Kronik

Modellerne holder, økonomerne fejler

Økonomisk selvransagelse bør ikke føre til, at økonomer vender modeller som DREAM ryggen. Fejlvurderinger af den økonomiske udvikling skyldes nemlig ikke modellerne, men fejl hos de økonomer, der fortolker deres resultater
Økonomisk selvransagelse bør ikke føre til, at økonomer vender modeller som DREAM ryggen. Fejlvurderinger af den økonomiske udvikling skyldes nemlig ikke modellerne, men fejl hos de økonomer, der fortolker deres resultater
30. juni 2011

Det er godt, at økonomernes rolle i den samfundsøkonomiske debat er blevet sat på dagsordenen. Men selve debatten er efter min opfattelse afsporet.

Vi er igen vidne til en ret så udsigtsløs debat mellem på den ene side økonomer, der nostalgisk baserer sig på en keynesiansk forestilling om økonomiens funktionsmåde eller rettere manglende funktionsevne og på den anden side økonomer, der har langt mere tiltro til økonomiens selvregulerende kræfter. Den debat er på ingen måde ny. Den har været ført her i landet siden 1970'erne.

Personligt bekender jeg mig ikke til nogen af de to opfattelser.

På kort sigt kommer man efter min opfattelse ikke udenom essensen i den keynesianske opfattelse: at de selvregulerende kræfter, dvs. markedskræfterne, ikke er tilstrækkelig stærke til af sig selv at sikre f.eks. høj beskæftigelse og kapacitetsudnyttelse. På længere sigt er det omvendt forkert at lægge til grund, at markedskræfterne ikke er stærke nok til at sikre ligevægt.

Foruden de to forskellige opfattelser hvor hurtigt økonomien går fra uligevægte til ballance, er der også blandt økonomer forskellige opfattelser af, hvordan forventningerne til den fremtidige økonomiske udvikling dannes. Nogle vælger at basere sig på central viden om økonomiens funktionsmåde (såkaldt rationel forventningsdannelse). Andre baserer forudsigelserne ved mere eller mindre at forlænge den seneste udviklingstendens.

Hvis vi ser på, hvordan den danske finansielle sektor finansierede byggeboomet i årene op til udbruddet af finanskrisen, er det svært at tro, at der blev inddraget meget indsigt om økonomiens funktionsmåde. Derimod er sektorens ageren let at forklare, hvis udlånsaktiviteten blev baseret på en forventning om, at udviklingen i boligpriserne ville fortsætte i det hidtidige spor.

De fleste økonomers opfattelse ligger et sted mellem de polære opfattelser af tilpasningshastigheder og forventningsdannelse. Opfattelsen af, at økonomerne er opdelt i to skarpt adskilte skoler, er derfor forkert, selv om der naturligvis er eksempler på både den ene og den anden form for ekstremisme. Det er som bekendt ikke blot i økonomi, at der er ekstremister. Og ét er sikkert: ekstremisme bør bekæmpes.

Langsynede briller

De specifikke danske årsager til, at der bør komme en debat om økonomernes rolle i den samfundsøkonomiske debat, hænger sammen med det store fokus på det langsigtede holdbarhedsproblem for de offentlige finanser. Problemet har fyldt overordentligt meget ikke mindst hos Velfærdskommissionen, som belyste det ved hjælp af DREAM-modellen.

I Informations serie Økonomisk selvransagelse og i mange andre indlæg i avisen, har DREAM-modellen og ikke mindst dens forudsætning om et ligevægtsforløb været stærkt kritiseret.

Jeg deler ikke denne kritik.

Når man betragter et tidsforløb på 35 år eller mere sådan som Velfærdskommissionen gjorde det i sin afsluttende rapport er det meningsløst at anvende konjunkturmodeller som f.eks. ADAM- og SMEC-modellerne. De fokuserer på en mere overskuelig fremtid og kan derfor ikke bruges til at analysere så lange tidsperioder.

I stedet må man tage modeltyper som DREAM i brug. I modsætning til konjunkturmodellerne er de beregnet på at analysere specifikke langsigtede strukturproblemer.

DREAM indeholder derfor et hav af relationer, som holder styr på de forskellige indtægts- og udgiftstyper.

I sig selv er de relationer ret så uinteressante, idet de blot er beregningsrelationer. De siger intet om forbrugeres og investorers adfærd, som jo er det, der bør interessere.

Det hovedproblem, som DREAM viser for Danmarks finanspolitiske holdbarhed, er heller ikke overraskende. Det kan jo ikke komme bag på nogen, at vores velfærdssamfund får et finansieringsproblem, hvis vi først kommer relativt sent ud på arbejdsmarkedet, forlader arbejdsmarkedet relativt hurtigt og lever stadig længere.

DREAM's styrke er imidlertid, at den relativt præcist kan beregne problemets omfang. Og denne viden er værdifuld for netop at konfrontere danskerne med, at der også bør fokuseres på problemer, som om nogle år kan blive ret markante. Men vi skal naturligvis passe på ikke at overdrive disse problemer eller blive forblændet heraf. I den seneste vismandsrapport er det f.eks. vist, at en ophævelse af skattestoppets nominalprincip er mere end nok til at klare det langsigtede holdbarhedsproblem.

Fortolkningsproblem

Efter min opfattelse er det altså ikke anvendelsen af DREAM-modellen eller lignende ligevægtsmodeller, der er problematisk, når langsigtede økonomiske problemer søges belyst.

Problemerne opstår, når resultaterne fortolkes ikke mindst den perspektivforskydning, der kan ligge heri, er problematisk.

De fleste økonomer, herunder vismændene, synes under påvirkning af DREAM-kulturen at have udviklet sig til langdistanceblændere i en sådan grad, at de ikke blot forblænder deres omgivelser, men også sig selv.

I hvert fald blev der stort set ikke advaret mod overophedningen af dansk økonomi i 2006-07, selvom det aldrig havde været mere påkrævet. Og nu er det interessant at bemærke, hvor optaget de fleste økonomer har været af 2020-planerne og 2020-reformerne, samtidig med at udviklingen i de først kommende år nærmest er blevet ignoreret. Når det tillige må konstateres, at dansk økonomi igen er gået i recession, og beskæftigelsen stadig falder, kan man næsten kun komme til den konklusion, at hovedparten af økonomerne, herunder vismændene, stadig er langdistanceblændet.

Nødvendige modeller

Svaret på økonomernes svigt i de senere år er ikke at reducere modelbrug. Det er derimod afgørende, at vi får en kritisk diskussion af modelresultaterne herunder også af tidsperspektivet i resultaterne.

For der er betydelige grænser for, hvor stor tiltro der kan og skal næres til resultater fra økonomiske modeller, selv om der indgår avancerede matematiske modelleringer i såvel konjunkturmodeller som ligevægtsmodeller. Men herfra til at slutte, som de åbenbart gør ved Aalborg Universitet, at økonomer ikke skal beherske og bruge dette modelværktøj er langt ude (Information 14. juni). Det er mere end naivt at tro på, at der vil være et attraktivt arbejdsmarked for modelfremmede økonomer.

Personligt var jeg med til at udvikle den første makroøkonomiske konjunkturmodel i Danmark (SMEC II), der blev anvendt til konjunkturforudsigelser i vismandsrapporten fra efteråret 1973. Forinden oplevede jeg, hvordan konjunkturforudsigelser og -bedømmelser blev udført uden brug af konjunkturmodeller. Når man har prøvet det, ønsker man ikke en tilbagevending hertil.

Det var stort set umuligt efterfølgende at dokumentere, hvad der lå til grund for konjunkturvurderingen, for den var i vidt omfang baseret på frie skøn. Samtidig var det meget svært at dokumentere årsagerne til, at en fremskrivning var forkert. Det er muligt, hvis man bruger modelfremskrivninger, og derfor kan man i langt højere grad lære af sine fejltagelser, næste gang man bruger modellen.

Kort sagt: jeg vil ikke anbefale økonomistuderende at følge Aalborg-modellen. I øvrigt er den bedste vej til at blive en seriøs kritiker af modelanvendelse, at man selv behersker disciplinen. Så kan meget bragesnak undgås. Lad blot Aalborg få monopol herpå.

Christen Sørensen er professor ved Syddansk Universitet i Odense

Serie

Økonomisk selvransagelse

Økonomerne er de nye overdommere i den politiske diskussion, mens politikken er reduceret til et for eller imod de økonomiske modeller. Det har ført til selvransagelse blandt økonomer, for hvor meget kan de egentlig forudsige? Samtidig overtager den økonomiske tankegang menneskesynet, når borgerne reduceres til plusser og minusser i velfærdsstatens regnskab. 

Følg med i Informations serie om økonomien, der styrer samfundsdebatten.

Seneste artikler

  • En ny kapitalisme er mulig

    6. juli 2011
    I USA er debatten om en ny markedsøkonomi som alternativ til den finans- og profitdrevne kapitalisme i fuld gang. Nye typer selskaber og banker med miljømøssige og sociale hensyn er opstået i lokalsamfundet
  • 'Den kendte vækst er ikke mulig på lang sigt'

    21. juni 2011
    Ressourcerne til en levestandard for alle som den nuværende vestlige findes simpelthen ikke. Derfor må økonomerne i sving for at finde nye modeller for udvikling, siger økonom og tidligere mangeårig finansminister Lykketoft
  • OECD måler det forkerte gode liv

    17. juni 2011
    OECD har netop offentliggjort et indeks for trivsel. Men det måler kun den enkelte borgers materielle rigdom, ikke om de har et godt liv, lyder kritikken
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvis økonomerne gjorde mere ud af at fortælle hvilke faktorer de har med i deres modeller og hvilket de ikke har med og de fik medierne til naturligt at tage det med i beskrivelsen samt om det er på kort eller langt sigt, mon det så ikke ville hjælpe på forståelsen og brugen af modellerne – så de ikke så ofte bliver misbrugt af politikker og ”andet god folk”.

Mand oh mand (eller kvinde oh kvinde). Her sidder jeg på min lille "ø" og studerer disse interessante overvejelser og har tilbage kun ét ønske: at min ø lå på en anden planet, og at det jeg læste ikke vedkom mig, netop fordi det lå på en anden planet.

For hvordan skal jeg gengælde mit barnebarns tillidsfulde smil når de, som burde have forstand og viden, ikke engang kan forholde sig til de økonomiske modellers bæredygtighedsaspekter. Altså: hvilken økonomisk aktivitet og udfoldelseslyst kan lade sig gøre inden for de givne bio-fysiske rammer på denne klode og i lille Danmark?

Nu skal jeg indrømme, at jeg ikke ved, hvad de nævnte modeller har af ingredienser, og kronikken har i al sin ophøjethed ikke til sinds at berette herom. Men jeg kan konstatere, at det helt væsentlige ikke er omtalt, nemlig hvorledes forholder vores økonomiske modeller og vores konkrete økonomiske praksis sig til det bio-fysiske grundlag?

Hvis sådanne eksistensbetingelse ikke indgår, så er det helt irrelevant at bruge den slags modeller og alle medfølgende teoriske og praktiske overvejelser - skulle jeg hilse og sige fra mit tillidsfulde barnebarn.

@Erik: Fordelen ved at bruge modeller er at de giver et forenklet og dermed mere overskueligt billede af virkeligheden som fokuserer på netop de problemstillinger som skønnes relevante for det konkrete problem man gerne vil løse. Derfor skal man bruge forskellige modeller , alt efter hvilken problemstilling man finder er vigtig. Der er derfor også økonomiske modeller som forsøger at afdække de vigtige miljøøkonomiske sammenhænge som du nævner. De konkrete modeller som er nævnt i kronikken, fokuserer imidlertid ikke på disse problemstillinger, men på nogle andre. Det gør dem dog ikke irrelevante, med mindre man mener at bæredygtighed er det ENESTE problem samfundet bør beskæftige sig med. Men der er altså også en række andre problemer som betyder noget for de fleste mennesker: Arbejdsløshed, skattetryk, fordelingsspørgsmål, den offentlige sektors størrelse og sammensætning osv.

Tak til Poul Schou for disse præciseringer. Jeg mener ikke, at bæredygtighedsaspektet er det eneste aspekt, man bør beskæftige sig med i modellerne, men jeg mener ganske afgjort, at ingen model overhovedet kan undlade at tage hensyn til og inddrage dette aspekt. Det er helt fundamentalt og eksistentielt.

Bæredygtighedsaspektet er ikke et aspekt på linie med andre aspekter. Man kan ikke betragte det som en mindre væsentlig eksternalitet, som man passende kan inddrage ved højtidelige lejligheder, hvor man alligevel ikke mener noget med det.

Jeg er af den opfattelse - men det er ikke noget, jeg kan bevise - at denne manglende erkendelse i den økonomiske tænkning og praksis udgør en direkte trussel mod vores overlevelsesmuligheder.

@Erik: Jeg læser først og fremmest din kommentar sådan at du ikke mener at vores samfund gør nok for at sikre bæredygtigheden. Det er selvfølgelig et helt legitimt standpunkt, men det fører stadigvæk ikke naturligt frem til at der er et problem i den rent praktiske arbejdsdeling mellem forskellige modelværktøjer og arbejdsredskaber - hos økonomer og andre. Synes man ikke at viden om sådanne miljøøkonomiske problemer er stor nok, kan man arbejde for at der afsættes flere resurser til miljøøkonomiske modeller. Men ligesom det er urimeligt at betinge sig at sådan en model der fx kan behandle sammenhængen mellem global økonomisk aktivitet og klimaprobler fornuftigt, samtidig skal være velegnet til at sige noget særlig præcist og detaljeret om hvordan forskellige former for dansk politik påvirker arbejdsløshed og inflation i Danmark, vil det omvendte næppe heller være særlig hensigtsmæssigt.

Modeller også de økonomiske er notoriske fejlbehæftede, det er derfor det er modeller ikke originalen. Modeller forenkler, man kan så putte flere parametre ind i modellen, men det øger til gengæld også usikkerheden. Modeller er værktøjer, men når man kaster dom op som sandheder, så er man hoppet over i religionen. Vismænd er vist også noget som kun optræder i økonomien og biblen.

Peter Hansen

Jeg spørger igen: hvad er problemet med arbejdsløshed? Den kan da kun tolkes som udtryk for, at folk får deres materielle behov opfyldt, når abejdskraften ikke efterspørges. Det er godt!

Peder Pedersen

I den artikel: ”Universitet opruster i kampen om fremtidens økonomer”, som er anledningen til Christen Sørensens debatindlæg, citeres Poul Thøis Madsen, som er lektor ved Institut for Statskundskab og også underviser de kommende økonomer, for følgende: ”Vi økonomer leder efter mønstre, men vi har meget svært ved at finde et, som ikke falder fra hinanden igen.”

http://www.information.dk/270868

Det er vel det, der er de økonomiske modellers svaghed. De bygger på empiriske iagttagelser af, hvordan økonomien tidligere har fungeret, men verdens nuværende økonomiske situation er tydeligvis unik, og derfor kan fremtiden ikke forudsiges ved hjælp af generelle teorier udledt af økonomiens historie. Og hvis den globale arbejdsdeling og miljø- og klimaomkostningerne ved fortsat økonomisk vækst også skal indregnes i troværdige økonomiske forudsigelser, virker det oplagt, at økonomiske modeller, der fokuserer på Danmarks nationalregnskab, må komme til kort. Jeg er ikke økonom, så måske er de omtalte økonomiske modeller mere avancerede, end jeg tror, men jeg synes, at Aalborg Universitets initiativ lyder mere fremtidsorienteret.

Det er vel det, der er de økonomiske modellers svaghed. De bygger på empiriske iagttagelser ...

Hvis det bare var så vel, men de bygger mest på løse antagelser, luftkasteller og ideologi, og når empirien ikke passer så er det, som ovenfor, ikke modellen men empirien der er noget galt med.
Alene DREAM modellens forudsætning om at arbejdsudbuddet stiger når der er arbejdsløse nok, som aldrig har kunne eftervises i praksis, burde være nok til at de fleste tænkende mennesker ville forkaste modellen. I virkeligheden er det også bare en omskrivning, at flere arbejdsløse trykker lønnen, og det skulle give mere arbejde, men det passer heller ikke med empirien.
Hvad blev der af gamle Ford, 'hvis jeg giver mere i løn så får arbejderene råd til at købe mine biler...'?
Nå ja, grådighed tog kattens tunge.

Industrien kan hente al den næsten gratis arbejdskraft den vil i Kina og andre tredjeverdens lande, så hvis modellen virkede så ville det kun skabe arbejde i servicefagene, mener økonomerne at vi kan leve af at klippe hinanden, og så låne i evigheder?

Peder Pedersen

‘hvis jeg giver mere i løn så får arbejderne råd til at købe mine biler…’

Og hvis regeringen hæver de laveste overførselsindkomster og sænker skatten for de lavestlønnede, så stiger efterspørgslen og flere kommer i arbejde, og antallet af konkurser og tvangsauktioner falder, og skattegrundlaget stiger og Danmark kommer ud af recessionen. Det kan ikke betale sig for samfundet, at folk går ledige, hvis de kan arbejde, men hvordan får vi indregnet forbruget af ressourcer og klimaskaderne af den øgede aktivitet i nationalregnskabet?

Peter Hansen

Hele tankegangen bag økonomiske modeller er en del af et projekt, der går ud på at fortrænge, at ting sker, fordi de bliver besluttet af nogen.
Fordi tidligere har besluttet sig til at benytte sig af ledig arbejdskraft - eller folk beslutter sig til at gøre brug af deres egen uforbrugte arbejdskapacitet - er det jo ikke ensbetydende med, at de også i fremtiden vil gøre det. Der er heller ikke noget, der tilsiger, at det i fremtiden vil være ligeså nødvendigt som i fortiden - angsten er, at mindre arbejde vil gøre os fattige igen; men der er afgørende forskelle på den fattigdom, vi led under i fortiden, og de muligheder for at holde den fra døren, der eksisterer nu, hvilket skyldes en teknologisk udvikling og aktiviteter indenfor produktion og byggeri, som har sikret os materielt, selvom det værste skulle ske.
Den parasitære købmandsklasse har fået alt for meget magt; men musikbranchens vilkår er en strømpil for, hvordan det vil gå, når kommunikationen mellem producent og forbruger lige pludselig kan være meget kort. Og der er ingen værditilvækst i handel, kun et unødvendigt, fordyrende mellemlag.

@Søren: "flere arbejdsløse trykker lønnen, og det skulle give mere arbejde, men det passer heller ikke med empirien."

- Der er nu adskillige empiriske undersøgelser der siger at når arbejdsløsheden stiger, falder lønstigningstakten (alt andet lige). Lavere lønninger betyder bedre konkurrenceevne, og bedre konkurrenceevne betyder en stigning i nettoeksporten, som er en af de vigtige elementer i den samlede efterspørgsel. Så den sammenhæng du benægter, er altså empirisk veldokumenteret.

Peder Pedersen

Der er mange gode argumenter for, at vi skal forbruge mindre af verdens begrænsede ressourcer og stoppe ødelæggelsen af klodens klima. Derfor er det nærliggende at antage, at så skal vi arbejde mindre, men det er ikke sikkert. Hvis der blev sat en tilpas høj pris i form af en skat på forbruget af endelige ressourcer og på forurening, især på transport, så kunne det vise sig at være billigere at producere mange forbrugsvarer lokalt og lavteknologisk. Det ville skabe flere arbejdspladser og indkomstmuligheder og ikke færre. Jeg efterlyser en økonomisk model, der kan beregne, hvor høj skatten på ressourcer og forurening skal være, for at Danmark, eller rettere: EU, kan opnå en balanceret økonomi, der også er grøn. Jeg tror ikke, at DREAM kan gøre det.

Peter Hansen

Peder J. Pedersen, du begår den utilgivelige fejl at mene, at vi skal gøre hvad som helst for at skabe arbejdspladser. Vi skal det modsatte - bryde slavelænkerne.

Peder Pedersen

Peter Hansen, du har naturligvis ret. Jeg har siden 80-erne haft stor sympati for SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, men efterhånden er jeg kommet til at skelne mellem lønslaveri og meningsfuldt arbejde, og det sidste bærer faktisk lønnen i sig selv. Men vi skal jo have noget at leve af, og det er ikke længere praktisk muligt at rydde et stykke skov og leve af sit eget nybyggersted, og alle kan ikke leve af at spekulere på børsen eller spille professionel poker, så lønarbejde er nok kommet for at blive. Det skal bare helst også være meningsfuldt.

Det er ikke nødvendigvis arbejdet, der skal være meningsfyldt, men udkommet af arbejdet skal være med til at realisere noget meningsfyldt.

Peter Hansen

Ah, I er gode, er I! Fremmedgørelsen har sandelig fundet et par riddere dér. Jeg vil hellere slå et slag for det ikke umiddelbart meningsfulde. Alting kan forsvares: børser, våbenproduktion, strandvejsvillaer - men det er altsammen noget, der tilskrives meningsfylde af andre. Hvad der betyder noget for den enkelte er tit noget, hvis værdi ligger i selve indsatsen og den vekselvirkning med den mentale kapacitet, den udvirker.

Peder Pedersen

Fint nok, Peter Hansen, men kan man leve af at gøre det ikke umiddelbart meningsfulde? Hvis hverken private eller det offentlige vil betale dig for at gøre det umiddelbart meningsløse, hvem skal så opleve det som meningsfuldt at sørge for dine fornødenheder?

Jeg er meget enige med dem, der påpeger at økonomiske modeller er for utilstrækkelige og for usikre og at denne usikkerhed sløres gennem indforstået brug af økonomiske fagtermer.

Modeller bør kun anvendes som supplement til økonomernes egen regnekraft og modelprognoser bør aldrig bruges som direkte argument overfor politiske forslag.

Peter Hansen

Peder J. Pedersen, du forudsætter, at arbejde i rå mængder altid vil være nødvendigt. Jeg forudsætter, at arbejde i rå mængder allerede i dag i vid udstrækning er unødvendigt.
Problemet ligger imidlertid et helt andet sted: at før vi begynder at afstå fra andres vurdering af vores indsats og vore interesser i livet, bliver vi hverken frie, lige eller rige.

@Poul Schou

Du refererer til et industrisamfund på et begrænset marked som ikke findes længere.
På et globalt arbejdsmarked uden finanspolitiske restriktioner vil vi aldrig kunne konkurrerer med industrilønninger i den tredje verden. Helle ikke nå det handler om mere rutineprægede vidensarbejde.
Lave lønninger giver hovedsagligt job i serviceindustrien, job af den slags man ikke kan overleve på.
Hvis Danmark skal overleve, så skal vi satse på de specielle danske kvaliteter som ingen andre i verden kan, ikke engang svenskerne. Desværre har vi en regering som har brugt 10 år på at nedbryde netop dette potentiale.

Husk at ledige skal opkvalificeres så meget som muligt. Send om nødvendigt hele flokken på ingeniørakademiet.

NOKIA nedlagde sin danske udviklingsafdeling. Det betyder overskud af kvalificeret arbejdskraft. Det udnytter SONY-ERICSSON og flytter tilbage til Danmark.

200000 arbejdsløse var ikke nok til at lokke virksomheder til. Men 1000 kvalificerede ledige kunne.
Understreger det ikke en pointe?

Dreammodeller min bare ;O)

We have a DREAM

Det Danmark skal overleve på, er det tætte samarbejde mellem vores ingeniører og andre produktudviklere, og vores højt uddannende teknikere (håndværkere), som sammen skaber specialprodukter på det såkaldte 'up-market' - specialprodukter til blandt andet industrien, hvor produktprisen er sekundær, lønandelen er nede omkring 15-20%, og erhvervsskatten en mindre detalje.

Danmark bør føre en erhvervspolitik, der lever op til budskabet om Danmark som et vidensamfund, og som søger at fastholde og udvikle vores 'up-market' kapacitet. Det gøres blandt andet ved at fastholde, det solidariske velfærdssamfund, som sikre et totalliv der er acceptabelt for alle borgere i landet.

Der skal være plads til, at alle i samfundet kan gøre en indsats, og det betyder at Danmark bør fastholde en offentlig sektor, der leverer de serviceydelser, som et velfungerende samfund efterspørger, samt sørger for beskæftigelse til overskydende arbejdskraft.

Den rigtige politik er ikke at bruge energi på at privatisere de offentlige opgaver, for at opnå en tvivlsom gevinst gennem medarbejderreduktioner. Effektivisering af den offentlige sektor er et spørgsmål am at ansætte de rigtige fagministre. Privatisering er ikke vejen til det humanistiske samfund, som danskerne er stolte af - og andre ude i verden gang på gang roser.

Dorte Sørensen

Ja Danmark skal arbejde på fortsat at være et viden og udviklings samfund. Derfor virker underligt ,at høre Lykke Friis i P1 i går sige, at Danmark skal udvikle alternativ energi og her nævnte hun specielt sol og bølgeenergi som energier med store muligheder, Bare MEGET ærgerligt at det netop var disse energiformer som Fogh Rasmussen netop trak tæppet væk under i 2002.

Peter Hansen

Jeg synes, I lyder meget naive i jeres forestillinger om Danmark og fremtiden. Verden er fuld af folk uden beskæftigelse, der hutler sig igennem. De mennesker skal ikke udsættes for vores konkurrence eller eksport-eventyr, de skal selv. Når vi allesammen yder bare lidt i en stadig mere teknologisk avanceret verden, får vi alle liv med mening og frihed til at være mennesker med maksimal indflydelse på vore egne liv og de samfund, vi bor i.

Peter Hansen

Forhåbentlig er der ikke længere en tredje verden, når vi når næste årti! Var det ikke i 2015, sultproblemerne skulle være løst...?

Peter Hansen, jeg tror desværre ikke vi når en sultfri verden inden 2015. Slet ikke hvis verdens to store økonomier - USA og EU, der står for 50% af verdens BNP - går i recession. De to vil med deres økonomiske og militære dominans forstå at trække resten af verden med sig ned i en slags waterbording, som betyder at hele verden vil ligge i mange år og træder vande, mens de frygter virkningen af den næste dukkert. Du ved i den privatkapitalistiske verden er der ingen der har ansvaret når det går galt og sulten tager over, mens når det går godt er det ’den ene procent’ der stryger gevinsten.

...Som en kommentator i DRP1 sagde om ’den ene procent’ i Grækenland: ”Nej de føler ingen skyld over ikke at betale skat - Grækerne er jo et stolt folkefærd....”

Ja, Peter Hansen.

Jeg har da hørt landmænd begrunde EU støtte og manglende økologi med "ellers kan vi ikke brødføde alle de sultende mennesker i Afrika".

Man ignorerer helt det faktum, at så har den afrikanske bonde ikke et levegrundlag.

DK behøver behøver jo i bund og grund ingen eksport med mindre udlandet har noget vi ikke kan undvære. (bombefly, kanoner, våben, gift,...., ;O)

Hvad er meningen med livet? Er det at bruge 2+ timer af sine 16 vågne timer i motorvejskø på vej til og fra arbejde, svarende til 12.5% af dit vågne liv? Derpå 8 timer (og hvor mange arbejder over?) på en pind hver eneste dag, eller 57% af din tilbageværende tid, når transporten er overstået, til et samlet forbrug på godt 70% af dit vågne liv. Tilbage fra arbejdet er du så dødhamrende træt, at du kun magter at tænde for fjernsynet og lægge dig i vegetabilsk position foran det - amerikanerne ser i gennemsnit nu 4 timers TV om dagen - men du er samtidig så tappet for ressourcer, at du ikke kan se noget seriøst og oplysende, der gør dig til en informeret borger, så istedet går du til "X-Faktor" eller "Dagens Mand" eller lignende meningsløs underholdning, resulterende i, at du står fuldstændig tomhjernet i stemmeboksen, og sætter dit kryds på en eller anden du vist nok så på TV engang i en reklamepause, en som hader alle de indvandrere, som det er så nemt, hvis man ikke har energi til at svinge sig højere op, sikrende at politikerne bliver siddende, uden at noget grundlæggende - og dermed vigtigt - ændres.

På arbejdet hjælper du i produktionen af ting uden større værdi, som derudover er skabt til at gå i stykker før tid, i den kontinuérlige bestræbelse på at holde forbruget igang for forbrugets skyld, så vi kan få såkaldt "vækst", som alle siger er så vigtigt, uden at du rigtigt ved hvorfor, men vækst er sådan et dejligt plusord, og det er så positivt, så dét må vi have.

----

Et demokrati kan ikke eksistere uden oplyste borgere, og gennem vores livsførelse idag, gøres der så mange bestræbelser på at holde borgerne så travle, at de ikke kan oplyse sig selv. Det kunne ligne bevidst sabotage af demokratiet.

Idag producerer Danmark mad så vi kunne brødføde 20 millioner mennesker. Vores produktionseffektivitet er steget og steget gennem snart et århundrede nu, og maskiner, robotter og computere har nu skabt et svimlende produktion. Og alligevel bliver vi ikke rigere? Vi skal arbejde mere? Hvorfor? Hvad er meningen med det? Er arbejde i sig selv meningen med livet?
Idag kunne vi arbejde noget der ligner 1 time om dagen, og stadig opretholde en god livsstil, hvis vi ville.

http://endofcapitalism.com/2009/07/26/we-can-produce-less-and-consume-be...

"But between WWI and WWII, something happened that could only be considered a problem within the capitalist mode of production: Industry had the ability to produce enough to satisfy everyone’s basic needs. The first capitalists to realize this were aghast.

Jeffrey Kaplan chronicles their dismay at the discovery “that the industrial capacity for turning out goods seemed to be increasing at a pace greater than people’s sense that they needed them.” [3] Though a tiny handful of business leaders thought that America should switch to a four hour workday, most concluded that such leisure could breed radicalism and that a failure to increase production would threaten profits.

In 1929 President Herbert Hoover’s Committee on Recent Economic Changes announced the growing corporate consensus that capitalism could best survive by creating artificial needs. The Committee gleefully announced that “Economically we have a boundless field before us; that there are new wants which will make way endlessly for newer wants, as fast as they are satisfied.” [4]
Having grown up in a world of planned obsolescence, most of us have spent our lives watching each new generation of consumer items last for a shorter period of time than the previous one. We grumble, complain and treat decreasing durability and increasing gadgetry as laws of economic nature which are beyond our control."

Peter Hansen

Hvis nogen er i tvivl om liberalisternes fuldkomne mangel på skrupler, bør vedkommende læse Losurdos bog om Liberalismen fra i år. Jeg har aldrig læst en mere uhyggelig bog.