Kronik

Pind, Wind eller forsvind?

Forskeres bidrag til samfundsdebatten er et af akademiets noble formål og da videnskab og politik ikke nemt lader sig adskille, må forskere ofte udfordre magten. Derfor er det bekymrende, når der blandt forskere synes enighed om, at Marlene Wind gik for vidt og derfor gjorde sig fortjent til usaglige angreb. Debatten er principiel og har ikke blot betydning for forskeres vilkår
Det er foruroligende, at den måde, som Marlene Wind er blevet kritiseret på efter sine udtalelser, ikke har udløst nogen større reaktion fra samfundsforskere. Hvis øgenavne og forsøg på miskreditering accepteres, ser det skidt ud for den fremtidige  demokratiske debat.

Det er foruroligende, at den måde, som Marlene Wind er blevet kritiseret på efter sine udtalelser, ikke har udløst nogen større reaktion fra samfundsforskere. Hvis øgenavne og forsøg på miskreditering accepteres, ser det skidt ud for den fremtidige demokratiske debat.

Michael Daugaard

21. juni 2011

Farverige gloser har præget debatten om professor Marlene Winds udtalelser om regeringen og Dansk Folkepartis aftale om genindførelsen af grænsekontrol. Udover Wind, hendes institutleder og enkelte andre synes danske samfundsforskere helt at have accepteret kritikken af Winds ageren, og de principielle spørgsmål, som hele furoren rejser, er blevet mødt med et bekymrende ensidigt svar.

Mit ærinde her er ikke at forsvare Winds udtalelser og sprogbrug, men derimod at forsvare hendes ret til at udtale sig også på en kontroversiel måde uden at hun skal beklikkes på sin faglighed, opleve at der lægges politisk pres på hendes arbejdsgiver, eller at hun med skolegårdsretorik skal mobbes og kaldes øgenavne.

Samfundsvidenskabelige professorer som Poul Erik Mouritzen, Jørgen Grønnegaard, Lars Qvortrup og Erik Albæk har forsvaret den besnærende betragtning, at hvis en ekspert kommer med politiske eller moralske vurderinger uden forskningsmæssigt belæg, må vedkommende forvente verbale tæsk af meningsdannere og politikere. En situation der af Mouritzen karakteriseres som »befriende«.

Hvis verbale tæsk dækker over skarpe meningsudvekslinger om, hvorvidt regeringens håndtering af grænseaftalen virkelig var naiv, eller om grænseaftalen kan kritiseres for at lefle for en ubehagelig romantisk nationalisme, så er det helt fint. Desværre fungerer argumentet som rambuk for et foruroligende forsøg på at miskreditere individuelle forskere og lægge pres på de institutioner, hvor de er ansat. Winds 'selvvalgte' medieeksil taler i den forbindelse for sig selv.

På få dage er hun blevet kaldt 'færdig' og 'et broddent kar', hendes ageren er blevet betegnet som 'kvalm' og hendes udtalelser karakteriseret som 'spåkoneri'. Ligesom det gentagne gange er blevet påpeget, at Winds løn er skatteyderfinansieret. Hverken Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt eller Søren Pind har imidlertid forholdt sig til indholdet i eller intentionerne med Winds udtalelser. Ej heller har de haft blik for legitimiteten i det politiske pres, de lægger på en ekspert, der udtaler sig kritisk om deres beslutninger. Hykleriet er åbenlyst, når regeringspartierne og Dansk Folkeparti samtidig har sikret direkte støtte til forskere og forskningsprojekter uden om de kanaler, som øvrige forskere benytter.

Forskernes minefelt

En række forhold gør medieoptrædener til et minefelt for forskere. Medierne er besat af at underbygge allerede undfangede historier med ekspertudsagn. Udtalelser skarpvinkles af journalister eller arbejdet gøres på forhånd af medievante, selvsikre forskere, der ved, hvad der efterspørges. Udviklingen forstærkes af universitetslovens tilskyndelse til offentlig formidling. Derudover er mange forskningsområder præget af fragmentering og specialisering. Det betyder, at forskere ofte udtaler sig om noget, de ved meget om, har fulgt i mange år og tænkt meget over men ikke nødvendigvis forsket i.

Vil man undgå verbale tæsk på den politiske magtkamps præmisser, kan problemet ifølge ovennævnte professorer imødekommes med etiske regelsæt og/eller større bevidsthed om grænserne mellem videnskab og politik. Ud over faren for, at synspunktet misbruges af politikere Pind henviste meget sigende til Mouritzen og Grønnegaards kronik i sit blogindlæg om Wind er der to problemer forbundet med argumentationen.

For det første har synspunktet en bekymrende snært af tiltro til magt og autoritet. Når Mouritzen og Grønnegaard f.eks. foreslår, at man som forsker »skal undlade at fælde domme over personer«, når en sag ikke er fuldt oplyst, eller hvis regelsæt ikke er overtrådt, og at man skal »undgå negativt ladede tillægsord om andre mennesker« (Jyllands-Posten 25. februar), kan det tolkes ikke bare som gode råd til en saglig debatkultur (hvilket det er), men også som en ærefrygt over for magthavernes handlinger eller initiativer.

Politiske valg

Mouritzen og Grønnegaard siger ikke, at forskere ikke bør fælde domme over politiske tiltag eller ikke må bruge negative tillægsord i debatten. Men den forsigtighed, der præger forslaget om et etisk regelsæt blandt forskere, kunne nemt tænkes at blive lovligt bekvem for dem, der sidder på magten. Modsat kunne man hævde, at forskerens vurderinger (som der ofte er tale om) skal nuancere og hælde indhold i en debat, der i vid udstrækning er præget af de dagsordenssættende politikere og deres kommunikationsstrateger. Tager forskeren denne opgave alvorligt, er det ofte nødvendigt at tale magten midt i mod. Det er vel netop et af forskerrollens noble formål?

For det andet er argumentet om selvforskyldte tæsk implicit baseret på antagelser om, at videnskab og politik kan adskilles, og at forskningsresultater er nøgterne, fordi de er baseret på analyserede fakta. Begge antagelser er lovligt heroiske: Selv eksperterne i ekspertbrug har i denne tid svært ved at lokalisere grænserne mellem videnskab, vurdering og politik.

Idealet er, at forskningsresultater skal kunne efterprøves, men i meget (interessant) samfundsforskning tilføjer forskerens uundgåelige bias, designet af undersøgelser og bagvedliggende teoretiske perspektiver et element af fortolkning.

Videnskabelige konklusioner kommer sjældent af, at man stirrer længe nok på data eller fakta. Det er en gammel traver. Men tilsyneladende er der behov for at trække den af stalden igen. I samme forbindelse bør vi gøre op med forestillingen om, at forskere kan foretage apolitiske afgrænsninger af deres kompetencer ved at undlade at forholde sig til beslægtede politiske problemstillinger. Sådanne valg er selvfølgelig politiske.

Forsvar diversiteten

Det er legitimt for en forsker at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden i politiske prioriteringer og handlinger. Her hjælper en udskiftning af titler professor eller samfundsborger ikke. Det er at stikke blår i øjnene på offentligheden, hvis dømmekraft der i øvrigt ikke er grund til at undervurdere: Langt de fleste vil have en god fornemmelse for blandingsforholdet mellem fakta, judgement, vurdering og kritik og netop sådanne fornemmelser bidrager til en sund demokratisk debat. De omtalte professorers synspunkt kan desuden ses som et udtryk for, at den kritiske intellektuelle ikke længere er et positivt ideal.

Det er slående, at Mouritzen og Grønnegaard nævner en humanist (Frederik Stjernfeldt) og en forfatter (Carsten Jensen) som eksempler på denne 'forskertype'. De tilføjer, at disse debattører har en rolle, »man ikke skal kimse af«, hvorefter de kimser af rollen ved at hævde, at »ingen vil tage deres vurderinger som udtryk for en særlig forskningsbaseret indsigt«.

I Stjernfeldts tilfælde kan man med rimelighed spørge: Hvorfor egentlig ikke? Er det ikke for snæver en forståelse af forskning? Studiet af f.eks. idehistorie er et legitimt og ofte glimrende grundlag for at diskutere spørgsmål om demokrati og ytringsfrihed.

Vi må insistere på, at der på danske forskningsinstitutioner skal være plads til forskere, der bruger deres oparbejdede indsigt til at bidrage til den demokratiske samtale. Det er en investering i demokratiet. Forskere vil påtage sig forskellige roller og af hensyn til akademiet og dets bidrag til samfundet bør vi forsvare denne diversitet. Og skal vi fejle til én side, bør det ikke være magtens.

Hæver vi os over diskussioner af medieliderlighed, spåkoneri og øgenavne, står det klart, at der er meget mere på spil end Pind eller Wind. Såkaldte ekspertudsagn kan og skal gøres til genstand for saglig og heftig debat, men som forskningsfællesskab skal vi ikke acceptere endsige legitimere, at magthaverne møder ubelejlige udmeldinger med et magtfuldkommenhedens 'forsvind!'

Casper Sylvest er lektor på Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Brogård

Det er forstemmende at Wind stikker piben ind. Det er mere forstemmende, at der ikke er nogle andre spillere, som overtager ansvaret.

Den magt, som forskere og intellektuelle dermed overlader til regeringen repræsenterer dermed hele banen for magthaverne.

Dermed kan det herskende regime uantastet gøre hvad de lyster med uddannelsesstederne, som ligger helt ubeskyttede.

Det er en næsten maoistisk logik, at hvis du siger noget, bliver du stukket ned. Og hvis du ikke siger noget, bliver du slave for pillefabrikanterne.

Kulturrevolutionen kan begynde.