Kronik

Krænkende kuglerammelogik

Hvad koster en indvandrer? Er humanisten pengene værd? Er der råd til at hjælpe de handicappede? Den slags spørgsmål krænker mulighedssansen og er ødelæggende for samfundet
Har vi råd til at hjælpe handicappede til mindeværdige oplevelser? Spørgsmålet er forkert stillet, for den slags kan ikke gøres op i penge, mener Steen Nepper Larsen.

Har vi råd til at hjælpe handicappede til mindeværdige oplevelser? Spørgsmålet er forkert stillet, for den slags kan ikke gøres op i penge, mener Steen Nepper Larsen.

Anders Thormann

9. juni 2011

Man har vist sovet mere end godt er i den anmassende og selvophidsende debat om statens politik, hvis man ikke skulle have opdaget, at alle spørgsmål og svar om samfundets velfærd og fremtidige udvikling har taget en utilitaristisk drejning siden systemskiftet i 2001.

På tværs af hele det politiske spektrum af stadig mere farve- og visionsløse partier er der konsensus om, at der må 'konkrete tal' på bordet. Hvad koster en indvandrer? Kan det betale sig at uddanne humanister og arkitekter? Er der råd til handicaphjælp og specialundervisning? Hvad er kultur og kunst værd for nationaløkonomien? Hvad kan der spares på at afskaffe efterlønnen?

Enkeltindivider og grupper røntgenanalyseres ved hjælp af et reduktionistisk økonomisk vokabular. Der foretages fremskrivninger og laves cost-benefit-analyser på alt og alle. Livet gøres til et spørgsmål om den rette balance mellem investering og afkast. Man skal være værd at investere i. Formuleret helt umisforståeligt: Vær aktiv på arbejdsmarkedet i mindst 45 år på fuld tid så er du et godt liv og et gode for samfundsøkonomien. Det hedder også win-win på nydansk.

Spændt ud mellem konkurrencestatens stadig mere éntydiggørende rationaler, der kræver, at der udfoldes strategisk selvledelseskompetence og en passende konkurrenceadfærd, må der stoppes lidt op og gøres plads til eftertanken og spekulationen i det, der til højtider og i teoretiske afhandlinger inspireret af gedigne tanker fra de nærmeste sydlige himmelstrøg benævnes offentligheden.

For det første må vi drøfte, hvorfor denne nyttemaksimeringstvang får lov til at sætte scenen og bemægtige sig det politiske sprog?

For det andet hvorfor de utilitaristiske credoer er krænkende for vores intelligens og ødelæggende for samfundet.

Autistisk økonomi

Det er ikke let at styre eller at træffe beslutninger i et moderne samfund. En række konfliktende hensyn træder hinanden over tæerne. Politik er ikke det samme som økonomi. Kunst er ikke det samme som socialpolitik og vidensproduktion ikke det samme som eksport.

Komplekse spørgsmål om hjælpsomhed, skønhed eller viden står principielt ikke til regnskab over for den tænkning, der kun respekterer bundlinjens dom. Ej heller kan en skoleelevs knækning af læsekoden, glæden ved at blive klogere eller fornøjelsen ved at komme ud at køre på sin handicapscooter langs en smuk hæk af hvidtjørn efter regn i det sanseberusende forår reduceres til økonomiske nøgletal, der efterfølgende straks bliver adderet op til en pris på hele befolkningens økonomiske belastning.

Økonomien er ikke blot, som den nære fortids marxister formulerede det, blevet bestemmende i sidste instans, men også i første instans. Givetvis fordi den økonomiske autisme er den simplest mulige formel, der kan trækkes frem af stalden i et kapitalistisk samfund, hvis logik transformerer det ikke-økonomiske til økonomi. Men viden, sanselighed og glæde er ikke og kan aldrig uden tab eller løgn blive til økonomi.

Således kommer vi til at leve livet blandt en hær af magtfulde værens- og væsensfremmede 'oversættelser', mens det bivånes, at Finansministeriet etablerer sig som et guddommeligt superministerium, der altid får det sidste ord. Det behøver end ikke at udtrykke et eneste første lille ord; thi økonomien er for længst blevet internaliseret som mål, middel, mening og målestok fire frygtindgydende m'er, der ikke bare kører moderne management, men også styrer de fælles samfundsmæssige og statslige handleformer og beslutninger.

Autistisk er økonomismen, fordi den prædiker og tror, den er sin egen begrundelse og uomtvistelige kanoniserede sandhed. Alle andre måder at tænke og leve på står til regnskab for, om de er pengene værd: social-, uddannelses-, arbejdsmarkeds-indvandrings-, videns-, forsknings-, kunst- og kulturpolitikken.

Kun den økonomiske politik står tilsyneladende uden for, for den tilsiger os, at der er godt at være effektiv, fordi det er godt at være effektiv. Det er godt at spare penge, fordi det er godt at spare penge. Den tager sig ud som et vanvittigt og selvoverbevist barn, vi ikke længere kan nå. Et system vi ikke kan anfægte.

Økonomismens blindhed

Økonomismen bygger på en ren cirkelslutning, som de fleste (dog) synes er god. Inden for klassisk filosofi, logik og videnskabsteori er det ellers ikke vederkvægende at modsige sig selv; men det er den tautologiske økonomiske reduktionisme, der tryller alle kvalitative menneskelige spørgsmål og sociale institutioners eksistensberettigelse om til økonomiske svar (dvs. rene abstrakte pengestørrelser, renset for erindring, levet liv og drømme om en anderledes og ikke foreskrevet fremtid), fløjtende ligeglad med.

Samtidens økonomistisk-utilitaristiske uføre må mødes med offensive argumenter.

Økonomismen glemmer, at de gensidige udvekslinger mellem mennesker ikke udelukkende er pekuniært interessante, men også socialt og kulturelt skabende og pirrende. Vi gør hinanden til mere, end vi er hver for sig, når vi går i lag med og interesserer os for hinanden.

Når mennesker smitter hinanden med fortællinger og gode ideer, er der ingen, der taber noget. Alle bliver rigere, uden at de nødvendigvis behøver at udveksle penge og varer. Når mennesker med den franske filosof og økonom Yann Moulier Boutangs ord bestøver hinanden med tale, tanker, tegn og talentfulde tilbud (fem t'er i modlogikkens tjeneste), sker der meget mere end det, som markedet og bundlinjen kan øjne.

Kærlighed, viden og glæde bliver der mere af, når de(r) deles med andre. Det samme gælder ikke for benzin, øl eller mel. Men så er det jo med en paradoksal formulering herligt, at vi er på vej ind i en kogntiv kapitalisme, der ikke kun lever af at fortære fysiske produkter, men snarere af immaterielle ydelser og gennembrud (ideer, tanker, viden etc.).

Krænkende

Det er krænkende for den menneskelige intelligens og for samfundets kvalitet at blive tvunget til at tænke økonomistisk og ikke generøst.

Som danskere lever vi i et meget privilegeret hjørne af kloden. Vi arbejder mindre end de fleste andre og kunne måske endda forkæle os selv yderligere ved at dele noget af det arbejde, vi laver, med de arbejdsløse.

Det er latterligt at prædike frygtkultur, globaliseringsangst og at smadre velfærdsstaten, når vi rigdomsmæssigt ligger i top i den vestlige verdens hemisfære. »We can do better. We need to have the courage to change,« som Bill Clinton proklamerede med to ordspillende og retorisk vellydende c'er, da han førte valgkamp imod Bush senior i slutningen af det forrige årtusinde lang tid før der gik cigar i den i det ovale værelse.

Endelig er det under niveau, hvis vi lader politiske spørgsmål om samfundets udviklingsretning blive afgjort på økonomiens alter.

Umiddelbart tror jeg, at den blinde og blindhedsskabende økonomistiske ideologi og praksis på længere sigt kan risikere at ødelægge samfundets evne til at forme og tænke sig selv. Hvis vi ikke påbegynder fordomsfrie drøftelser af, hvordan andre rationaler kunne sættes fri, forpasser vi muligheden for at ane og forestille os en værdig fremtid. Kort sagt: Rige, frie og videbegærlige mennesker må kunne drive det til mere end dét, vi forhåndenværende nøjes med at gøre, tro og tænke om det fælles samfundsmæssige liv og den politiske mulighedssans.

Steen Nepper Larsen, lektor ved Gnosis sind og tænkning, DPU (Danmarks Pædagogiske Universitetsskole) ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Aldeles præcist.
Det går ganske som Marx og Engels beskrev den kapitalistiske kultur i "Det kommunistiske manifest" i 1848: "Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse “kontante betaling”. (…) Det har opløst den personlige værdi i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning."

martin gerup

Jeg glæder mig til den dag, hvor DPU's lektorer finder andre måder at kommunikere på end den skriftlige. For hold op hvor er det tung læsning, det her. En skimmen ned over kronikken tager nærmest pusten fra en på forhånd. Her er proppet med langord, lagt pænt tilrette i endnu længere ordrangler. Jeg er helt med på pointen. Men hvorfor skal fisken pakkes ind i så meget avispapir?

Niklas Monrad

Citat: "For det første må vi drøfte, hvorfor denne nyttemaksimeringstvang får lov til at sætte scenen og bemægtige sig det politiske sprog?"

Skal vi nu virkelig til at forklare det igen, igen? Nå, men lad os så gøre det på den nemme måde: Hr. Nepper Larsen, hvis du er så utilfreds med at samfundet tænker i kroner og ører og nyttemaksimering, kan du jo vælge frivilligt at betale hele gildet selv. - Hvad siger du? Har du ikke råd til det?

Lars R. Hansen

Niklas Monrad,

ja - det er utroligt den simple løsning ikke er faldet Nepper Larsen ind - hvad venter manden dog på?

Anne Marie Pedersen

Jeg må give SNL ret langt hen ad vejen - dog er det en penge-utilitarisme som hersker. Det er en økonomisk utilitarisme, der ikke medregner oplevelsen ved skønhed osv.
Og jeg tror ikke, at alle utilitarister ville være enige i, at ensidigt fokus på penge er utilitarisme i egentlig forstand...

Peter Hansen

Jamen, penge findes slet ikke! De er udtryk for materiel produktion, dvs. vores eksistentielle livsgrundlag - og dermed også et område, der bør optage så lidt af vore tanker og vort liv som muligt, hvis vi skal være og opleve os som frie.

Anne Marie Pedersen

Mikael Petersen

Selv om (nogen mener) Gud ikke eksisterer, så kan der godt være sanktioner mod at benægte dette. Det har historien giver talrige eksempler på.

Lars Peter Simonsen

At kritisere manden for hans ordvalg siger mere om dem der kritiserer, køb en ordbog, gå på aftenskole, eller noget, I har åbenbart ikke gidet/magtet at læse/ lære lidt ud over 9. klasses pensum. Det er vist nærmere budskabet, I ikke kan klare, det siger en del om den bonderøvsmentalitet som jeg husker så glimrende fra min barn- og ungdom, der har styret dansk politik i de senere år, parret med en åndløs fokusering på at fylde lommerne på lavindkomstgruppernes bekostning. Føj, si'r jeg bare...

Bjarke Hansen

Kunne Steen Nepper Larsen og alle de blødende hjerter herinde forklare et åbenbart koldt, ondt og forkert tænkende menneske som mig, hvordan pokker det skulle være mulig at stykke noget som helst politik sammen uden "krænkende kuglerammelogik"?

Held og lykke med næste finanslov uden denne "krænkelse" siger jeg bare...

Hvis så bare den gode lektor havde ideologisk indsigt nok til at kunne se, at det er socialdemokratiseringen af vores samfund og den deraf følgende enorme og umættelige velfærdsstat, som er direkte årsag til den store udvidelse af de nødvendige politiske økonomikalkuler, så kunne hans følsomhed overfor sproget måske tilgives. Men en sådan indsigt kan man selvfølgelig ikke vente fra DPU.

Nej nej ... , her bliver det bare til den sædvanlige ordrige omgang nonsens, som fløjen til alle tider har elsket som var det reel visdom, og som i bund og grund ikke er andet end piveri over, at verdens hårdest beskattede folk ikke bare brokløst betaler noget mere til den her stat, som åbenbart aldrig kan blive stor nok.

Hvis Steen Nepper Larsen ikke kan udholde de kedelige men nødvendige politiske kalkuler, så måske han helt skulle holde sit sarte væsen ude af den politiske sfære og sine følsomme tanker for sig selv? Han kunne evt. skrive et digt om en blomst eller noget andet mere konstruktivt.

Alternativt kunne han blive liberalist. Jo mindre end stats udgifter er, desto mindre har den brug for "den blinde og blindhedsskabende økonomistiske ideologi" som Nepper så pseudoklogt rent faktisk skriver.

@ Bjarke Hansen. Det er nok for snæversynet at tænke, at politiske kalkyler alene handler om finanser. Økonomi er husholdning, og de politiske kalkyler kunne handle om hvad pengene skal bruges til, hvordan samfundets samlede rigdomme skal fordeles. For det vel næppe gået dig forbi, at de økonomisk svagest stillede også er dem, der ikke er job til. Og at det er de almisser, som samfundet deler ud til dem, som vi skærer i.
Vi skærer ikke i landbrugsstøtte. Ikke i mediestøtte. Vi øger ikke skattegrundlaget. Vi friholder arbejdsfri gevinster, mens der gales op om at det skal kunne betale sig at arbejde.
Så. Bjarke Hansen. Politiske kalkyler er styrende magtkalkyler, der hander om fordelingen af samfundets goder. Hvis du mener, at den er rimeligt fordel af kapitalismen, og at det skal fortsætte ad det spor. Så er vi uenige - selvom vi bruger samme regnemaskine. Og det er vel det, der er sagen.
Spar os for dine generaliserede aversioner mod DPU. Og spar os for dit flæbende ævl om verdens hårdest beskattede folk. Vi har råd til 1000 tv-kanaler, online poker, spil, mobiltelefonabonnementer osv. - ikke noget, der bidrager til en voksende økonomi - blot en voksende omsætning.

Bjarke Hansen

@ Lars Dahl

Din analyse har en afgørende fejl.

Mit "flæbende ævl om verdens hårdest beskattede folk" er den pure sandhed.

Og så er der jo faktisk folk, som taler om, hvordan vi alle kan beskattes endnu hårdere - de hedder oppositionen, og de vinder måske næste valg. Derefter vil de så hurtigt finde ud af, at det faktisk ikke er muligt at beskatte os meget hårdere uden at bygge en Berlinmur ved Kruså. Og denne gang for at holde folk inde - vel at mærke.

Vi kunne starte med at skære i landbrugsstøtte og mediestøtte, ja, men jeg tvivler på nedskærring af noget som helst vil komme på tale under Thorning.

Man savner helt de gode gamle 90´ere - dengang dagpleje af velfærdskoalitionen ikke var socialdemokraternes eneste mål ...

http://i53.tinypic.com/11mdero.jpg

Kristian Rikard

Jeg skal ikke blande mig i den debat Lars Dahl og Bjarke Hansen har gang i, men blot sige, at sjældent har jeg læst noget så dårligt
skrevet og reelt indholdsløst som SNLs oplæg.
Det er dårligt skrevet, fordi det med stor fordel kunne været skåret ned til 1/3 del med mere "gængse" ord, og selve opbygningen er
i mine øjne slap. Det er sjusket skrevet.
Det har reelt intet indhold eller konklusion.
Til gengæld gentager det, hvad vi her på bloggene (og tusind andre steder) dagligt diskuterer, og det mener jeg mange af bloggerne
langt finere og nuanceret "italesætter" eler sætter ord på end SNL.

Lars R. Hansen

Skattetryk - måles som den andel af landets BNP politikerne kræver ind til de offentlige kasser - Danmark har under VKO-flertallet fået verdens højeste skattetryk.

(Fraregnet kommunistiske arbejderparadiser som fx. Nordkorea)

Alligevel skal man høre fra diverse tosser - at den danske velfærdsstat er skåret ned til sokkeholderne - det ville være kosteligt morsomt, hvis ikke det var så sørgeligt.