International kommentar

Frygt for intern krig i Marokko

Efter 36 år i eksil og som flygtninge i en ørken i Algeriet har saharawierne fået nok. De FN-ledede forhandlinger har ikke medført en løsning for de mere end 165.000 flygtninge fra det af Marokko besatte Vestsahara
22. juni 2011

»Vi har prøvet med fredelige midler at få vores land tilbage i over 20 år nu,« siger Mohammed, som bor i Smara-lejren.

»20 år med udsigtsløse forhandlinger og marokkanske forhalinger. Nu vil vi i krig for at få vores land tilbage«.

I mere end 36 år har Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara ikke ændret på EU og USA's støtte til Marokko.

Mens den ene rapport efter den anden har dokumenteret at besættelsen er ulovlig, og at Marokko begår massive menneskerettighedsovergreb på Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, indgår EU og USA til stadighed nye ulovlige aftaler om fiskeri og samhandel med besættelsesmagten Marokko.

I mere end 20 år er der blevet forhandlet for at finde en fredelig løsning på konflikten i Vestsahara, under FN's ledelse og med et mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

Men uden at dette har givet et resultat som saharawierne kan leve med. Alle neutrale iagttagere, der følger forhandlingerne, er enige om, at det er Marokko, der blokerer for en reel løsning.

Marokko tjener simpelt hen for godt på besættelsen af Vestsahara til at tillade, at landet får sin uafhængighed. Desuden har den marokkanske konge brug for en syndebuk over for sin egen undertrykte befolkning. Resultatet af de manglende resultater er, at der stadig er 165.000 mennesker, der sidder i en varm ørken i det sydlige Algeriet, og venter.

Vi besøgte lejrene i henholdsvis februar og maj i år, og det budskab beboerne i lejrene havde til os, var ikke er til at misforstå:

»Vi ønsker ikke at leve en dag mere i denne ørken, vi ønsker at komme tilbage til vores land, og vi vil drage i krig om nødvendigt mod den marokkanske besættelsesmagt. Vi vil ikke leve i et marokkansk enevældigt kongedømme. Vi kæmper for demokrati og selvbestemmelse over vores egen skæbne, og det vil og kan Marokko ikke give os«.

Føler sig svigtet af alle

Årsagen til at mange især unge saharawier nu er i gang med at planlægge en krig med besættelsesmagten, Marokko, er, at de føler sig totalt svigtet af især FN, EU og USA.

FN har arbejdet for en forhandlet løsning i mere end 20 år uden held.

Og både USA og EU har indgået handelsaftaler med Marokko og opfatter Marokko som en ven og strategisk partner i kampen mod terror.

EU har desuden brug for Marokkos garantier for at stoppe strømmen af flygtninge over Middelhavet. Og så må alle de flotte ord om menneskerettigheder og demokrati vige for en realpolitisk dagsorden.

Men når EU indgår fiskeriaftaler med Marokko, der omfatter de besatte områder, handler de ikke kun i strid med international lov, men også imod EUs egne juridiske eksperters anbefalinger.

For de saharawier, som vi talte med i flygtningelejrene, er dette et tydeligt signal om, at EU ikke støtter deres kamp for demokrati og menneskerettigheder, da dette ikke vejer så tungt som det, at der er rigelige mængder friske fisk i vores butikker.

Den manglende afklaring, eksiltilværelsen, udplyndringen af deres ressourcer, og ligegyldigheden fra det internationale samfund har foregået i 36 år.

Dette vil nok få de fleste til at genoverveje deres tro på at fredelige forhandlinger løser noget. Derfor vil mange saharawier bryde våbenhvilen med Marokko efter 20 år. Derfor vil mange saharawier drage i krig mod en militær overmagt, der har placeret mere end 100.000 soldater langs en 2.700 km lang mur, der adskiller de tre fjerdedele af Vestsahara, som er besat af Marokko med den fjerdedel, der styres af saharawierne.

Og derfor har saharawierne gjort oprør mod besættelsesmagten i de besatte områder af Vestsahara siden oktober sidste år, selv om disse indtil videre fredelige forsøg på en opstand i stil med dem i resten af Nordafrika kun er blevet mødt med vold og tortur.

Krigsudbrud er nært

Så imens en hær af marokkanskbetalte advokater driver lobbyvirksomhed i både USA og EU, for at Vestsahara skal blive ved med at være under marokkansk overherredømme, forsøger saharawierne at råbe verdenssamfundet op for at undgå endnu en krig i Nordafrika uden de store ressourcer og med kun få venner.

Og denne krig vil ikke bare være et problem for Marokko og Vestsahara, men for den i forvejen politisk ustabile nordafrikanske region.

Desuden kan vi oplyse, at en ny vigtig fiskeriaftale mellem Marokko og EU skal forhales under det danske formandskab af EU i første halvår af 2012.

Morten Nielsen og Peter Kenworthy er aktive i den danske ngo, Afrika Kontakt, der arbejder for en løsning af konflikten i Vestsahara og støtter demokratikræfterne i de besatte områder og i flygtningelejrene i Algeriet. De besøgte området i henholdsvis maj og februar i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Konflikten er nok noget mere kompliceret end artiklen lader ane.

Indtil vistnok 1895 var området en del af Marokko. Derefter erobrede Spanien det, og gjorde det til en spansk koloni. Det er defor meget naturligt at Marokko insisterer på at det er marokkansk.

Saharawierne hører ikke entydigt til i Vestsahara, men udgør en traditionel nomadisk befolkning, der aldrig har været bosat, og som lige så meget kan betegnes som algierere som "saharawier".

Konflikten kan sagtens beskrives som en konflikt mellem Algeriet og Marokko. Algeriet ønsker kontrol over området, så landet får direkte adgang til Atlanterhavet, lige som de gerne vil indeslutte Marokko.

Og så e FN altså ikke ufejlbarlig...

Nic Pedersen

Man undres igen over, hvordan og hvorfor nogle konflikter totalt overses, men andre eksponeres igen og igen.

Sammenlign mediedækningen af dette her med f.eks Gaza.

Per Erik Rønne

De to konflikter kan jo slet ikke sammelignes.

Vestsahara-konflikten er grundlæggende en konflikt mellem et moderat, islamisk kongedømme, og en republik med socialistiske rødder og islamisk kultur.

Taler vi om Gaza omfatter konflikten jo også /jøderne/. Undervurder endelig ikke antisemitismens styrke.

Per Erik Rønne

Du skriver at det er 'naturligt' at Marokko gør krav på West Sahara - det er der ikke nogen reel dokumentation for.

Og uanset - retfærdiggør dette ikke Marokkos fængsling og grove tortur mod sahawierne i det besatte område.

Til din sidste kommentar - så kan hverken Islam, kongedømmer eller socialisme være grunden til undertrykkelsen og torturen. Dét er en meget grov forenkling.

Per Erik Rønne

@Anna Agger,

Det er naturligt for Marokko at gøre krav på Vestsahara, fordi området blev stjålet fra det af Spanien, og det endda så sent som i 1895.

Om der er tale om et »besat« eller fra Spanien »befriet« område er vist en smagssag. Det retfærdiggør naturligvis ikke tortur af sahavierne - jeg gør så blot opmærksom på at disse ikke kan siges at udgøre Vestsaharas befolkning, idet de er nomader der lige så vel kan betegnes som algiere som marokkanere / vestsaharanere.

Og til din sidste kommentar, så gør jeg blot rede for forskellen mellem Algieriet og Marokko. Grundlæggende tilhører landene samme kulturkreds, og forskellene er mellem et moderat om end konservativt kongedømme, og et land der har været gennem radikale styrer, herunder et fundamentalistisk oprør.

Og igen: den reelle konflikt handler ikke om undertrykkelsen af en »oprindelig« befolkning, men om et magtspil mellem Algieriet og Marokko. Algieriet ønsker en klientstat ud til Atlanterhavet, som eventuelt senere gennem en 'foleafstemning' kan gøres til en del af selve Algieriet, mens Marokko ikke ønsker at blive spærret inde af Algieriet.

Saharawierne er i dette spil - blot marionetter.

Marokko har jo etableret bosættelser i West Sahara. Havde der ikke været tale om en besættelse så havde bosættelser ikke været nødvendige. OG

De lokale (og torturerede) mennesker som jeg har talt med ville ikke bryde sig om at blive gjort 'rodløse' ved at blive kaldt Nomader - som du skriver hører lidt til i tre lande og ikke har deres eget.

Der er adskillige FN resolutioner, Haag-domstols-udtalelser mv. som fastslår Saharawiernes krav på landet. Hvad med en smule respekt for disse internationale instanser.

Så da FN (eller snarere dets forgænger) og DenHaag-domstolen sagde at Grønland er dansk, men de ikke er ufejlbare etc., så skal det tilhørsforhold også betragtes med et gran salt eller måske et tons eller to?

Per Erik Rønne

Nu er der som bekendt ikke her nogen konflikt, som der jo unægtelig er mellem de to kamphaner, Algeriet og Marokko.

Og ja, med mit kendskab til sagen er det de to lande der er de centrale i sagen. Ikke et til formålet opfundet nomadisk »folk«, der er lige så kunstigt et folk som de slaviske »makedonere«.

Det slavisk-makedonske »folk« blev efter 2. verdenskrig oprettet af Tito, og udskilt som selvstændig republik, fra Serbien. Til lejligheden opfandtes et makedonsk sprog, der var baseret på det slaviske dialekt i området, der lå fjernest fra såvel rigsserbisk som rigsbulgarsk.

Formålet var gennem indgriben den græske borgerkrig (mellem kommunister på den ene side, og alle andre på den anden) at få 'genforenet' den gamle tyrkiske provins Makedonien, hvis endemålet ikke lykkedes: at gøre Grækenland til en jugoslavisk provins.

Efter Balkankrigen i 1912 måtte Tyrkiet afstå Makedonien til deling mellem Bulgarien, Serbien og Grækenland; til Grækenland afstodes også Vestthrakien.

Grækenland fik de sydlige 60% af Makedonien, hvilket var meget rimeligt da området siden antikken har været græsk-talende, og i øvrigt geografisk svarer til Philip IIs og Alexander den Stores makedonske kongedømme.

Serbien og Bulgarien delte så den nordlige slavisk-talende del, hvilket kan synes meget rimeligt. Der er nemlig kun gradvise, dialektale forskelle mellem serbisk og bulgarsk, og hele det sydslavisk sprogområder udgør i øvrigt et samlet sprogkontinuum, hvor de nationale forskelle afgøres af historie og især religion. Forskellen mellem katolikker, ortodokse og muslimer.

Så - der er altså slet intet nyt i at en stat af udenrigspolitiske grunde opretter et »folk«, for at få en slis af et nabolands område.

Jeg vil tro at FNs og Haags holdning har noget at gøre med at Vestsahara et stykke tid var spansk koloni. Havde Marokko ikke i 1895 midlertidigt mistet Vestsahara var spørgsmålet aldrig rejst.

Og Marokko vil tydeligvis ikke opgive det genvundne land. Algieriet vil næppe gå i direkte krig med Marokko for at erobre Vestsahara, selv om det naturligvis set fra Algiers må være målet.

Mikkel Wolff

Jeg tror da også det er naivt at tro, at Algeriet ikke spiller en rolle i konflikten. Men jeg kan se indikationerne for, at Algeriet skulle være den store master mind bag konflikten.
Hvis man nu forestillede sig, at du, Per Erik, havde ret. Så er det et utrolig stort offer saharawierne gør for at blive en del af Algeriet? Det giver altså ikke nogen mening.
Hvis man møder de her folk, så har de bare et brændende ønske om frihed og selvstændighed. Det faktum at Vest Sahara tidligere har tilhørt Marokko kan jo ikke i sig selv retfærdiggøre, at man besætter et område imod befolkningens ønske.

Per Erik Rønne

Problemet med en stor bunke nomader over grænserne er jo netop at »befolkningen« som begreb bliver lidt vanskelig at definere.

I øvrigt er det jo ikke uset at befolkningsgrupper bliver manipulerede af beslutningstagere. Vi kender det endda fra vores egen historie; slesvig-holstenerne ønskede aldrig at blive en del af Preußen, men det var hvad de blev.

Mikkel Wolff

Men dine argumenter kan jo gå begge veje, men alligevel er du meget hurtig til at konkludere at Marokko har 'ret'. Hvad skyldes det?

Per Erik Rønne

Det afspejler vel blot at EU, når man beskæftiger sig med forhold uden for Europa, tager udgangspunkt i virkeligheden, ikke i nogle vidtløftige principper.

Nøjagtig som stort set alle lande gør det ...

Bo S. Nielsen

Det er vel een måde at se det, Per Erik Rønne.

Man kunne også bare kalde fænomenet ved dets rette navn: neokolonialisme.

Per Erik Rønne

@Bo S. Nielsen,

Marokkansk neokolonialisme i modsætning til algerisk neokolonialisme?

Vesten er da fuldstændig ligeglad med om området er en del af Marokko, af Algeriet eller om det er en algerisk klientstat.