En helt almindelig forsommermorgen. Alt er, som det plejer at være. Medierne melder, at Dansk Folkeparti nu kræver, at kontanthjælpsmodtagere, som udebliver fra aktivering eller jobtilbud, fremover bliver sat på starthjælp et halvt år frem. Starthjælp, som, i parentes bemærket, udgør godt og vel halvdelen af kontanthjælpen. Beskæftigelsesministeren bakker op om forslaget og henviser til, at hun blot har et ønske om at »give de ledige et kærligt skub ind på arbejdsmarkedet.« Morgen blev til aften. Forslaget vedtages.Vi har hørt det så mange gange før, at vi knapt bemærker det. Nye pligter og nye muligheder for at sanktionere arbejdsløse tages i brug og legitimeres med henvisning til, at ændringerne i sidste ende er til for den arbejdsløses egen skyld. De er »kærlige skub«.
At en sådan argumentation i dag forekommer selvindlysende, vidner om en omfattende forandring af forholdet mellem staten på den ene side og den arbejdsløse borger på den anden. Da velfærdsstaten voksede sig stor i efterkrigstiden, var det på den socialdemokratiske idé om velfærdsstaten som en kompromisskabende mægler mellem borgeren og markedsøkonomien. Markedsøkonomien skabte vækst, men også store risici for f.eks. arbejdsløshed og dermed fattigdom for den enkelte borger. Velfærdsstatens mægling bestod i at spænde et sikkerhedsnet af sociale rettigheder ud, som forsikrede borgeren mod markedsøkonomiens risici. Borgerne fik sikkerhed, og markedsøkonomien bevaredes.
Aktivstaten
Nu ligger velfærdsstaten imidlertid på sit sygeleje.I dag mødes den arbejdsløse i stedet af aktivstaten, som sugede næring fra 90'ernes tre store arbejdsmarkedsreformer. I de seneste 10 år med VKO ved roret er den vokset til fuld størrelse.
Aktivstaten forkaster velfærdsstatens forsikrede rettigheder. Den betegner dem med overlegen stemmeføring som passiviserende forsørgelse. Rettighederne er en slags bjørnetjeneste, som måske nok giver sikkerhed, men som samtidig også antages at flytte borgeren længere og længere væk fra det gode og aktive liv på arbejdsmarkedet. Aktivstatens slogan er derfor, som det hedder på Arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside: »Job hurtigst muligt, er altid målet!«.
I en vidensbank på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside findes en række eksempler på, hvad man som kommune kan gøre for at holde tungen lige i munden og blikket stift rettet imod denne altoverskyggende målsætning. Repræsentanter fra en foregangskommune beretter her, at de er meget obs på, »at beskæftigelsesenheden er den helt centrale enhed i mødet med den ledige. Alle er enige: Jobbet er det helt centrale«. I mødet med borgeren søger kommunen derfor at nedtone »enhver snak om barndomstraumer, barrierer og begrænsninger.« Dialogen med den ledige skal ganske enkelt renses for samtaleemner, der kunne sætte spørgsmålstegn ved målsætningen om job så hurtigt som overhovedet muligt.
Aktivstaten betragter sig derfor ikke, som velfærdsstaten gjorde, som mægler mellem borger og marked og ej heller som forsikrer. Det er en helt anden service, den leverer. I tråd med velkendte bibelske figurer opfatter den sig selv som den gode hyrde. Borgerne er hyrdens flok, som konstant skal ledes mod det frodige grønne græs.
Hvor den gamle velfærdsstat betragtede den arbejdsløse som offer for markedets risici, er den arbejdsløse i aktivstatens optik blevet til et vildfarent får på afveje. Det er aktivstatens kald og pligt at lede ham tilbage til flokken.
Lyksaliggørende job
Ligesom hyrden ved aktivstaten, hvad der er bedst for flokken – og da især for de vildfarne arbejdsløse. Det kommer i dagens arbejde med ledige til syne i en tungtvejende idé om, at arbejde i sig selv er gavnligt for enhvers livskvalitet. Som en jobcenterchef summerer op, er det centrets opgave, at »søge at skabe livskvalitet for borgerne. Og livskvalitet er at komme i beskæftigelse.«
Det tilkommer ikke den arbejdsløse selv at definere, hvad det gode liv er for ham eller hende. Hvad der umiddelbart ligner tvangsarbejde til offentligt skue med skraldeopsamling i parker og langs strande kan derfor, som vi så det i Socialdemokraternes 1. maj-udspil, forsvares som en særlig moderlig omsorg over for den ledige kontanthjælpsmodtager. »Jeg tror på, at alle mennesker har behov for noget at stå op til,« forklarede partiets socialordfører i den forbindelse.
Kærlige stokkeslag
Hyrde-flok-tankegangen er nu blevet så dominerende, at selv hårdføre og straffende metoder må tolkes som aktivstatens kærlighed til den arbejdsløse, så længe de får ham til at bevæge sig i den rette retning – fra passivitet imod aktivitet.Slagene fra hyrdens stok efterlader sig måske nok sviende mærker, men det er kærlighedens aftryk, som bagefter kan aflæses på kroppen. Jo hårdere, der slås, desto større er omsorgen.
I den verserende debat kommer dette forhold til udtryk i det simple faktum, at den enerådigt struktureres omkring det lille og simple spørgsmål: Hvad virker? Hvis blot indsatsen leder mod målet – skabelsen af det aktive menneske – er midlerne principielt uangribelige.
En kommune proklamerer derfor stolt på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, at man hos den arbejder med et skrapt princip om »omvendt bevisførelse«. Borgeren er som udgangspunkt, uanset forhistorie, fuldt arbejdsmarkedsduelig og klar til systemets prøvelser, indtil han eller hun selv dokumenterer andet. Hvorfor? Fordi det virker, siger de.
En anden kommune beretter under overskriften Sanktionér manglende rådighed stolt om, at man hos den »uden tøven« trækker i kontanthjælpen, hvis den ledige uden gyldig grund udebliver fra arbejde eller aktivering. Fordi det virker, siger de. Det er, ifølge kommunen, »hjælp til selvhjælp«.
Ingen værdig modstand
Det er tankevækkende, at kritikken af aktivstatens hårde linje i al væsentlighed har indvilget i disse spilleregler for debatten. Derfor begrænser den sig til påstande om det modsatte: At den førte linje ikke virker. »De lavere ydelser har i langt de fleste tilfælde bare ført til fattigdom – og kun i ganske få tilfælde til varig beskæftigelse«, skriver S-SF eksempelvis i Fair Løsning. Det er en rent teknisk kritik, og det er symptomatisk, at det oftest er økonomer – eksperter ud i effektmålinger – der rådføres, når en indsats skal kommenteres eller analyseres.Og hvad så?, kunne man måske fristes til at indvende. Aktivstaten er lidt hård i filten, men hvis indsatserne virker, så er det vel fint nok? Problemets omfang viser sig imidlertid netop i indvendinger af denne type, hvor den kritiske stemme fuldkommen har slugt den sort-hvide opdeling i 'virker' versus 'virker ikke'. Aktivstatens grundpiller sætter præmisserne for de kritiske indvendinger og står derfor i dag som fuldkommen uanfægtelige.
Den enkeltes problem
Som det er kendetegnende for hyrde-flok-relationen, er aktivstaten kun optaget af én ting: at lede sine borgere i én bestemt retning. Det er et fikseret forhold, hvor hyrden leder, og flokken adlyder.Aktivstaten er derfor ude af stand til at se på arbejdsløshed som andet end et problem, der udspringer af inaktivitet blandt flokkens medlemmer. Arbejdsløshed er blevet et problem, der uløseligt knytter sig til individet, og som skal kureres med alt fra praktik over cv-kurser og coachingtimer hos Sofia Manning til økonomiske trusler og tvangsaktivering.
Løsninger, der ser arbejdsløshed som et kollektivt eller strukturelt problem, ligger ganske enkelt uden for rammerne af denne måde at tænke på.
Den økonomiske krise har imidlertid udfordret aktivstaten. Den åbenlyse mangel på job til alle har sat spørgsmålstegn ved aktivstatens evner som hyrde. Kan den overhovedet selv finde vej? spørges der spydigt.
Der bliver hvisket ord som samlebåndsaktivering og fniset i krogene. Den satiriske blog Dagpengeland har masseappel og udgives nu i bogform på Gyldendal. Men den nytilkomne regel om at smide trodsige kontanthjælpsmodtagere et halvt år på starthjælp viser os i al fald én ting: Den gode hyrde har ikke sans for humor.
Mathias Herup Nielsen og Magnus Paulsen Hansen er begge cand.scient.adm. med speciale i velfærdsanalyse.
Aktivstaten, der betragter sig selv som det samme som den gode hyrde. Javel.
Den gode hyrde er også på spil Center for Vild Analyses artiklel om utryghed i dagens Information.
Der er utrygheden "den hyrdestav, hvormed folket gennes ind i folden.”
I kroniken her skal de arbejdsløse ud på de grønne enge. På arbejdsmarkedet. Hyrden leder og flokken adlyder, som der skrives.
Hvad er det dog for et samfund, vi har fået?
Arbeit macht frei !
"Måske Auschwitz blot sover"
http://politiken.dk/udland/ECE1305868/paven-hylder-romaer-for-foerste-gang/
ja den form for arbejdsmarkedssolidaritet som sociallovgivningen siden 1976 har forvaltet som først gold opbevaring og hengemning, og fra 90'erne også som rettighedsløs reservearbejdskraft, er naturligvsi præcis det samme som koncentrations-lejren, bare i et andet og mere smart, regi og politisk og, omend også masselinje-baseret, ideologisk, system.
Men sgaen er jo at 'koncentrationslejren' oprindelig er et resultat af tanken om, at krigsfanger har 'rettigheder'. Til liv, føde og beskæftigelse....
At 'arbejdslejren' var et fremskridt fra fattig-kisternes gustne håbløshed. Der er en lige linje fra DET fremskridt og til aktiveringsloven i 90'erne.
Der er også sket de rationelle fremskridt, at man ikke ser nogen ligbunker naturligvis, og skulle nogen opstå i hjørnerne af systemet, da er det ikke indenfor institutionens område eller ansvar. Og brugerne skal ikke hentes af politiet. De kommer helt selv og banker på når tiden er dertil.
Så langt .. jae Torben Skov. Visse ting er ret tidløse og forefindes stort set altid i en eller anden til tid og sted passende version ;-)
Den gode hyrde med det kærlige skub???
Ja ja. Det danske sprog er ved at blive kompliceret.
I realiteten er det vel "Bøllen der bliver ved med at sparke selv efter man ligger ned."
P.S. Er jeg den eneste der kan se mindst 5 brud på arbejdsmiljøloven på det der billede?
"Den økonomiske krise har imidlertid udfordret aktivstaten. Den åbenlyse mangel på job til alle har sat spørgsmålstegn ved aktivstatens evner som hyrde. Kan den overhovedet selv finde vej? spørges der spydigt."
Problemet er formentligt ikke at staten er blevet blind, det er snarere at den ikke længere rådfører sig med de borgere, den skal bidrage til. Staten har, specielt under Rasmussen den Anden, øget magtdistancen og kortsluttet en lang række lokaldemokaratiske processer. Den har med strkturreformen og voldsomme styringsforandringer i bl.a. sundhedsvæsenet centraliseret betydeligt. Og den har med ændret lovgivning i voldsomt omfang øget statens interventionsret overfor ikke blot civilsamfundet, men også øvrige dele af den offentlige sektor.
Derfor har staten i sin desperate governance-strategi på den ene side betydet borgerne at den er handlekraftig og kan sikre fremtiden. Men på den anden side betjener den sig af liberale floskler som skubber ansvaret for egen socioøkonomiske overlevelse over på individet/civilsamfundet. Samtidig med at den peger på markedet som en hjælpsom agent, der vha. bl.a. mikrolån, andre aktører og virksomheders såkaldt sociale ansvar skal bidrage til at det enkelte menneskes ledighed (ikke arbejdsløshed) ophører med at eksistere.
Velfærdsstaten, kendetegnet ved statens entydige ansvar for samfundsmedlemmernes trivsel, er ophørt med at eksistere. Istedet har liberaliseringen af velfærdsstaten - primært forstået som spredningen af ansvaret for samfundsmedlemmernes trivsel til et ubeskrevet koks af civilsamfund, marked, indvidet selv og staten - forandret sig til et velfærdssamfund. For så vidt at vi altså fortsat kan tale om velfærd. Nærværende artikel indikerer noget ganske andet.
Måske hyrden skulle tage sig i agt - flokken kan jo finde på at bisse.
Sagen er, at politikerne åbenbart mistede tilliden til befolkningen engang i 90erne, måske fordi der blandt politikerne bredte sig den opfattelse, at befolkningens krav ville være endeløse og uopfyldelige.
Sådan er det jo blot ikke! Folk ønsker i virkeligheden blot nogle rent basiske ting på plads, som politikerne i deres ufattelige selvovervurdering har undladt at holde fingrene fra.
Værst er det fået ud over den institutionelle frihed, især på de videregående uddannelser.
Men for befolkningen som helhed er det værste, at man i alt for høj grad fokuseret på økonomien -hvor tilbagebetalingen af gælden i 90erne kan se ud som en god idé, så må man sige, at omkonstningerne for borgere og samfund var alt for høje. Vi havde gjort os en tjeneste ved at have givet staten et afdragsfrit lån, hvor alene renterne til en ganske lav sats blev betalt, mens de frie midler var blevet brugt til en større demokratisering af især arbejdsmarked - hvor den demokratiske stat jo i realiteten har størst forpligtelse overfor folket i form af en stækning af den magt, der binder borgeren udenom samfundets grundlæggende borgerfrihed; man har påført befolkningen statens gæld igennem et overhophedet forbrug, finansieret af et urealistisk ejendomsmarked, der på alle måder er usundt for den demokratiske bevidsthed - med det resultat, at den frihed, som afviklingen af gælden trods alt ville have givet os alle, i stedet er blevet et privat stavnsbånd, hvor folk kan presses til at knokle for det helt private erhvervsliv, til de segner.
Og regeringen helmer ikke: den fremturer i at få folk til at bruge rub og stub af deres tilgængelige midler for 'at styrke forbruget'. Men det er ikke forbruget, der skal styrkes, det er den økonomiske konsolidering, så vi kan blive frie og lige.
- "give de ledige et kræligt skub ind på arbejdsmarked"
- Hvordan vil hænger det sammen med at socialrådgivere går arbejdsløse og fyres fra det offentlige, pga besparelser. ?
Hvordan skal de komme i arbejde, når der ingen der vil ansætte dem.? - er det måske deres manglende lyst, eller arbejdsevne at de bliver fyret, i forbindelse en besparelsesrunde, og nu bliver tvunget på dagpenge ?.
Folketingspolitkerne burde trække et nummer på jobcenteret, sendes i straks-aktivering og opleve den triste virkelighed, de har skabt, med deres pastrorale love og generelle mistillid til folket..
Menneskets behov er ikke umættelig, skriver Peter Hansen. Det er selvfølgelig en interessant præmis, som sætter al økonomisk politik fra SF til DF skakmat.
Det er desværre nok ikke tilfældet.
Hvor kærligt end beskæftigelsesministerens skub måtte være, har hun ikke ikke den store troværdighed, og dermed vil alt hvad hun gør virke hult.
Mikael Petersen, mennesket indretter sig efter omstændighederne - nogle gange så let, at det faktisk er til umådelig ulempe for det selv. Lid og tål! holder i praksis, selvom utilfredsheden i en kort tid ytres. Det, folk ikke vil finde sig i, er at være udsat for undtagelser, så de underkastes uforholdsmæssigt hårdere vilkår end almenheden.
Derfor kan folk desværre også let manipuleres til at antage sandheder, der faktisk går imod deres objektive interesser - som fjernelsen af alt det, der betyder noget, til fordel for det perifere og overfladiske.
Peter Hansen, jeg forstår ikke hvad du skriver. Beklager.
Spørg Niels Mosbak, Mikael Petersen! Han synes ikke at have det samme forståelsesproblem.
Det mest interessante indgreb er 225-timers reglen, den tidligere 300-timers regel. Hvis du ikke har haft ordinært arbejde inden for de sidste år, mister du retten til at blive på kontanthjælp.
Hvis man ikke har været i beskæftigelse de sidste to år, men alene har været på kontanthjælp, er der sgu da noget andet strukturelt eller socialt galt, som gør ordinær beskæftigelse svært opnåeligt for vedkommende.
Nå, men der er i øvrigt ingen let vej ud af det her. Jeg har lidt et problem mod at bortdømme coaching, krav, sanktioner og aktivering fuldstændig, hvis det virker på nogen. Samfundet har jo en interesse i at få dem i gang, som kan... hvis man ingen krav møder, er der jo nogle, som ikke bliver "motiveret". Desuden følger det af grundlovens § 75, stk. 2, at man som arbejdsløs godt kan regne med at blive mødt med nogle krav om at foretage sig et eller andet - herunder forsøge at komme tilbage i arbejde.
At kravene/midlerne så er gået over gevind, og at relationen mellem sagsbehandler og arbejdsløs udefra set antager nogle fuldstændig groteske former pga. lovgivningen, er selvfølgelig også et problem.
Men hvem ved? Måske vil vi før vi aner det gå tilbage til de objektive kriterier, der afskærer forvaltningens skøn, både inden for beskæftigelse og det, der går under navnet "socialt bedrageri". Dvs. vi tildeler ydelserne, dropper kontrollen og skærer administrationen ned til udelukkende at hjælpe folk med at se nogle jobmuligheder, hvis de er klar til det. Dvs. man lever med, at de, der pga. strukturelle ELLER personlige omstændigheder bare er uendelig langt fra arbejdsmarkedet, de har også en værdi som mennesker og derfor er det vigtigere, at de trives, end at de arbejder, og vi har råd til at finansiere dem, og vi har i øvrigt tillid til, at de vil værdsætte samfundet.
I så fald skal ALLE uanset politisk observans så bare have det fint med, at vi ikke bruger millioner på udvikling og forskning i sociale virksomheder, jobfokus blandt socialt udsatte osv., men overlader til den frivillige sektor at frembringe eventuelle fremskridt for disse mennesker. Staten stiller krav, og hvis den ikke skal gøre det, så har ikke noget at blande sig med.
Staten skal bestemt stille krav, nemlig krav, der vedrører borgerens forhold til staten - altså deltagelse i demokratiske processer.
”Det virker,” gentages igen og igen fra de magtudøvende instansers side. Men hvad virker, og hvilke omkostninger har det, såvel økonomisk som – om man må tillade at sige det – menneskelige.
Det virker som om, at ”virke” er blevet et synonym for ”parere ordre”. Når en ledig nægter for 3. gang at deltage i et jobansøgningskursus, kunne det jo synes som sund reaktion over for en nytteløs aktivering. Men selvfølgelig virker det, at tage brødet fra manden, risikoen for at huslejen ikke kan betales, vil nok få de fleste til at ”parere ordre”. Men ”virker det”. Kommer den ledige tættere på job. Næppe.
Selv Jørgen Søndergaard indrømmede i en kronik i Politiken for et stykke tid siden, at aktiveringen over for kontanthjælpsmodtagere ikke hjælper kontanthjælpsmodtagerene. Men alligevel ”virkede det”, mente han. For mange dagpengemodtagere fandt sig et job kort før, de ellers ville havne på kontanthjælp. Derfor fandt Jørgen Søndergaard ordningen for god.
For mig er det en tankegang der kun kan være en politistat værdig. Man ”straffer” nogle mennesker for at skabe frygt i den øvrige befolkning, der derefter indretter sig efter magtudøvernes ønske.
”Det virker” altså set ud fra en kollektiv synsvinkel, men næppe set ud fra en individuel synsvinkel. Diverse undersøgelser synes at påvise det modsatte. Aktiveringen fastholder nærmere den aktiverede på kontanthjælp.
Spørgsmålet er, om det er korrekt, når Jørgen Søndergaard påstår, at ”det virker” kollektivt. Mit indtryk er, at de undersøgelser, der her ligger til grund er sket i netop de år 2005-2007, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft var særdeles stor. Ja, så stor, at personer der af forskellige grunde ellers havde særdeles vanskeligt med at få et job, her faktisk fik job. Der er altså intet der tyder på, at det ikke blot var konjunkturerne, der hjalp de ledige i job.
Det er kejserens nye klæder – for det virker rent faktisk ikke. Hverken økonomisk eller menneskeligt. Det er særdeles dyrt, at holde alle de kontrolfreaks i kommunerne kørende, det postes yderligere milliarder ud i aktiveringsindustrien, og næsten værst af alt, har den umenneskelig adfærd over for kontanthjælpsmodtagere den konsekvens, at mange lever i fattigdom, føler sig ydmyget og nedværdiget med selvfølgelige konsekvenser for den enkeltes selvværd. Disse mennesker isolerer sig socialt i stort antal, lever bag nedrullede gardiner. De lever i skam.
Mange kontanthjælpsmodtagere har andet at kæmpe imod end ren ledighed. Det kan være psykiske eller fysiske problemer. Disse mennesker der mest af alt har brug for restitution og pleje mødes i stedet af de kommunale sagsbehandlere af mistro og krav om aktivering, der for nogle kan opfattes ydmygende og nedværdigende.
Er der mon en direkte sammenhæng mellem, det stigende antal førtidspensioneringer – særligt grundet psykisk sygdom – og så de ydmygelser og nedværdigende behandling, de har oplevet? Den sammenhæng tror jeg langt mere på, end på Jørgen Søndergaards påstand om, at de skrappe aktiveringskrav hjælp – godt nok ikke individuelt, men dog kollektivt.
Aktiveringen er udtryk for et menneskesyn så usselt båret igennem af politikere, der vil vinde valg på at tale til folks indre svinehund. Der er ikke tale om nogen gode hyrder. Selv formanden for regeringens arbejdsmarkedskommission indrømmer, at aktiveringsindsatsen ikke bringer den aktiverede nærmere et job. Men kollektivt skaber den ydmygende og nedværdige behandling angst og rædsel, så mange vil her gøre en ekstra indsats for som ansat at føje sig, og som ledig at gribe fat i hvad som helst. Men selv dette er er udtryk for en meget kortsigtet gevinst.
Danmark har brug for et folk, der i en vis grad er risikovillige og tør at sige til og fra. At være sparringspartner på godt og skidt i sit ansættelsesforhold, og turde tage chancer som selvstændig o.l. En sådan adfærd skabes ikke gennem frygt og angst. Tværtimod. Når vi ser Danmark sakke bagud i produktivitet, i opfindsomhed og på uddannelsesområdet, tror jeg, der er en lige sammenhæng til det samfund, VKO har skabt, der er baseret på politistatsmetoder. Nemlig at skabe angst og frygt i befolkningen.
Jeg vil gerne anfægte, at aktiveringen er båret frem i et ønske om at agere ”den gode hyrde”. Desværre. Jeg tror, at den fra VKOs side er båret frem af populisme, af politikere, der taler til folks indre svinehund. Politikere, der bygger deres magt på hetz og had. Den slags politikere tænker ikke som den gode hyrde. Nej, de har alene deres eget magtbegær i fokus. Det er mennesker, der mangler empati. Det er mennesker, der vil halvere og halvere hjælpen og straffe og straffe lige indtil det punkt, hvor det risikerer at kappe over, så deres manglende empati udstilles, og de dermed mister magten.
Man må kalde en spade for en spade. Den nuværende beskæftigelsesindsats er ikke baseret på at få ledige i job. Det er skabt for at få resten af befolkningen til at tro, at ledige er nogle dovne slamberter, og særligt udlændinge valfarter til Danmark for at få snablen ned i overførselskassen. Og Danmark er nærmest ved at gå fallit, hvis det skulle fortsætte.
Faktum er, at kun knapt 3 % af de sociale udgifter går til kontanthjælpsmodtagerne, herunder starthjælpsmodtagere. Størstedelen er danskere. Det er et faktum, der kommer bag på de fleste. Hvorfor? Hvorfor forties dette? Fordi, så ville fundamentet for VKOs politik falde fra hinanden. Hadhetzen ville få sværere ben at gå på, og opbakningen til den stramme kurs ville falde.
VKO har fået 10 år på magten på baggrund af løgn og hetz og populisme. De gjorde den fejl at begynde at indføre samme sanktioner over for dagpengemodtagere, ligesom de halverede dagpengeperioden osv. Flere og flere blev ramt af den absurde aktiveringsindustri, så flere og flere er blevet klar over, at de har været offer for en populistisk politik.
Derfor taber VKO også valget næste gang, - uanset hvor meget den ensidige presse i øvrigt forsøger at bakke VKO op, og kommer med VKO-optimistiske, fordrejede meningsmålinger. VKO taber på deres populisme. Claus Hjort, Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg, Lene E. og Brian Mikkelsen m.m. De er færdige! Selv Venstres egne tro bagtropper siger stop nu, og De Konservative er begyndt at bejle til oppositionen.
Det der bekymrer mig mest er, om oppositionen har taget populismen til sig. Nogle gange virker det sådan. Som når S-SF foreslår, at ledige kontanthjælpsmodtagere nu skal tvinges til at arbejde uden ordinær løn og arbejdsforhold. Det tyder på, at S-SF har tænkt sig at fortsætte i det populistiske spor. Jeg håber, at de kommer til besindighed.
To bemærkninger til et ellers udmærket oplæg:
1) Arbejdsløse får ikke kontanthjælp, og er ikke forpligtet på kontanthjælp. Arbejdsløse kan søge om kontanthjælp.
M.a.o. hvis fåret ikke ønsker at blive med sin selvvalgte hyrde, er det frit stillet til at forlade ham.
2) "Hyrden" er ikke alene forpligtede på de arbejdsløse "får", men også på de hårdt-arbejdende får, som slider sig selv ude på arbejdsmarkedet dag efter dag.
Når Hyrden tager penge fra Får A og giver pengene til Får B, så skal redegørelsen for relationen mellem Hyrden og Får B suppleres med en redegørelse for relationen mellem Får A og Får B og relationen mellem Hyrden og Får A.
De arbejdsløses situation er ikke så simpel, eller så entydig, som skribenterne gør den til.
William Jansen, man kan jo kun opfordre Får A til at overveje, om Får B har et bedre liv end hun selv.
@ Peter:
Hvis Får B har det bedre end Får A, så skyldes det primært at Hyrden overfører Får A's penge til Får B.
Det er ikke fair, og det vil Får A næppe finde sig i i længden. Derfor bliver Hyrden nød til at stille et ultimatum eller to til Får B, og true med at afskære Får B's adgang til Får A's penge.
Skribenterne har en rigtig god pointe, når de omtaler arbejdsløshed som strukturelt og ikke den enkelte arbejdsløses ene-ansvar, men de overser at vinkle situationen med perspektiv i alle tre mulige to-vejs-relationer mellem Hyrden, Får A og Får B.
Kronikken er en velformuleret kritik af den forhåbentligt snart forhenværende VK(O)- regerings arbejdsmarkedspolitik, og kommentatorerne har også godt fat i problemet. For mig er det meget enkelt. Der er sket et gradvist skifte fra den keynesianske opfattelse af, hvad der er formålet med at have en stat; nemlig at den skal sørge for, at alle, der kan og vil, har et arbejde, så de kan forsørge sig selv og deres familier. Denne velfærdsstat er solidarisk med dem, som er arbejdsløse eller ude af stand til arbejde, og via skatterne fordeler den midlerne, så alle kan have et værdigt liv. Nu hersker neoliberalismen, som siger, at staten er til for at skabe de bedste rammer for erhvervslivets muligheder for at danne profit, og det forudsætter en stabil mængde af arbejdsløse, så lønningerne kan holdes lave og konkurrencedygtige. Dette kaldes den strukturelle ledighed, og det er den, der spøger, når der tales om nødvendigheden af at øge arbejdsudbuddet. Desuden skal overførselsindkomsterne holdes så tilpas lave, at man kun lige kan overleve, så der altid er noget at vinde ved at tage et arbejde – uanset hvor usselt og ringe betalt det er. Det er sådan et arbejdsmarked, der er erhvervslivets og neoliberalisternes våde drøm, og nu skal vi snart ud og vælge, om Danmark fortsat skal ændre sig i neoliberalistisk retning, eller om vi skal vende tilbage til den solidariske velfærdsstat.
@William Jansen
"..det vil Får A næppe finde sig i i længden" - men er det ikke sådan at både 'Får A' og 'Får B' er underkastet tid og tilfælde ? Efter en tid bytter de plads på grund af noget uventet og så er glæden vel genoprettet. Eller hvad ?
Problemet er, at hverken Keynes's eller den neoliberalistiske model beskriver samfundet, som det er nu: der er brug for langt mindre arbejde end nogensinde før! Dels skal vi bruge mindre, fordi vi slet ikke har godt af meget af det, vi forbruger (store biler, f.eks.), dels klarer mekanisk produktion langt det meste hurtigere og billigere.
William Jansen hælder grus i maskineriet, fordi han hævder, at folk hellere vil være ledige end arbejde. Det er ihvertfald stik imod retorikken - men det er givetvis også helt forkert, for hvis folk er sikret et anstændigt leveniveau, vil de snarere gøre mere og se mindre på klokken.
Ja, det er en sjov teori, at folk ikke vil arbejde. Måske det er tilfældet for folk, der har den teori; altså at DE ikke ville arbejde uden pisk...
Arbejdsmarkedet er ikke indrettet for at få ting gjort og folk honoreret, men for at opretholde et hierarkisk system, hvor mennesker systematisk holdes på plads og i stedet for at kunne søge maksimal frihed tvinges til indenfor givne rammer at arbejde til andres fordel.
Peter - helt godt iaggttaget - idag er samfundet således indrettet til at kun 5% af befolkningen behøver at arbejde. Jeg har selv i et langt arbejdsliv bortrationaliseret tusindvis af arbejdspladser med de 5 forandringsklasser. Hånd- og kropsbevægelser, arbejdspladsens indretning, opereationernes omfang og rækkefølge, processekvens og logiatik og til sidst materialesubstitution (at gå fra plade til plast), endvidere er der indført i tusindvis af robotter til sundhedsskadelige og monotone operationer plus edb-systemer fra kælder til tag. Meningen var at befri den stakkels arbejder for arbejdets svøbe, så at han kan få tid til familien, børnene, de gamle og indgå i samfundet som en glad og kreativ borger.
Det er bare en skam at arbejderen ikke har fået del i rationaliseringsgevinsten ved indføribg af al denne teknologi, men det er der jo råd for.
Så vol jeg lige sige, at jeg glæder mig til den tid hvor bureaukraterne forlader deres skriveborde og kommer ned på gulvet hos os andre.
En fin og præcis artikel om emnet med mange gode kommentarer, som klart viser hvor absurd og uetisk behandlingen af arbejdsløse er blevet. Der er sådan set ikke mere at diskutere om.
Kun ressentimentfølelser kombineret med en hovedløs, iskold og psykopatisk neoliberalisme vil benægte noget så indlysende.
Var der nogen der sagde at økonomer var "neutrale videnskabsmænd"?;))
En kommentator ytrer dog bekymring om hvorvidt oppositionen desværre også i tanke og ånd er blevet fyldt op af denne ildelugtende og giftige venstregylle, der uophørligt vælter ned over de arbejdsløse.
Ja, man kan have sine bange anelser.
Det synes desværre kun at være enhedslisten som vil holde fast ved en humanistisk og rimelig behandling af arbejdsløse., således som vi så det i "gamle dage".
Tænk at et parti som Socialisk Folkeparti(og S) er kommet så langt ud med deres modbydelige og fascistiske forslag om at kontanthjælpsmodtagere skal tvinges til slavearbejde.....det er fuldkommen ubegribeligt......hvad sker der? Husmandspartiet, de radikale, har jo altid sværget til at arbejde i deres ansigts sved, men Sf.......
Jeg glæder mig dog ved at det efter alt er dømme ikke mere er det "rigtige" at foreslå den slags for at fiske stemmer.
Der er trods alt ved at ske noget med den danske befolkning.
Men politikerne på Borgen er tilsyneladende stadig forhekset af en ond ånd, der også er en temmelig dum, for nu at sige det mildt.......;)
Jeg kan kun håbe og bede til at bevidsthedsgraden og dannelsen hos politikerne bliver væsentligt upgraderet. Min fornemmelse er at der i hvert fald er ved at ske noget med den danske befolkning. Jeg tror at politikerne skal agte sig meget for ikke at undervurdere befolkningen og tale til befolkningens laveste instinkter. Se selv hvor galt det er gået med grænseaftalen....magen til dumheder.......
Vi er nede i en meget sort og infantil periode i dansk politik. Der er langt til fortidens store og visionære politikere. Der er ellers meget store muligheder hvis man turde tænke lidt større og i helt nye baner.....
......
...
@Peter Hansen
Jeg synes, at Keynes opfattelse af staten, som den der skal sørge for, at der er arbejde til alle som kan og vil, også godt kan anvendes på (morgen-)dagens samfund. Uanset hvor lidt eller meget produktion af varer og tjenester, der er brug for, så har alle samfundsmedlemmer brug for en indkomst, og det må være statens opgave at regulere markedsmekanismerne, så der bliver arbejdspladser og/eller indkomster til alle. I neoliberalismens ideelle markedsøkonomi er alle i fri konkurrere om begrænsede mængder af jobs og penge, og fri konkurrence giver med sikkerhed stigende ulighed og truer dermed samfundets stabilitet.
Peder J. Pedersen, vi er jo i princippet enige - forskellen er, at det efter min bedste overbevisning ikke giver mening at opfinde jobs for at skabe en 'ret' til indkomst. Vi er alle bedst tjent med, at der ikke arbejdes unødigt, men af retfærdighedshensyn bør der nok ske en kraftig fordeling af arbejdet, så alle bidrager lidt - mens en masse 'jobs', der egentlig er rekreative, idealistiske og lystprægede måske til gengæld skal omklassificeres - ikke mindst for at frigøre dem fra den økonomiske afhængighed, der altid rummer en risiko for interessevaretagelse fremfor fordomsfri og nysgerrig vidensproduktion.
@Peder J. Pedersen
Mon ikke læreanstalterne lægger for lidt vægt på praksis, så at indlæringen kommer til at rette sig imod teori yden fagligt eller praktisk indhold. Dette bevirker, at der kun debateres teorier, som forvandles til ideologi uden effekt for samfundet andet ene debatten i sig selv. De humanistiske studieordninger gør alt for at forhindre, at de studerende kan blive selvstændige og kreative. ’Faglighed’ bliver mere og mere nedvurderet. Ligesom begrebet ’viden’ erstattes med ’kompetence’, der åbenbart kan måles nøjagtigt med ’points’ iflg instrukser og diagrammer og som ødelægger al form for læring og udfoldelse. I stedet for at tale om -ismer, som ingen alligevel kan forholde sig til bør man hellere kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade.
@ Peter Hansen
Enig! Det afgørende er, om en regering ser det som sin vigtigste opgave at skabe de bedste rammer for erhvervslivet i en kapitalistisk økonomi, eller om den søger at skabe et livsgrundlag for flest mulige samfundsmedlemmer. Det sidste åbner mulighed for at give folk en indtægt for aktiviteter, der ikke nødvendigvis skaber en penge-profit for nogen.
@ Leif Mønniche
Jeg har aldrig frekventeret en højere læreanstalt, og det er muligvis grunden til, at jeg har lidt svært ved at tage stilling til dit indlæg. Hvis det skal forstås som en generel kritik af teori til fordel for praksis, så er jeg lidt forbeholden. Uden et (begrænset) kendskab til Keynes og andres økonomiske teorier, ville mine argumenter for en anden retning i samfundsudviklingen udelukkende været båret af følelser, og det ville gøre det alt for let for modstanderne at affærdige dem.
Det er muligvis kun mig, der har fornøjelse af denne diskussion, men det har jeg altså, så derfor denne tilføjelse:
Den keynesianske tilgang til stats- og regeringsmagten udelukker naturligvis ikke, at der føres en erhvervsvenlig politik. Den skal bare føres til fordel for det store flertal af arbejdstagere og ikke til ensidig fordel for mindretallet af arbejdskøbere. Forskellen mellem en keynesiansk og en neoliberalistisk politik er, som jeg ser det, om den har til hovedformål at gavne den del af befolkningen, der lever af at arbejde for andre eller evt. for sig selv, eller den del, der hovedsageligt lever af andres arbejde. Hvem skaber samfundeværdierne? Dem, der producerer varer og tjenester, eller dem, som finansierer og organiserer produktionen? De første, mener jeg. De sidste, mener neoliberalisterne. De mener i øvrigt også, at bankerne, der danner profitter ved at producere udspekulerede finansprodukter, som fra tid til anden viser sig at være værdiløse, bidrager til samfundsøkonomien. Det gør de også. Siden dereguleringen af bankvæsnet under Reagan og Thatcher har finanssektoren bidraget med kriser af voksende omfang og dybde. Det sidste var et eksempel på en følelsesladet argumentation, som kun har ringe gennemslagskraft.
Peder J. Pedersen
Det som Leif Mønniche påviser, har netop affødt en større debat i Politiken
http://politiken.dk/debat/ECE1306556/professor-dansk-humaniora-er-en-ska...
@William
Du (og mange andre) glemmer i dit regnestykke, at hyrderne tager sig forbandet godt betalt af fårene!
Og selv får kan få nok!
Peder J. Pedersen - undskyld at jeg brokker mig lidt over at uddannelserne er blevet for teoretiske og virkelighedsfjerne. I denne tråd ser vi jo hvordan ganske almindeligt arbejde er blevet 'teori-tiseret' således at praksis forekommer fordummende og meningsløs - ja ligefrem fremmedgørende. Se folkene på billedet hvor lidt engagerede de er. Hvis der så bare havde været tale om en ganske alminde mester med svende og lærlinge som kunne lære noget fra sig. Men der er bare tale om at få slået tiden ihjel for disse mennesker med denne papkasse aktivering. Noget lignende er sket indenfor økonomistyringsområdet de sidste 10 år. Man har aldrig kunnet forstå hvorfor det ikke kunne være muligt at skabe en motiverende budgetproces set ud fra en helhedsbetragtning og hvor ansvaret lå på de rette skuldre. Resultatet er at der ikke er nogen der orker at planlægge for fremtiden og lægge budgetter - og hvorfor - fordi teorien man anvender ikke duer i praksis. Der er godtnok mange revisorer, konsulenter og kontrøllører der tjener fedt på foretagenet men virksomhederne har ingen glæde af systemerne. Vi ser også resultatet. Der er ingen der mestrer at beregne om noget er en god idé. Og skulle der endelig komme to alternative idéer på bordet evner man ikke at overskue hvilken der er den bedste. Den information man behøver findes ganske enkelt ikke. Nå men I må meget undskylde at jeg er lidt negativ.
@ Niels Mosbak og Leif Mønniche
Tak for linket. Som sagt har jeg ikke gået på universitetet, så jeg har intet kendskab til forholdene for universitetsstuderende hverken før eller nu. Hvis forholdene er, som LINDA MARIA KOLDAU beskriver dem, så står det godt nok galt fat. Lægger man dertil debatterne om folkeskolen, ungdomsuddannelserne og læreruddannelsen, som også synes at være i krise, så bliver jeg virkelig bekymret for Danmarks fremtid. Det synes også at være et udbredt problem i både udviklede lande og udviklingslande, at satsningen på at give mange flere unge længere uddannelser har gjort det sværere for dem at finde egnede jobs. Jeg har glemt hvor, men jeg har nyligt læst, at det er tilfældet i såvel Polen som Kina. Der er vist også en stigende arbejdsløshed i Danmark blandt nyuddannede akademikere. Jeg kan ikke gennemskue, om det skyldes uddannelsernes kvalitet, eller om det skyldes, at der bliver uddannet for mange til de forkerte brancher, eller om der i det hele taget bliver uddannet flere, end der er brug for. Men jeg kan godt forstå, at studerende i dag er frustrerede, så der er ingen grund til at undskylde et meget behersket nødråb.
Mit forsvar for teorier bunder i min egen oplevelse af, at selv mit begrænsede kendskab til økonomiske teorier har givet mig en bedre forståelse af, hvordan samfundets økonomi i grove træk fungerer, og af, hvordan beslutningstagerne i erhvervslivet og på Christiansborg tænker. Det har bestyrket mig i min fornemmelse af, at der er noget rivende galt i den økonomiske tankegang, der for tiden dominerer i hele den vestlige verden. Derfor udsender jeg mine (sommetider noget ubeherskede) nødråb. Undskyld!
Leif Mönniche. Du nævner, at de aktiverede i papkasseindustrien virker umotiverede.
Aktiverede i papkasseindustrien får ingen løn. De bevarer alene deres dagpenge- eller kontanthjælp. De bliver tvunget ud i såkaldte praktikpladser. Tvangen består i, at de har valget, enten stoppes kontanthjælpen, eller også møder du op samler papkasser. Da det ikke er et reelt valg, er der tale om tvang. I loven kaldes dette et ”tilbud”.
Lad mig her henvise til aktivloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Link:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=127214
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=128679
Af aktivlovens § 13, stk. 3, fremgår, at
”Det er en betingelse for at få hjælp, at ansøgeren og dennes ægtefælle tager imod et rimeligt tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats….”
(Det fremgår videre (…), at unge under 25 år, i stedet skal tage en uddannelse. De SKAL således tilmelde sig en SU-berettiget eller elevlønsberettiget uddannelse, med mindre de allerede har en uddannelse eller vurderes ikke at kunne gennemføre en sådan.)
En ledig dagpenge- eller kontanthjælpsmodtager skal altså tage imod et såkaldt ”tilbud”. Ellers ryger kontanthjælpen. Hvad er så sådan et tilbud? Jo, det fremgår af loven om en aktiv beskæftigelsesindsats § 22, stk. 1:
Jobcenteret kan give tilbud om følgende:
1) Vejledning og opkvalificering, jf. kapitel 10,
2) virksomhedspraktik, jf. kapitel 11, og
3) ansættelse med løntilskud, jf. kapitel 12.
Disse tilbud kan gives til såvel raske som ledige, som modtager dagpenge/kontanthjælp.
Af § 23, 1. punktum, fremgår, at kontanthjælpsmodtagere, der har været tvunget til sådanne tilbud, har krav på 4 ugers ferie efter 12 måneder i aktivitet (parenteser indføjet af mig):
”For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2 og 3 (dvs. såvel raske som syge kontanthjælpsmodtagere), og som får et tilbud efter kapitel 10 (vejledning og opkvalificering) og 11 (virksomhedspraktik), der har en sammenhængende varighed på 12 måneder eller mere, skal der ud over den fastlagte periode indlægges en friperiode på 1 måned, således at tilbudsperioden ikke overstiger 11 måneder inden for en 12-måneders-periode.”
Vejledning og opkvalificering skal tilbydes for, at (§ 32, stk. 3) ” udvikle eller afdække den lediges faglige, sociale eller sproglige kompetencer med henblik på opkvalificering til arbejdsmarkedet.”
Dette tilbud kan også bestå af praktikperioder, som så ikke må være konkurrenceforvridende (§ 33).
Af § 34-36 fremgår, at tilbud kan vare op til 6 uger (dog medregnes tilbud på under 2 uger ikke i disse ”tilbud”). 2 ugers grænsen gør jo nok, at en ledig kan sendes på jobansøgningskursus igen og igen, og dermed fratages muligheden for at gå hjemme og dandere den.
Særligt kan peges på, at syge personer ikke er omfattet af § 34-36, hvorfor kommunen i princippet kan tvinge syge mennesker til at deltage fx i praktikpladser i årevis, dog under behørig hensyntagen til, at den syge har krav på 4 ugers ferie, som det fremgår ovenfor.
Af § 38 fremgår, at den ledige (eller syge) ikke modtager løn under afvikling af ”tilbuddet”.
Af § 39 fremgår, at dagpengemodtagere kan få befordringsgodtgørelse, men det kan kontanthjælpsmodtagere modsætningsvis ikke.
Virksomhedspraktik kan tilbydes personer (§ 42), ”som enten har behov for en afklaring af beskæftigelsesmål, eller som på grund af mangelfulde faglige, sproglige eller sociale kompetencer kun vanskeligt kan opnå beskæftigelse på normale løn- og arbejdsvilkår eller med løntilskud, kan få tilbud om virksomhedspraktik på en offentlig eller privat virksomhed.”
Og virksomhedspraktikanterne har ikke ordinære anættelsesvilkår (§ 43): ” Personer i virksomhedspraktik er ikke omfattet af de for lønmodtagere gældende regler fastsat i henhold til eller ved lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.”
Af § 45 fremgår, at en virksomhedspraktikant ikke får løn, men derimod bibeholder dagpenge/kontanthjælp under forløbet. Dog får startshjælpsmodtagere 11,87 kr. i timen.
Af § 44 fremgår, at praktikperioden for dagpenge- eller sygedagpengemodtagere kan være 4 uger, for raske kontanthjælpsmodtagere 13 uger, men for syge kontanthjælpsmodtagere kan perioden forlænges med op til 26 uger igen og igen.
Af § 82-83 fremgår, at selv befordringsgodtgørelsen skal være anderledes end for os på det ordinære arbejdsmarkedet og igen være afhængig af, om du er på dagpenge, kontanthjælp. Dog tager man her de 11,87 kr. tilbage fra starthjælpsmodtagerne, idet de kan ikke modtage befordringstilskud før disse er opbrugt.
Når man bruger ordet praktik lyder det jo smukt. Man får det indtryk, at der er tale om en oplæring. Men som det fremgår af billedet er der tale om arbejde, der stort set ikke kræver oplæring. Og som jeg har påvist ovenfor, så kan ledige og særligt syge mennesker reelt tvinges til sådan beskæftigelse i årevis, uden løn (bortset fra kontanthjælpen) og uden ret til ferie m.m.
Når Leif Mönniche undrer sig over den manglende udstråling af engagement på papkassefabrikken, ja, så håber jeg her, at have givet en forståelse herfor.
Man må spørge, om disse ”kærlige skub” – særligt over for syge mennesker – er særligt kærlige, eller om der ligger helt andre motiver bag. Motiver, man fx også oplevede dengang, hvor parolen lød: Arbeit macht frei.
Engang for mange år siden skrev en frustreret ihærdigt, men forgæves, arbejdssøgende mand, at det gale var, at han skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet - men at arbejdsmarkedet ikke stod til rådighed for ham.