Kommentar

Kærligheden falder hastigt i værdi

Cost-benefit-analyser af brugen af naturressourcer har den indbyggede brist, at de altid skævvrides til fordel for pengeinteresser
9. juni 2011

Kærligheden, har økonomerne opdaget, falder hurtigt i værdi. Fortsætter udviklingen, kan den forventes at falde med 17,75 kroner pr. passionstime mellem nu og 2030. Alternativomkostningerne ved et enkelt mistet kys er faldet med tre kroner siden 1988. I 2050 vil nutidsværdien af en nat under stjernerne kunne være raslet helt ned til 456,13 kroner. Den truende reduktion af kærlighedens sande værdi, advarer sagkundskaben, kan skabe store økonomiske vanskeligheder.

Nå ja, så vidt er det ikke kommet endnu. Men kærligheden kan snart være den eneste naturlige velsignelse, som endnu ikke er fuldt prissat og kommercialiseret.

Det britiske transportministerium kunne for nylig melde, at man havde opdaget »tidens reelle værdi«. Her er den surrealistiske sætning, hvori denne bombe blev smidt: »Fremskrevet vækst i den reelle værdi af tid er vist i tabel 3.«

I sidste uge fremlagde det britiske miljøministerium så resultaterne af sin nationale Ecosystem Assessment – en stor øvelse i værdisættelse, som 500 eksperter har arbejdet på. I denne særegne vurderingsrapport gør forfatterne krav på at have fastsat »naturens sande værdi ( ...) for første gang«.

Hvis nogen gik rundt og troede, at naturens sande værdi var at vække menneskers undren og glæde, er de altså galt afmarcheret. Det viser sig, at den er et tal efterfulgt af et valutategn.

Ministeriet har ganske vist endnu ikke udregnet tallet for naturens samlede »sande værdi«, men dets forskere har prissat nogle af de aktiver, der med tiden vil kunne indgå i den magiske syntese.

Vurderingsrapportens forfattere har f.eks. produceret tal, der måler værdien af grønne byrum for menneskers trivsel. Hvis vi plejer og passer dem ordentligt, vil vores parker og grønne anlæg angiveligt kunne styrke menneskers trivsel med i størrelsesordenen 2.900 kroner pr. husstand pr. år i 2060.

Velment øvelse

Hvordan beregnes sådanne værdier? Rapporten gør klart, at de »økosystemfunktioner«, som den takserer, omfatter »rekreation og sundhed« og naturområder, »hvor vores kultur kan finde sine rødder og opleve stedsidentitet«. Disse faktorer skal inddrages i en beregning af den »fælles sociale værdi«. Graden af fælles social værdi beror igen på, om medborgerne »er i stand til at nå vigtige personlige mål og deltage i samfundslivet«. Den forstærkes af »understøttende personlige relationer« og »stærke og inkluderende fællesskaber«.

Øvelsen er velment nok. Miljøministeriet kan henvise til, at virksomheder og politikere som oftest slipper af sted med at ignorere de omkostninger, som deres beslutninger påfører den naturlige verden og den menneskelige velfærd. Tanken er at råde bod på den forsømmelse ved at fremhæve »de reelle økonomiske grunde til at passe godt på naturen«. Men der er to store problemer ved den tilgang.

Det første er, at sådanne vurderinger er reduktionistisk sludder forklædt i objektivitetens og fornuftens sprog. Priser på vores følelsesmæssige oplevelseskvaliteter må nødvendigvis være arbitrært sat. Tydeligvis er der tale om rene konstruktioner udviklet af mennesker, der kun føler sig trygge ved tal, og som ønsker at trække resten af verden ind på deres egen hjemmebane for at føle, at de har alt under kontrol. De grafer, som vurderingsrapporten anvender, siger alt: De afbilder tænkte sammenhænge mellem mennesker og naturen, som var der tale om tandhjul. Det er svært at forestille sig en stærkere advarsel om, at dette er et næsten komisk forsøg på at tvinge både naturen og menneskelige følelser ind i en lineær, mekanisk orden.

Ikke mere at diskutere

Det andet problem ved tilgangen er, at den risikerer at overlade den fysiske verden til kræfter, der vil ødelægge den. Forestil dig en planlægningskommission, der skal tage stilling til en anmodning om at tillade kulminedrift i åbne brud i et givent naturområde.

Den offentlige værdi for de skove og enge, som vil blive ødelagt ved gennemførelse af projektet, prissættes til 10 millioner kr. om året, mens indtægterne ved at åbne minen anslås at være 100 millioner kr. om året. Kulmineselskabets advokat, som forelægger kommissionen sådanne tal, har en skudsikker sag, for alle offentlige indsigelser er allerede blevet fejet af bordet ved selve prissætningsøvelsen. Der er ikke mere at diskutere.

Cost-benefit-analyser favoriserer penge- og erhvervsinteresser qua deres iboende logik. Tag for eksempel beslutningsprocessen for udbygning af transportinfrastruktur. Her er der udviklet en værdisættelsesmetode, der næsten altid vil garantere, at nye veje, jernbaner, start- og landingsbaner får grønt lys til at blive bygget, uanset hvilke miljøskader, de vil medføre, eller hvilke sølle fordele, de måtte levere.

Ulogiske antagelser

Metoden opgør medborgernes tid i forhold til, hvor meget de tjener, og bruger så disse omkostninger til at fastsætte et værdimål: Markedsprisen for en time brugt på at køre i taxa er f.eks. 450 kr., mens den tilsvarende pris for en time brugt på en cykeltur kun er 170 kr., fordi cyklister har en tendens til at være fattigere end taxapassagerer.

Antagelserne bag sådanne analyser er ofte fuldstændig ulogiske. For eksempel forventes pendlere at udnytte al den tid, de sparer på en ny højhastighedsjernbaneforbindelse til at komme på arbejde tidligere frem for f.eks. bosætte sig længere væk. Og togpassagerer forventes ikke at foretage sig nyttigt arbejde undervejs, men blot trille tommelfingre og stirre ud af kupévinduet under hele turen.

Cost-benefit-systemet forklarer, hvorfor skiftende regeringer alle ønsker at investere i højhastighedstog snarere end i cykelstier. Og hvorfor motorvejsudvidelser til milliarder, der næppe skærer mere end to minutter af din køretur, anses for at give fuld valuta for pengene. Intet af dette er utilsigtet: De cost-benefit-modeller, som vores regeringer benytter sig af, vækker intens interesse hos erhvervslivets lobbyister. Og embedsmænd med et vågent øje for lukrative bestyrelsesposter efter deres pensionering sikrer beredvilligt, at beslutningsprocessen skævvrides til fordel for uhæmmet udbygning.

Dette må være den definitive neoliberale triumf: Markeds- og pengegørelse af naturen, som reduceres til omsættelige aktiver.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leif Højgaard

Man skal ikke stole for meget på alt der kommer fra Amerika eller England. På økonomistyrings- såvel som regnskabsområdet hænger man stadig uhjælpsomt fast i tanker fra en for længst svunden fortid fanget i en slags 'Dødens Gardiner'. Og med hensyn til disse såkaldte værdianalyser har man aldrig kunnet foretage et vaskeægte økonomisk ræssonement. Ovenstående tekst bærer præg af at være skrevet af en amatør på området og bør ikke tages alvorligt.

Søren Blaabjerg

I gamle dage rådførte fyrster verden over sig med højt betalte astrologer og alkymister. Disses dybt seriøse råd og vejledninger kunne være afgørende for historiens gang, f.eks. i anledning af indgåelse af vigtige alliancer og i forbindelse med krigsførelse og andre vigtige statslige forretninger.

Nutidens fyrster, politikerne, der også er seriøse folk, har i dag lige så stor glæde af pengeværdifixerede cost-benefitorienterede økonomer og statistikere. Med disse i hånden kan de nemlig sort på hvidt bevise, at det de har tænkt sig at gøre under alle omstændigheder, skam er i overensstemmelse med den højeste sagkundskab.

Kom så ikke her og påstå, at disse alvorstunge og højt gagerede eksperters mere eller mindre kryptiske talmagi og besværgelser er helt hen i vejret.

Ole Falstoft

Bare et udryk som:
'naturens sande værdi ( …) for første gang'
siger alt
Den eneste sande værdi er lig med pengeværdi?
Der er visse værdier som ikke kan værdifastsættes fordi de er 'umistelige' . De kan ikke erstattes med andet og derfor ikke sammenlignes med andet
Hvem vil påtage sig at værdifastsætte ilten i vores atmosfære f.eks.?

Ole Falstoft

Jeg kan efterhånden se et formål med troen på noget helligt i naturen som man kender det fra visse 'naturfolks' forestillinger.
Det er det eneste der i sidste ende kan beskytte naturen mod udnyttelse og ødelæggelse.
Går man ind i en cost-benefit diskussion taber man
Man må holde fast i at der er visse forhold -steder - arter som er 'hellige' altså urørlige. Som har ret til at være her uden man skal begrunde det med deres betydning for os mennesker - de er her i egen ret
Problemet i vores samfund ikke anderkender den slags argumenter. Det betragtes som irrationelt
Men dem der tror at hele tilværelsen kan beskrives ved rationelle 'cost-benefit' analyser i de virkelige irrationelle

Jørgen Bjerring

Leif Mønniche (øverste indlæg) skriver, at man ikke skal stole på alt, som kommer fra Amerika og England.
AK-AK, på 1. semester (i 1970) af mit økonomistudium lærte jeg om disse interessante cost-benefit analyser. Så vi behøver ikke tage til England (eller USA) for at blive præsenteret for disse vidtløftigheder, der jo er virkelighed også i den danske politik-udøvelse. Tag bare trafikinvesteringerne (motorvejsudbygningerne) som eksempel...
- og Bjørn Lomborgs tal-magi. Seks meter forhøjet vandstand kan SAGTENS omsættes til pengeberegninger...

Niklas Monrad

Det er naturligvis mere reelt at fastslå: "Det synes jeg er grimt" eller "Det kan jeg ikke lide" eller "Det er ikke nogen god ide" ...

John Fredsted

Under gennemlæsningen af artiklen af Monbiot kom jeg til at tænke på følgende passage fra kronikken Vi, der vil noget helt andet af Per Fjord:

"Den, der kun ser skoven som stabler af gavntømmer, er særdeles syg i hovedet. Den, der udelukkende opfatter landskabet som priser på verdens råvarebørser, duer ikke til sit embede. Og den, der betragter mennesker, dyr og planter som genstande, der blot kan bruges og misbruges efter forgodtbefindende, er ikke værdig til respekt og indflydelse i fremtidens samfund. "

John Jørgensen

Ole F; "Man må holde fast i at der er visse forhold -steder - arter som er ‘hellige’ altså urørlige."

Enig i at tankegangen er gal.
Måske er vi alle gale?
Undertsøgelser viser at offentligheden, altså du og jeg, på vores naturvandringer, IKKE vil se uberørt natur.
Hvis der ligger døde træer og grene i skoven så ødelægger det vores ide om idyl.

Vi kan ikke være mere galt på den.
Hundreder af arter er truet af udryddelse i danke skove. Og undersøgelser der viser at vores æstetiske sans har overtaget al fornuft og etik, og er med til at retningen drejes væk fra det naturlige.
Heldigvis kan vi alle, i vores have/park osv gøre en enorm forskel med en minimal indsats:
En lille kvasbunke og et lille fugtigt område, måske 1-2 m2 tilsammen, kan give et lille leve- og skjulested for frøer, tudser, fugle, pindsvin, firben og en mangfoldighed af småkravl. m.fl
Kom igen, Monbiot.

Ole Falstoft

I dette land hvor der stortset ikke findes uberørt natur har mange mistet fornemmelsen for den
Den rigdom der er væk savner ingen (bortset fra os naturnørder) fordi ingen husker den. Man tror at Danmark som det ser ud er 'naturlig': Golde monokulturmarker, udrettede åløb, granskove med træerne i geleder, manglen på vådområder, døde fjorde. I Danmark er naturen i ekstrem grad undertrykt - mere end i de fleste andre lande fordi omfanget af udyrkbare arealer er så lille og hedeselskabet i gennem 1900 tallet gjorde en stor indsats for at udrydde de sidste rester af oprindelig natur hvad der næste lykkedes dem.
Vi må lade naturen selv få lov til at tilbageerobre en del af landet igen - først og fremmest den del det alligevel ikke kan betale sig af dyrke uden massive offentilge tilskud

Leif Højgaard

Jørgen Bjerring - undskyld mit brokkeri, som skyldes åarelang frustration over at alt forsøges værdisat i penge. Jeg er enig med Jer andre herinde omkring det naturskabtes kvalitative værdier på baggrund af hvilket økonomer blot optræder som fattige observatører med deres sæt af mangelfulde værktøjer, der giver sig ud for mere end det de egentlig er - forsøg på igennem en formaliseret proces at komme frem til en del af et beslutningsgrundlag og ofte den mindste del. Når det er sagt, så er jeg dog aldrig stødt på en cost-benefit analyse i praksis. Selve ordet, der er sammensat af de to begreber omkostninger og fordele, kan dog i sig selv vække en vis nysgerrighed. Fordele for nogen er ofte ulemper for andre og hvordan værdisættes sådan potentielle ulemper ? Ja det kan blive ret spekulativt, hvis det drives for vidt. Økonomi skal aldrig gøres til det væsentligste i livet.

John Jørgensen

Ole F; "Vi må lade naturen selv få lov til at tilbageerobre en del af landet igen"

Det kan naturen ikke selv. Problemet er bl. a. at det regner med kvælsstof, - udledninger fra industri, transport og landbrug.
Den megen kvælstof gør at de truede og sarte planter, (og de dyr der lever på/af disse planter), de ikke kan klare sig mod græs, brændenælder o.lign.
Naturplere går ud, i deres fritid, og slår og klipper.

Klimavenner går ud og anbefaler skovrejsning for at få biomasse og renere vandløb, og vi risikerer at stå med et forbedret miljø/klima, men en kraftigt reduceret mangfoldighed i vores naturarealer.

Løsning?
Vi borgere må indse at vores livsstil gør os mer eller mindre blinde overfor de virkelige værdier.
Istedet for at arbejde 12 minutter mere, (rød stue), må vi arbejde 3 timer mindre pr dag.

Se feks Concito rapport om danskernes uhæmmede overforbrug og drivhusgasser.

Ole Falstoft

@john jørgensen: Du har ret i at total uberørt natur ikke findes længere.Menneskets påvirkning er så massiv at selv pingvinerne på Anarktis lider under blyforureningen.
Men der er er selvfølgelig grader af uberørthed

John Jørgensen

Der hvor økonomien kunne bruges med fornuft, var til at lede kapitalismen på rette spor...
De 500 mia som hvert år bruges på subsidier til det fossile energicirkus, bør fjernes.
Samtidig skal der lægges afgifter på, så vi kan rydde op og helbrede folk og natur, som er ramt af fossil forurening/andre skader.
Så var der meget mere profit at hente i vedvarende energi og produktion på naturens præmisser.
Søg feks cradle to cradle, permakultur m.fl

Og lur mig om ikke kapitalen ville søge derhen...