Udbredelsen af arbejdsmarkedspension bygger på en samfundskontrakt fra 1987. Før den tid havde enkelte grupper arbejdsgiverbetalt pensionsopsparing som tjenestemænd eller gennem pensionskasser, men langt hovedparten af lønmodtagerne var henvist til folkepension og en beskeden opsparing i Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) eventuelt suppleret med privat pensionsopsparing, hvis løn og faste udgifter ellers gjorde det muligt for den enkelte.
En trepartsaftale den såkaldte Fælleserklæring fra december 1987 mellem Schlüter-regeringen og arbejdsmarkedets parter lagde grunden til de nye arbejdsmarkedspensioner, der i dag omfatter næsten alle arbejdende danskere.
Baggrunden var meget konkret. Virksomhedernes konkurrenceevne skulle styrkes. Det samme skulle den private opsparing. Midlet var, at lønmodtagerne så at sige skulle udskyde en del af deres forbrug til pensionsalderen:
»Der er enighed om, at en forøgelse af den private opsparing bl.a. bør ske ved en udbygning af ordningerne med arbejdsmarkedspensioner til de grupper, der ikke har supplerende ordninger til folkepensionen og ATP. Med henblik herpå vil regeringen i det nye år indbyde parterne på det private og offentlige arbejdsmarked til drøftelser om igangsætning af et udvalgsarbejde om pensionsordninger«, lød forklaringen.
Det var muligheden for at skabe et supplement til folkepension betalt over skatten, som var i fokus for både regering, arbejdsgivere og lønmodtagere.
På tre ben
Med Fælleserklæringen og det efterfølgende udvalgsarbejde blev danskernes pensionsforhold bygget på de tre ben, som fortsat er gældende: folkepension og ATP, arbejdsmarkedspension og en eventuel privat pensionsopsparing.
Arbejdsmarkedspensionerne gav samtidig Danmark et langt mere solidt fodfæste, når de store fødselsårgange engang ude i fremtiden ville tjekke ud af arbejdsmarkedet. I dag hvor slutfirsernes fremtid er blevet til nutid har det vist sig at holde nogenlunde stik.
Selv om alle beslutningstagere nu kører en endeløs båndsløjfe om de store økonomiske udfordringer, som følger med, når antallet af pensionister for alvor stiger i de kommende år, er vi sammenlignet med de sydeuropæiske lande i smult farvand, fordi vi har sikret os en efterhånden ganske solid opsparing af pensionskroner, som står på kontoen i den enkeltes arbejdsmarkedspension.
Pengene er der og skal ikke hentes hjem via løbende skatteopkrævning i det år, de skal udbetales. Og supplementet til den fælles skatteyderfinansierede folkepension er her 20 år efter indførelsen så småt på vej til at fylde i de samlede pensionsudbetalinger.
Til gengæld er forudsætningen om, at arbejdsmarkedspensionerne skulle være et supplement til folkepensionen nu to gange blevet udsat for frontalangreb.
Første angreb
Det startede i 1998, da Christiansborg proklamerede, at nu ville man fremtidssikre efterlønnen. Arbejdsmarkedspension og privat pensionsopsparing skulle pludselig modregnes i efterlønnen ,uanset om lønmodtageren i efterlønsperioden fik udbetalt løbende pension eller ej, hvis man valgte at gå på efterløn, før man fyldte 62 år.
FOA's medlemmer gik også dengang tidligt på efterløn, selv om 1998-indgrebet gjorde det økonomisk mest fordelagtigt at vente.
Det er ganske svært at få øje på, at indførelsen af modregning i efterlønnen for pensionsopsparing skulle være i overensstemmelse med Fælleserklæringen fra 1987, som lagde grunden til, at lønmodtagerne accepterede at bytte nutidens forbrugsmuligheder ud med forbrug i pensionisttilværelsen.
Efterlønnen var 10 år gammel, da det blev aftalt at indføre arbejdsmarkedspension for alle. Havde det været lovgivernes mening at skabe modregning af pension i efterlønnen, selv om pensionsopsparingen ikke bliver udbetalt, så var det naturligvis blevet lagt åbent frem på bordet ved forhandlingerne om Fælleserklæringen og ikke 10 år efter.
Det var tydeligvis lovgivernes hensigt i 1978 med lovgivningen om efterløn at skabe en indkomstmæssig totrinsraket: Først nedtrapning fra hidtidig arbejdsindkomst til efterløn, og dernæst nedtrapning fra efterløn til folkepension og ATP mv.
Det var svært ikke at se efterlønsindgrebet i 1998 med modregning af pensionsopsparing som et brud på forudsætningen for arbejdsmarkedspensionerne. Det er endnu sværere ikke at se det nyeste tiltag i forhold til efterlønnen, som endnu et angreb på forudsætningerne for Fælleserklæringen fra 1987.
Andet angreb
Skruen fik nemlig nogle gevaldige omgange, da Christiansborg i år indgik forlig om efterlønnen. Bliver forliget omsat til lovgivning efter det kommende valg, vil det betyde, at dét, Schlüter-regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerorganisationerne i 1987 aftalte som et supplement til folkepensionen, nu vil blive modregnet med ikke mindre end 64 pct. i efterlønnen.
Det er forunderligt nok i sig selv, at lovgiverne igen har følt sig berettiget til ensidigt at ændre i forsikringsbetingelserne for efterlønnen. Begrundelsen har hver gang været, at forsikringen selv om efterlønnen skulle være selvfinansierende ved indførelsen hviler på en væsentlig samfundsmæssig medfinansiering.
Men når lovgiverne så oven i de forringede forsikringsbetingelser også i 1998 begyndte at omdefinere blandt andet arbejdsmarkedspensionerne fra at være et supplement til folkepensionen til i stedet at være en begrundelse for at spare på efterlønnen, så går det for alvor galt med logikken. Og med troværdigheden.
Reelt er der tale om en politisk flugt fra Fælleserklæringen fra 1987.
Lønmodtagerne accepterede ikke blot indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne og dermed at udskyde dele af deres forbrug. Accepten gjaldt også forbedring af konkurrenceevnen det forhold, som i LO-kredse blev kaldt 'Hellere jobfest end lønfest'.
I Fælleserklæringen blev det formuleret på den måde, at: » ... bestræbelserne på at forbedre konkurrenceevnen (må) ses i nær sammenhæng med det andet vigtige element i den økonomiske politik, bestræbelserne på at øge den private opsparing, bl.a. ved en udbygning af pensionsordningerne.«
Utroværdigt
Christiansborgs troværdighed som aftalepart med erhvervsliv og lønmodtagere om store og omfattende reformer går simpelthen fløjten, hvis politikerne bliver ved med at løbe fra de fælles forudsætninger bag aftalerne. I 1987 var det ikke på nogen måde en fælles forudsætning for Fælleserklæringen, at det udskudte forbrug skulle straffe de lønmodtagere, der går på efterløn.
Hver gang efterlønnen er til forhandling rammer det dem, der har mest brug for ordningen, hårdest. Vores medlemmer går ikke tidligt for sjov det er allerede i dag en dyr fornøjelse at gå på efterløn som 60-årig. For mange af vores medlemmer er efterlønnen afgørende for, at de får et værdigt ældreliv efter arbejdslivet.
Vi blev straffet ved efterlønsindgrebet i 1998, og nu står vi til at blive straffet igen, hvis regeringens tilbagetrækningsreform har flertal efter valget.
Det er urimeligt over for dem, der har knoklet hårdest og længst på arbejdsmarkedet. Dem for hvem forskellen på slidt og nedslidt er efterløn. Men det er også politisk plat og svindel. Det er afgørende, at trepartsaftaler også fremover er noget, man kan regne med.
Derfor giver det nye angreb på efterlønnen ikke bare problemer med troværdigheden for de politikere, der tidligere har lovet noget andet, men for hele Christiansborg. En aftale er en aftale. Det må også gælde, selv om den er indgået med politikere.
Dennis Kristensen er formand for FOA
