Kronik

Hvordan fastholder vi kvinderne i universitetsverdenen?

Skæve arbejdstider og opslidende konkurrencementalitet er med til at skræmme kvinderne væk fra en karriere i universitetsverdenen. Universiteterne vil vinde ved i højere grad at fokusere på familievenlige tiltag og måske skal vi ikke være så bange for at snakke kvoter
Nye resultater fra den seneste Eurobarometerundersøgelse viser, at to ud af tre danskere mener, at regeringen skal støtte særlige initiativer for at sikre flere kvinder i topstillinger på universiteterne.

Nye resultater fra den seneste Eurobarometerundersøgelse viser, at to ud af tre danskere mener, at regeringen skal støtte særlige initiativer for at sikre flere kvinder i topstillinger på universiteterne.

Stig Stasig

Debat
25. juni 2011

Siden sin tiltrædelse har ligestillingsminister Lykke Friis talt meget om, hvordan Danmark undgår at tabe »det globale hjernekapløb«. I dette kapløb er det, ifølge ministeren, bl.a. vigtigt at fokusere på, hvorfor vi i Danmark har så svært ved at rekruttere og fastholde kvinder inden for forskningsverdenen. Gode intentioner synes der at være nok af; desværre kniber det med konkrete handlingstiltag, og man kan diskutere om de (få) initiativer, der søsættes, er effektive nok.

I Danmark udgør kvinderne kun lige omkring 12 pct. af professorerne og ca. 28 pct. af lektorerne. Det er mere end for blot 10 år siden, men udviklingen går ualmindeligt trægt. Hvis vi fortsætter i samme tempo som nu, vil der, som statistiker Inge Henningsen tidligere har påpeget, gå omtrent 246 år, før der er fuld ligestilling på de danske universiteter.

Mandsdomineret

Der findes en række forklaringer på, at der er langt flere mænd end kvinder på de danske universiteter. Vi kan kun behandle en del af problematikken her.

Undersøgelser viser bl.a., at kvindelige forskere især inden for de mest mandsdominerede områder har en øget tendens til at mistrives pga. det psykiske arbejdsmiljø og den akademiske kultur (lange arbejdsdage, stress, ensomheden, det konkurrenceprægede miljø, manglende samarbejde osv.). I en nyligt gennemført interviewundersøgelse fra Dansk Center for Forskningsanalyse fortæller en tidligere kvindelig lektor følgende: »Der er selvfølgelig mange ting, der gjorde, at jeg valgte at forlade universitetet, men noget af det handlede altså om, at der var så få kvinder. Det er svært og diffust at sætte ord på. På individplan havde jeg det jo godt med næsten alle. Jeg havde rigtigt mange gode relationer, også til mandlige kollegaer, men på gruppeniveau blev det tit lidt mærkeligt og lidt anderledes.«

Uklare signaler

De mange år med usikre ansættelsesforhold spiller også en væsentlig rolle. Arbejdsvilkårene på universiteterne opleves af begge køn som uholdbare i forhold til privatlivet, især fordi denne periode tit falder sammen med perioden, hvor de yngre forskere gerne vil etablere sig, stifte familie og have nogenlunde trygge økonomiske vilkår. Samtidig står det klart, at dette forhold rammer de kvindelige forskere særligt hårdt, da de ofte også skal indregne længerevarende barsel og orlov i rækken af midlertidige ansættelser.

I den omtalte interviewundersøgelse tilkendegiver flere kvindelige forskere, at de har en oplevelse af, at de på grund af familieforpligtelser ikke har de samme muligheder for at gøre karriere som deres mandlige kollegaer. Kvinderne oplever, at forskertilværelsen fordrer, at de arbejder betragteligt mere end 37 timer om ugen, og det er i længden svært at forene med forældrerollen. En kvindelig forsker, som efter mange år som universitetsansat endte med at stoppe, fortæller således, at hun bl.a. traf dette valg af hensyn til sin familie, fordi det på universitetet »gennemsyrede det hele, at vi alle sammen selvfølgelig brændte så meget for vores arbejde, at vi lige blev lidt længere«, og hun fortsætter: »Det var meget frustrerende. Der var et eller andet i den kultur, som var meget ubehageligt.«

En anden kvindelig forsker beretter, at graviditet og barsels-/forældreorlov nemt kan få negative konsekvenser i forskningsverdenen, hvor antallet af publikationer vejer tungt, og hvor fravær sætter tydelige spor på cv'et: »Det er jo ikke bare det halve år, man er væk, som sætter spor. Det er allerede fra folk opdager, at man er gravid, og hvor man så f.eks. ikke bliver sat på som tovholder på de store projekter.«

Ligeledes fremhæves det som et problem, at der på universiteterne ikke er tradition for karriere- og medarbejderudviklingssamtaler. I undersøgelsen berettes således om uklare signaler, usynlig ledelse, manglende fokus på karriereplanlægning og manglende transparens omkring prioriteringer og ressourcer.

En kvindelig lektor siger om perioden: »Det var frygteligt, virkeligt frygteligt med den usikkerhed. Man får jo ingenting at vide. Det spiller da også en rolle, at man lige pludselig har børn, der går i skole og man ved ikke rigtigt, hvad der skal ske, og hvor man ender. Og man nærmer sig faretruende de 40, og man er stadig løst ansat. Jeg kan godt forstå, at mange giver op. De orker simpelthen ikke.«

I interviewundersøgelsen er det især de kvindelige forskere, der fremhæver de usikre ansættelsesforhold som opslidende. Dette forhold skyldes sandsynligvis, at flere i forvejen føler sig i en udsat mindretalsposition, og samtidig fortæller flere, at de har en diffus oplevelse af, at deres mandlige kollegaer bliver/får sig bedre positioneret i forhold til at komme i betragtning til opgaver og/eller stillinger.

Hvad gør vi?

Når man forholder sig til dokumentationen på området, tegnes der et komplekst billede af de årsager, der kan vanskeliggøre rekruttering og fastholdelse af kvindelige forskere.

Samtidig står det klart, at en række af årsagerne er til at ændre. Et af de steder, hvor det er oplagt at sætte ind, er problematikken omkring arbejds- og familieliv. Der er forskellige muligheder for tiltag, f.eks. efterlyser forskerne i omtalte interviewundersøgelse bedre muligheder for at gå på deltid i en periode med tilsvarende forlængelse af ph.d, postdoc.- eller adjunktperiode, mulighed for projektforlængelse ved barsel, at cv og publikationsliste vurderes eksklusiv eventuel barsel og orlov osv. Der kan også tænkes i andre tiltag såsom at tilbyde alle ansatte (både mænd og kvinder) mulighed for efter længerevarende barsels-/forældreorlov at vende tilbage til et forskningssemester uden undervisningspligt og/eller tilbyde ekstra TAP-/studentermedhjælps-timer til ansatte med små børn.

Der er ingen tvivl om, at universiteterne vil vinde ved i højere grad at fokusere på familievenlige tiltag.

Andre steder, hvor man kunne sætte ind, er hvilket også forsøges nogle steder at implementere talentudviklingsprogrammer og mentorordninger, at skabe overgangspuljer til at fastholde kvalificerede medarbejdere i de 'sorte huller' mellem to løsansættelser, at etablere deciderede tenure track-forløb, at lave målrettede ligestillingsprogrammer, at bruge udviklingskontrakterne til at binde universiteterne op på klare målsætninger om at øge kvindeandelen, at give økonomisk begunstigelse til institutter og fakulteter, hvis de ansætter flere kvindelige forskere, eller decideret at indføre kvoter.

Med sidstnævnte bevæger vi os dog ind på et minefyldt område. Alene ordet kvoter synes at kunne kortslutte enhver debat i Danmark. Og dog. Nye resultater fra den seneste Eurobarometerundersøgelse viser faktisk, at to ud af tre danskere mener, at regeringen skal støtte særlige initiativer for at sikre flere kvinder i topstillinger på universiteterne, og hele 70 pct. tilkendegiver, at det ligefrem vil forbedre den måde, forskningen gennemføres på, hvis kvinder var bedre repræsenteret. Noget tyder altså på, at der i den danske befolkning er stor opbakning til at handle målrettet, også selv om det indebærer kontroversielle initiativer.

Mere handling ønskes

I tidligere udtalelser har ligestillingsministeren flere gange proklameret, at hun ønsker at skabe en bedre balance mellem kønnene, så alle talenter kan blive bragt i spil, også på universiteterne. Spørgsmålet er bare, om de initiativer, der søsættes, er effektive nok. Både erfaringerne fra Danmark og fra andre lande viser jo med al tydelighed, at gode hensigter og frivillige ordninger ikke rykker nok. Politikerne bevilger en stor del af midlerne til forskningen, og de er med til at sætte rammebetingelserne gennem lovgivning og bekendtgørelser. Derigennem har de også politiske instrumenter til rådighed for at påvirke processen med at rekruttere og fastholde kvindelige forskere. Desværre er tendensen på området uforandret: Der tales, men handles alt for lidt! Der er i den grad brug for at få mere håndfaste tiltag på banen, og vi kunne generelt godt tænke os større ambitioner på ligestillingspolitikkens vegne.

Stine Thidemann Faber er forsker på Videncenter for Køn, Ligestilling og Diversitet, Aalborg Universitet og Tine Ravn arbejder på Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Mandoe

@ Marie Spliid Clausen

Fordi mænd ikke føler at der er brug for at "fastholde" dem?
Fordi opfattelsen stadig er sådan at kvinder ikke er i stand til selv at finde ud af hvad de ønsker og er bedst for dem?
Fordi der ikke er noget udpræget ønske om at samfundsforhold og arbejdsforhold skal ændres så BEGGE køn har lige muligheder?

Fordi mænd i bund og grund, til trods for al deres brok om det feminiserede samfund, stadig sidder lige midt i flødeskummet og ikke har lyst til at andre får lov til at spise af kagen?

Lennart Kampmann

Konstellationen: 2 karrierevoksne, glade børn og et lykkeligt ægteskab har trange kår og noget må give efter. Enten er den ene hjemme(læs: deltid) eller børnene er sure, eller de bliver skilt. Og det har i virkeligheden ikke så meget med ligestilling at gøre, som det har med overambitiøse voksne at gøre, der ikke vil anerkende begrænsninger af nogen art.

Skal der være råd til at få børnene passet er denne gruppe af karrieremennesker bedre stillet med lavere indkomstskat, så der er råd til hushjælp, fremfor en fordyrende tvangsansættelse af TAP'er.

Med venlig hilsen
Lennart

Marianne Mandoe

Nej Lennart.
Det HAR med ligestilling at gøre, fordi det stort set altid er kvinde, uanset uddannelsesniveau, der må gå på kompromis mellem ambitioner og familie.

Hvornår har du sidst set en mand "ofre" sig for familien og gå på deltid, eller finde en job der kræver mindre arbejdsindsats?

Lennart Kampmann

@ Marianne

Jeg er selv gymnasielærer gift med kirurg - jeg ved hvad jeg taler om :)

med venlig hilsen
Lennart

Marianne Mandoe

@ Lennart.

Forskel i uddannelse gør dig til gymnasielærer.
Selvom du er universitetsuddannet, så har du også taget pædagogikum og ikke specialiceret dig som *indsæt her specialitet i din uddannelse* skal vi sige Kemiker.

Problemet er at det er tradition og kotume at det er KVINDER der generelt fravælger karriere.

Det kræver en mentalitetsændring hos både kvinder og mænd at ændre det.
Men det kræver også at der kommer en mentalitetsændring på arbejdsmarkedet.

Jeg mener præmissen er forkert.

Det vigtigste er at få skabt det forskermiljø, der giver det største "udbytte" (definer selv hvad der menes her),

Det betyder dels den optimale organisering og bemanding.

Om det er mænd eller kvinder, gamle eller unge eller danskere eller udlændinge er sagen uvedkommende.

Lennart Kampmann

@ Marianne

Du begynder at blande lidt mange strenge ind i diskussionen.
Først bad du om at få fremvist en mand der har valgt ambitionerne fra, så familien og kvinden kunne komme til. Da du så blev præsenteret for det, skiftede du til at det blot var et uddannelsesspørgsmål.

Jeg påpeger at der findes faktisk mænd og kvinder der kan finde ud af at dele ambitioner på andet end traditionel vis. Og det virker.

Anyways...

Kvinder står overfor et andet valg end mænd, når det gælder børn, da deres biologiske ur tikker hurtigere end mandens. Baseret på det er det naturligvis en svær situation, hvis man er kvinde på ca. 40-45 år og både vil have karriere, børn og lykkelig ægtestand på samme tid. Jo længere tid man udskyder børnene, jo større bliver presset når alle tre dele skal nåes samtidigt.

Men det er jo positivt at tingene faktisk rykker sig. Præster er i dag meget ofte kvinder, hvor de før (40 år siden) var mænd. Politikere, læger, etc. Der er masser af eksempler på at vi har fået lige muligheder.

De argumenter der nævnes i artiklen, hvor kvinder ikke kan lide at være i miljø med mange mænd, går jo også modsatte vej . Mænd gider ikke at være alene i en hønsegård...Alt handler om balance.

med venlig hilsen
Lennart

Marianne Mandoe

@ Lennart.

Dit eksempel holder ikke fordi du tog valget FØR du startede din karriere. Altså allerede under din uddannelse.
Mange af de kvinder der må gå på kompromis har netop ikke lavet det valg før de får første job, men må se begrænsningerne hobe sig op når karrieren er der hvor den enten kan tage virkelig fart. Eller stoppe helt op.

Og det er DER vi skal have en mentalitetsændring. For den slags begrænsninger er ikke selvvalgte i nær så høj grad som det at uddanne sig specifikt til gymnasielærer.

Al ære og respekt til dem der tager valget under uddannelsen.
Men det betyder ikke at alt er vel.

Anne Marie Pedersen

Kære herre og damer.

Ved I hvad der sker, hvis to studerende får et barn? Så kan de på uni IKKE få den samme mængde barsel, hvis far og mor skifter studieretning eller går fra bachelor til kandidat undervejs.

Så hvad sker der? Mor ryger bagud.

Og hvad tror I der sker, hvis man tager et specialiseret kandidatforløb på fx cbs og bliver gravid?

Så ryger man UD og skal starte forfra. Eller måske kan man få dispensation til at ryge mellem et og halvandet år bagud (afhængig af hvornår på året barnet kommer).

Det er bare små eksempler på manglende ligestilling i uddannelsesverdenen.

Lennart Kampmann

@ Marianne

Jeg foretog valget efter min uddannelse blev afsluttet. Jeg ved ikke hvor du har det andet fra!

Dine argumenter relaterer ikke til min situation.

I øvrigt er problematikken du nævner ikke speciel relateret til køn - både mænd og kvinder kommer til et punkt hvis de vil gå karrierevejen, hvor de skal overveje i hvor høj grad de vil satse alt. Der er så for mændenes vedkommende tale om at de nogle gange vælger parlivet fra og koncentrerer sig om arbejdet som single.

Med venlig hilsen
Lennart
PS: Der er mange veje frem til titlen som gymnasielærer. Ikke alle er cand. mag.

Lennart Kampmann

@ Anne Marie Pedersen

Studieliv og barsel kan godt hænge sammen - måske skulle du redegøre for hvad der sker når man(kvinde) er færdiguddannet som 29-årig og skal finde ansættelse. Hvis man allerede har fået børnene mens man studerede er man i højere grad klar til at indgå i virksomhedens/forskningsinstituttets langsigtede planlægning.

Omvendt finder man forskellige offentlige stillinger, der er som skræddersyet til kommende mødre. Efter tre måneders prøvetid bliver hun gravid, det er magisk og sker igen og igen....

Ovenstående skal blot pege på at det er vanskeligt at konkludere entydigt at kvindernes muligheder er forringet i det offentlige forskningssystem. Der er en række individuelle forhold der skal tages med i beregningerne.

Med venlig hilsen
Lennart

Marianne Mandoe

@ Lennart

At man bliver sat tilbage i sine studier på universitet ved en graviditet med efterfølgende barsel ved jeg ALT om.

Jeg fik barn mens jeg studerede, og blev, da jeg ville vende tilbage efter barsel, bedt om at starte mit studie forfra da "der var kommet nye kriterier og nyt undervisningsmateriale og min indtil nu indhentede viden på mit studieområde var out of date."

Så at man "bare kan få sine unger inden man er færdig med studierne" er en gang gedign vrøvl.

Lennart Kampmann

@ Marianne

Barnefødsel vil altid bevirke at moderen en tid må drosle ned på karrieren - det der er den relevante diskussion er om man er bedre tjent med at få børnene mens man læser og derefter finde jobbet, eller om man skal vente til man er fastansat før man får børn.

Ideelt set bliver man sat et år tilbage, hvilket svarer til den SU man mangler i barselsperioden. Jeg er klar over hvilke komplikationer der kan støde til, og hver kvinde har sin historie. Mange uddannelser kan godt tåle at man bliver sat et år tilbage, men ikke alle naturligvis. Nye bekendtgørelser kan være en ubekendt man ikke kan forudse.

Min pointe er heller ikke at "man bare kan få sine unger inden man er færdig med at studere" - begge situationer indeholder valg, der påvirker ens muligheder. Man må træffe et informeret valg i det omfang man kan.

Med venlig hilsen
Lennart

Marianne Mandoe

@ Lennart

Pointen er netop at man ikke bliver sat et år tilbage.
I mit tilfælde var det TO år der røg på den konto.

Så tesen du fremførte om at (og jeg citerer ordret) :
Studieliv og barsel kan godt hænge sammen - måske skulle du redegøre for hvad der sker når man(kvinde) er færdiguddannet som 29-årig og skal finde ansættelse. Hvis man allerede har fået børnene mens man studerede er man i højere grad klar til at indgå i virksomhedens/forskningsinstituttets langsigtede planlægning.
holder ikke.

For man er sat mindst TO år tilbage i uddannelsestid. Dvs man bliver færdig med sin uddannelse længe efter mændene af samme årgang.
Dvs at man stå som kvinde med en højere alder og skal søge de samme jobs som mænd skal.
Har man oven i købet tilladt sig at få sine TO børn inden man er færdig med studierne, så er man FIRE år bagud.

Og så kan du jo godt se at den begynder at halte noget så gevaldigt.
Desuden er det er ualmindeligt dårlig signal at sende fremtidige arbejdsgivere.
Her er en kvinde der prioriterer sin viden og sin karriere så lidt at hun har været villig til at fjase rundt 4 unødige år på sin uddannelse.
Absolut ikke materiale til en god, solid og stabil medarbejder.

Mønstret der holder kvinden karrieremæssigt tilbage er lagt, og det bliver i dagens Danmark ALDRIG indhentet.
Tvært i mod bliver hun kørt længere og længere bag af vognen.

Lennart Kampmann

@ Marianne

Det er din præmis med "mindst to år" der ikke er præcis.
En graviditet, fødsel og genoptagelse af studie tager ikke altid to år, men jeg anerkender at der er varians på tidsmålet (særligt afhængigt af på hvilket tidspunkt af året graviditeten ligger).

Men igen er min pointe at når uddannelsen er færdig skal du have et job, og der står den 29-årige, soon-to-be-mother ikke så stærkt. Børnene kommer uagtet, men timingen har da betydning.
Læg dertil faderens rolle. Er han etableret og velhavende? Er han studerende som en selv? Det kan være afgørende for kvindens muligheder og efterfølgende karrierevej.

Men hvis jeg forstår din argumentation så drejer det sig om at børnefødsler sætter karrieren på stand-by et stykke tid, og det er det der er det egentlige problem.

Med venlig hilsen
Lennart

Anne Marie Pedersen

Lennart. Jeg forholder mig ikke til din situation. Jeg forklarer bare, at der rent juridisk ikke er ligestilling for studerende, som får barn. Jeg fik selv barn som studerende, så jeg kender reglerne.

Helt ærligt. Hvis manden har lyst til at tage en del af barslen, det hele eller det meste, så burde det da være muligt.

I mit tilfælde var det ikke noget problem, for vi havde råd til, at min mand tog noget barsel alligevel. Vi planlage omhyggeligt, hvornår han skulle have barsel, så det passede med mine kurser.

Men hvad skete der så første gang jeg mødte op til det ene af mine kurser? Så var det sørme flyttet!
Så der blev jeg forsinket. Vi fik os nogle gode hyggedage herhjemme i familien. Og så figurerer jeg i statistikken over dovne opnomerede studerende.

Nu handler denne artikkel om, hvordan man i uni-verdenen håndterer køn. Så jeg ved ikke helt, hvad man skal bruge en redegørelse om forskelle på arbejdsmarkedet til i dette tilfælde.

Marianne Mandoe

@ Lennart

Kan du slet ikke selv se at der er noget rivravruskende galt?
Du fremkommer med den her præmis:
Læg dertil faderens rolle. Er han etableret og velhavende? Er han studerende som en selv? Det kan være afgørende for kvindens muligheder og efterfølgende karrierevej.
for at der kan blive "ligestilling".

Jamen for pokker. Det skriger jo til himlen at hvis en kvinde er afhængig af sin mands status for at opnå noget der ligner ligestilling, så er ligestillingen ikke-eksisterende.

Marianne Mandoe

@ Lennart.

P.S.
Hvis man skrev:
Læg dertil moderens rolle. Er hun etableret og velhavende? Er hun studerende som en selv? Det kan være afgørende for mandens muligheder og efterfølgende karrierevej.

Så ville den ene halvdel af befolkningen kollapse i hulkende grin, og den anden halvdel fare i flint.

Anne Marie Pedersen

Hvis mænd tog halvdelen af al barsel, så ville der være ligestilling for alle 29 årige.

Marianne Mandoe

Jeg passerer lige forbi den lokale svømmehal flere gange om ugen.

Nu er baby-svømning jo noget mange danske mødre går op i, så det undrede mig ikke at det også her i Belgien er populært.
Det der slog mig var den store mængde MÆND der havde deres poder af begge køn med til den ugentlige baby-svømningssession.

Min fornemmelse for danske fædre (og her generaliserer jeg) er at de hellere ville brække en arm på langs end blive fanget i at gå til BABY-SVØMNING.

Lennart Kampmann

@ Marianne

Vi lever på to forskellige planeter - jeg har babysvømmet og barslet etc. Det lyder ikke som om du er i kontakt med de samme "danske fædre" som jeg er.

Men argumenterne nærmer sig en fastlåsen, og jeg tror ikke at mine indlæg vil rykke nævneværdigt på dine holdninger.
Det lyder mere som om det vigtigste i denne debat er at alt skal millimeterdemokratiseres, selvom folk jo finde ud af at organisere sig på forskellig vis.

Med venlig hilsen
Lennart

Marianne Mandoe

@ Lennart

Måske lever vi på to forskellige planeter, for det DU gør er meget utypisk for danske mænd generelt.

Det tragiske er at jeg kender en del danske mænd som gerne VIL gøre som du.
Men for at de kan komme til at gøre som du så kræver det en mentalitetsændring adskillige steder.
På uddannelsesinstitutioner (de råver jo altid efter MOR når der er noget galt med poden)
På arbejdsmarkedet. (En del af de mænd jeg kender tør ikke stille de krav fordi de vil blive grinet ud af deres job)
I hjemmet. (Lad os erkende det. Kvinder ligger lige så meget under for de fasttømrede kønsroller som mænd gør).

Lennart Kampmann

@ Marianne

Så hermed en opfordring til at erobre magten, for man får den ikke foræret.

Alle valg er også fravalg, og ingen kan få det fuldstændigt som de ønsker. Det eneste jeg kan komme i tanke om der tillader to børn, to karrierer og lykkeligt samvær for alle, er urimelige mængder penge til at betale for opvartning, eller overdreven evne til at se det positive i alle situationer.

med venlig hilsen
Lennart