Flere og flere sættes på gaden

Stigende fattigdom betyder, at flere lejere sættes ud af deres bolig. Når marginen mellem det beløb, man får udbetalt efter skat, og det beløb, man skal betale i husleje, er meget lille, forøges risikoen for, at man en dag ikke kan betale huslejen. Konsekvenserne af en udsættelse er alvorlige. Tilværelsen går i grus. En fjerdedel af de, der bliver sat på gaden, har – ifølge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, SFI i 2008 – ikke fast bolig et år efter udsættelsen.

Udsættelse skaber flere tab

En udsættelse rammer ikke kun den, der mister sin bolig. Også udlejerne taber penge. Som regel skyldes udsættelsen, at lejeren skylder husleje - ofte i 50.000 kroners klassen. Når gælden er så høj, hænger det sammen med den lange ventetid ved fogedretterne – ofte 6-12 måneder. Denne ventetid er i øvrigt en følge af regeringens dårligt gennemførte domstolsreform. Dertil kommer udgifterne til istandsættelse af lejlighederne, som også kan være betydelige, fordi lejeren er flyttet over hals og hoved og meget ofte ikke har istandsat lejligheden før udsættelsen. Ydermere får udlejeren også udgifter til advokatbistand, retsafgifter, låsesmed mm. Det er ikke usædvanligt, at udsættelse koster udlejeren 150.000 kroner eller mere.

Hvis udlejeren er en almen boligafdeling, så får fraflytningstabet en direkte virkning for de øvrige lejere. Efter lovgivningen skal et eventuelt underskud på en afdelings regnskab betales af lejerne over en treårig periode. Hvis en lille afdeling på f.eks. 50 boliger et år får et underskud på 150.000 som følge af fraflytningstab, så skal man de følgende tre år forhøje huslejen med 50.000 kr. årligt eller 1000 kr. årligt i tre år for hvert lejemål i afdelingen.

Sådanne ekstra huslejestigninger kan samtidig true økonomien hos andre mindrebemidlede beboere i den pågældende afdeling. Hvis een af dem vælger den nemme løsning – at lade være med at betale husleje – medfører det flere udsættelser, flere fraflytningstab, nye udsættelser og en ond cirkel er i gang.

Profil af de udsatte

SFI-undersøgelsen gav os et øjebliksbillede af udsættelsernes katastrofekurs. Fortsætter udviklingen er vi tæt på at sætte 5000 familier og enlige på gaden ved fogedretternes hjælp. Dertil kommer alle de, som er flyttet ’frivilligt’, når deres lejemål er blevet ophævet af udlejeren som følge af, at huslejen ikke er betalt.

43 procent af de udsatte er børnefamilier. Kommunerne hjælper børnefamilierne med genhusning, men det er dyrt for kommunerne. De enlige, som udgør hovedparten af dem, der ikke finder en bolig, får lov at bo på gaden og på herberger.

De udsatte lejere er:

• Unge i modsætning til ældre
• Ikke-udannede i modsætning til uddannede. (88 procent af de udsatte i alderen 18-24 år savner enhver form for uddannelse)
• Kontanthjælpsmodtagere i modsætning til efterlønnere og pensionister.
• Syge i modsætning til raske. (18 procent af de udsatte havde psykiske sygdomme. 15 procent havde fysiske sygdomme.)
• Stofmisbrugere. (18 procent af de udsatte var alkoholmisbrugere. 9 procent var stofafhængige)
• Kriminelle i modsætning til ikke kriminelle. (22 procent havde problemer med kriminalitet)
• Enlige mænd fra 3. verdens lande.
• Mennesker med rod i økonomien/gæld.

Profilen viser, at det ikke kun er aldersmæssige og økonomiske faktorer, der bevirker, at folk sættes ud af deres bolig. Også mere socialpsykologiske faktorer, som f.eks. stofafhængighed og evne til at administrere penge spiller ind. SFI fandt, at 12,2 procent af de udsatte, var udsat flere gange. 77 procent indrømmede, at de ikke havde styr på deres økonomi, og havde brug for praktisk hjælp med huslejebetalingen. 50 procent af de, der bliver sat på gaden, har ikke søgt individuel boligstøtte. Det skriger til himlen om dårligt fungerende medmennesker, der ikke får tilstrækkelig hjælp. Undersøgelsen viste, at 22 procent af de udsatte havde baggrund i tredjeverdenslande, 15 procent havde ikke-dansk statsborgerskab. Sprogvanskeligheder og manglende viden om det danske samfund kan være en medvirkende årsag. Et overvældende antal af de udsatte havde også større gæld end lejere i almindelighed. Mange klarer sig i kortere eller længere tid ved at optage forbrugslån. Men udlånerne kræver som regel PBS-tilmelding som forudsætning for lånet. Lånene har som oftest betalingsdato den 1. i måneden. Udlejerne må derimod først kræve betaling den 3-5 i måneden. Det betyder, at der ofte ikke er penge på lønkontoen til at betale huslejen, fordi forbrugslånene er blevet betalt først. Dermed kommer folk uvægerligt i huslejerestance, som udløser strafrenter og rykkergebyrer, som de heller ikke har råd til at betale.

VKO har forværret problemet

I 2009 gennemførte Folketinget på regeringens forslag en ændring af lejelovene. Ændringen, at tidsrummet mellem sidste frist for betaling efter en påkravsskrivelse og det tidspunkt, hvor udlejeren har ret til at ophæve lejemålet, blev forlænget fra 3 dage til 14 dage. Samtidig fik udlejerne pligt til at underrette de sociale myndigheder, når en lejer bliver sendt i fogedretten, og kommunerne skal så tilbyde hjælp pr. brev. Det er et skridt fremad, for så vidt angår de store almennyttige administratorer, som har 70-75 procent af udsættelserne.. Men 20-30 procent af udsættelserne sker fra små private udlejere og fremlejere af ejerboliger. Her hjælper lovændringen ikke. Langt de fleste af VKO's reformer har gjort det vanskeligere at løse problemerne med udsættelserne:

Kommunalreformen har skabt større afstand mellem borgerne og kommunen. Alt andet lige betyder det, at kommunens evne til at løse problemer ved at informere borgerne er blevet dårligere.

I slutningen af 2010 har man gennemført en yderligere centralisering, således at behandling af ansøgninger om individuel boligstøtte lægges ud til 5 store digitale centre, der skal varetage den objektive sagsbehandling. Derved lægges der ikke alene fysisk afstand til de svageste i samfundet. Der lægges også afstand i kommunikationen. De syge og svækkede, retarderede, apopleksiramte, demente og alle de svage læsere vil ikke have nogen mulighed for digital kommunikation med disse centre. De svage vil kunne få lov at gå i hundene.

Mange mulige løsninger

Kontanthjælpsloftet bør afskaffes. I den nuværende beskæftigelsessituation har det ingen positiv effekt. Den merudgift en afskaffelse vil medføre, er måske endda mindre end de samlede tab, som det offentlige lider ved at skulle administrere udsættelserne (udgifter til domstole og politi, administration hos kommunerne, akuthjælp til udsatte børnefamilier, anbringelse af børn uden for hjemmet, individuel boligstøtte til de lejere i det almene byggeri, der får huslejen forhøjet som følge af fraflytningstab).

Derudover bør det gøres sværere at optage forbrugslån. Et nemt og meget virkningsfuldt tiltag vil også være, at kommunerne eller de statslige centre fratrækker huslejen fra kontanthjælpen og sender den til udlejeren, før restbeløbet udbetales til borgeren. Teknisk kan det gennemføres ved at sagsbehandlerne i kommunens administrative system tilmelder borgerne til automatisk træk af huslejen fra de offentlige ydelser, inden rest-beløbet overføres til deres nem-konto.

Den simple håndsrækning med at trække huslejepengene og overføre dem til udlejer vil ikke koste det offentlige meget i sammenligning med de besparelser, der følger af, at kommunerne slipper for problemerne med genhusning af de udsatte familier, anbringelse af børn uden for hjemmet med mere.

Vort forslag går ud på, at kommunerne skal tilbyde en sådan automatisk huslejebetaling, f.eks. i forbindelse med at en borger søger om hjælp til en almen bolig. Et lignende forslag er officielt fremsat af Enhedslistens borgmester i København, Mikkel Warming. Vi er klar over, at dette forslag støder på et sejlivet dogme blandt politikere, socialforvaltere og i lovgivningen. Dogmet går ud på, at de svage skal lære at ’mestre’ deres eget liv. I den hellige hensigt at opdrage voksne, vil man hellere sætte dem på gaden end at hjælpe dem praktisk med huslejebetalingen. Holdningen er så frelst, at den gør ondt, ikke mindst fordi man tydeligvis gør de allersvageste en alvorlig bjørnetjeneste ved ikke at hjælpe.

Lars Vestergaard er boligpolitisk aktiv i Det radikale Venstre

Jakob Lindberg er formand for Køge Lejerforening