Kronik

Global fødevaresikkerhed er G20 villige til at løfte opgaven?

Det franske formandskab for G8 og G20 har placeret fødevaresikkerhed som én af topprioriteter-ne på den internationale dagsorden i 2011. Den globale fødevarekrise er således på programmet, når landbrugsministre fra G20-landene i dag mødes i Paris. Men spørgsmålet er, om der er vilje til økonomiske og politiske tiltag, der adresserer de strukturelle forhold, der opretholder global fødevareusikkerhed eller om det at kunne mætte egne markeder og munde vejer tungere
Det franske formandskab for G8 og G20 har placeret fødevaresikkerhed som én af topprioriteter-ne på den internationale dagsorden i 2011. Den globale fødevarekrise er således på programmet, når landbrugsministre fra G20-landene i dag mødes i Paris. Men spørgsmålet er, om der er vilje til økonomiske og politiske tiltag, der adresserer de strukturelle forhold, der opretholder global fødevareusikkerhed  eller om det at kunne mætte egne markeder og munde vejer tungere
22. juni 2011

De eksploderende fødevarepriser og økonomisk armod har dette forår drevet tusindvis af mennesker på gaderne i protest i blandt andet Nordafrika og Mellemøsten. Dette er et ekko af situationen i 2008, der dengang førte til oprør og protester i mere end 30 lande. Selv om protesterne finder sted uden for Europas grænser, så har de givet genlyd i Vesten, hvor de tusindvis af flygtninge, der er kommet til Sydeuropa, har været medvirkende til at bringe problemet frem i lyset og har fået især EU-landene til at mane til handling.

Derudover spiller den arabiske region en nøglerolle i at skabe energiforsyninger til vestlige lande, og ønsket om øget stabilitet og energisikkerhed har fået G20-landene til at udvide dagsordenen til at omfatte fred og sikkerhed. Forårets protester i Nordafrika og Mellemøsten vidner om, at fødevareusikkerhed er blevet et globalt sikkerhedsproblem.

De vestlige europæiske medlemmer af G20 har i teorien en særlig interesse i at afbøde fødevarekrisen, men er man villig til at betale prisen? Og hvad med de andre indflydelsesrige lande i G20?

Med det franske formandskab for G8/G20 er fødevaresikkerhed for alvor blevet en integreret del af den internationale dagorden. Dette har skabt nye muligheder for at komme med ideer og tiltag, der kan afbøde den vedvarende fødevarekrise. Præsident Nicolas Sarkozy er en politisk leder, der gerne vil fremstå som en mand med store visioner. Den franske præsident har blandt andet været en af fortalerne for at indføre skat på finansielle transaktioner, og at indtægten herfra skal gå til verdens fattigste og klimatiltag. Det er et innovativt tiltag, men spørgsmålet er, om Sarkozy og resten af G20, i takt med deres storslåede visioner om at skabe fødevaresikkerhed, også er villige til at ændre egne politiske prioriteter.

For at bønder i udviklingslande kan blive drivkraften i egne udviklingsprocesser, må de nuværende globale konkurrence- og landbrugsforhold ændres. EU's landbrugsstøtte har gennem årtier hindret småbønder i udviklingslandene i at blive konkurrencedygtige, og udenlandske producenter dumper til stadighed deres varer i u-lande.

Jordkøb og aktier

Frankrig er traditionelt set den største modtager af EU's landbrugsstøtte, og med det franske præsidentvalg forude i 2012 kan vi med Sarkozy i G20's formandsstol således næppe forvente en højprofileret indsats for at ændre EU's protektionistiske og skævvridende landbrugspolitik.

Om man kan forvente en anden og mere konstruktiv indsats fra lederne af de stærke udviklingsøkonomier er også tvivlsomt, for verdens mest befolkningsrige nationer har i stigende grad svært ved til at brødføde egne befolkninger og vender sig mod Afrika for at løse problemet. Eksempelvis har Kina omtrent 40 procent af verdens bønder, men kun ni procent af den dyrkbare jord. Kinesiske ledere er derfor desperate i deres indsats for at skabe fødevaresikkerhed på hjemmebane og giver derfor kinesiske landbrugsvirksomheder støtte til at opkøbe jord i Afrika.

Udenlandske investorer spekulerer i stigende grad i at opkøbe store landarealer særligt på det afrikanske kontinent, hvor prisen på land er relativ lav og prisen på fødevarer høj. Også verdens største olieeksportør og den mellemøstlige repræsentant i G20-alliancen, nemlig Saudi-Arabien, opkøber i dag store arealer landbrugsjord udenlands. Med mindre end 0,3 procent af arealet opdyrket er Saudi-Arabien nødt til at importere 90 procent af sine fødevarer. Således har eksempelvis det saudiarabiske selskab 'Savola Group' i år tilkendegivet, at den planlægger at bruge mindst 100 millioner dollar til at købe aktier i agroindustrien i Sudan, Ukraine og Egypten med henblik på at imødekomme den hemmelige efterspørgsel efter blandt andet sukker og olie.

Her har de seneste års satsning på landbrugssektoren og spekulative opkøb af landbrugsjord i udviklingslande har skabt nye markeds- og produktionsmuligheder for verdens rigeste lande. At 'finansrige', men 'ressourceknappe' lande køber sig adgang til naturressourcer, er ikke et nyt fænomen, men omfanget af jordopkøb og hastigheden, hvormed det foregår i dag, har skabt nye geopolitiske spændinger på det globale fødevaremarked.

Opkøb af landbrugsjord og agroindustrien har særligt vundet terræn med argumenterne om, at udenlandske investeringer effektiviserer landbrugssektoren i udviklingslandene. Men småbønder må dog ofte opgive at se deres produktionsmuligheder blive styrket, da de internationale selskaber og investorer ofte selv medbringer deres arbejdskraft, hvorfor der ikke skabes de tilsigtede arbejdspladser i værtslandet.

Tiltag, der skal regulere investorers adgang til ressourcer i udviklingslande, er derfor ikke ønskværdige for de indflydelsesrige lande i G20-alliancen og har således ikke prioritet, når de diskuterer løsninger på fødevarekrisen.

Sikkerhed for hvem?

Mange u-lande oplever altså, at den nuværende G20-indsats på fødevareområdet eller mangel på samme er et ønske om imødekomme rige landes behov for at skabe sikkerhed for at kunne tilfredsstille egne markeder.

Eksempelvis yder Kina og USA støtte til agrobrændstoffer i form af påbudte målsætninger, offentlige tilskud og skattefradrag. Dette har udløst stigende spekulation og investeringer i plantager i u-lande og forledt fattige lande til at omlægge store landarealer til produktion af agrobrændstofafgrøder.

De politiske prioriteter blandt de magtfulde G20-medlemmer ses således mere som bestræbelser på at sikre egne interesser snarere end at skabe fødevaresikkerhed i u-lande.

Allerede på G8-topmødet i L'Aquila i 2009 lovede verdens ledere at give 22 milliarder dollar til at skabe fødevaresikkerhed. Men ifølge en rapport fra organisationen Oxfam fra maj 2011 er kun 20 procent af dette beløb blevet realiseret, mens 26 procent af det lovede beløb er tilkendegivet til at være 'undervejs'.

På det seneste G8-topmøde, der blev afholdt i Deauville i Frankrig 26.-27. maj, påpegede verdens ledere i deres sluterklæring, at stigende indkomst for afrikanske bønder er et vigtigt skridt i retningen af, »at møde udfordringen om at skabe fødevaresikkerhed og til at stimulere vækst i landdistrikterne Afrika«.

Men ikke desto mindre er sluterklæringen blottet for konkrete forslag til indfrielse af løfterne om at understøtte de afrikanske producenter.

Ud over at mange u-lande ikke ser hverken G8 eller G20 som legitime fora til at træffe beslutninger på deres vegne, har de erfaringsmæssige grunde til ikke at sætte deres lid til, at lederne i G20 holder deres løfter.

Hvis lederne i G20-alliancen vitterligt ønsker at bekæmpe fødevareusikkerhed for verdens fattigste, er der brug for en ændring af vilkårene for det nuværende fødevaresystem og for at komme med nye tiltag.

Inddragelsens fordele

FN's Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) har i en rapport tidligere på måneden blandt andet agiteret for en transaktionsskat på varehandel. Dette med henblik på at rejse midler, der kan kanaliseres til investeringer i landbrugssektorerne i udviklingslande samt på at lægge en dæmper på dele af spekulationen i fødevaremarkedet.

For at finde på effektive svar på fødevarekrisen bør G20 desuden tage ved lære af FN's fødevarekomité, der i dag er det eneste forum, der inddrager både regeringer, internationale institutioner og civilsamfundets aktører i indsatsen for at skabe sammenhæng i de globale tiltag og politikker på fødevareområdet. G20 bør bekræfte sin støtte til dette vigtige skridt i retning af bedre koordinering af indsatsen på internationalt plan.

Fødevarepolitikken har med det franske formandskab for G8 og G20 fået momentum, idet fødevaresikkerhed er blevet et fast punkt på den internationale dagsorden. Men hvis G20's udmeldinger om at afhjælpe fødevarekrisen skal tages alvorligt, skal medlemslandene på disse dages landbrugsministermøde i Paris vise vilje til at ændre egne prioriteringer.

Der er brug for ændrede betingelser på fødevaremarkedet, så adgangen til fødevarer til rimelige priser ikke hindres af vestlige økonomiske og politiske interesser. Dette er forudsætningen for skabe et fødevaresystem, der sikrer fødevaresikkerhed for verdens fattigste vel at mærke.

Ingeborg Gaarde er specialestuderende på Statskundskab ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer