International kommentar

Glem de skrappe tigermødre, vi har brug for elefantmødre

Den amerikanske juraprofessor Amy Chua hævder i bogen 'Kampråb fra en tigermor', som netop er udkommet på dansk, at forældre bør stille høje krav til deres børn. Men Chua betragter tilsyneladende sociale aktiviteter, der involverer ander og omsorg for andre som spild tid for et barn
6. juni 2011

For mange år siden var min kone og jeg på biltur med vores tre små døtre på bagsædet, da en af dem pludselig spurgte: »Vil I helst have at vi er kloge eller glade?«

Jeg blev mindet om dette øjeblik i sidste måned, da jeg i Wall Street Journal læste Amy Chuas artikel »Hvorfor kinesiske mødre er overlegne«, som udløste mere end 4.000 kommentarer om wsj.com og over 100.000 kommentarer på Facebook.

Artiklen var et salgsfremstød for Chuas bog, Kampråb fra en tigermor, som straks er blevet en bestseller. Chuas tese er, at kinesiske børn sammenlignet med amerikanske børn har tendens til at få succes, fordi de har »tigermødre«, mens vestlige mødre er »missekatte«, eller det der er værre.

Chuas døtre, Sophia og Louisa, har aldrig fået lov til at se fjernsyn, spille computerspil, sove hos deres venner eller deltage i teaterforestillinger på deres skole. De skulle hver dag bruge flere timer på at øve klaver eller violin. Det blev forventet af dem, at de skulle være de bedste i alle fag, undtagen gymnastik og drama.

Ifølge Chua mener kinesiske mødre, at når deres har passeret småbarnsstadiet, skal de i utvetydige vendinger have det at vide, hvis de ikke lever op til de høje standarder, som deres forældre forventer af dem.

Opdragelse og gener

(Chua siger, at hun kender koreanske, indiske, jamaicanske, irske, og ghanesiske mødre, der er »kinesiske« i deres tilgang til børneopdragelse samt etnisk kinesiske mødre, der ikke er det.). Deres egoer skal være stærkt nok til at tage det.

Men Chua, som er juraprofessor ved Yale University (ligesom sin mand), lever også i en kultur, hvor et barns selvværd bliver betragtet som så skrøbeligt, at alle medlemmer på skolernes sportshold bliver udnævnt til »den mest værdifulde spiller«. Så mange amerikaneres rædselsslagne reaktion på hendes fortolkning af forældrerollen er ikke overraskende.

Et af problemerne i forbindelse med vurderingen af tigermødrenes tilgang er, at vi ikke kan adskille opdragelsens virkninger fra de gener, som forældrene har givet videre til deres børn.

Hvis du gerne vil have, at dine børn skal være de bedste i klassen, så hjælper det, hvis du og din partner er kloge nok til at blive professorer på et eliteuniversitet.

Ligegyldigt hvor meget en tigermor skubber på, kan ikke alle elever være den bedste i klassen (medmindre vi udnævner alle børn til »klassens bedste elev«).

Tigeropdragelsen sigter mod at få børn til at få det mest mulige ud af deres evner og læner sig således mod »klog« i valget mellem »klog« og »lykkelig«.

Det er også Betty Ming Lius synspunkt, som hun redegjorde for på sin blog i et svar på Chuas artikel:

»Forældre som Amy Chua er grunden til, at asiatiske amerikanere som jeg selv har brug for at gå i terapi.«

Ambitioner og frygt

Stanley Sue, som er psykologiprofessor ved University of California, har studeret selvmord, som er særlig udbredt blandt amerikanske kvinder af asiatisk oprindelse (i andre etniske grupper begår flere mænd end kvinder selvmord).

Efter hans mening udgør pres fra familien en væsentlig faktor. Chua ville svare, at hvis man får opfyldt sine ambitioner på et højt niveau, opnår man stor tilfredshed, og at det kun kan opnås ved hårdt arbejde. Det er måske rigtigt, men kan man ikke opmuntre sine børn til at gøre ting, fordi de i sig selv er værdifulde, snarere end at spille på frygten for forældrenes misbilligelse?

Jeg kan i en vis udstrækning godt være enig med Chua: Modviljen mod at sige til et barn, hvad det skal gøre, kan gå for vidt.

En af mine døtre, der nu selv har børn, fortæller mig utrolige historier om hendes venners opdragelsesfilosofi. En af dem lod sin datter gå ud af tre forskellige børnehaver, fordi hun ikke ville derhen. Et andet par tror i en sådan grad på »selvstyret indlæring«, at de en aften gik i seng kl. 23.00 og lod deres fem-årige datter blive oppe for at se Barbie-videoer på 9. time.

Tigermødrenes opdragelsesmetoder kan virke som en nyttig modvægt til denne eftergivenhed, men begge yderpunkter overser noget.

Chua fokuser ubønhørligt på ensomme aktiviteter, som foregår derhjemme, uden overhovedet at opmuntre til kollektive aktiviteter eller omsorg for andre, hverken i skolen eller i det omgivende samfund.

Således betragter hun tilsyneladende teaterforestillinger på skolen som spild af tid, der kunne være blevet brugt bedre på at læse lektier eller øve musik.

Elefanters omsorg

Men at deltage i en teaterforestilling på skolen handler om at bidrage til fællesskabet. Hvis talentfulde børn holder sig væk, vil det gå ud over forestillingens kvalitet og dermed de andre deltagere samt publikum. Og alle børn, hvis forældre forhindrer dem i at deltage i sådanne aktiviteter, går glip af muligheden for at udvikle sociale færdigheder, der er lige så vigtige, givende og krævende at mestre som dem, der lægger beslag på hele Chuas opmærksomhed.

Vi bør sigte mod, at vores børn skal være gode mennesker og leve et etisk liv, der manifesterer sig i omsorg for både andre og dem selv.

Denne tilgang til børneopdragelse handler også om lykke: Der er rigelig dokumentation for, at dem, der er gavmilde og venlige, er mere tilfredse med deres liv end dem, der ikke er det. Men det er også i egen ret et vigtigt mål.

Tigre lever ensomme liv, undtagen som mødre for deres unger. Vi er derimod sociale dyr. Det er elefanter også, og elefantmødre fokuserer ikke udelukkende på deres eget afkoms trivsel. De beskytter og tager sig i fællesskab af alle de unge elefanter i flokken, som om det var en slags daginstitution.

Hvis vi alle tænker kun på vores egne interesser, er vi på vej mod en kollektiv katastrofe. Man behøver blot at iagttage, hvad vi er i færd med at gøre ved vores planets klima.

Når det handler om at opdrage vores børn, har vi brug for færre tigre og flere elefanter.

Peter Singer er australsk filosof, bioetiker og professor i Melbourne

© Project Syndicate & Information 2011 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johannes Nielsen

Bogen "battle hymns from a tiger mother" er super interessant derved at den udfordrer alle de sandheder omkring børneopdragelse som vi er vokset op med og anser som indlysende rigtige... Oplevelsen er lidt som at læse Nietzsche for første gang, hvor alle ens demokratiske værdier bliver vendt på hovedet... Alle der interesseret sig for børneopdragelse og som tør at blive udfordret bør læse denne bog...

Jeg læste den, da den udkom - og må sådan set erklære mig enig med Chua på ét punkt: At det er 100% legitimt at stille krav til sine børn. Det behøver bare ikke være et krav om at være bedst altid og alle vegne.

Og jeg tager gerne "Elefantmor" til mig. Hellere det end "vattet idiot, der trækkes rundt ved næsen af sine småbørn" ...

Ole Falstoft

Jeg er bange for at en tiger-opdragelse skaber individer med lavt selvværd. De lærer at de ikke er noget med mindre de kan noget - at de ikke har en værdi 'i sig selv'. At de dybest set ikke er elsket hvis de ikke er dygtige
Et barn har behov for at vide at de netop er elsket ikke for det de kan men for det de er.
Tigerbørn blive voksne der konstant skal bekræftet i at de er dygtige - dygtigere end andre ellers bryder deres verden sammen
Så for mig at se skaber man en masse sociale tabere med lav social intelligens med den opdragelse
Man skal da stille krav til sine børn naturligvis - men
man skal også give dem mulighed for at udvikle sig
selv og ikke kun efter ens egen agenda
Jeg synes denne opdragelse er et overgreb mod børns integritet

Bjarne Hansen

Chuas døtre, Sophia og Louisa, har aldrig fået lov til at se fjernsyn, spille computerspil, sove hos deres venner eller deltage i teaterforestillinger på deres skole. De skulle hver dag bruge flere timer på at øve klaver eller violin. Det blev forventet af dem, at de skulle være de bedste i alle fag, undtagen gymnastik og drama.(Artiklen)

Madammen er jo bindegal.

Hun forbyder jo al selvstændig kreativitet og sociale kompetancer vil være helt ikke eksisterende hos disse børn, hvilket jo er naturstridigt da mennesket er et flokdyr.

Chua dyrker sit eget lille Fascistiske regimente inden for hjemmets fire vægge, at hendes børn overhovedet får lov at komme i skole er nok kun fordi hun ikke selv har tid til at undervise sine børn.

Nu er den omtalte "tigermor" juraprofessor, altså indlejret i lov og orden-tænking. "Det må du og det må du ikke og jeg fortolker, hvad du må i meget få gråzoner." Det virker sådan set fint på den betingelse, at børn ikke har et indre, som skal skabes og udvikles på mange ofte komplekse måder. Her duer rendyrket lov-og-orden-tankegang ikke, men den kan synes tillokkende lidt ligesom diktatoren der ved, hvad der er bedst for landets borgere (børn).
Herudover ville det være latterligt, hvis det ikke var fordi det var tragisk, at de sociale aspekter af tigermoderens opdragelse er udelukket. Børn skal jo lære at omgås andre og det gør de nu en gang bedst ved at være i sociale sammenhænge.
Tigermoderen har også valgt at lade børnene lære at spille på klassiske musikinstrumenter (asiatisk snopperi for vestens klassiske dyder). Hvad med elektrisk guitar - måske ville børnene have haft det sjovt og nemmere ved at lære det (uden bidemærker i klaveret).
Det er rigtigt at en familie skal ledes at voksne og det er de vokse, der skal sætte dagsordenen og at man skal stille krav til børnene. De grundlæggende positioner er stort set ingen unige i, men måden dette bliver forvaltet på er afgørende og tigermoderens tilgang er blot et tilbageblik til den sorte skole, hvor autoriteten står og skriger. Helt uinteressant. Den sorte skole blev jo sjovt nok kasseret.

Johannes Nielsen

# Ole Falstoft

"Jeg er bange for at en tiger-opdragelse skaber individer med lavt selvværd. De lærer at de ikke er noget med mindre de kan noget - at de ikke har en værdi ‘i sig selv’. At de dybest set ikke er elsket hvis de ikke er dygtige"

Det er sådan vi er vant til at tænke i Danmark. Overfor denne påstand står Chuas påstand om at børn får selvværd af at lykkes med ting, som de umiddelbart synes er svære.

Jeg synes faktisk det er værd at tænke over...

Tigere er nu meget kærlige mødre som tilskynder at deres unger går på opdagelse i verden og skaber deres egne erfaringer. Men ve den juraprofessor som vil nærme sig for at fortælle hvordan Hun skal opdrage sine børn, hun vil blive ædt og serveret for ungerne.

Ole Falstoft

@Johannes Nielsen: Ja men så må man huske et 'samle dem op' bagefter hvis de ikke lykkes
Det er jo ikke alle der lykkes med alt
Vi lærer lige så meget af det vi ikke lykkes med som af det vi lykkes med.
Da jeg ikke har læst bogen ved jeg ikke hvad en 'tigermor's strategi er når børnene ikke lever op til hendes krav. Men jeg frygter det værste

Anne Marie Pedersen

Du har ret Ole. Det handler om, hvad man gør, når livet giver modgang til børnene.

Desuden mener jeg, at det er en falsk modsætning mellem dygtiggørelses-forventnigner og vær-glad-forventninger.

På mange måder tror jeg, at det er nemmere at være dygtig til noget konkret end at være dygtig til lykke og selvrealisering.

Bare du er lykkelig, bare du vælger den uddannelse, der gør dig glad. "Bare". Det er altså heller ikke nemt at skulle adlyde kravet om at blive lykkelig.
(Igen og igen viser undersøgelser, hvordan kravet om lykke ligger så dybt i danskerne, at vi fortæller hvor lykkelige vi er. Vi er de lykkeligste i verden. Og hvis vi ikke er lykkelige, så kan vi kun bebrejde os selv. For vi har jo haft alle muligheder for at blive lykkelige.)

Den virkelig svære balance er at stille nøjagtig de krav, som børn vokser og bliver stærkere og gladere af. Og at lade være med at stillefor høje krav. For man kan også blive stresset af for mange krav til hyggelige sociale skoleteaterforestillinger

Hanne Christensen

Målet med en opdragelse er selvfølgelig lykke. Spørgsmålet er derfor, hvilke faktorer bringer lykke.

Det afhænger af det omgivende samfund! Nogle faktorer er dog globale. Det gælder fx indtjening, sundhed, skønhed, frihed, kærlighed, familieliv, venner.

Peter Singer mener, at mødre skal opdrage socialt for at undgå klimaproblemer. Det mener jeg, er noget vås. Det er samfundets opgave!

En mor (og far!) er ikke en institution, som primært skal varetage samfundets interesse, ligesom de heller ikke har midlerne hertil. Den ideelle opdragelse er alene at sikre børnenes mulighed for at opnå lykke. Da der er samvariant mellem lykke og indtjening, handler det også om (i vores samfund) at sikre gode skolekundskaber. En helt grundlæggende faktor er dog at bringe barnet kærlighed. Et uelsket barn vil altid stå med ringere ods for at opnå lykke. Om opdragelsen har været hård eller eftergivende er knapt så vigtigt, hvis forældrene har elsket deres børn. Hvis ikke, vil barnet skulle kæmpe mod den manglende forældrekærlighed resten af livet.

Den bedste – og sværeste – opdragelse er selvfølgelig det gode eksempel. Har forældrene succes, er der større chance for at børnene får det, har forældrene en lang uddannelse er der større chance for børnene uddanner sig, har forældrene det pænt og rent, gode spisevaner osv., ja, så er der også langt større chance for, at børnene får denne adfærd. Lever forældrene sundt, vil børnene også gøre det - og omvendt. Det gode eksempel er så afgørende, at det næsten kan stå alene. Selvfølgelig kan fattige forældre forsøge at skabe ændrede vilkår for deres børn. Men det kræver en langt større indsats og energi, end hvis forældrene på forhånd er rige. Så kan de rige forældre være nok så meget miljøsvin, børnene vil fortsat have langt større muligheder for at skabe lykke – altså under forudsætning af, at disse rige miljøsvin har elsket og vist kærlighed over for deres børn.

Forældres opgave er ikke at sikre samfundshjulet. Det er at føre politik med sit barn som gidsel. Det er samfundets opgave.

Hvis politikerne og samfundet – os borgere – ønsker et bedre miljø kan ministrene jo skifte deres ministerbiler til en C1 e.l. Men det sker ikke, for en stor bil viser åbenbart potens, så når far og mor for 5 år siden kørte rundt i en firhjulstrækker var det tegne på succes og det gode eksempel, som barnet dermed vil efterligne. En firhjulstrækker gav lykke – alt andet lige.

Hvis man mener, at en firhjulstrækker skaber ulykke, fx for klimaet, ja, så er det en kamp man må kæmpe politisk og ikke over for sit barn. Man kan påvirke sit barn ved ikke selv at købe en firhjulstrækker, man kan påvirke sit barn ved at energiisolere sit hus osv. Men man kan ikke ”opdrage” sit barn til en miljørigtig adfærd, hvis man som forældre ikke selv har denne adfærd, ligesom man også skal passe på ikke at opdrage sit barn ”religiøst”, fx som miljøfanatiker, da det måske nok kan gavne samfundet, men ikke barnet, der nu engang må leve ud fra de normer, der er i samfundet.

Man må adskille den gode børneopdragelse fra god samfundsadfærd. Et barn skal ikke opdrages til at være omsorgsfuldhed over for andre på egen bekostning. Det bringer ikke barnet større adgang til lykke. Barnet skal selvfølgelig fungere socialt, igen fordi det øger chancen for lykke. Et dysfunktionelt barn har svære ods. Et socialt velfungerende barn står langt stærkere mht. at opnå succes og lykke.

Nu er det altså heldigvis sådan, at et socialt velfungerende barn også har bedre mulighed for at skabe succes. Så det ene modsætter ikke det andet. Tværtimod. Men målet er ikke isoleret set at skabe det sociale barn, målet er det lykkelige barn. Set med forældrenes øjne. Så er det heldigvis sådan, at et glad barn også har større indlæringsevne.

Om barnet får lov til at se barbieudsendelser i 9. time eller ej, kan både være godt og skidt. At hæfte sig ved det, er blot udtryk for forfatterens småborgerlige normer.

Konklusionen er, at forældreopdragelse primært handler om det gode eksempel og om kærligheden som forudsætning herfor. Forældres opgave er ikke isoleret set en samfundsopdragelse, men selvfølgelig er der samvarians mellem at få et lykkeligt liv og være et socialt fungerende menneske.

Spørgsmålet om, hvad en social funktionalitet indebærer, er et forhold som skabes i samfundet – ikke af forældrene. Hvis samfundet ønsker en adfærdsregulering her, må samfundet skabe rammerne. Den enkelte forælder skal ikke her føre sine politiske holdninger ud med barnet som gidsel. Forældrene kan så engagere sig politisk og ad den vej forsøge at påvirke samfundet i en fx mere klimavenlig retning.

Samfundet kunne også tage ved lære af den ”gode forældreopdragelse” og forstå, at en forudsætning for opdragelse er forældrekærligheden, eller set med samfundets briller: respekt og accept af det enkelte menneske. Det gælder fx vores integrationspolitik. Det gælder også vores behandling af fattige. Fattigdom er ikke vejen til et succesfuldt liv, eller et succesfuldt samfund. Eller succes for de fattiges børn. At slå fattige oven i hovedet med fratagelse af børnecheck osv fordi børnene kommer for sent i skole, burde aldrig være et adfærdsregulerende middel. Bank, tæsk, straf og fattiggørelse er adfærdsregulerende midler, der burde høre middelalderen til.

Ole Falstoft

Grundlaget for at vores børn kan få et lykkeligt liv er vel at de vokser op som selvstændigt tænkende mennesker med et stort selvværd.
Hvordan de konkret vil realisere deres liv er deres egne sag og noget forældre bør blande sig uden om - selvom det - indrømmet - kan være svært ind i mellem.
Er min søns liv en fiasko hvis han ikke bliver violinvirtuos men hellere vil være flyttemand?

Hvis ens barn brænder for noget bør man selvfølgelig støtte det så langt man kan men i sidste ende er det jo barnet selv der er ansvarlig

Mennesker med lavt selvværd er lettere at manipulerer end mennesker med højt
Er man afhængig af ros bliver man afhængige af dem der roser og derfor et let offer
Så for vores demokrati er det sundt med folk er tør tænke selv og har højt selvværd

Johannes Nielsen

# Ole Falstoft (og andre)

Måske det var en ide blot at bladre i bogen før I tilkendegiver jeres uforbeholdne og temmelig dogmatiske mening. Et eksempel på en af dine misforståelser er det når du skriver:

"Er man afhængig af ros bliver man afhængige af dem der roser og derfor et let offer"

Tiger mothers roser ikke deres børn i nær samme grad som hvide amerikanske mødre der altid er klar med et "good job" uanset hvor ringe ungen præsterer. Chua påstår netop at det er vestlige forældrees tit fuldstændig ufunderede ros, der undergraver børns selvværd.

Om ikke andet så læs følgende uddrag:

http://online.wsj.com/article/SB1000142405274870411150457605971352869875...

Troels Ken Pedersen

Tja, logikken bryder ret hurtigt sammen:

Amy Chuas børn fik, ifølge Johannes Nielsens link, ikke lov till...

."not be the No. 1 student in every subject except gym and drama"

Så hvad gør man, hvis der er en anden i klassen, der er bedre? Hvis der f. eks. er to børn af "tigermødre"?

Så er der mindst et lille barn som er værdiløst affald, fordi det ikke er bedst (affald er hendes eget ord, "garbage").

Ole Falstoft

@Johannes Nielsen: Dit link virker ikke
Men du har da ret i at jeg kritiserer ud fra et tyndt grundlag
Jeg mener ikke at det er afgørende om man roser eller kritiserer sine børn.
Det afgørende er om man signalerer 'hvis du ikke lever op til mine krav elsker jeg dig ikke' eller omvendt
Det ved jeg så ikke om tigermoderen gør eller om hun skelner mellem hvad hendes børn er og hvad de kan?

Søren Askø

Johannes Nielsen

Rigtigt - ros givet forkert medfører korupte børn der higer efter mere ros ved den mindste anledning..

Intereserede forældre kan med fortdel læse Bente Lynges Anderkendende Pædagogik.

I øvrigt er det ligeså tåbeligt at opkalde mødre efter dyr som at opkalde fædrer efter bilmærker.

Ole Falstoft

@Anne Marie Pedersen
Tak for linket
Efter at have set interviewet med colbert må jeg indrømme at damen ikke virker helt så slem som jeg frygtede.
(Selvom hun knapt nåede at sige for colbert evige afbrydelser)
Mon ikke dette er blevet blæst lovlig meget op?

Lennart Kampmann

Hov-hov, der er nogen der prøver at stoppe en mediestorm med afbalancerede indlæg, der viser at verden er mere nuanceret end vi troede.

Det er for galt ;)

Måske er der en god pointe i at læse Amy Chuas bog og så tænke sig om før man går i selvsving. Man må da give hende at en 10 årig ikke er den bedst kvalificerede til at afgøre hvad en sund aktivitet for børn er.

Med venlig hilsen
Lennart

Peter Hansen

Tidens størsrte problem er angsten for at fejle og således ikke kunne leve op til de andre - det er efterhånden litteraturens og kunstens vigtigste opgave at være os et spejl, så vi kan se, at andre tænker de samme suspekte tanker, som vi selv gør, gør de samme dumheder igen og igen, nærer de samme fordomme - eller netop ikke gør det.
Hvor ville samfundet blive lettere, hvis vi igen smed facaderne og gjorde, hvad vi havde lyst til, i stedet for det, som andre mener, vi skal.

Problemet ligger et helt andet sted, nemlig den bølge af selvhjælpsagtige bøger som vil fortælle hele verden hvordan livet skal leves. Men det eneste de viser er hvordan forfatteren tjener penge. Men det er selvfølgelig tragisk når det er børn som bliver forsøgsobjekterne.

Forøvrigt udkommer alle normale børn med selvforklarende brugsanvisning.

Jens Thorning

Hvad siger professor Niels Egelund? HVis han som forventet jubler af begejstring, varer det ikke længe, før regeringen inviterer kvinden til at prædike for det/de i Folketinget relevante udvalg.

Jakob Johannsen

Verdens bedste tænkere ville være værdiløse uden bare en at tale til. Alene er for mennesket det samme som ingenting.

Jeg har bare ikke det gen, jeg vil ikke være nr 1. Jeg vil hellere have at hele flokken kommer 100 meter frem end at en fra flokken løber et maraton. Tid har vi rigeligt af og der er nok at opleve på rejsen.
Min holdning er et resultat af at jeg har prøvet at være foran, og hvad kan man som ene mand udrette helt alene ved fronten?

Det er hårdt som et konkurrence menneske, ultra liberalist og darwinist at erkende at man bare er pynten på kagen og at personen der helt uden ambitioner og stolthed renser dørhåndtaget til toilettet hver morgen har gjort mere for din sunhed, end den samlede lægestand i det ganske land.

Hvad er der forøvrigt med hende der Amy og hendes phd i jura, kunne hun ikke komme ind på en rigtig videnskabelig uddannelse? Tror da fanden at det halter med en basale logik!

Karsten Aaen

Lad mig starte et andet sted. Engang for nogle år siden sendte DR et meget udmærket drama, en lille film fra Australien: Wo die gründen Mesien traumen.
Selvom titlen er på tysk, var filmen engelsk-sproget.
Filmen handlede om nogle som ville tage noget land fra aboriginerne i Australien og om hvordan nogle tyskere forsøgte at hjælpe dem.

Og en af filmens scener har for altid brændt sig fast i min hjerne: En mand går op i retten og forklarer noget. Dommeren spørger om der ikke er nogen, som kan forklare hvad manden siger. Men nej, han, aborigineren, er den sidste, der kan tale dette sprog. Ingen forstår ham. Han er netop helt alene i verden.

Og det er som Chua åbenbart ikke fatter, at mennesket er et socialt dyr, som har brug for at meddele sig til andte mennesker via kommunikation. Og at man kun kan lære de sociale spilleregler i enhver given kultur sammen med andre, dvs. det er altså nødvendigt at deltage i sociale aktiviteter som f.eks. drama på skolen. Eller i sleep-overs hos veninderne.

Mange har desværre nok den holdning til drama, at det ikke er et rigtigt fag; dertil er at sige, at det er det skam. Og at hvis man ikke havde drama, havde man ikke nogen (gode) skuespillere. I drama, hvis man har en ordentlig lærer, kan man altså også lære disciplin, timing og ja, at performe. (det kræver altså disciplin at memorere, huske, en hel lang tekst).

Og åbenbart mener dennne tigermor,Chua, også at computerspil og tv er skadeligt for børn. Det kan der måske være en lille smule om, men alt er jo skadeligt, hvis man får for meget af det. På den anden side ville jeg ikke være tryg ved at mine børn så tv i USA, hvis jeg a) havde nogle børn og b) boede i USA.

Chua overser også, at mennesket er et flokdyr, som ikke havde klaret sig, hvis vi ikke havde haft hinanden. Hvis vi kigger på f.eks. aberne, f.eks. bonobo-aberne og chimpanserne, så ser vi, at også de er flokdyr. Og at flokken ofte står over det enkelte individ. Og at chimpanse og bobono-flokke beskytter hinannden f.eks. mod farer mm.

Og at hun, Chua, i en abeflok, ville have fået store problemer med at praktisere netop denne her opdragelse af hendes børn. Ganske enkelt fordi her ville der have været en ældre hun, som daskede til hende, når hun, Chua, f.eks. forbød sine døtre at gå på toilettet, inden de mestrede et stykke helt perfekt eller truede med at brænde deres tøjdyr. (og hvorfor der ikke er nogen, som har meldt Chua til de sociale myndigheder i USA fatter jeg altså ikke; en fattig familie, som behandlede deres børn på samme måde som Chua gjorde, ville have fået deres børn tvangs-fjernet forlængst)

Bjarne Hansen

Drama udemærker sig netop ved at hele spektret af følelser og sociale mekanismer er nødvendige, og giver en stor indføling og selvforståelse.

Altså egenskaber som Chua forkaster fordi de ikke alene fokusere på top-resultater, som er det absolut eneste der tæller i hendes verden.

Bjarne Hansen

Hvor ofte har vi ikke set at Amerikanere er brudt grædende sammen fordi de "kun" fik sølv til OL.

Hvor alle andre ville være Pavestolte, så er det bare ikke godt nok. Chua er den ypperste prototype på Amerikanernes enormt lave selvværd.

For hvis man mener at man kun er noget værd når man er nr. 1. hele tiden, så tyder det på at man har et meget lavt selvværd.
Er det mon fordi at Chua er Kineser, at hun føler sig så underlegen?
Og er det fordi hun kompenserer, at hun pisker sine egne vanvittige ambitioner ind i sine egen børn?

Bjarne Hansen

Kina i en nøddeskal: Barnet (folket) skal holdes i stram snor og gøre som forældrene (staten) siger.(Niklas M.)

Chua er Amerikaner, og hele hendes mentalitet er ekstremt Amerikansk.

Karsten Aaen

Nu har jeg læst lidt i Chuas bog - i en boghandel, jeg nogen gange kommer forbi.

Og åbenbart (måske har hun ændret mening sidenhen), mener hun at drama og kreative fag ikke fører nogle steder hen, og at hvis man spiller trommer, ja så bliver man et narkovrag. Man tage sig til hovedet må...

Det er dog værd at bemærke sig, at Chua er 2. generations-indvandrer til USA. Hendes forældre, eller hendes bedsteforældre, kom fattige til landet for en generation eller to siden. Og for fattige indvandrere er det vigtigt at være flittig og arbejde hårdt og kæmpe sig op i det nye samfunds hierarki. Hun er f.eks. blevet jura-professor her

http://en.wikipedia.org/wiki/Amy_Chua

Også det er et symbol på at Chua har internaliseret amerikanske værdier, eller at kinesiske og amerikanske værdier flugter med hinanden her. I USA (og Indien og Kina) vil alle forældre nemlig have, at deres børn helst skal være advokater eller læger. [De tjener nemlig mest].

Interessant er også, at et af hendes børn (sophia?) faktisk kunne bogstaverne, da hun var cirka 18-20 måneder. Altså et symbol på a gifted child, et ekstremt godt begavet barn. Og mig undrer det ikke, når barnets forældre begge er law professors...

----

Når det er sagt, kan jeg godt hælde til, at hun måske har en smule ret, især ifht. det der med ikke at give op, når noget er svært, eller gentage noget, indtil man kan det. Jeg har selv i en kortere periode undervist i drama i 7. og 8.klasse. Og for 7.klasserne i hvert fald, men også for nogle elever i drama i 8.klasse, var gentagelser, noget fanden havde skabt. Da jeg gik i skole, havde vi en (intuitiv) forståelse for, at vi kun kunne lære, hvis vi gentog og gentog tingene. Det er som dette er forsvundet..

Og da jeg var ung, forlangte min mor og far, at jeg skulle gennemføre mindst et halvt år, eller et år, af noget jeg ville gå til. Sådan foregår det ikke i dag, unge mennesker skrider fra det, de har meldt sig til, hvis de ikke lige kan lide det, det bliver svært eller læreren eller træneren er dum. (synes de).

Bjarne Hansen

Sådan foregår det ikke i dag, unge mennesker skrider fra det, de har meldt sig til, hvis de ikke lige kan lide det, det bliver svært eller læreren eller træneren er dum. (synes de).(Karsten Aa)

Det er fordi forældrerne til enhver tid bakker deres Curling-børn op selvom at de tager fejl, Forældrerne orker ikke konflikter med deres børn idag.
Og det er en alvorlig fejl, konflikter er en naturlig ting i børns opvækst, de lærer jo aldrig at løse en konflikt hvis aldrig de bliver udsat for nogen.

Chua tryner oppe fra og ned, der opstår aldrig en konflikt i hendes børns verden, ethvert optræk til oprør bliver omgående mast.
Hos Curling-børne familier er det omvendt, men lige så forfejlet.

Peter Hansen

Det lader nu til, at Chuas to andre bøger er langt mere interessante og progressive. Hvis denne kan føre til, at også de bliver oversat, kunne det være interessant.