Kronik

Kan man bygge sig til god læring?

En af vejene til bedre læring i skolerne er ny arkitektur, som tager højde for, at børn lærer forskelligt. Men når borde i lige rækker erstattes af 'fatboys' og huler, opstår der ikke kun mulighed for at tage hensyn til den enkeltes behov, men også risiko for at lærerne mister kontrollen. Så hvis de nye fysiske rammer skal udnyttes, er der brug for et nyt bud på lærerens rolle
Lærer pigen på bordet noget, eller driller hun bare de andre elever?

Lærer pigen på bordet noget, eller driller hun bare de andre elever?

Heine Pedersen

28. juni 2011

»Kommunernes Landsforening vil afskaffe kateder og klasseundervisning, som vi kender det«, lød det i dagspressen sidste sommer på baggrund af KL's publikation Nysyn på folkeskolen.

Der går en lige linje fra denne publikation til Undervisningsministeriet, KL og Folkeskolerådets debatoplæg, Vision 2010 en udviklingssamtale med skolen, fra 2000. Her kan man læse, at en »radikal ændring« af bygningernes udformning vil betyde, at »det nødvendige opgør med de traditionelle undervisnings- og organisationsformer bliver uundgåeligt«. Ved at ændre på bygninger og interiør vil man muliggøre en forandring af pædagogikken og dermed gøre skolen »tidssvarende«. Eller snarere til »fremtidens skole«.

Grundsynspunktet er, at de eksisterende skolebygninger spærrer for realiseringen af den pædagogik, man i dag ser som genuin; nemlig undervisnings- og elevdifferentiering. Ligesom utidssvarende bygninger står i vejen for en bevægelse væk fra den 'privatpraktiserende lærer' til et ekstensivt lærer-teamsamarbejde og kollegial supervision. Nye bygninger og interiør skal altså forhindre gentagelser af fortidens skole.

Studier viser imidlertid, at det ikke er nok at ændre de fysiske rammer. Hvis gevinsterne skal høstes, er det afgørende, at lærer og elever forstår, at nye fysiske rammer skaber behov for nye roller.

Fra klasseværelse til hule

Hvad er det helt præcist, der sker, når det traditionelle undervisningsrum udfordres? Kort sagt skærer man ned på volumen af klasseværelset, som vi kender det, og vinder kvadratmetre til fællesarealer, som så igen bliver til differentierede læringslandskaber. Læringslandskaberne får mindre og forskelligartede arbejdssteder, som kaldes 'kerner', 'huler', 'arbejdshemse', 'siddetrapper', 'nicher', 'stilleområder', 'scener'. Komforten højnes med sofaer, sækkestole, hængekøjer, måtter mv. Det betyder, at skoledagen kan veksle mellem aktiviteter i klasseværelset og aktiviteter, hvor eleverne bevæger sig ud af klasseværelset og arbejder på egen hånd udenfor lærerens synsvidde.

De differentierede væresteder skal få den enkelte elev til at søge derhen, hvor hun eller han bedst kan lære. Rummene spørger nærmest eleverne: Hvad har du lyst til? Hvor kunne du tænke dig at være nu?

Dermed understøtter udformningen af rummene folkeskolelovens paragraf om undervisningsdifferentiering og fokus på den enkelte elevs læring.

Udfordringerne af klasseværelset hænger tæt sammen med nye opfattelser af læring. Et udsagn som 'børn lærer på forskellige måder' giver nu intuitivt mening. Man taler om, at børn har forskellige læringsstile, men også om at børnekroppe er forskellige. Nogle børn ligger helst ned, når de skal koncentrere sig. Andre skal have iPoden i ørerne, mens matematikopgaverne løses. Børnekroppe har forskellige behov, som skal imødekommes, så der ikke skabes begrænsninger for læring og udvikling.

Nye lærerroller

Aktuel arkitektur og interiør tager altså højde for en mere kompleks forståelse af børns læring, og ønsker at nå eleven ad flere 'akser', end man gør i det setup, hvor eleven primært er bænket ved bordet med ansigtet rettet mod læreren.

Men de komplekse fortællinger om elevernes differentierede læring og mange intelligenser mangler et stærkt modspil i form af, hvordan man som lærer bedst bidrager. Hvordan folder læreren sit potentiale ud, når han eller hun bevæger sig rundt og kigger til eleverne i de differentierede læringsmiljøer?

Der findes eksempler på lærere, der oplever glæde ved at se børnene indtage rummene på nye måder, og lettelse over at ikke skulle fastholde eleverne bænket i klassen. Andre oplever (angst for) kontrol tab og er usikre på, om eleverne laver noget fagligt i sofaen, eller bare slapper af og laver ingenting.

Grundspørgsmålet bliver, hvad der er acceptabel adfærd i arbejdshemsen lige netop i dag i forhold til de specifikke opgaver, der skal laves, de elever, der skal lave dem, og med hensyntagen til elever fra andre klasser, der også arbejder i området?

I klasseværelset som vi kender det, kan den trænede lærer kigge ud over rækkerne, hesteskoen eller gruppebordene og scanne, i hvilket omfang eleverne lader til at være rettet mod den aktivitet, de er blevet bedt om. I det differentierede læringslandskab, hvor valgmuligheder er accelereret, er det imidlertid ikke nagelfast, hvad den passende adfærd er.

Det defineres fra situation til situation gennem de valg som børn og lærere træffer, og den måde de gør brug af områderne; Når læreren kommer forbi eleverne i sin rundering og ser en elev med fødderne oppe på bordet eller henslængt på hemsen med en iPod i ørerne skal der dømmes rigtigt: Laves der noget? Forstyrres der? Skal der ydes hjælp?

Fejlbedømmer læreren situationen, vil eleverne opleve sig fejllæst og uretfærdigt behandlet. Det handler om, hvad der er ro og uro her og nu, og om hvordan læreren sikrer, at eleverne laver det de skal, i et landskab, hvor koden er lyst og ansvar for egen læring.

Fatboy-eleven

Arkitektur og interiør udfordrer med andre ord de vante autoritetsrelationer og ansporer til, at der må udvikles nye autoritetsrelationer, som kan bruges i de nye læringsrum. Den udvikling er kun så småt gået i gang.

Det nye interiør i skolen ændrer på, hvad en passende elev kan være for en slags. På en skole har man gjort sig den erfaring, at fatboys er en rigtig god ting til børn, der har svært ved at sidde stille. I gamle dage ville den urolige elev være blevet sendt uden for døren eller op til inspektøren. Nu viser erfaringen imidlertid, at når nogle elever omsluttes af en sækkestol hjælpes eleven til at koncentrere sig. Her hjælper møblerne altså med at holde eleven i læringsrummet. Frem for disciplin er der tale om klasseledelse gennem strategisk brug af interiør og arkitektur.

Eksemplet antyder, at ny- og ombygget skolebyggeri kræver en aktiv forholden sig til, hvordan møbler og rum bruges, og hvad det gør ved elevers undervisningsmiljø og lærere og lederes arbejdsmiljø.

Det bliver eksempelvis vigtigt, at skolens voksne forholder sig til, hvordan de arkitektoniske og interiørmæssige muligheder er med til at kategorisere eleverne. Hvilken slags elev får man (ikke) mulighed for at blive? Hvordan undgår man stigmatisering som fatboy-elev?

Skolebyggeri er altså ikke blot et spørgsmål om, hvor og hvordan rummene bygges, men om hvordan arkitektur, interiør og læring skal spille sammen og lede fremtidens skole, børn og lærere i det daglige.

Her er det vigtigt at skolerne ikke 'stivner' i spørgsmålet om kontrol og kontroltab eller i spørgsmålet om, hvorvidt lærere er forandringsparate eller ej.

Man må derimod gå aktivt ind og forme muligheden for at skabe nye udgaver og variationer af lærer-elev-relationer og skabe undervisningsteknologier for de skiftende autoritetsrelationer i de differentierede læringslandskaber.

Hvis man gør det, kan forandret arkitektur og interiør til gengæld være med til at fremme elevernes læring i skolen.

Malou Juelskjær er lektor, PhD. ved DPU, Århus Universitet

Serie

Den omskiftelige skole

En folkeskole blandt verdens fem bedste. 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Sådan lyder nogle af de kontante mål for den danske undervisningssektor. Men hvordan påvirker jagten på målene skolens selvbillede og lærernes opfattelse af sig selv og deres gerning? Og hvordan forandres lærere, skoleledelse, forældre og elevers roller, når de konkrete krav skal opfyldes i en omskiftelig verden, hvor alt fra læringsmålsætninger til skolens fysiske rammer løbende forandres? En række skole- og undervisningsforskere stiller skarpt på den omskiftelige folkeskole.

Seneste artikler

  • Skolen finder vej til dagligstuen

    1. juli 2011
    Den moderne folkeskole uddanner og opdrager ikke længere kun eleverne. Den opdrager også forældrene til at blive gode skoleforældre. Det sker blandt andet gennem såkaldte ansvarsspil, der umiddelbart er leg og fantasi, men reelt er skolens forsøg på at invitere sig selv helt ind i familien og udstrække pædagogikken til livet omkring middagsbordet
  • Folkeskolen i refleksionens spejlkabinet

    24. juni 2011
    Refleksion er blevet et 'buzzword' i folkeskolen. Har en elev koncentrationsbesvær, eller er der samarbejdsproblemer med kollegaen, opfordres læreren til at reflektere. Tidens refleksionshype kan ses som et svar på forestillingen om øget kompleksitet. Men refleksionstendensen skaber også nye problemer. Spørgsmålet er, om den er svar folkeskolens udfordringer
  • Hvordan føles det at tabe i OECD?

    23. juni 2011
    Når OECD-rapporter sammenligner skolesystemer på tværs af nationale grænser, aktiveres følelsesregisteret hos såvel politikere som forskere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det handler om, hvad der er ro og uro her og nu, og om hvordan læreren sikrer, at eleverne laver det de skal, i et landskab, hvor koden er lyst og ansvar for egen læring."

Det er efterhånden sjældent, at man støder på denne pædagogiske trosbekendelse. Og med god grund. De mange års forsøg på at få børn til at tage ansvar for egen læring (afel) har lært praktikerne, at det ikke har nogen gang på jorden som princip for organiseringen af almenundervisningen i folkeskolen. Det passer ikke til børnene, det passer ikke til de voksne og det passer ikke til bygningerne. Afel kan gå for de selvkørende´, flittige piger og dygtige drenge, men for en alt for stor gruppe ender det ansvar for egen ulykke i en minimumsindsatskultur, hvor det ikke handler om at lære så meget som muligt, men om at lave så lidt som muligt. Det er en logisk følge af den individuelle arbejdsform, hvor læreren kun dukker kortvarigt op hos den enkelte elev, der i lange stræk må klare sig selv. Således går det til, at de dygtige, der ved, at de står sidst i køen hos læreren, vælger opgaver, der er så tilpas lette, at de kan klare dem alene, hvilket man sjældent bliver ret meget dygtigere af. Læreren må naturligvis koncentrere sig om de svage elever, der går i stå ustandselig. Mange af dem begynder selvfølgelig selv at udfylde den mgen ventetid med andre ting. Norske skoleforskere har opfundet en særlig betegnelse for denne elevtype: "Vandrerne" - fordi de ikke bliver ved deres arbejde, men bevæger sig rastløst omkring i skolelandskabet, mens de forstyrrer alle de andre.

Gentofte kommune har brugt ca. 1,5 mia kr (!!) på at etablere denne såkaldt fleksible afel-skole - uden at det til dato har kastet opsigtsvækkende resultater af sig. Og Gentoftes skolebørn ligger stadig under lfærre kroner
pr. hoved til det, der kan kaldes skolens rugbrødsfunktioner: Klassekvotienter, materialer, end Omfattende forskning vise, at det er den dygtige, personligt nærværende lærer, der magter sit fag og kan styre sin klasse, der skabe den bedste skole.

(ovenstående blev afsendt inden det var færdigt - her er sidste afsnit:)

Den hovedrige Gentofte kommune har brugt ca. 1,5 mia kr (!!) på at etablere denne såkaldt fleksible afel-skole (ombygninger, kursusvirksomhed) uden at det til dato har kastet opsigtsvækkende resultater af sig. Den kolossale investering kommer ikke den daglige drift af skolerne til gode. Gentoftes skolebørn ligger mig bekendt solidt under landsgennemsnit på skolens rugbrødsfunktioner: Klassekvotienter, lærer/elev-ratio, undervisningsmaterialer, specialtilbud, kvadratmeter pr. elev, ud-af-huset-aktiviteter etc.

Omfattende forskning viser, at det er den dygtige, personligt nærværende lærer, der magter sit fag og kan styre sin klasse, der skaber den bedste skole. De fysiske rammer og skolens struktur spiller kun en mindre rolle - og omkalfatringer på disse punkter koster det hvide ud af øjnene. .

Malou Juelskærs og KL's skoletanker virker helt ude af trit med skolens reelle udfordringer - læringsmæssige, pædagogiske, sociale og økonomiske.

(ovenstående blev afsendt inden det var færdigt - her er sidste afsnit:)

Den hovedrige Gentofte kommune har brugt ca. 1,5 mia kr (!!) på at etablere denne såkaldt fleksible afel-skole (ombygninger, kursusvirksomhed) uden at det til dato har kastet opsigtsvækkende resultater af sig. Den kolossale investering kommer ikke den daglige drift af skolerne til gode. Gentoftes skolebørn ligger mig bekendt solidt under landsgennemsnit på skolens rugbrødsfunktioner: Klassekvotienter, lærer/elev-ratio, undervisningsmaterialer, specialtilbud, kvadratmeter pr. elev, ud-af-huset-aktiviteter etc.

Omfattende forskning viser, at det er den dygtige, personligt nærværende lærer, der magter sit fag og kan styre sin klasse, der skaber den bedste skole. De fysiske rammer og skolens struktur spiller kun en mindre rolle - og omkalfatringer på disse punkter koster det hvide ud af øjnene. .

Malou Juelskærs og KL's skoletanker virker helt ude af trit med skolens reelle udfordringer - læringsmæssige, pædagogiske, sociale og økonomiske.