har i sin nye handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel tilsyneladende ingen anelse om, hvad den deporterer handlede kvinder hjem til. De ender ofte i fattigdom og prostitution i deres hjemland.

Regeringen har i sin nye handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel tilsyneladende ingen anelse om, hvad den deporterer handlede kvinder hjem til. De ender ofte i fattigdom og prostitution i deres hjemland.

27. juni 2011

Lufthavnspolitiet i hjemlandene berøver dem for deres sidste ejendele. Voodoopræsterne står klar med drabelige ritualer. Deres familier bliver truet. De nigerianske organisationer, der skulle modtage kvinderne, har brugt de europæisk tilsendte penge på sig selv. Sådan er forestillingerne. I det hele taget dæmoniseres Nigeria og nigerianere som et land domineret af korruption, voodoo og vold, og folk som sælger deres egne døtre til prostitutionens djævel.

Med de forestillinger på spil er det paradoksalt, at regeringens nye Handlingsplan mod Menneskehandel 2011-2014, der udkom forleden, stædigt fastholder, at kvinderne skal sendes hjem. Lykke Friis, ansvarlig minister for området, udtaler til DR og andre medier, at handlingsplanen fortsætter den indsats, der har været hidtil, fordi den virker. Nu blot i forbedret udgave.

Men et centralt og kontroversielt element, som handlingsplanen smyger sig behændigt uden om, er fortsat den automatiske deportering frem for muligheden for opholdstilladelse til mennesker udsat for handel. I Danmark får man maksimalt 100 dages ophold efter menneskehandel, inden man sættes på et fly ud af landet. Handlingsplanen ændrer således ikke på det indbyggede paradoks: At Danmark deporterer de mennesker, vi i øvrigt er så optagede af at redde, særligt udenlandske kvinder, der sælger sex.

Danmark er blevet kritiseret i den seneste FN-rapport for at deportere mulige ofre for menneskehandel. Den kritik har Danmark valgt ikke at kommentere. I stedet vil man nu øge indsatsen for, at flere accepterer tilbuddet om at blive sendt hjem blandt andet ved, som der står i den nye handlingsplan, at: »Succeshistorier om forberedt hjemsendelse indsamles og formidles til ofrene.«

Ofrene skal høre historier, som Lykke Friis forklarer på DR, om den rumænske flaskesamler, der blev sendt hjem og fik et lastbilkørekort, og den nigerianske kvinde, der blev sendt hjem og åbnede en butik og fik et helt nyt liv.

Sandheden er imidlertid, at der eksisterer meget lidt viden om de langsigtede konsekvenser for kvinderne, og realiteten er derfor, at Danmark i de fleste tilfælde deporterer kvinderne tilbage til en uvis skæbne. Den nye handlingsplan vil iværksætte en tilbundsgående analyse af hjemsendelser det er fint og nødvendigt men formålet med den er stadig at få flere til at acceptere at blive 'frivilligt hjemsendt'.

I 2010 udviste politiet 78 nigerianere, hvoraf hovedparten var kvinder, der havde solgt sex uden arbejdstilladelse. Center mod Menneskehandel identificerede samme år 12 nigerianske kvinder som ofre for menneskehandel. Det er en kompliceret gråzone at skelne mellem kvinder, der sælger sex tvunget, og dem der gør det frivilligt begge grupper gør det uden arbejdstilladelse.

Det hjælper ikke at pakke handlingerne ind i pæne og teknokratiske ord og dermed neutralisere dem. I Danmark kalder vi det »frivillig forberedt hjemsendelse« nu med indbygget succeshistorie. Vi kalder det udvisning, afvisning, domsudvisning eller administrativt udvisning. I Nigeria kalder de det deportering.

Motiverne

Problemet ved at fortælle succeshistorier om hjemsendelse er, at hjemlandet fremstilles som et trygt og sikkert sted hvor kvinderne, når vi taler om sexarbejdere involveret i menneskehandel, har bedst af at blive. Kvinder er mest sikre, når de bliver hjemme ved familien, i deres landsby, i deres hjemland. Samtidig er Nigerias mest brugte antitraffickingpraksis at tilbageholde kvinderne ved grænserne og i lufthavnen i havnebyen Lagos. Hvis de fanges, sendes de på krisecenter, hvor de får en god dosis missionering om, at hverken Gud eller Nigeria vil have, at de rejser. I stedet kan de nu betalt af europæiske lande som Danmark lære at flette hår eller sælge telefonkort. Både Nigeria og Danmark er således enige om, at det er bedst, at kvinderne bliver i Nigeria. Så er Nigerias kompromitterede ære reddet, kvindernes moral reetableret, og Danmark er kommet af med de illegale migranter.

Den fortælling ignorerer imidlertid de oprindelige motiver for migrationen. De fleste deporterede kvinder, jeg arbejder iblandt, fortæller, at de følte sig presset til at blive frivilligt deporteret. I Europa blev de overbevist af succeshistorier om, at de ville modtage diverse former for assistance, når de kom tilbage til Nigeria. For problemet er oftest ikke, som vi forestiller os, at de bliver modtaget af traffickere, voodoo og andet ondt. Problemet er i stedet, at de som oftest er lige så fattige når de vender hjem, som da de rejste; at hjælpeprogrammerne er bureaukratiske og kortsigtede (maksimalt cirka seks måneder), men kvinderne har et helt liv foran sig; at deres rejse til Europa var en del af en større familieinvestering for at få hende af sted; at nogle må ty til prostitution i Nigeria for at klare sig osv. For nogle føltes det derfor som at blive handlet igen, nu blot i modsat retning mod syd med statslig intervention.

Danmarks deporteringer af menneskehandelsofre indskriver sig samtidig i en ofte ubemærket, men hastigt voksende europæisk deporteringsindustri. Det urovækkende er, at den nu skal sminkes med succeshistorier og derved lokke kvinderne til at lade sig frivilligt deportere.

Der er gode elementer i den nye plan. For eksempel omhandler den nu i højere grad alle former for tvangsarbejde, øget fokus på handel med mænd og børn og fem millioner via FN til Nigeria. Den nye handlingsplan fastholder, at mennesker, der har været udsat for handel, mest af alt har brug for at blive identificeret, kategoriseret og dernæst få sundhedstjek og psykologisk hjælp. Særligt fordi der i Danmark fokuseres meget på de skadende effekter ved prostitution. Den slags hjælp er naturligvis vigtig. Men ofte har handlede mennesker allermest brug for et arbejde, en mulighed for at forsørge sig selv og deres familier på lang sigt. For nogle er det en løsning at rejse hjem, for andre er det at blive giv dem en opholdstilladelse giv dem en arbejdstilladelse.

Hvad er værst?

Handlingsplanen kunne have kigget mere ud i verden og ikke lukket sig inde bag grænsebommene. I andre lande eksempelvis i USA, Spanien, Italien og Belgien er der muligheder for at blive i landet, hvis man har været handlet. Der er udviklet relativt fornuftige systemer, der gør, at det ikke vælter ind med mennesker, der siger de er handlet og dernæst kræver ophold.

Det ville have været et humanitært, klogt og diplomatisk træk i forhold til samarbejdet med afsenderlande som eksempelvis Nigeria, at Danmark tilbød de relativt få ofre, der er, den hjælp, de ofte reelt har brug for. Det betyder ikke, at alle vil tage imod en opholdstilladelse, nogle vil gerne tilbage til Nigeria, oftest ældre kvinder, som med deporteringen lader sig pensionere som migranter. De orker ikke mere. Det er ofte deres succeshistorier, der bliver brugt.

Man kan selvfølgelig spørge, hvad der er værst: Leve i fattigdom i eksempelvis Nigeria eller sælge sex i Danmark? Udenlandske kvinder, der sælger sex, gør det ofte, fordi de for det første kan tjene relativt gode penge på det til at tilbagebetale deres gæld, og for det andet fordi de ikke har adgang til det formelle arbejdsmarked. Sexsalg er nærmest den eneste indtjeningsmulighed for kvinder med gæld, der opholder sig uden papirer i Danmark.

Ved at få de nødvendige papirer har kvinderne flere valgmuligheder for ikke kontinuerligt at ende i sårbare situationer. Mange arbejdsmigranter, især unge handlede eller ej vender hjem, når deres økonomiske projekt er fuldført. Hvis de deporteres før det projekt er gennemført, forsøger især de unge at rejse ud igen med alt, hvad det indebærer af fare for nye risikofyldte migrationsruter. En af de organisationer, der modtager kvinderne, når de deporteres til Nigeria, anslår, at 80 procent deporteres ufrivilligt og ønsker at vende tilbage til Europa.

Det ofte årelange arbejdsmigrationsprojekt, der var en del af menneskehandlen, er ikke indtænkt i den nye handlingsplan. Så længe motiverne for migrationen ikke indtænkes, bliver det yderst vanskeligt at få flere til at takke frivilligt ja til at blive deporteret. Så lokkes de med succeshistorier.

Sine Plambech arbejder for DIIS og Columbia University, New York. Hun er antropolog med speciale imenneskehandel, irregulær migration og sexarbejde

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Udlændingeservice har i perioden 1. august 2007–30. september 2010 vurderet 94 udlændinge (i alderen 17-53) som ofre for menneskehandel i Danmark. Tre af de handlede var mænd. En person var handlet til tvangsarbejde, de resterende til prostitution.

Center mod Menneskehandel har i samme periode vurderet 34 kvinder til at være handlet. Alle til prostitution – gennemsnitsalder 30,8 år.
Der er afsat i alt 85,6 mio. kroner i perioden 2011-2014. Pengene kommer fra satspuljen (2010 og 2011) til nationale og sociale initiativer.

Kilde: Regeringens handlingsplan ti bekæmpelse af menneskehandel 2011-2014 (juni 2011)

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Per Erik Rønne

Vil Sine Plambeck da åbne en ny ladeport for indvandring af mennesker, der resten af livet skal leve af dansk kontanthjælp?

En nigerianer hører grundlæggende til i Nigeria, lige som en dansker grundlæggende hører til i Danmark.

Og Danmark kan altså ikke løse alverdens fattigdomsproblemer, og da slet ikke ved at importere dem her til landet.

Vi har i forvejen problemer nok, ikke mindst fordi en forældregeneration har fået for få børn - og givet dem en for ringe uddannelse. Husk på at en studentereksamen anno 2011 er langt, langt ringere end en realeksamen anno 1969. Hvis vi ser på fagligheden, indholdet i selve fagene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

Nej, Danmark kan ikke klare verdens fattigdomsproblemer. Og vi kan heller ikke klare at finde bagmændene her i landet bag denne trafik.
Det må jo kunne betale sig for bagmændene. Risikoen for at blive afsløret er minimal, og hvis det endelig skulle ske er straffen også minimal. Desuden er der masser af mænd der er villige til at lukke øjnene og hævde deres frie ret til sex med hvem som helst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Erik Rønne

@Inger Sundsvald,

Dét problem klares først når vi får statsanerkendte, og statskontrollerede bordeller.

Et forbud, som så mange plæderer for, vil jo blot gøre det hele værre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

@ Rønne: Dit indlæg afsporer en ellers væsentlige debat. Begrebet ladeport har jo intet med virkeligheden at gøre, og der er intet i artiklen, der berettiger til den kommentar. Den kommer fra dit sinds dyb, og jeg kan kun læse den som i familie med dit opråb om at danskere hører hjemme i Danmark og Nigerianere i Nigeria.
Det samme gælder din melding om at Danmark ikke kan løse verdens problemer.
I Nigeria bor der 131 mio. mennesker det er flere end i England og Frankrig til sammen. Nigeria er verdens 8. største olieeksportør.
Så med den viden er de fleste nok klar over, at problemerne i Nigeria skal løses gennem internationale foranstaltninger og ved hjælp af aktioner i Nigeria.
Din holdning Rønne svarer til, at jeg, der bor i Jylland ikke skal bidrage til problemerne i Lolland, og da slet ikke til løsningen af kriminaliteten dér. De må lollikkerne selv klare.
Problemerne med de nigerianske prostituerede er, at de er blevet hentet til Danmark, hvor der er problemer. Problemerne er i Danmark, og de skal løses her. Tanken om at sende de nigerianske kvinder hjem er alene at eksportere problemerne. Og det - dét er ingen mulighed. Hvis de prostituerede ikke kommer fra Nigeria kommer de fra Lithauen eller et andet sted.
Det er med andre ord et indfødt kompleks DANSK problem, som vi skal løse HER:
At importere sit fremmedhad i denne drøftelse forplumrer bare det hele.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

@ Rønne: Dit indlæg afsporer en ellers væsentlige debat. Begrebet ladeport har jo intet med virkeligheden at gøre, og der er intet i artiklen, der berettiger til den kommentar. Den kommer fra dit sinds dyb, og jeg kan kun læse den som i familie med dit opråb om at danskere hører hjemme i Danmark og Nigerianere i Nigeria.
Det samme gælder din melding om at Danmark ikke kan løse verdens problemer.
I Nigeria bor der 131 mio. mennesker det er flere end i England og Frankrig til sammen. Nigeria er verdens 8. største olieeksportør.
Så med den viden er de fleste nok klar over, at problemerne i Nigeria skal løses gennem internationale foranstaltninger og ved hjælp af aktioner i Nigeria.
Din holdning Rønne svarer til, at jeg, der bor i Jylland ikke skal bidrage til problemerne i Lolland, og da slet ikke til løsningen af kriminaliteten dér. De må lollikkerne selv klare.
Problemerne med de nigerianske prostituerede er, at de er blevet hentet til Danmark, hvor der er problemer. Problemerne er i Danmark, og de skal løses her. Tanken om at sende de nigerianske kvinder hjem er alene at eksportere problemerne. Og det - dét er ingen mulighed. Hvis de prostituerede ikke kommer fra Nigeria kommer de fra Lithauen eller et andet sted.
Det er med andre ord et indfødt kompleks DANSK problem, som vi skal løse HER:
At importere sit fremmedhad i denne drøftelse forplumrer bare det hele.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Erik Rønne

@Lars Dahl,

Problemerne i Nigeria er i høj grad knyttet til at tre store folkeslag (fulani/hausa, yoruba og ibo) + en bunke små, deler samme stat, og at denne stat derudover er ligeligt delt mellem kristendom (yoruba og ibo) og islam (hausa).

Derudover er der en vidtstrakt korruption, der naturligvis kun forværres af at der ikke findes nogen fælles, national identitet, og at man holder med 'sine egne'.

Men når du mener at disse kvinder skal blive her i landet, så accepterer du dermed ulovlig indvandring, og accepteres det vil det blive uhyre attraktivt for fattige nigerianere at blive »handlet« hertil. Derfor metaforen »ladeport«.

I øvrigt er jeg ikke fremmedhader. Som datalog har jeg arbejdet sammen med mange nationaliteter, også ikke-europæiske, og som lærer har jeg haft mange elever med en ikke-vestlig baggrund, og det store flertal har der ingen problemer været ved. Heller ikke når vi taler om muslimer; selv om gruppen har en voldsom overkriminalitet er det da heldigvis stadig kun et mindretal af muslimerne der er så langt ude. Men jeg ved hvad en eksponentialfunktion er for noget:

f(x) = a^x,

og jeg ved at jeg ikke ønsker et Europa domineret af islam. Et islam der ikke skelner mellem hvad der er kejserens og hvad der er Guds, og som tværtimod forener embederne som kejser og pave i kalifembedet. Et islam der ønsker et samfund delt i 'rettroende' muslimer, tolererede dhimmier (kristne, jøder og enkelte andre grupper) og en restgruppe af islamiske kættere, hedninge og ateister, der slet ingen rettigheder skal have. Altså en apartheidstat. Og et islam der ikke accepterer religionsfriheden, i hvert fald ikke hvis det indebærer retten til at forlade islam, for her findes i islam kun et svar: dødsstraf.

Se på Ægypten. Her er 10-20% af befolkningen koptiske kristne. Regeringen siger 10%, udenlandske iagttagere 15%, kopterne selv 20%. Og de forfølges, også af myndighederne.

I Danmark udgør muslimerne i dag en 5% af befolkningen. Og alligevel ser vi problemer. Kristne flygtninge fra den arabiske verden chikaneres, og modtager stadige trusler for at få dem til at konvertere til islam. Det samme sker for muslimske indvandrere, der har ladet sig døbe, og helt galt bliver det hvis de derudover lader sig vie som lutherske præster i den Church of Love, der samlet søger optagelse i folkekirken.

I områder domineret af islam, som Gjellerupparken, Voldsmosen, Tingbjerg og Nørrebro / NV, ser man også chikane af etnisk danske folkekirkepræster. I Århus er det dog løst ved at kirken betaler det islamiske samfund en slags kristenskat (jizya) ved at lade et islamisk vagtselskab stå for beskyttelsen af Gjellerupplanens kirke, men er det virkelig den fremtid vi ønsker for vores efterkommere? Et forhadt og foragtet etnisk og religiøst mindretal i eget land.

Og ja, jeg ved godt at langt fra alle muslimer begår disse chikanerier, men jeg ved også godt at de møder sympati blandt alt, alt for mange mere almindelige muslimer. At muslimer kan falde til i det danske samfund kan man dog se af en Naser Khader, men han betegner sig nu også som »kulturkristen«, og kan da også fortælle om at hans ven Søren Krarup har erklæret sig villig til at »gøre det fornødne« når Naser Khader er klar. Til dåben.

Så nej, jeg er ikke fremmedhader. Men jeg er imod at de europæiske urbefolkninger skal gøres til mindretal i egne lande, endda med dhimmi-status, som 2. rangs undersåtter. Og ja, se på Ægypten, der var koptisk kristen før den arabiske erobring i 600-tallet, og endnu i 1600-tallet havde kristen flertalsbefolkning. Som blot blev undertrykt af de arabiske erobrere. Og som i dag bliver forfulgt af den islamiske flertalsbefolkning, og af myndighederne. Husk på at den enkelte ægypters religion står på vedkommendes ID-kort, og at en ændring fra 'muslim' til 'kristen' ikke accepteres.

anbefalede denne kommentar