Læsetid: 4 min.

Saudi-Arabien er anti-revolutionens højborg

Med sine seneste tiltag for at afstive de arabiske monarkier har Riyadh fundet tilbage til sin gamle rolle som bekæmper af enhver forandring i regionen
Debat
14. juni 2011

Lidet anede Riyadh, at det alvorligste strategiske slag imod dets indflydelse i regionen skulle komme ikke fra Teheran eller Teherans agenter i Bagdad men fra Kairo, dets nærmeste arabiske ven. Mubaraks fald betød ikke blot tabet af en stærk allieret, men sammenbruddet for hele den gamle magtbalance. Regionen kunne ikke længere inddeles i en Riyadh-Kairo-akse imod en Teheran-Damaskus-forbindelse. Det Arabiske Forårs revolutioner brød løs i begge lejre: i det 'moderate' Egypten og Tunesien såvel som i det 'ekstremistiske' Damaskus og Tripoli. Den væsentligste udfordring for det saudiske regime er i dag ikke længere Syriens, Irans eller Hizbollahs indflydelse, men de igangværende revolutioners smitte.

Saudierne sendte da også tropper til det lille kongerige Bahrain for at undertrykke et oprør mod kong Khalifas' sunnimuslimske styre. Og da Yemens revolution brød ud, skyndte man sig at afstive Ali Abdullah Salehs regime ved at pumpe millioner ind i hans kasser, så han kunne købe stammernes loyalitet og forsyne sin hær med nyt materiel, efterretningssystemer og logistisk støtte. Selv om Riyadhs herskere foragter Saleh, fordi han trak dem ind i en rodet konflikt med de shiamuslimske houthier ved deres sydgrænse i 2009, har de altid stået ham bi. Men efterhånden som folkeopstanden voksede sig stærkere, fik tilslutning fra de fleste stammer og udløste afhopninger i hæren, havde det saudiske regime til sidst intet andet valg end at give slip på sin mand i Sana'a dog under forudsætning af, at dette ikke blev opfattet som frugten af det folkelige pres, men som en ordnet overgang inden for rammerne af Golfens Samarbejdsråd. Med Saleh ude af landet efter angrebet på hans præsidentpalads forsøger Riyadh nu igen at vriste initiativet fra gaden og fungere som den afgørende powerbroker i Yemen.

Selv om Saudi-Arabien i årevis har stræbt efter at isolere Syrien fra Teheran, er det ikke alt for ivrigt efter at se sin gamle fjende bryde sammen under indtryk af de vedvarende folkelige protester og kaster nu derfor sine kræfter ind for at beskytte Assad-regimet. Kong Abdullah har sågar ringet til Syriens præsident Assad for at tilbyde »sin solidaritet med Syrien imod de konspirationer, der søger at undergrave dets stabilitet og sikkerhed«.

Støtte for milliarder

Saudi-Arabien sparer sig ikke nogen udgifter, når det gælder om at inddæmme eksisterende revolutioner og undertrykke potentielle. Trods sin frygt for det postrevolutionære Egypten har Saudi-Arabien for nylig givet det fire milliarder i støtte for at formilde dets generaler; 20 milliarder dollar har det udøst på Bahrain og på Oman endnu et kongerige, der plages af uro mens 400 millioner dollar er doneret til Jordan.

For Riyadh skaber de arabiske revolutioner en farlig præcedens for de arabiske monarkiers undersåtter og må derfor undgås for enhver pris. Dette er baggrunden for Saudi-Arabiens invitation til Jordan og Marokko om at deltage i Golfens Samarbejdsråd en organisation, der burde omdøbes til Klubben for Arabiske Despotiske Monarkier. Jordan, der er kendt for sit magtfulde sikkerhedsapparat, vil kunne fungere som nyttig buffer imod revolutionære fra det levantiske Syrien. Med hensyn til Marokko hvis invitation er kommet bag på mange, beliggende, som det er, i den stik modsatte ende af den arabiske verden er dets vigtigste dyd dets 35 millioner indbyggere, der kan kompensere for tabet af Riyadhs gamle sværvægtsallierede, Egypten.

En monarkisk styreform er et fællestræk ved Jordan og Marokko. Økonomiske behov er et andet. Deres skrøbelige økonomier, som er lammet af gæld og korruption, udgør en fordel i de saudiske strategers øjne: Desto mere modtagelige for bestikkelse og manipulation er de.

Riyadh har med ængstelse set kravene om reformer eskalere. I Jordan har demonstrationerne bredt sig til stammesamfundene i syd, regimets traditionelle bagland. En bred alliance af islamister og venstreorienterede har fundet sammen efter to ministres fratræden som følge af en grov korruptionsaffære. Som Alliancens leder, Ahmad Obeidat, udtrykker det:

»Tyranni og korruption er Jordans største problemer. Enhver bekæmpelse af korruption må starte med at reformere selve regimet.«

Samme tilstand af politisk mobilisering kendetegner Marokko Nordafrikas eneste kongerige. 20. februar- bevægelsen, der samler mange unge oppositionelle marokkanere, har holdt ugentlige demonstrationer med krav om forfatnings- reformer. Menneskerettighedsgrupper rapporterer om masseanholdelses- kampagner og hyppig tortur. Politivolden går ofte til excesser: Kamal al-Ammari, en prodemokrati-aktivist, blev for to uger siden slået ihjel under et prodemokratisk massemøde i den sydlige by Safa.

Må ikke ramme kongen

Ved sine bestræbelser på at befæste disse monarkier forsøger Saudi-Arabien ikke blot at beskytte dem, men stiler frem for alt efter at bevare sig selv. Dominoeffekten at den ene arabiske republik efter den anden bliver optændt af revolutioner må ikke få lov til at ramme ét eneste monarki. Budskabet er klart: Revolutioner er et strengt republikansk fænomen, som kongeriger er immune over for. Men målet er også at holde reformer i ave. Der kan ikke være tale om at indføre konstitutionelle monarkier.

Selv om det saudiske regime er optaget af den iranske trussel, er dets øjne lige nu mere fokuseret i Egypten og de arabiske revolutioner de eksisterende som de potentielle. Der er intet, det frygter mere end en tilbagevenden til 1950'erne og 60'ernes scenario: Dengang Kairo stod i spidsen for en revolutionær arabisk verden imod proamerikanske konservative kongeriger. Riyadh er i færd med at genopfinde Bagdad-pagten fra 1955, der blev smedet i konfrontationen med Nasser og hans revolutionære officerer og samlede herskerne i Saudi-Arabien og Jordan (begge uofficielt), Irans shah, Iraks konge samt Tyrkiet og Pakistan. Nogle af spillerne er udskiftet, og nationalisme er erstattet med islamisme, men strukturen i det strategiske spil er den samme.

Det samme er Saudi-Arabiens mægtigste våben: penge. I en kamp, hvor indre frygt falder sammen med ydre interesser, er Riyadh ved at genoptage sin gamle rolle som fortroppen i en kold krig imod forandringer.

Soumaya Ghannoushi er idéhistoriker, tilknyttet School of Oriental & African Studies i London og datter af Tunesiens reformislamiske oppositionsleder, Rashid Ghannoushi

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Erik Blumensaat

Konger over alt foren jer, gud konge og fædreland monarkister står sammen i et sidste forsøg på at knuse folkeligheden, danske monarkister er i øjebliket ved at genindsætte kongen af Libyen.

Jørgen Munk

Selv om man ikke skal lægge for meget i historiske paralleller er det nu altid sjovt at gøre. Der har været mange der har samenlignet det der sker i mellemøsten nu med det der skete i Europa i 1848/49.
Saudi Arabien spiller vel den rolle som det kejserlige Rusland spillet den gang.

Søren Limborg John

Saudi Arabien er vores fjende nr. 1. Et land uden respekt for menneskerettigheder!

Men hvis vi ikke købte deres olie ville kineserne gøre det, så hvad er løsningen?

Fordøm al religiøs undertrykkelse

Henrik Jensen

Hvad som ind i helvede er "reformislamiske " for en fisk?