Kronik

Hvordan føles det at tabe i OECD?

Når OECD-rapporter sammenligner skolesystemer på tværs af nationale grænser, aktiveres følelsesregisteret hos såvel politikere som forskere
Hvis den danske folkeskole klarer sig dårligt i internationale undersøgelser, medfører det ofte følelsesladede stemninger i den offentlige debat og en idé om, at der skal handles og forandres. Måske skulle man hellere se nærmere på selve undersøgelsen, inden man i hast laver nye omstruktureringer.

Hvis den danske folkeskole klarer sig dårligt i internationale undersøgelser, medfører det ofte følelsesladede stemninger i den offentlige debat og en idé om, at der skal handles og forandres. Måske skulle man hellere se nærmere på selve undersøgelsen, inden man i hast laver nye omstruktureringer.

Sonny Munk Carlsen

23. juni 2011

Uddannelse er i stigende grad brændstof i den motor, der tænkes at forbedre nationers globale konkurrenceevne, og politikere bruger i stigende grad internationale undersøgelser til at udforme og legitimere uddannelsespolitik. Ofte er der gode grunde til at være forsigtig med sammenligninger på tværs af forskellige kulturer og skolesystemer. Alligevel får bl.a. OECD's undersøgelser større og større indflydelse.

Måske ligger en del af forklaringen på undersøgelsernes indflydelse i et skift i det repertoire af emotionelle stemninger, der også præger debatten. De seneste 10 år har man talt om PISA-chok, når internationale sammenligninger af skolebørns præstationer blev offentliggjort. Også undervisning og ledelse bliver målt og sammenlignet eksempelvis i den såkaldte TALIS-rapport, der blev fulgt op af en passioneret retorik om, at Danmark placerede sig som nummer sjok.

Det er naturligvis ikke noget nyt, at politik består af lige dele rationelle argumenter og følelser. Men med internationale undersøgelsers stigende indflydelse på dansk skolepolitik følger en intensivering af det negative følelsesregister, der skaber rammen for politiske diskussioner.

Vejen fra gør til bør

Et godt eksempel på, hvordan OECD-undersøgelserne mobiliserer emotionsmættede nationale dagsordener, er behandlingen af TALIS-rapporten 2009 en undersøgelse vedrørende undervisning og ledelse. Rapporten undersøger og sammenligner skoleledelse i 16 OECD-lande samt syv andre nationer, heriblandt Bulgarien, Brasilien og Malaysia, vha. spørgeskemabesvarelser fra 200 skoler i hvert af de deltagende lande. I dens konklusion afbildes landenes præstationer i to variable, 'administrativ ledelse' og 'instruktionsledelse'. Administrativ ledelse henviser til sikring af administrative procedurer, afrapportering til højere myndigheder samt kommunikation af centralt fastsatte regler til skolens ansatte. Og instruktionsledelse beskrives som det at kontrollere, at lærere underviser i overensstemmelse med skolens mål, systematisk at observere eksamens resultater og bruge disse til at sætte nye mål samt at supervisere den enkelte lærers undervisning.

Danmark placerer sig allernederst i det ene hjørne som det land, der scorer absolut lavest på administrativ ledelse og heller ikke klarer sig godt i instruktionsledelse.

Lad os først spørge: Hvordan gik det mon til?

Rapportens ranking af nationer foregår ved først at stille skoleledere i de 23 lande en række spørgsmål angående deres ledelsespraksis. Svarene omskabes til først fem og siden to variable (administrativ og instruktions ledelse). Fra at man har spurgt til, hvad skoleledere i de 23 lande gør, måler man i stedet hvor mange, der svarer positivt på, om de praktiserer ledelse, der kan kategoriseres under de to variable. Lettere karikeret kan man sige, når man så kan ende med at vinde eller tabe placere sig øverst eller nederst i tallenes hierarki så er der sket et skred fra gør til bør. Rapporten efterlader dermed et behov for en debat om, hvorvidt vi ønsker at vinde i disciplinerne administrativ ledelse'og instruktionsledelse. Er disse ledelsesstile nødvendigvis gode, fordi skoleledere i andre lande udtaler, at det er det, de bruger deres ledelsestid på?

Rapporten gør kort opmærksom på, at man må tage sammenligningerne med et vis forbehold, fordi der ikke er taget hensyn til lokale politiske og strukturelle kontekster eller forskellige kulturelle opfattelser af, hvad ledelse er. Selv om sådanne forbehold er vanskelige at gøre gældende i den efterfølgende debat, spiller de en afgørende rolle for, hvordan vi kan tolke og handle på rapportens resultater.

F.eks. har udviklingen af skoleledelse i Danmark handlet om at skabe mere strategisk ledelse ved at frigøre lederen for administration. Vi har faktisk ønsket os, at danske skoleledere ikke skulle bruge så stor en del af deres tid på at sikre administrative procedurer!

Derudover har man i Danmark forsøgt at forbedre undervisningen ved at indføre selvledende teams. God ledelse handler derfor ikke kun om, hvordan lederen kontrollerer den enkelte lærer, men også om, hvordan hun faciliterer, at lærerteams har kompetencerne til at udvikle sig selv. Vi mangler derfor også en debat om, hvilke ledelsesstile der er virkningsfulde i en dansk (og globaliseret) kontekst.

Debattens følelsesregister

Den nationale bundplacering er interessant og kunne have ført til en diskussion om, hvad skoleledere i Danmark laver, når de nu ikke laver det, der genkendes som administration og instruktionsledelse. Men en placering som taber leder let til bekymring. Bekymring leder lynhurtigt til en efterspørgsel på anden skoleledelse og gode bud på, hvordan man kan flytte Danmark til en bedre placering. Spørgsmålet er, om det er ambitiøst nok.

De politiske reaktioner på rapporten handlede om det at tabe. Bertel Haarder udtalte: »Vi er tilsyneladende nummer sjok i hele verden, når det gælder skoleledelse. Skoleledelse og lederuddannelse satser vi bare ikke på, og det bliver vi nødt til at gøre i fremtiden«. Og eksperterne fulgte samme linje. En forsker udtalte, at det var »meget skamfuldt for Danmark at blive placeret på så lavt et niveau.«

For at forstå den malstrøm af følelser, rapporterne medfører, skal vi ikke kun se på indholdet af deres kundskabstilbud, men også på deres form og metoder. Især er rapportens sprog og præsentationsformer interessante, fordi den trods en selvfortælling som objektiv og saglig i den grad er affektproducerende.

Grafer og procenttal er ikke blot objektive størrelser, der repræsenterer virkeligheden. Det er snarere komponenter i et stærkt tal-sprog, der kan ramme vores affektive register, give os chok og lade os mærke nederlaget. Ord og tal rammer os følelsesmæssigt og gør noget ved den måde, vi forstår og ordner verden på. Når det er talscore, sammenligning og ranking, der dominerer, ligger muligheden for at tabe lige for. Ligesom følelsen af at tabe og opleve sig som en taber. Ranking kan gøre, at man føler sig lille og ufærdig. Når Danmark placeres i et hjørne af et diagram, kan man oven i købet begynde at skamme sig. Som den tidligere undervisningsminister udtalte ved en anden lejlighed: »Det er skamfuldt for nationen.«

National skam

En anden dynamik i debatten, der er værd at bemærke, er, at vi danskere ikke bare bliver slået. Vi bliver slået af nogle af de lande, vi normalt ikke sammenligner os selv med.

Man kan naturligvis diskutere rimeligheden af en sådan postkolonial ytring. Det interessante er, at uddannelsespolitik i dag føres i en følelsesmæssig kontekst af sammenligninger og nederlag til lande, man i Danmark troede sig overlegne over for.

Vi ved ikke præcis, hvad national skam og følelsen af at tabe kommer til at betyde for politisk styring af folkeskolen. Men vi ved, at de følelsesladede stemninger ofte præger den offentlige debat og giver en oplevelse af, at det er nødvendigt at handle hurtigt, innovere og lære af de andre for at komme ud af den ydmyge skygge og forbedre den nationale præstation.

De mange besøg til Singapore og Kina tyder på, at frygten for den østasiatiske tiger bliver vores nye håb. Hvis bare vi gør som dem, så klarer vi os nok bedre. Om det er tilfældet, mangler vi forskning, der viser os. Ligesom vi savner forskning, der analyserer forskellige følelsesregistres betydning for uddannelsespolitik. Hvilken betydning får taberfølelsen for, hvilke ledelsesstile og styringsformer der vælges? Og hvilken effekt ville det få, hvis vi i stedet lod håbet guide os ligesom de gør i Singapore?

Justine Grønbæk Pors er ph.d.-studerende ved Center for Skoleledelse, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School
Dorthe Staunæs er lektor og leder af forskningsprogrammet Organisation & Læring ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet

Serie

Den omskiftelige skole

En folkeskole blandt verdens fem bedste. 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Sådan lyder nogle af de kontante mål for den danske undervisningssektor. Men hvordan påvirker jagten på målene skolens selvbillede og lærernes opfattelse af sig selv og deres gerning? Og hvordan forandres lærere, skoleledelse, forældre og elevers roller, når de konkrete krav skal opfyldes i en omskiftelig verden, hvor alt fra læringsmålsætninger til skolens fysiske rammer løbende forandres? En række skole- og undervisningsforskere stiller skarpt på den omskiftelige folkeskole.

Seneste artikler

  • Skolen finder vej til dagligstuen

    1. juli 2011
    Den moderne folkeskole uddanner og opdrager ikke længere kun eleverne. Den opdrager også forældrene til at blive gode skoleforældre. Det sker blandt andet gennem såkaldte ansvarsspil, der umiddelbart er leg og fantasi, men reelt er skolens forsøg på at invitere sig selv helt ind i familien og udstrække pædagogikken til livet omkring middagsbordet
  • Kan man bygge sig til god læring?

    28. juni 2011
    En af vejene til bedre læring i skolerne er ny arkitektur, som tager højde for, at børn lærer forskelligt. Men når borde i lige rækker erstattes af 'fatboys' og huler, opstår der ikke kun mulighed for at tage hensyn til den enkeltes behov, men også risiko for at lærerne mister kontrollen. Så hvis de nye fysiske rammer skal udnyttes, er der brug for et nyt bud på lærerens rolle
  • Folkeskolen i refleksionens spejlkabinet

    24. juni 2011
    Refleksion er blevet et 'buzzword' i folkeskolen. Har en elev koncentrationsbesvær, eller er der samarbejdsproblemer med kollegaen, opfordres læreren til at reflektere. Tidens refleksionshype kan ses som et svar på forestillingen om øget kompleksitet. Men refleksionstendensen skaber også nye problemer. Spørgsmålet er, om den er svar folkeskolens udfordringer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu