Kronik

Man laver jo ikke pølser på universitetet

Reformer har de seneste år forsøgt at gøre universiteterne til effektive produktionshaller. Men ledelsesmetoder fra pølsefabrikken fremmer ikke epokegørende videnskabelige gennembrud. De begås nemlig af skæve eksistenser i konflikt med både tidsånden og deres overordnede
Vil man have banebrydende forskning ud af universiteternes forskere, skal man give dem frihed og kreativt anarki, mener Niels Kærgård.

Vil man have banebrydende forskning ud af universiteternes forskere, skal man give dem frihed og kreativt anarki, mener Niels Kærgård.

Tomas Bertelsen

10. juni 2011

De danske universiteter har skiftet karakter de sidste 10 år. Spørgsmålet er, om det er til det bedre. Ændringerne er i hvert fald ikke uden bivirkninger. Man har fået bestyrelser med eksternt flertal. Man har fået ansatte ledere, konkurrenceudsættelse af en del af basismidlerne, og en stigende del af forskningsfinansieringen kommer fra eksterne projektbevillinger. Endelig er der sket en række fusioner, så universiteterne er blevet meget større og også har fået sektorforskningsopgaver. Disse fusioner har spredt sig nedad: På mange universiteter er fakulteter og institutter lagt sammen for at skabe store effektive enheder.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er en indre sammenhæng mellem disse tilsyneladende forskellige reformer. De bidrager alle til at ændre universiteterne fra en form for kreativt anarki til effektive firmaer, der er gearet til national og international konkurrence.

Der er samtidig gjort meget for at måle disse 'firmaers' produktion. Det er ikke længere nok at 'hige og søge i gamle bøger' efter indsigt og sandhed. Nu gælder det antal publikationer i internationale tidsskrifter, store eksterne bevillinger, studietrinstilvækster hos de studerende og andre målelige størrelser.

Pølsefabrikkens svøbe

En effektiv ledelse, en klar strategi og rationelle enheder lyder jo alt sammen godt, men det er ikke sikkert, det er det. De mest epokegørende videnskabelige gennembrud er i mange tilfælde lavet af skæve eksistenser i konflikt med både tidsånden og deres overordnede.

Der er også en række argumenter imod at organisere kreative aktiviteter, som om det var en pølsefabrik, samt en række strukturelle sammenhænge, der bør medtænkes f.eks. skal forskerstillingerne også være attraktive for de bedst kvalificerede ansøgere.

Den såkaldt effektive, stærkt hierarkiske ledelsesstruktur kommer fra helt andre organisationsstrukturer end forskningsverdenen. F.eks. fra den klassiske industrivirksomhed og militæret. Det er herfra, den har sine begrundelser.

I militæret kræves hurtige og klare beslutninger, og virksomhedshistorikere er kommet frem til, at den måske i den klassiske industrivirksomhed kan forklares som et forsøg på at sikre både arbejdere og arbejdsgiveres interesser. Her var arbejderne ufaglærte og dermed ret fleksible med hensyn til arbejdsplads. Når først virksomheden var bygget og maskinerne installeret, kunne den derimod hverken flytte eller skifte branche. I en magtkamp om løn- og arbejdsforhold stod arbejderne altså umiddelbart stærkest, for investorerne havde ingen sikkerhed for gevinster af deres investering, hvis arbejderne flyttede.

Virksomheden kunne ikke klare sig uden arbejdere, men arbejderne kunne godt klare sig uden den specifikke virksomhed. For at sikre balancen var virksomhedsejerne altså nødt til at have visse garantier, og dem fik de ved, at det var dem, der ledede og fordelte arbejdet.

Brancheafhængig ledelse

I virksomheder, hvor man ikke har denne specifikke situation med fleksible arbejdere og en fastlåst kapital, er der altså ingen grund til en konstruktion med en ejerudpeget bestyrelse og ledelse. Og man har da heller ikke historisk haft den type virksomhedsorganisation i andre brancher.

I landbruget med dets fordærvelige og vanskeligt transportable produkter var landmanden helt afhængig af, at han med sikkerhed havde f.eks. et mejeri til at aftage mælken. Mejeriet var omvendt helt afhængig af, at der var lokale landmænd som leverede mælk. Med denne gensidige afhængighed var andelsmejerierne en naturlig løsning.

I brancher med højtuddannet, specialiseret arbejdskraft har situationen altid været en anden. Her har den specialiserede arbejdskraft haft brug for sikkerhed. Hvis de bare kunne fyres, havde de i modsætning til standardarbejdskraften i industrien meget vanskeligt ved at skaffe sig et nyt job de var jo netop højt specialiserede, og måske specialiseret i en retning der var helt indrettet på en enkelt eller nogle få virksomheder.

Virksomheder, der beskæftiger specialister, har derfor normalt været organiseret på andre måder end industrivirksomhederne.

Topstyring, nej tak

Specialisterne har i betydelig grad været offentligt ansat f.eks. som tjenestemænd med en meget stor ansættelsestryghed det gælder administratorer, undervisere og forskere.

Men det er også karakteristisk, at private virksomheder i brancher med højtuddannede specialister typisk har været organiseret på en hel anden måde end industriens produktionsvirksomheder.

Advokatkontorer og lægehuse har typisk været partnerskaber med fælles eje. Her har ikke været en ejer, der kunne fyre specialisten; specialisten var partner.

Endnu længere tilbage i tiden kan nævnes de specialiserede håndværkere. De var organiseret i lavssystemer, der styrede branchen i en by. Det var sammenslutninger af ligeværdige mestre med en valgt lavsoldermand i spidsen.

Det er også karakteristisk, at de nye virksomheder i it- og designsektoren med deres innovative unge computerspecialister og designere typisk har en meget flad ledelsesstruktur, som ofte indebærer partnerskaber mellem de involverede. Der er relativt få eksempler på, at de har kopieret de klassiske industrivirksomheders ledelsesstruktur. Den kreative klasse passer ikke uden videre ind i en topstyret, hierarkisk ledet virksomhed.

Det er klart, at fordi en ledelsesform er udviklet til en bestemt branche i en givet historisk situation, så kan man ikke deraf slutte, at den ikke har styrker, der kan udnyttes i helt andre situationer. Den topstyrede hierarkiske ledelsesform er indiskutabelt velegnet til situationer, hvor der skal træffes hurtige beslutninger og vælges en håndfast strategi.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er det, man har brug for i forskningssektoren.

Her er der ofte først og fremmest brug for en vedholdende tro på egne ideer der går ofte adskillige år, måske årtier, fra en idé bliver udkastet, til den er blevet specificeret, formaliseret, testet og resultatet publiceret. Om det kan lade sig gøre i en topstyret koncern, afhænger naturligvis af, om ledelsen har sans for forskningsprocessens specielle karakter.

Lønarbejderkultur

Et andet spørgsmål er, om modellen gør danske universitetsstillinger attraktive for de bedst kvalificerede danske og udenlandske ansøgere. For mange fag f.eks. økonomi er det langt fra sikkert. De danske universiteter konkurrerer om de bedste ph.d'er med udenlandske universiteter og med danske virksomheder og ministerier. Lønnen har aldrig været speciel høj i universitetsverdenen i forhold til andre ansættelser. Tidligere var universitetsstillingerne imidlertid meget attraktive, fordi man ikke havde nogen styrende chef, men det har man nu.

Stillingernes popularitet har også hængt tæt sammen med, at man kunne forfølge sine egne ideer. Nu må man imidlertid arbejde med de projekter, der er penge til.

Endelig er ansættelsestrygheden gået i fløjten. Konkurrenceudsatte basismidler har ført til en række fyringer af økonomiske grunde også i universitetsverdenen.

Det sidstnævnte problem forstærkes af den danske såkaldte flexicurity-model, der gør det meget let at fyre folk. Pga. det lave loft over arbejdsløshedsunderstøttelsen giver modellen ikke nogen sikkerhed for akademiske specialister.

Den nye danske universitetsmodel rummer med andre ord en lang række farer, som kan bevirke, at vi ikke får det ud af de øgede forskningsbevillinger, vi kunne have fået.

Mange af farerne kan naturligvis undgås, hvis bestyrelserne og de ansatte ledere ikke lader sig forblænde af al managementsnakken, men holder sig klart for øje, at ledelse af forskning og andre kreative aktiviteter er noget helt andet end ledelse af industriel produktion.

Man kommer ingen vegne med en for håndfast styring. Men man kan ødelægge meget ved en konflikt mellem ledelse og medarbejdere.

Mange steder i universitetsverdenen er man imidlertid allerede ved at udvikle en lønmodtagerkultur, hvor man arbejder mere af pligt end af lyst, og i forskning kommer man ingen vegne, hvis man ikke brænder for sine ideer.

Niels Kærgård er professor ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet og forhenværende økonomisk overvismand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Må man anbefale Niels Kærgård, at undersøge mere præcist, hvor universiteterne funderer kritikken af tabet af forskningsfrihed, uafhængighed og neutralitet? Han kunne f.eks. se lidt på magtfilosofien, altså en historisk funderet italesætter af modsigelsen af mainstreamtænkning. Eller skulle man mere præcist sige tankeaflastning. For det er ikke noget nyt fænomen for idehistorien, hvorledes der lægges afgørende ny viden til den forrige. Det ved vi faktisk noget om, Niels.

Men godt forsøgt da...

Med venlig hilsen

Kristian Rikard

til Hugo Barlach,
Hvad mener du med "...magtfilosofien, altså en historisk funderet italesætter af modsigelsen af mainstreamtænkning"? Jeg forstår det ikke!
For så vidt angår Kærsgårds indlæg, synes jeg det giver stof til eftertanke, ikke mindst set som samfundsvidensskaberne og andre
videnskaber iøvrigt i et lidt mere såvel filosofisk som pragmatisk lys. Her er jeg tilbøjelig til at give Kærsgård ret. Jeg tror det har været
en fejl, at man i ja mere end måske 15-20 år har haft en tendens til at se mennesker som alene noget, der kan leve af brød og ingen ånd
(og følelser for nu at få det hele med).
Jeg indrømmer at brød og gysser er godt at have, men problemet opstår bare, når det står alene, og ikke mindst når det bliver udfordret som nu. Kærsgård har givetvis ret i, at lønningerne aldrig alene har været nok til at tiltrække de bedste hverken til akademia eller for vidt til den offentlige sektor generelt.
Det er jo ikke blot fordi de rigtigt attraktive stillinger bliver færre i det offentlige, men også fordi mange private virksomheder reelt tilbyder langt mere frihed i personlig/faglig udvikling og så sandelig også i lønningsposen, at flere og flere af de allerskarpeste søger over i det private eller til udlandet.

Johannes Nielsen

Jeg er selv universitetsansat og kan ikke helt genkende det militære kommandoregimente Niels Kærgård beskriver. Det videnskabelige personale har fuldstændig frihed til at planlægge deres arbejdsopgaver - dvs forskning og undervisning. Institutlederen sidder lidt længere nede af gangen og er meget tilgængelig.

Det er formentlig rigtigt at en række mere overordnede beslutninger tages med en mindre grad af medindflydelse end det tidligere har været tilfældet i universitetsverdenen, men i langt de fleste tilfælde er der tale om tekniske beslutninger som alligevel ikke rigtig kan engagere forskere som primært brænder for faget og ikke alt det praktiske udenom. På den måde mener jeg man kan se de nye ledelsesstrukturer som en foranstaltning, der potentielt kan give forskerne mere frihed til at fokusere på netop forskning. Snarere end en centraliseret ledelse på institutterne er problemet det bureaukratiske fedtlag, som er fulgt med på fakultetsniveau og som snarere end at løse problemer skaber unødvendigt arbejde for universiteternes kernetropper, det videnskabelige personale.

som sædvanlig ville communismen være løsningen på også det:

----------------------------------

materialisme zinkernagelfard ?

kampene for det almene tøver:
siden slaget på fælleden, ribuskonflikterene, og ragnarok, da
aserne fik tæv, er kampene for kommunisme også i danmark,
trods ole rømer's og nationalskjalden's mellemkomster, desværre
ikke så forsøgte og vellykkede:

så nu i stedet: materialisme zinkernagelfard ?

alvis ? næppe

nogen mener at det ville være et skidt tegn at ansætte en person
med navn: zinkernägel, som professor, især omkring eksaminationer af studerende,
jamen: hvis, så kunne man jo da bare afskaffe alle og hver eksamener.

Andreas Prætorius

Johannes Nielsen:

Niels Kærgård påpeger også at problemerne kan udbalanceres af en administration, der forstår sig på forskning og på "universitetsånden", men hvis man ansætter ledere, som er uddannede til at være ledere, så vil man få en ledelse som i en virksomhed. Med alt det management bavl, det medfører.

Leif Højgaard

Fødevareøkonomisk Institut ? Er der gået inflation i uddannelsesbranchen ? Der bliver fler og fler økonomiretninger og underspecialer, som hver især sidder og fifler med opbygning af deres egne elfenbenstårne. Det er meget let - man kombinerer et par ord og ansætter en rektor til at opbygger det hele. Der sundhedsøkonomer, fødevareøkonomer, kriminaløkonomer, agroøkonomer, markedsføringsøkonomer, matematikøkonomer, hospitalsøkonomer, miljøøkonomer. energiøkonomer, transportøkonmer ....fortsæt selv... Mon ikke der efterhånden er tale om kognitiv dissonans.

lidt mindre spøgende udtrykt.

det gamle slogan:

forskning for ( kun ) proletarerne.

forskning bør være:
såvel ved proletarerne, som ( kun ) for proletarerne.

det er vel løsningen.

Leif Højgaard

Efter lidt surfing på nettet fandt jeg ud af, at der minsandten nu også er noget der kaldes Center for Socialøkonomi. Man skriver på sin hjemmeside:

"I Center for Socialøkonomi ser vi en kraftig fremgang i antallet af sociale iværksættere, der enten selv vil etablere socialøkonomisk virksomhed, eller som ønsker at medvirke til at starte socialøkonomiske virksomheder. Det er en tendens, vi ser over hele landet, og som alene i København i 2009 betød en fremgang på mere end 40% i antallet af iværksættere, der henvendte sig til Center for Socialøkonomis iværksætterådgivning. I 2010 har vi allerede rådgivet 45 nye iværksættere"

Tænk at velfærdsstaten er blevet så individualiseret at vi efterhånden er gjort til vore egne privatiserede virksomheder ? Det kræver nok et par timers eftertanke i haven under parasollen og i liggestolen at sluge den kamel.

http://socialokonomi.dk/Socialokonomiske%20virksomheder%20i%20vaekst