Kommentar

Hvilke værdier er objektivt vigtige?

Kan moralske domme være sande eller falske? Nyt filosofisk storværk af den britiske filosof Derek Parfit bryder med årtiers moralrelativisme
Debat
18. juni 2011
På spørgsmålet om, hvilke værdier der er objektivt vigtige, kommer Derek Parfit bl.a. med det indlysende svar: Vi skal passe bedre på vores klode.

På spørgsmålet om, hvilke værdier der er objektivt vigtige, kommer Derek Parfit bl.a. med det indlysende svar: Vi skal passe bedre på vores klode.

Jo Yong-Hak

Kan moralske domme være sande eller falske? Er etik snarere et i bund og grund subjektivt anliggende? Eller overtager vi mere eller mindre uafvidende vores moralbegreber fra kulturen i det samfund, vi tilfældigvis bebor? Nu er der måske omsider fundet en slags svar på sådanne spørgsmål, der har naget og fascineret filosoffer i årtusinder.

I filosofien har den opfattelse, at moralske domme udtrykker objektive sandheder, været umoderne siden de logiske positivister i 1930'erne vandt gehør for det synspunkt, at da der ikke synes at eksistere nogen måde, hvorpå vi kan verificere moralske dommes mulige sandhed, så kan de i sidste ende ikke være udtryk for andet end vore følelser eller holdninger. Så når vi for eksempel siger, 'du bør ikke slå dét barn', er alt, hvad vi i virkeligheden gør, at udtrykke vores misbilligelse over, at nogen slår et barn og opfordre vedkommende til at stoppe den adfærd. Hvorvidt det i sig selv er forkert at slå barnet, er et spørgsmål, der ikke meningsfuldt tilkommer nogen sandhedsværdi. Dvs. vi kan ikke afgøre, om det er sandt eller falsk.

Skønt dette syn på etikken ofte nok er blevet anfægtet, er indvendingerne typisk kommet fra religiøse tænkere, der har påkaldt sig Guds forskrifter. En sådan argumentation har begrænset appel i den vestlige filosofis overvejende sekulære verden. Andre forsvar for objektive sandheder i etik forsøgte at gribe til andre forklaringsinstanser, men formåede ikke at gøre store fremskridt over for den fremherskende filosofiske stemning.

Sidste måned hændte der imidlertid en filosofisk begivenhed af de større: Den britiske filosof Derek Parfit (f. 1942) udsendte sin længe ventede bog On What Matters. Indtil da havde Parfit, der er emeritus fellow ved All Souls College, Oxford, kun skrevet én bog, Reasons and Persons, som udkom i 1984 og blev hyldet som genial. Nu har Parfits rent sekulære argumenter og den omfattende måde, hvorpå han gennemtænker de alternative positioner, for første gang i årtier tvunget dem, der afviser objektivisme i etik, i defensiven.

Modig påstand

On What Matters er en bog af skræmmende længde: to tykke bind, i alt over 1.400 sider, med tæt komprimerede argumentationsrækker. Men kernen i tankegangen bliver man allerede klar over de første 400 sider, hvilket ikke burde være en uoverstigelig udfordring for de intellektuelt nysgerrige især i betragtning af, at Parfit, i den engelsksprogede filosofis bedste tradition, altid stræber efter klarsyn og aldrig griber til dunkle vendinger, når enkle ord slår fint til. Hver en sætning i bogen er ligefremt formuleret, dens argumenter er klart opbyggede, og Parfit anvender ofte slående konkrete eksempler for at tydeliggøre sine pointer. Således er bogen en intellektuel oplevelse for alle, der ønsker at forstå ikke så meget 'hvilke værdier der er vigtige', som hvorvidt noget overhovedet 'kan have værdi' i objektiv forstand.

Mange mennesker antager, at rationalitet altid vil være instrumentel: Fornuften kan kun fortælle os, hvordan vi får fat i det, vi ønsker, mens vore grundlæggende ønsker og begær ligger uden for rammerne af ræsonnementet. Sådan ser Parfit ikke på det. På samme måde, som vi kan begribe den sandhed, at 1 + 1 = 2, kan vi også indse, at jeg har en god grund til at ville undgå at lide smerte på et senere tidspunkt, uanset om jeg på nuværende tidspunkt bekymrer mig om eller har ønsker i forhold til et sådant muligt scenario. Vi kan også have gode grunde (men ikke altid konklusive grunde) til at ville forhindre andre i at lide smerte. Sådanne selvindlysende normative sandheder danner grundlag for Parfits forsvar for objektivitet i etik.

Et væsentlig argument imod objektivisme i etik er, at der hersker vild uenighed blandt mennesker om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert og denne uenighed omfatter også filosoffer, der ellers ikke kan beskyldes for at være uvidende eller forvirrede. Hvis så store tænkere som Immanuel Kant og Jeremy Bentham er uenige om, hvad vi bør gøre, kan der så virkelig findes objektivt sande svar på det spørgsmål?

Parfits imødegåelse af den indvending fører ham til at fremsætte en påstand, der måske er endnu modigere end hans forsvar for objektivisme i etik. Han gennemgår de tre førende teorier om, hvad vi bør gøre den ene stammer fra Kant, den anden fra den sociale kontrakttænkning (en tradition, der går tilbage til Hobbes, Locke og Rousseau og videreføres af mere moderne filosoffer som John Rawls og T.M. Scanlon) og den tredje fra Benthams utilitarisme og argumenterer for, at den kantianske model og teorierne om sociale kontrakter må revideres for at kunne forsvares.

Objektive sandheder

Han hævder, at disse ændrede teorier falder sammen med en særlig form for konsekventialisme, som er en teori fra samme brede familie som utilitarismen. Hvis Parfit har ret, er der langt mindre uenighed mellem de tilsyneladende modstridende moralske teorier, end vi alle antog. Forsvarerne for hver af disse teorier er med Parfits malende udtryk »i færd med at bestige det samme bjerg fra forskellige sider.«

Læsere, som møder bogen med en forventning om at finde svar på titlens spørgsmål hvilke værdier er vigtige? vil muligvis blive skuffede. Parfits egentlige interesse ligger i at bekæmpe subjektivisme og nihilisme. Medmindre han kan bevise, at etisk objektivisme er sand, vil han ikke anerkende, at der findes værdier, der er objektivt vigtige.

Da Parfit omsider forsøger at indkredse svaret på spørgsmålet, om hvilke værdier der er objektivt vigtige, forekommer det overraskende indlysende. Han fortæller os for eksempel, at det vigtigste lige nu er, at »vi rige mennesker opgiver noget af vores luksusforbrug, ophører med at overophede Jordens atmosfære og begynder at behandle denne planet på andre måder, så den kan fortsætte med at understøtte intelligent liv.«

Mange af os var allerede nået til denne konklusion. Hvad Parfit skænker os med dette storværk, er muligheden for at forsvare disse og andre moralske påstande som objektive sandheder.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University. Reviderede udgaver af hans bøger 'Praktisk Etik' og 'The Expanding Circle' er netop udkommet.

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Marie Pedersen

Tænk hvis vi i Danmark var lidt bedre til at støtte oversættelse af faglitteratur...

Nåh, man må vel i gang på engelsk, selv om det tager lidt længere tid.

Leif Højgaard

Sætningen - "Vi kan også have gode grunde (men ikke altid konklusive grunde) til at ville forhindre andre i at lide smerte." - giver stof til eftertanke. Meget interessant artikel.

Hmmmm. Tror jeg skal på bogindkøb ...

"absolutter ?"

at arbejderne bør nøjes med blot at komme med overdrevene, og venlige henstillinger
til pengemagten ?

----- såsom:

Døgnfluens tale til Pengemagten

I er som strømmene i de dybe have,
I er som de vældige egetræer,
I er som høgene i deres himmelflugt,
I har dybere rødder end bjergene,
I ser mig og min slags komme og gå,
min tid er kun kort - mit værk ikke stort,
for Guld og Diamanter består,
men hvert af vore liv hurtigt forgår.

Hør nu min bøn til jer:
Giv jer blot en lille kende
for os - de mange, mange små

Frej Klem Thomsen

The last, best hope of moral realism...

Det er et filosofisk værk af usædvanlig kaliber der her bliver præsenteret.

Ole Chemnitz Larsen

Retsstatens tjenere bør fortsætte med at holde hånden over hinanden, fordi sandheden har alvorlige konsekvenser.

Takk til Peter Singer for ytterligere reflekterte betraktninger, og forslag til stimulerende læsning!

tjae, jamen i så fald behøver man jo ikke at lytte til leninisterne's tale om: giv arbejderne våben, så kommer fremskridtene, så at sige "næsten af sig selv"

Han fortæller os for eksempel, at det vigtigste lige nu er, at »vi rige mennesker opgiver noget af vores luksusforbrug, ophører med at overophede Jordens atmosfære og begynder at behandle denne planet på andre måder, så den kan fortsætte med at understøtte intelligent liv.«

----------------

men for at det sker i større omfang, forudsætter det formodentlig: at det klasseløse samfund først virkeliggøres.

Gorm Petersen

Så længe vi ikke ved om livet er en gave eller en straf, ved vi ikke, om vi skal arbejde på at forlænge livet på jorden, eller på at bringe det til ophør.

Men han har en pointe - at det vigtigste er kampen mellem det gode (velbefindende) og det onde (lidelse).

Mennesket er ikke loyalt mod hverken "naturens orden", evolutionen eller lign. Mennesket er udelukkende loyalt mod eget velbefindende, og derfor tillader langt de fleste selvmord/aktiv dødshjæjp.

Livets største spørgsmål forholdt den tidlige kristendom sig til. Oldkirkens første konflikt var mellem dem, der betragtede livet som en gave (mainstream) og de, der betragtede det som en straf (gnostikerne).

Den dag i dag kan vi endnu ikke rådgive om, ved hvilken grad af lidelse det bedst kan betale sig for terminalpatienten at stoppe den livsforlængende behandling.

Hjerneforskningen forventes at komme til at besvare spørgsmålet. Om 20-30 år kan en hjerne simuleres i fuld skala på en computer, og når sammenhængen mellem "jeg-følelse" og fysiske processer er kendt, kan det også beregnes hvordan alt muligt andet "føles".

Så kan vi for første gang besvare terminalpatientens hovedspørgsmål: Ved hvilken grad af lidelse er døden et fordelagtigt alternativ til livet ? Hvornår kan det "betale sig" at begå selvmord ?

Når der er 3 svarmuligheder, og der intet kan siges, der kan gøre den ene mere sandsynlig end den anden, plejer man at give hver mulighed en sandsynlighed på 33.33 %.

De 3 mulige svar er:

1) Ikke-livet er værre end livet, når det er værst (selvmord betaler sig aldrig).
2) Ikke-livet er bedre end livet, når det er bedst (selvmord betaler sig altid).
3) Ikke-livet er bedre end livet, når det er værst, men værre end livet når det er bedst (selvmord kan betale sig nogen gange).

Intuitivt foretrækker de fleste mulighed 3, men kan alligevel ikke sige HVOR stor lidelsen skal være før døden betaler sig.

Det er også kun de 33.33 % af sandsynligheden vi finder her. De 66.66 % af sandsynligheden (ikke dyrets tal - bare rolig) fordeler sig mellem mulighed 1 og mulighed 2.

Mulighed 1 er skræmmende, men den nyvundne viden, gør det muligt at lave højteknologiske kirkegårde, hvor udvalgte smådele af hjernen opbevares på en måde, der sikrer højt velbefindende.

Mulighed 2 - selvmord betaler sig altid - selv den lykkeligste ville få det endnu bedre ved at begå selvmord (eller endnu bedre, undgå at blive født) er den virkelige bombe under menneskeheden.

Vi ville frivilligt og med et smil på læben udrydde os selv !

Universets tavshed er et stærkt indicie. Tænk på det som en meget stor petriskål til dyrkning af bakterier. Betingelserne for liv er grundlæggende til stede overalt - hvorfor myldrer det ikke overalt ?

Er det fordi enhver civilisation ender med at løse bevidsthedens gåde, og med et øre-til-øre smil siger "farvel og tak" ?

Esben Maaløe

Det kunne være fordi der kun pletvis er boullion i petri-skålen

Leif Højgaard

Gorm Petersen - jeg vil sig at dine betragtninger er intet mindre end geniale og at du ved en videreudvikling vil kunne skrive dit navn ind i historien. Din model er en operationaliseret model for det rationelle valg og med nogen 'forædling' med ikke kvantificerbare begreber ville kunne indgå i de Økobidragsregnskaber og Biokapacitetsopgørelser som Frank Aaen oa i denne weekend slog til lyd for.

Generelt er alternativ betragtninger meget sjældne i det 'virkelige' liv og med dem de differenskalkuler, der kunne udarbejdes på grundlag heraf.

Men du skal have min fulde sympati tilkendegivelse for dine tanker.

Hvike værdier der er objektive vigtige, kan besvares af ethvert to-årigt barn...

...og vi andre kan kun lytte.

Bjørn Hallsson

Gorm Petersen: Jeg læser din kommentar sådan, at du mener, at hjerneforskningen på et tidspunkt skulle kunne finde ud af hvordan døden "føles". Det kan være jeg har misforstået dig, men hvordan er det lige præcis du forestiller dig, at det skulle blive en realitet?

Hvis bevidsthed har hjerneaktivitet som forudsætning, hvilket man kunne foranlediges til at tro, at du er enig i, eftersom "løsningen" skulle komme fra hjerneforskningen, hvordan kan det så føles som noget som helst at være død? Det virker for mig mildest talt bizart at sammenligne, hvordan det er at være en (lidende), bevidst person, og hvordan det er slet ikke at være noget som helst.

Søren Kristensen

LIvet er ikke en straf, men kan af og til føles som en straf. Det er heller ikke en gave, selv om det af og til kan føles som en gave. LIvet er. Selv om det fx om natten når man sover kan føles som om det ikke er.

Leif Højgaard

ifølge åndsvidenskaben eksisterer døden ikke. Derimod forestiller man sig, at der findes liv på flere forskellige tilværelsesplaner. Livet er blot processer der foregår i organismer med stofskifte og som udveksler energi med omgivelserne. Døden er således blot en overgang til andre stofformer. Det fysiske stof vender tilbage i forædlet tilstand idet det åndelige eller mentale stof trækker sig ud - alt genbruges i den evige cirkulation.

Gorm Petersen

Til BH:

Du skal tænke på hjernen som en maskine, der i lighed med andre maskiner ikke bygger på en eller anden "mystisk kraft".

Pas på begreber som "eksistens" og "ingenting".

At man ikke kan rådgive terminalpatienten m.h.t. det optimale tidspunkt for at aktivere "ikke-eksistens" er den rygende pistol, der viser, at man har benyttet forståelsesmæssigt tomme begreber. At man har søgt at dække over, at man intet ved (endnu).

Om BA's to-årige barn:

Du har en pointe. Barnet burde spørge:

"Hvorfor tror i, at der findes maskiner, der ikke har en indre oplevelse ? - hvorfra stammer den hypotese ?"

Den stammer ikke fra os selv, og inden for AI (kunstig intelligens) forestiller ingen sig, at den første computer, der kan forstå spørgsmålet "har du en indre oplevelse" vil svare nej.

Evnen til lidelse forbindes ikke med evnen (og viljen) til at kommunikere med mennesker. Dyreværnsforeninger bygger på dette rationale.

Gorm Petersen

Til LM:

En lille åndelig hypotese:

Hvad hvis "varme" og "information" er forskellige betegnelser for samme fænomen ? (antydes i Nørretranders Mærk Verden).

Et neuralnet der arbejder, ligner til forveksling varmespredning - koncentrationer søges udlignet.

Så medfører vores stofskifte, at vi udsender information, uden at være i stand til at modtage information (gennem andet end sanseorganerne).

Så snart stofskiftet stopper, indtræffer termisk ligevægt - der bliver balance mellem udsendt og modtaget information. Vi bliver en integreret del af det termiske system - den lille "hjerne" smelter sammen med den store.

Da jeg aldrig har brudt mig om voldsomme input af information på kort tid, har jeg bedt om ikke at blive kremeret.

Folk der elsker elastikspring og rutchebaner, kan det til gengæld anbefalse.

Men det er kun en hypotese til åndeligt interesserede.

Den stammer fra en lille science fiction joke:

Manden skulle kigge på en hjerne i et mikroskop.

"Orv - man kan rigtig se neuronerne udveksle impulser med hinanden" sagde han.

"Øjeblik sagde kollegaen - forstørrelsen er for stor - det var atomernes udveksling af varme du betragtede."

Gorm, jeg valgte det to-årige barn netop fordi det ikke stiller dét spørgsmål, allerhøjst et "deeeeet" og så en strakt pegefinger, men alligevel har det udviklet en avanceret evne til at begå sig i en gruppe af alderssvarende umælende børn. De jage eksempelvis ikke en spids pind i øjet på en anden - allerhøjst en nysgerring, men også besindende pegefinger. Deres gruppeforståelse omfatter alle de værdier, der er objektivt vigtige, og sammen med 'en lyst' til mere indsigt, trodser de i fællesskab med resten af det umælende liv, fra frø til træ og tiger, al den entropi de sprogkloge skaber, med deres deraf følgende forfald til depression og behov for stimulans fra forbrugerisme til bedøvelse og dødstrang.

Men du har ret i at det ikke er tigren der lider ved dens forsvinden...

Ole Falstoft

@Gorm
Vedrørende 'kunstig intelligens og livets gåde.
Ja så kan jeg kun gentage hvad jeg allerede har skrevet i en anden tråd:
Hvis robotter skal fortælle os hvordan det føles - så kræver det jo at de føler - og ikke kun har intelligens
Man må alstså skabe 'kunstig følelse' også
Selvom vi antager at de bliver mere intelligente end os og har følelser så betyder det ikke nødvendigvis at de vil være i stand til at give os et mere intelligent svar end ‘hr. og fru Jensen’
Bevidtheden har kun adgang til de psykiske processer som den får adgang til og det er ikke et spørgsmål om intelligens. Bevidsthed er som en kaptain på en skibsbro.Han ved ikke alt hvad der foregår i maskinrummet men kun det han får fortalt

Gorm Petersen

I princippet enig med de sidste 2 indlæg (BA og OF) - men det korte af det lange er, at hvis man skal skabe en "objektiv etik" må man først afmystificere subjekt-begrebet.

Mange mennesker (incl. undertegnede - og Peter Singer) tror at dyr kan føle smerte, skønt de hverken kan tale med mennesker eller spille skak.

OF har lidt svært ved at forestille sig, at computere kan føle smerte, skønt de kan spille skak, og er ved at lære at tale med mennesker.

Hvor ligger (i menneskets tilfælde) det afgørende "interface" mellem det umælende dyrs smerteoplevelse, og tale-processoren (som i princippet kunne være en konventionel computer) ????

M.a.o. - hvad er forskellen på godt og ondt ?

For kun 50 år siden troede man der var vandtætte skodder mellem det levende og det døde. Man var blevet betragtet som rygende sindssyg, hvis man havde forudsagt blot en smule af, hvad bioteknologien, og senest hjerneforskningen senere kom til at udrette.

Hvis ikke der kommer en hånd fra oven og "vælter Babelstårnet" kan vi risikere at "alt vil komme for en dag" som Jesus sagde. Og så er der trods alt 66.66% chance for at vi vælger at leve videre.

neo-malthus ?

næppe nogen vil vel trække tæppet væk under sig selv, men de klassiske indvendinger mod den etik's
hævdede obejektive forudsætninger:

at verden er indrettet netop som vesterlandsk videnskab p.t. hævder,

synes forventelige, især: er verdens ressouceser virkelig begrænsede for os,
( eller i praksis begrænsede, for vort disse spørgsmål's vedkommende ), som der ofte hævdes ?

spørgsmålet her går knapt så meget på hvor meget / lidt man kan stole på den vesterlandske videnskab, men mere på hvis netop den har ret, hvordan så overbevise , de som tvivler på det, uden tvang ?

jorden er rig, findes her sult eller nød, skyldes det ( kun ? ) svig,

og mange aner jo, af gode årsager, at videnskabsfolk ved andet end de melder,

så bør man have tillid til dem, hvis de nu hævder:

at sult og nød, ikke skyldes kapitalisme eller videnskabsfolks's lakajjobben for den, men stort set kun skyldes at jorden ikke er rig.

Moralske domme er altid falske, fordi de lægger dommerens normalitet nedover andre mennesker. Det er den direkte vej til fascisme.

@gorm petersen

bør kun kvinder, og endda kun kvinder som selv har født, virke som jordmødre eller fødselslæger ?

@gorm petersen

det var måske et for dårligt eksempel, som modspøgsmål, så lige en del af et nogenlunde
svar på dine sædvanlige spørgsmål:

døden, er intet mesterværk
( med forbehold for: at det jo er den gode læser
som gør den gode bog )

enw ( erwin n. wulff ) værket:

ikke-liv , også benævnt: døden,

kan næppe anbefales,
for det er ikke noget mesterværk,

dog kan der alligevel næppe være nogen ordentlig bogsamling uden: døden.

Peter Hansen

Et er at dyr - og måske ikke alle dyr - kan føle smerte, har personlighed (hvad de bevisligt har, det er muligt, videnskaben ikke kan bevise det, men erfaringen fortæller os, at det er sagen); men hvad med planter? Blot fordi de er statiske og ikke taler, er jeg ikke i tvivl om, at også de føler smerte, når de bliver rykket op med rode, skåret i eller tygget i levende live.

Gorm Petersen

Peter Singer er selv eksemplet på "rationel etik".

Han har viet sit liv til at finde og modificere smertefulde strukturer.

Uanset om han finder dem hos dyr, mennesker eller andre maskiner.

Grundsynspunktet: "The Big Bang er verdens største subjekt" er jo monoteismen i en nøddeskal. Hvad skulle "Guds vilje" kunne være andet end Universet oplevet indefra ?

Troen på at The Big Bang kan omdannes til ren nydelse - f.ex. ved at omforme alt stof til menneskehjerne nedsænket i kokain, lykkepiller ell.lign. vil nogle til gengæld betragte som naiv.

De vil tro der eksisterer et nulsums-rationale. At nydelsen forudsætter lidelsen o.s.v.

Her kan jeg anbefale en modificeret Nietzsche. Han frygtede "den evindelige genkomst". At man tvinges til at tage det samme liv om og om igen.

Modifikationen består i, at det kun er hvert andet gennemløb der går fra fødsel til død. De mellemliggende går modsat - bakker tilbage igennem tiden fra død til fødsel - hvad der før var lidelse er nu nydelse - hvad der før var nydelse er nu lidelse.

Hvis den modificerede Nietzsche er sand, er sætningen:

"Den tid der er gået godt, kommer ikke dårligt igen"

sådan omtrent den mest forkerte sætning, der nogen sinde er formuleret.

Nogle vil se det som argument for askese - men det er kun indtil man sådan tænker rigtigt efter.

Peter Hansen

Jeg tror afgjort, at der er visse grundlæggende sandheder, som kan forstås både intuitivt og rationelt, eller enten-eller, alt efter området.
Men meget andet bygger på en diversitet, der imidlertid i højere og højere grad fortrænges af en administrativ fornuft, der påberåber sig rationalitet, men som vel næppe kan siges at være det, når den ikke løser problemer, men blot håndterer dem. Lad os minde om, at det latinske begreb for håndtere er 'manipulere'.
Der er brug for, at vi i højere grad ophører med at behandle retslige tvister administrativt, men måske snarere afhandler administrative opgaver retsligt.
Et eksempel kunne være tildelinger af kunstfondmidler. Dette foregår efter ansøgning, hvorefter et udvalg tager stilling. Hvorfor skal denne afvejning ske i hemmelighed? Dels ville en offentlig behandling utvivlsomt øge kvaliteten af ansøgningerne, dels ville det afføde en nødvendig debat om de kriterier, tildelingerne foregår efter. Dette vil være sundt.
På samme måde vil man vende forholdet om i sociale sager, hvor en åbenhed om kriterier for afslag og tildelinger af hjælp i højere grad vil skulle argumenteres.
Alle disse goder vil gøre, at vi får afmystificeret os selv som borgere, når vi ser, at andre mennesker fejler, tænker og handler enten som os selv eller på en måde, der trods alt kan forstås. Mange veje til problemløsninger vil vise sig. Og det er nødvendigt, hvis vi igen skal tilbage på sporet og skabe et samfund, hvor vi ganske vist har det fint materielt, men først og fremmest lever godt med hinanden.

Ole Falstoft

@Gorm Petersen:
’OF har lidt svært ved at forestille sig, at computere kan føle smerte, skønt de kan spille skak, og er ved at lære at tale med mennesker’
Ja du har ret Jeg kan ikke se at der er nogen forbindelse mellem at kunne spille skak og kunne ’føle’ Det er 2 adskilte fænomener. Følelser opstår jo ikke som følge at tankeprocesser – de ligger før tanken
(På engelsk har man den sproglige gode opdeling af det vi på danske kalder ’følelser’ i: feelings, emotions og motivations - det er vigtigt at være bevidst om hvilken 'følelse' man taler om )
Vores bevidsthed er primært beskæftiget med at tolke vores følelser og styre vore adfærd i forhold til vores følelsesmæssige reaktioner
Det at spille skak f.eks. er en meget perifer ’opgave’ for vores bevidsthed i forhold til dette

Gorm Petersen

Tyske hjerneforskere går så vidt som til at sige, at bevidstheden . forstået som snakkemaskinen - kun har til opgave at undskylde - komme med søforklaringer - til de valg, hjernen træffer følelsesmæssigt.

De kan i hvert fald måle følelsen - og dermed forudsige forsøgspersonens valg - nogen tid før personen bevidst har ræsonneret sig frem til det trufne valg.

Følelser er lette at måle, mens tanker er sværere at afkode - endnu.

Men for livets største spørgsmål: "Er livet bedre end døden ?" behøver vi netop kun forstå følelsen.

går det knapt så godt kan man jo forsøge:

always look on the brigth side of life,

men, som oftest er det vel næppe nødvendigt,

eller ?