Kronik

Nej til heksejagt, ja til samtale

I stedet for at jage borgerlige smagsdommere bør en eventuel rød regering sætte kræfterne ind på at genskabe den demokratiske dialog. Kun en totalitær stat bedriver kulturkamp fra oven den frisindede stat skaber rum for debat mellem modstandere
Det kan være fristende at udrense borgerlige kæledægger som Bjørn Lomborg. Men en eventuel rød regering bør holde sig i skindet, mener John Holten-Andersen, der selv blev renset ud, da Fogh gjorde op med Nyrup-regeringens lejesvende.

Det kan være fristende at udrense borgerlige kæledægger som Bjørn Lomborg. Men en eventuel rød regering bør holde sig i skindet, mener John Holten-Andersen, der selv blev renset ud, da Fogh gjorde op med Nyrup-regeringens lejesvende.

Søren Bidstrup

6. juni 2011

Det er med blandede følelser, at jeg hører politikere fra rød blok markere, at de agter at benytte en evt. kommende regeringsmagt til at lave en omvendt Fogh dvs. føre kulturkamp mod borgerlige 'lejesvende' som Lomborg og lignende.

Det er med blandede følelser, fordi jeg som chef for Naturrådet var en af de såkaldte 'eksperter og smagsdommere', som Fogh-regeringen fjernede med et pennestrøg i 2001 for derefter blot at hyre sine egne 'eksperter og smagsdommere' herunder bl.a. Bjørn Lomborg. Det anfægtede mig unægtelig, at man uden et eneste fagligt argument kunne nedlægge et velfungerende råd, der under forskellige navne havde eksisteret siden den første Naturfredningslov fra 1917.

Samme skæbne led en stribe andre råd og nævn som bekendt, ligesom der blev renset godt og grundigt ud i diverse ministerier bl.a. Miljøministeriet. Mange kvalificerede medarbejdere blev fyret, og jeg selv fik at vide, at jeg ikke skulle regne med en fremtid inden for det ministerium, hvor jeg havde arbejdet under så forskellige ministre som Svend Auken, Per Stig Møller, Lone Dybkjær og Christian Christensen. Jeg blev anset for en af Svend Aukens 'lejesvende' og dem var der åbenbart ikke længere plads til.

Jeg forstår derfor på en måde godt fristelsen til at give igen med samme mønt, hvis der skulle vise sig en mulighed for det efter det kommende valg. Alligevel synes jeg ikke, det er den rette vej at gå, for vi har ikke brug for at skiftende regeringer fører heksejagt mod anderledes tænkende.

Samtalen forstummede

Hvad vi derimod har brug for, er at styrke den 'folkelige samtale'. Det er en langt mere omfattende og dybtgående opgave, for denne 'samtale' gisper efter vejret. Det har den gjort i mange år, også før den nuværende regering kom til magten.

Den folkelige samtale har sine rødder i samfundets bund, hvorfra den vokser op til samfundets top. Den er forudsætningen for, at folkestyret er et styre af folket frem for en styring af folket, altså at demokratiet virkeligt lever.

Danmark har stolte traditioner for en sådan samtale. Faktisk er den essensen af det at være dansk. Grundlaget blev lagt med en andelsorganiseret bondebevægelse, en fagligt organiseret arbejderbevægelse, en stærk højskoletradition og en frisindet stat, der var rummelig nok til også at yde støtte til sine kritikere.

Over de seneste årtier er denne tradition imidlertid forvitret. Det har tømt demokratiet for indhold. Magten er blevet centraliseret, afstanden mellem folk og styre er blevet større, vi har fået mere og mere managementvælde ja, vi har fået udviklet et overvågnings- og kontrolregime, der efterhånden tåler sammenligning med DDR.

Farvel til fællesskabet

Tømningen af demokratiet skyldes to indbyrdes forbundne processer:

For det første er de folkelige fællesskaber, som tidligere udgjorde rygmarven i folkestyret blevet dramatisk svækket. F.eks. har vi stort set ikke længere en bondebevægelse, i stedet er landbruget blevet til en kæmpemæssig international koncern. Vi har stadig en arbejderbevægelse, men den kæmper med ryggen mod muren. I en globaliseret økonomi er det meget svært at fastholde de faglige og demokratiske positioner, som denne bevægelse tidligere besad.

For det andet har svækkelsen af folkestyrets bærende fællesskaber ført til, at folket er blevet atomiseret i 'individer'. Dermed har statsmagten fået mere spillerum men også mere ansvar. Opløsningen af fællesskaberne betyder nemlig, at det nu er staten, der skal tage vare på 'den enkelte' fra vugge til grav.

Det har så igen ført til en omfattende udbygning af et statsligt velfærdsbureaukrati, der i princippet ikke er grænser for.

Alt dette har skabt afstand mellem styre og folk. Færre og færre føler, at de er en del af styret og har et ansvar for det. De orker ikke længere traditionel politik, hvorfor de politiske partier tømmes for aktive medlemmer samtidig med, at politik er blevet noget, man gør for folk ikke med folk.

Demokratiet er blevet et markedsdemokrati, hvor partierne konkurrerer om at sælge budskaber, og hvis det skal være effektivt, må budskabet være enkelt og let at kommunikere. Det betyder, at partierne må strømlines omkring en topstyret kommunikationsstrategi, som i realiteten sætter medlemsdemokratiet ud af kraft.

Overalt i vores samfund tales der i dag ned til folk. Det ved folk, så derfor lukker de ørerne.

For alligevel at forsøge at fange deres opmærksomhed må man skrue op for retorikken, skære tingene ud i pap og se bort for alle nuancer og modsigelser. Det bliver vi alle dummere og mere afstumpede af.

Kulturkamp fra oven

Mekanismen slår hårdt igennem, når en regering sætter sig for at føre kulturkamp fra oven. Kultur kan alene vokse frem fra neden. En kulturkamp, der proklameres fra oven kan ikke blive til andet end propaganda.

Regeringer, der udstyrer sig med ministerier for propaganda, plejer vi at kalde for totalitære regimer. Det skræmmende er, at det de facto er, hvad vores nuværende såkaldt liberale regering har gjort. Den samme fejl bør ikke gentages af en rød regering. Tværtimod bør den sætte sig for på alle niveauer i vores samfund at skabe bedre vilkår for samtalen dvs. styrke demokratiet.

Det er en stor og langsigtet opgave, for som antydet ovenfor kan den ikke løses uden at føre magten tilbage til de folkelige fællesskaber, hvilket igen betyder, at man må gå til angreb på de nuværende ufolkelige koncentrationer af økonomisk og politisk magt. På den korte bane er der dog en del, man kan gøre.

Inden for den offentlige forvaltning kan man f.eks. genskabe en tillidskultur frem for den topstyrede kontrol- og mistillidskultur, der har udviklet sig over de sidste 10-20 år. Giv dog magten tilbage til dem, der udfører opgaverne. Rul i samme ombæring hele måle-, veje-, evaluerings- og kontrolregimet tilbage. Stol i stedet på de ansattes dømmekraft og løbende dialog med borgerne.

Den frisindede stat

Samtidig kan man genetablere selvforvaltning og demokrati inden for hele forsknings- og uddannelsessektoren. Det indebærer en genrejsning af den tradition for kritisk refleksion og dannelse, som tidligere var et adelsmærke inden for området, men som over de sidste 10-20 år har måttet vige til fordel for en instrumentel og økonomisk orienteret 'kompetence'-forståelse. Gør i samme ombæring op med den forfærdelige parole 'fra tanke til faktura' og vend i stedet tilbage til den grundtvigske forståelse om 'uddannelse for livet'. Det vil skabe grobund for den frie tanke, som er helt central for den folkelige samtale.

Endelig kan man styrke den folkeoplysning, som historisk har været en grundpille i det danske demokrati, men som på det seneste har haft særdeles trange kår såvel økonomisk som politisk.

At styrke folkeoplysningen betyder, at man støtter græsrødderne på deres egne præmisser, dvs. at man vender tilbage til den frisindede stat.

Her kan man passende snuppe nogle af de mange milliarder, som i dag i en lind strøm tilflyder snæver erhvervsrettet forskning, og flytte dem over til folkeligt forankrede projekter og eksperimenter rettet mod en bæredygtig omstilling af vores samfund. Som det første kan man genetablere Den Grønne Fond, der også blev nedlagt i 2001.

Hvis en ny regering vil forfølge en dagsorden, som her skitseret, vil den vitterligt kunne gøre en forskel. Hvis den derimod forfalder til at gøre det samme som den nuværende regering, blot med modsat fortegn, er vi imidlertid lige vidt.

John Holten-Andersen er lektor ved DTU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Gode og fornuftige betragtninger.

Det ændrer ikke en tøddel ved, at Lomborg skal ud. Der er ingen (god) grund til at han på skatteborgernes regning fortsat skal vifte sin hånddukke af tvivlsom statistik for at distrahere fra vigtigere klimapolitiske spørgsmål.

Men jeg håber da i øvrigt, at vi kan få mindre kontrol og spin, og mere reel samtale.

Inger Sundsvald

Det er medierne der tolker ”rød” bloks udmeldinger, som om man ville føre kulturkamp mod ”borgerlige lejesvende”.

Men der er absolut brug for at høre andre end f.eks. regeringens og DF’s udvalgte klogeåger m.h.t. både økonomi, miljø m.v.

Sven Aukens miljøindsats blev helt bevidst udraderet, og Lomborg blev subsidieret sammen med folk som kommunistjægeren Jensen og rottedronningen Penkowa.

Pengene fosser ud af statskassen til folk der kan digte den ene historie efter den anden.

Michael Kongstad Nielsen

Man skal ikke underkende betydningen af VKO´s værdikamp. Den har sat sig stærke og varige spor, hvilket også var hensigten. Skal vi blot acceptere denne tingenes nuværende tilstand og pænt sætte os ned i rundkreds og lytte videre til egoistsnakken om pleje af egen rigdom på fællesskabets bekostning, ignorence overfor natur og miljø, foragt for offentlige arbejdspladser osv. osv. Den borgerlige værdikamp har sejret på utallige måder, det har man måske vænnet sig til det, og det er det farlige. Tænk på alle deres kanoner, der undervises efter, eller deres ligegyldige naturparker, der skal få manglerne ved behandlingen af naturen generelt til at bedre ud.

Nej, vi bliver nok nødt til at tage et langt og sejt træk med en masse af det, VKO fik ødelagt, det bliver man nødt til hvis ikke en S-SF regering blot skal være en videreførelse. Der skal luftes ud, og nedlægges åbenlyst ideologiske råd, nævn og kommissioner, der blot var en del af VKO´s værdikamp.

Derefter kan vi godt begynde at snakke sammen igen

Inger Sundsvald

For ikke at tale om Claus Hjort Frederiksens åbenlyse glæde over at tv er blevet forvandlet til et sted, hvor man ikke, som før i tiden, sendte noget der kunne virke oplysende i den bedste sendetid.

Først og fremmest skal der gøres op med løgnen, og her kan man jo kun håbe at en ny regering vil gå foran; medierne vil måske så følge med, selvom jeg tvivler.

Niels-Simon Larsen

”Genskabe den demokratiske dialog”.
Problemet med et sådant projekt er naturligvis, at ca. halvdelen af vælgerne ikke kan indse, at der er noget at genskabe i og med, at der slet ikke eksisterer et problem der.
Den ’folkelige samtale’ er en sart plante, som de fleste af os gerne ser blomstre. For ca. 130 år siden, i andelsbevægelsens og arbejderbevægelsens barndom, hed problemerne sult og arbejdsløshed, og det var problemer, der var til at tale med om. I dag er problemer noget, som eksperter udtaler sig om på baggrund af undersøgelser. At vi har Etisk Råd er et udmærket eksempel på kompleksitet-niveauet.
Hvad skal man som almindelige borger sige til fedmeoperationer, posttraumatisk stress og fertilitetsbehandling ud over, at det er synd for dem der ikke kan få den behandling, de har behov for? Det folkelige sprog og ræsonnement er bandlyst: De fede kan bare lade være med at spise så meget, soldaterne kan bare blive hjemme og hvis skadelige stoffer giver ufrugtbarhed, må vi bare forbyde stofferne.
I og med religiøse dogmer, ideologier og jeg-og-min-gruppe er gået fløjten, er vi ude i åbent land, hvor vi skal begynde forfra og tænke op fra bunden, og til det formål skal der bestemt, som J.H.-A. siger - skabes bedre vilkår for samtalen.

Peter Lassen

Enig med John - men jeg kan jo se at den "røde heksejagt" allerede er ved at blive planlagt - pay back time - hævnens time...intet nyt fra venstrefronten ..

Tage Dræbye

Enig John.
Vigtigst er, at der er alternativer til den omvendte kulturkamp med ny heksejagt og nye udrensninger. Dem skal der arbejdes mere med. En gentagelse af 2001-02 forløbet vil gøre ondt værre.

Ole Falstoft

At fratage Lomborg et offentlig tilskud har intet med heksejagt at gøre. Det sker ud fra den beviselige ringe kvalitet af det denne mand og hans institut har præsteret - det er helt sagligt
Lomborg får stadig masse at opmærksomhed for sine synspunkter alligevel så heller ikke der kan man tale om heksejagt.
Hvis saglig kritik af dårlig videnskab skal kaldes heksejagt er der ikke meget grundlag for en udbytterig samtale

Peter Lassen

@Ole - tja - det er jo din personlige holdning at der er tale om ringe kvalitet - "helt sagligt" som du siger - præcist som Fogh sagde det i 2001 - når han ryddede ud i det han helt sagligt syntes var dårlig videnskab. I min logik er det heksejagt og forsøg på meningskontrol. Usmageligt da Fohg gjorde det, og usmageligt når S SF går igang med det samme.

Michael Borregaard

Al viden kommer ikke af, at læse gamle bøger. Ny viden er dog afhængig af eksisterende viden, den ny viden kommer dog ikke altid fra gamle bøger, men gennem livserfaringer og eftertænksomhed omkring samme.

Netop af ovenstående grund, har Djøfificeringen samt VKOs` ageren været skadelig for velfærdssamfundets hus, de har læst i gamle bøger, mange mangler dog livserfaringer på egen krop og dermed den alt afgørende eftertænksomhed, en egenskab man også kan savne hos politikerne. De mangler simpelthen den nødvendige psykiske kapital, der skal bringe den nødvendige solidaritet i samfundet tilbage. Og dette er et faktum, hvad enten det er rød eller blå blok der vinder det kommende valg.

Politikerne taler om egne behov ikke befolkningens behov, de forstår ikke befolkningens behov, for de har simpelthen ikke den nødvendige psykiske kapital, som følge af, at de lever i deres egen osteklokke. Dette vil en heksejagt, ikke ændre på, i stedet for, at i det hele taget anvende ordet heksejagt burde man som samfund, sætte en stopper for bureaukratiseringen, pay-back-time, ja det er lige det befolkningen har behov for, det handler jo ikke om at skabe plads til samtalen, men styrke kontrollen af egne ideologier - længere er den simpelthen ikke, for som tingene er i dag, så er Christiansborg politikernes affyringsrampe, ikke befolkningens, så derfor, nej til heksejagt, ja til samtale, spillet er sgu på godt gammelt dansk ved, at blive pinagtigt.

Rolf Czeskleba-Dupont

Ja, det gælder om at styrke folkeoplysningen fra græsrødderne af. Og: den GROBUND for den frie tanke, som John efterlyser, må nu også inkludere friheden for anderledes-tænkende, sig: socialisterne.
Derfor er der som tidligere annonceret i bladet kommet et initiativ for et grønt-rødt oplysningsforbund med navnet GROBUND. Det starter i september. Følg med i annonceringen.
Bemærk: ikke mere rød-grønt (fordi der er i den politisk-sociale virkelighed ikke findes et fast udgangspunkt i det røde), men grønt-rødt - fordi vi må gøre noget effektivt mod de såkaldt grønne problemer - og det går nok kun med en vending mod det røde.

Kurt Svennevig Christensen

Jeg er 110 % enig med John Holten. Det er den visdom, saglighed og gode forstand vi har savnet siden 2001.

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Lassen

Der er så stor forskel på at være farvet, hælde til en side og så have en dissideret agenda.
Det sidste var hvad Fogh ville have og fik bla. gennem Lomborg.
Man må så give Lomborg at vores udsigter til at kunne begrænse CO2 udledningen havde nok været bedre hvis vi have puttet de penge vi købte CO2 kvoter for ind i forskning.. men det var jo også lidt af en nobrainer.

// Jesper

odd bjertnes

Det er altid kvalmende, når magten definerer kulturlivets og mediernes opgave som at bekæmpe 'svinehunde'. Det er som regel ikke lige den siddende regering - eller den plutokratiske magt der tænkes på, - men kritikere af samme siddende regerings politik.
Som formuleret i Berlin 1937, som genvisiteret i Danmark 1997, gider ikke høre mere af det vrøvl. Det er kun Søren Krarup og en håndfuld herværende debattører der stadig tror på at 2001 er noget særlig væsenligt 'systemskifte'. Fra liberalt til liberalt ... (gaaab).
Ja Lomborg har fået nok nu. Det er en helt anden sag. Han kan jo ikke huske det gule skum i åerne ca. 1980. Hvad ved sådan enb ung regnemester-square om at have fået 'noget' for pengene.

Inger Sundsvald

For min skyld kan Lomborg flyve til Bloksbjerg, eller hvor han har lyst. Han har fået skabt sig et ’navn’ og han skal nok klare sig. Men klimaet lider.

Jeg er godt nok træt af at høre ham tale om alle de fattige børn der her og nu dør af sult, og hvor pengene kunne have gjort mere gavn. INGEN borgerlig magthaver kunne drømme om at bruge pengene der ”i stedet for”.

Niels-Simon Larsen

Jeg har ikke noget at angribe i Johns artikel, man kan ikke få alt med, men jeg vil godt berøre det problem, der består i, at både rød og blå blok er rørende enige om, at vækst er vejen frem. Dermed er vi nogle, der har et problem (bl.a. på valgdagen). Jeg tager det frem her, fordi det kan være umuligt at komme igennem med synspunkter, der går imod vækst, og hvad sker der så med den demokratiske samtale?
Det hedder sig, at man mødes i et kompromis. Med en overvældende og begejstret væksttilhængergruppe og en vækstmodstandergruppe tilsvarende lille kommer der et problem. Vi så det ved klimademonstrationen. Den efterfølgende retssag taler sit tydelige sprog.

Den demokratiske samtale har sin begrænsning. Den rød/blå vækstblok kan ikke tillade sig at gå for meget på kompromis. En halv motorvej for at skåne naturen, duer ikke. Vi kan hurtigt komme frem til ”naturen eller os”, og her går jeg ud fra, at de unge må vælge naturen, og det vil sikkert ikke gå stille af.
Den slags konflikter vil der nok komme mange af i fremtiden.

Dan Johannesson

Niels Simon Larsen du har en helt central pointe, som jeg er enig i konsekvent overses. På trods af at væksttanken, som alle politiske partier dyrker, i sig selv har et fundamentalt indlejret gran af absolut vanvid og selvdestruktivitet, er og bliver det mantraet bag alle handlinger og mentale / medierede konstruktioner i den vestlige verden, og i stigende grad også i resten af verden.

Og i virkeligheden er det her den primære indsats, og den væsentligeste folkelige diskussion bør være. Er materiel "vækst", som er den pæne betegnelse, eller dyrisk grådighed, forankret i frygt for mangel, som er den reelle betegnelse - vitterlig den vej vi ønsker at dyrke til den bitre ende? Den vej myrer og skorpioner på en udpint og gold planet engang vil være de eneste der nyder godt af?

Vil vi fortsat tillade en diskurs i det offentlige rum hvor "værdi" betyder kapital, og hvor "menneske" enten betyder potentiel, midlertidig, "resurse" eller "byrde"?

Prøv en gang at læse ovenstående og tag chancen, gør noget barnligt, urrationelt, og kortvarigt medmenneskeligt, og se hvor kyniske ordene, som gennemsyrer hele vores selvforståelse er.

Hvad det er for et paradigme vi gemt bag faldskærme og endeløse oceaner af afledende sæbereklamer, frygtpolitik og egomasturbation har tilladt, medier og politikere at skabe?

Første skridt i en anden retning er dialogen, men den forudsætter at vi tør se os selv i øjnene, og diskutere essensen af vores tids største svøbe, vækst-religionen, hvis samtalen, på længere sigt, i sandhed skal være frugtbar.

Anne Marie Pedersen

Vækst er noget man har brug for i den tredje verden. Vi andre har brug for at stresse ned og få tid til alt det, som gør mennesker glade; fx socialt samværd.

Det handler ikke om at blive fattig, men indse, at mere kemikaliedampende plastik i køkkenet og i børneværelset IKKE gør os gladere.

Selvfølge skal vi forske og udvikle os. Men forbrug for forbrugets skyld er himmelråbende dumt.

Inger Sundsvald

Jeg tror såmænd ikke det er frygt for at komme til at mangle noget, men derimod kynisk grådighed, hvor man blæser på eller fornægter at der er et problem for de kommende generationer. Man føler at man har RET til at anskaffe det man har penge til, og også ofte selv om man ikke har. Men hvem kan lære kapitalen mådehold? Det er jo ikke folkepensionisterne og de arbejdsløse der er de store ”spendere”.

Jeg blev meget ked af at læse John Holten-Andersens kronik, fordi han tydeligvis slet ikke har forstået, hvad Lomborg er for en person.

Jeg blev også meget ked af at høre David Rehling udtale sig lidt i samme retning i fjernsynet forleden.

At beholde Lomborg efter et regeringsskifte, i demokratiets og alsidighedens navn, vil være en brøler lige så stor som dengang UVVU rystede på hånden og ikke turde udtale, at Lomborgs påviselige fejl var bevidste fejl.

Lomborg er ikke bare en anden stemme i debatten som tvinger os til at tænke os om en ekstra gang. Han er ikke bare en person med provokerende synspunkter. Nej, han er en person som bevidst manipulerer og vildleder for hele tiden at fremstille tingene sådan, at det er til mest mulig gavn for de største olieselskaber i verden.

Det er dybt ejendommeligt, at den ellers så kritiske presse er så ekstremt tilbageholdende med at fastholde Lomborg på de punkter, hvor han beviseligt snyder eller lyver. Da man fandt ca. 5 fejl i en af de tre rapporter fra klimapanelet (IPCC), måtte panelts formand undskylde offentligt, og alligevel bliver der kørt en hetz imod IPCC i hele den internationale presse. Men 500 fejl hos Lomborg går upåagtet hen. Han benægter blot pure samtlige fejl, uanset bevisernes styrke, og mærkeligt nok slipper han godt af sted med det.

Endnu et punkt m.h.t. Lomborg er at meningsfuld debat med den mand er umulig. Floskelen om "ja til samtale" er i denne sammenhæng uden mening, for meningsfuld samtale med Lomborg er ikke mulig. Det har jeg nærmere beskrevet her:
www.Lomborg-errors.dk/Lomborgsresponsetocriticism.htm

Anne Marie Pedersen

Lomborg lever bare i et andet logik-univers. Jeg kan huske hvordan min samfundsfagslærer i gymnasiet forklarede det så ledes:

I stedet for at bygge en dyr storebæltsbro, der er sikker at køre på, så kan vi for det halve af prisen bygge en, som måske falder sammen efter 60 år. Men statistisk set vil kun ganske få blive berørt af sammenstyrtningen. Få skal på hospitalet, få skal begraves.

Og alle de penge vi sparer, dem kan vi så bruge til udvikling af et bedre sundhedsvæsen. Altså en meget mere optimal måde at bruge pengene på.

Det lyder jo besnærende.

Mai Mikkelsen

Der findes rigtigt mange borgere, også fra den unge generation, der meget gerne vil deltage i dialog. Deres stemmer er forstummet midt i en "vi ved bedst" kultur, der udspringer fra Christiansborg.

Og her har medierne også en opgave - de holder mikrofonerne, og i stedet for blot at gentage hvad hhv. den ene blok siger om den anden, savner jeg en saglig indføring og forklaring til de forskellige økonomiske teorier blokkene bekender sig til, som kan give den almene borger en forklaring på den store forskel i løsningsmodeller der er tilstede.

Desuden er jeg helt enig i, at der er mangel på den gode sunde demokratiske debat, og at en eventuel ny regering ikke må falde for fristelsen og rydde ud i alle de eksperter "blå blok" har ansat. Mangfoldighed giver ofte de bedste muligheder for en reel brugbar løsning.

@ Mai Mikkelsen
Ja, der er en mangel på den gode sunde demokratiske debat. Nej, det betyder ikke at vi skal beholde Lomborg.
Lomborg er en svindler, og hvis man holder hånden over ham, holder man hånden over svindel.

Anne Marie Pedersen

@ Mai Mikkelsen

Jeg tror du har ret. Jeg husker at der for ikke sååå længe siden, udkom en bog om retorik i folketingsdebatten. Det var vist en retorikuddannet, der havde siddet og set på om politikerne levede op til fx idealet om klare svar - eller bare at SVARE på spørgsmål, som bliver stillet.

Analysen var ikke opmuntrende.

Peder J. Pedersen

John Holten-Andersen leverer et glimrende forsvar for den folkelige samtale. Samtale er demokratiets forudsætning og smøremiddel, og jo mere oplyst samtalen er, jo bedre fungerer folkestyret. Ordet ”folkeoplysning” bruges af flere her på siden, og jeg glæder mig til at høre mere om det grøn-røde oplysningsforbund GROBUND. Hvad er der blevet af højskolerne og de gamle oplysningsforbund, hvor den oplyste samtale blev dyrket, den gang jeg var ung? Et hurtigt blik på de mest kendte oplysningsforbunds hjemmesider gav mig det indtryk, at kropspleje og personlig udvikling fylder mest på kursusplanerne. Dernæst følger forskelle kunstneriske aktiviteter og foredrag om kunst og kultur. Noget så vigtigt som økonomi er meget svagt repræsenteret, og politik er tilsyneladende helt bandlyst. Hvordan er det kommet så vidt, at et af de få foredrag om økonomi, som Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) tilbyder, har titlen ”Ny på aktiemarkedet”? Når det øjensynligt er umuligt at støve et kursus eller et foredrag op om politisk økonomi, som er det, det kommende folketingsvalg først og fremmest handler om, så må det jo være fordi ingen efterspørger det. Det lover ikke godt for GROBUND, at så få ønsker at bruge deres tid på at studere og diskutere de helt afgørende samfundsspørgsmål. På DR2 er jeg blevet både oplyst og oplivet af flere af forelæsningerne på Danskernes Akademi, men ingen af dem har givet anledning til en folkelig debat. Jeg har svært ved at se, hvordan den samtale, som John Holten-Andersen og kommentatorerne efterlyser, skal brede sig længere ud end til de få, der læser Informations debatsider. Folket er travlt optaget af at dyrke deres individuelle kroppe og kreative hobbyer.

Claus E. Petersen

I det 1'ste afsnit af indlægget ser jeg;

"blandede følelser", "omvendt Fogh", "kulturkamp" og "borgerlige lejesvende".
På kun 3 linier!

I 2'ndet afsnit forklares at skribenten ikke er hvemsomhelst men "chef for Naturrådet "...

Øh.. (tilfældigt valgt pluk) "Regeringer, der udstyrer sig med ministerier for propaganda"

Helt ærligt.. hvem tager den slags Göebbels retorik alvorligt i vore oplyste tider?

Fuldkommen useriøst efter min mening.

- cep

Kurt Svennevig Christensen

Claus Pedersen: Netop ingen tager "Göebbels retorik alvorligt", derfor ikke flere kommentarer til dig herfra. Derimod fortjener Peder J. Pedersen en kommentar.

Forudsætningen for den demokratiske samtale, vi efterspørger, er det modsatte af en udelukkelse, man kan ikke starte den samtale med at ekskludere nogen fra den inden, den er kommet i gang. Jeg har ingen anden forklaring på, at folk i de seneste år nu dyrker "deres individuelle kroppe og kreative hobbyer" end at målet for den demokratiske samtale er forsvundet.

Jeg håber selvfølgelig, at et regeringsskifte også vil genindsætte målet for den demokratiske samtale, og dertil er John Holtens artikel, et vigtigt dokument.

Peder J. Pedersen

@Kurt Bertelsen Christensen
Jeg håber ikke, at jeg i mit indlæg har ekskluderet nogen. Det var ikke min hensigt.

@Anne Marie Pedersen
Min lidt spydige bemærkning var ikke kun møntet på ungdommen, og jeg kunne have tilføjet ”pleje af aktieporteføljen” til de beskæftigelser, der forhindrer folk i at beskæftige sig seriøst med samfundsforhold. Nogen bliver altid uretfærdigt behandlet, når man generaliserer, men der er nogle iøjnefaldende tendenser - for eksempel blandt spanske og danske unge for tiden. Det ikke kun det danske folketingsvalg, der handler om politisk økonomi. Det er hele Europas fremtid, der afhænger af hvilke politisk økonomiske beslutninger, der lige nu bliver truffet af Europas valgte politikere og de endnu mere magtfulde ledere af den globaliserede bank- og finansverden. Det ved de unge Spaniere i Madrid. På pladsen Puerta del Sol foregår der en intens folkelig samtale om politik og økonomi, fordi de unge med en arbejdsløshed på 40% har nogle meget håndgribelige økonomiske problemer. I København samles unge til endnu en drukfest. Der skal en meget mere påtrængende økonomisk krise til, før de almindelige danskere finder det nødvendigt at sætte sig ind i, og tale sammen om, hvordan samfundet egentlig fungerer, og hvad de vil med det.

Egon Maltzon

Måske er problemet et den folkelige samtale føres gennem Staten.

På den måde vil svage sjæle altid søge at kapre den gennem selvsamme Stat.

Interessant er det vel også at politiseringen af undervisnings- og forskningssektoren blev påbegyndt af marxisterne i halvfjerdserne, og at fx. Bertil Haarders indædte frustrationer er en reaktion på dette.
Som i en anden blodfejde, hvor hævn følger på hævn, er det måske klogt en gang imellem at huske på hvordan det egentligt startede.

Tænk hvis disse mennesker havde fået magt som de havde agt.

Og det er vel også klart, at jo større Staten er, jo større er værdien af og fristelsen til at sætte dagsordenen gennem den overdimensionerede Stat.

Derfor er løsningen også at Staten får så lidt indflydelse på borgernes liv som overhovedet muligt.

Det andet er simpelt hen for farligt.

Niels-Simon Larsen

1. En fornøjelse at læse de mange seriøse indlæg.
2. Jeg har det stadig svært med det nye anbefalingssystem. Skal jeg gå med, skal jeg i denne tråd anbefale i et væk.

Nogle af os har lang erfaring med den demokratiske samtale både fra arbejdspladser og politik. Her er et par ord fra en journalist på Berlingske (ca. 10 år gammelt):
”En dag meddelte ledelsen, at vi skulle i gang med en værdiproces. Det var simpelthen indbegrebet af moderne management-vrøvl, hvor man indførte tre ord: mod, glæde og nærvær. Så skulle man selv fylde indholdet i. Det var meget trist. Varm luft på flaske. Det var tomt. Løgneord. En avis består jo alt andet lige af tænkende mennesker, som også er sprog-mennesker. Kritiske hovedet som er vant til at gennemskue varm luft i alle områder af samfundet. Det eneste man fik ud af den proces var, at folk følte det som en fornærmelse mod deres intelligens”.

Jeg har gemt dette stykke, som bevis på det forræderi mod samtalen, som mange af os har oplevet. Nysprog på arbejdspladsen. Berøvelse af vores naturlige sprog.
I dag oplever jeg en akademisering af samtalen. Alle har en eller anden uddannelse, har været på utallige kurser og kan snakke i en uendelighed.

Nå, hvad er vores problem? Dette: Den blå/røde vækstblok har sproget. Vi, der går modsat, skal først til at finde vores eget sprog (et sprog uden brækposer ved hånden).
Eks.:
- Vi skal have en ny mentalitet!
- Fint, manner! Kan du forklare digt nærmere?
- Ja, eh, nu må du ikke forvente, at …

”Langt fra hjemmet uden øl”, er der en sang, der begynder . . . . .

Inger Sundsvald

Jeg aner ikke hvor den sidste sætning kom fra. Der skulle stå:
Du fortjener faktisk en del anbefalinger, Niels-Simon Larsen ;-)

Nej, jeg brød mig ikke om Lomborgs stramme T-shirts, hans voldbrug af statistik, eller hans gøgeungeagtige entré som Anders Foghs smagsdommer-stand-in...

... men hans konsekvente brug af prioritering som metode tiltaler mig en del.

Prioritering egner sig bedre i videnskabelige sammenhænge end i sociale sammenhænge - men er aldrig til at komme uden om.

Inger Sundsvald

Det er nu ikke hans T-shirts der generer mig, men hans uredelighed, og hans anbefaling af at prioritere rent vand og kloakering hos mange af verdens befolkninger for pengene.
– Som verdens magthavere i deres vildeste fantasi kunne drømme om at bruge penge til dét.

Inger dine indlæg plejer at være krystalklare - som et kildespring - men hvem er det der prioriterer rent vand frem for kloarkering - Lomborg eller Copehagen consensus-deltagernes sammenrend af vigtige beslutningstagere?

Inger Sundsvald

Nu tænker jeg ikke på vores kloaker, men på at Lomborg i den første tid han blev ført frem var fortaler for at vi kunne kloakere hele Afrika OG skaffe dem rent drikkevand for de samme penge som man "tænkte på" at bruge til klimaindsats. Det var vand på Foghs mølle.

Bolivias Evo Morales foreslog at adgang til rent drikkevand blev indføjet som en menneskeret, men Danmark stemte nej sammen med resten af de velnærede vestlige lande. Prioriteringen i vores del af verden er: Erhvervsliv frem for mennesker - og beslutningen var Per Stig Møllers og ikke Lomborgs...

...og den danske opinion var tavs.

Inger Sundsvald

Ja, Lomborg var bare en stikirenddreng for regeringen, og han har udfyldt sin opgave og har fået sig et navn med sine luftige forslag og vildledning om hvordan man kunne bruge pengene bedre. Men ingen i den vestlige verden vil ryste op med slanterne, kun ved festlige lejligheder holdes der taler om menneskerettigheder.

Bill Atkins skrev:
" . . . … men hans konsekvente brug af prioritering som metode tiltaler mig en del."
Hvis du satte dig nærmere ind i, hvordan Lomborg i detaljen har lavet sine prioriteringslister, ville du støde på noget, som slet ikke tiltaler dig.

@Kåre Fog

Jeg tror aldrig jeg har taget en vigtig beslutning uden at prioritere, og at lægge kriterierne frem er vel en del af en demokratiske proces.

Jeg har meget svært ved at se problemerne i Lomborgs metode, men måske du vil løfte sløret for mig - for jeg føler faktisk at jeg har sat mig meget godt ind i problematikkerne....

Inger Sundsvald

Når Lomborg f.eks. foreslår at man skal sende skibe rundt på havene og sprøjte vand op i atmosfæren for at mindske co2-påvirkningen af jorden, og når han foreslår at kloakere hele Afrika og sørge for rent drikkevand til alle afrikanere så meget færre mennesker dør af den slags forurening, så siger jeg ok, bare kom i gang, så er der prioriteret til fordel for afrikanerne.

Det hjælper ganske vist ikke så meget i resten af verden, men der bliver masser af arbejde med at fremstille maskiner til vanddamp og maskiner til at grave kloaker, fremstille rør m.v. Vanskeligheden består i at få Vestens ledere til at hoppe med på dén.

@ Bill Atkins
Lomborg lægger netop ikke kriterierne klart frem.
Tilsyneladende er det sådan, at han får eksperter til at lave en benefit/cost beregning for projekter inden for hvert af de ti delområder, hvorefter hans panel af topøkonomer vælger prioriteringen, hovedsagelig på baggrund af benefit/cost ratio. Men når man går det nærmere efter, er det svært at finde oplysninger om, præcis hvordan topøkonomerne har båret sig ad, for prioriteringen følger ikke kun benefit/cost.
Meget værre er dog, at der er fusket med benefit/cost beregningerne. I Copenhagen Consensus 2008 var det f.eks. sådan, at eksperterne havde fået at vide, at de skulle gennemføre beregningerne med to forskellige rentesatser i diskonteringen, nemlig dels 3%, og dels 6 %. De to rentesatser giver helt forskellige benefit/cost ratioer. Jo lavere rente, jo højere benefit/cost ratio, især ved projekter der strækker sig over mange år. Eksperterne har så gjort som Lomborg bad dem om. Derefter har Lomborg så taget de benefit/cost ratioer, der er opnået med 3 % rente, og brugt dem i prioriteringen. Der er bare det, at lige netop klimaprojekterne er regnet igennem ikke med 3 %, men med 4 eller 5 %. Det giver en meget lavere benefit/cost ratio end med 3 %. Hvis man anvendte 3 %, ville et af klimaprojekterne være kommet i top og være det mest fordelagtige af alle projekter. Men da der er brugt en anden rente lige netop her, falder projektet ned i bunden af listen. Begrundelsen for at bruge en anden rentesats lige netop her angives at være tekniske problemer - de komplicerede datamodeller er ikke kalibreret til at køre med 3 % rente. Om begrundelsen er reel, er svært at sige. Men resultatet er i hvert fald ikke redeligt.
Dertil kommer, at benefit/cost beregninger er som at sælge elastik i metermål - det kræver stor ærlighed. Man kan manipulere meget f.eks. med hensyn til, hvilke udgifter der inkluderes.
Hvis man gennemførte Lomborgs procedure konsekvent og redeligt, ville et af klimaprojekterne altså have fået 1. prioritet. Så jeg har ikke noget imod metoden som sådan. Jeg har noget imod, at den giver så stor mulighed for at fuske, og at der faktisk ER blevet fusket i en sådan grad, at der er vendt helt rundt på prioriteringen.
Se Lomborgs reaktion på denne kritik på
www.Lomborg-errors.dk/Faadebate2008.htm

Niels Mosbak

Man må lade Lomborg at hans ideer er som taget ud af "Populær Mekanik" fra halvtredserne - men skal vi betale så mange penge for det?
Han har intet fornuftigt at byde ind med, han er statistiker og intet andet - de der tror på statistik lader sig forføre til tåbeligheder - er glasset halvt fuldt eller er det halvt tomt?

Inger Sundsvald

Jeg har ikke kapacitet til at vurdere hvad Lomborg ellers har lavet af uredelige ting og sager. Det er et indtryk jeg har fået af ham som en højest uvederhæftig charlatan, når jeg har læst og hørt ham i medierne. Men jeg er faktisk blevet lidt klogere af, af og til, at følge nogle links fra blandt andre Kåre Fog.

Sider