Kronik

Skolen finder vej til dagligstuen

Den moderne folkeskole uddanner og opdrager ikke længere kun eleverne. Den opdrager også forældrene til at blive gode skoleforældre. Det sker blandt andet gennem såkaldte ansvarsspil, der umiddelbart er leg og fantasi, men reelt er skolens forsøg på at invitere sig selv helt ind i familien og udstrække pædagogikken til livet omkring middagsbordet
Måske burde det ikke hedde børnenes første skoledag, men familiens første skoledag. For den moderne skole opdrager også forældrene

Måske burde det ikke hedde børnenes første skoledag, men familiens første skoledag. For den moderne skole opdrager også forældrene

KRISTIAN LINNEMANN

1. juli 2011

Viden anses ikke længere for at være langtidsholdbar. Eleverne i folkeskolen skal lære et pensum, men de skal også lære at lære, og de skal lære at tage ansvar for egen læring. Nye undervisningsformer tages i brug for at træne elevernes personlige og sociale kompetencer.

Paradoksalt nok forudsætter de nye undervisningsformer, der skal fremme personlige og sociale kompetencer, også at eleven allerede på forhånd besidder en række personlige og sociale kompetencer. Forudsætninger som man anser det for familiens ansvar at tilvejebringe. Forældrene, siges det, skal på banen og tage ansvar. Men hvori det ansvar mere præcist består, ønsker man fra skolens side ikke at lægge sig for fast på.

Forældrene skal, med en lærers ord, 'åbne ind til ungerne'. Familien ses som det sted, hvor grunden for skolens arbejde med børnene lægges. Forældrene får et større men samtidig også et udefineret ansvar for deres eget barns mulighed for at lære og for de sociale relationer i klassen.

Tidligere tog skolerne ansvaret for at definere dette ansvar. Lærerne kunne spørge forældrene: »Har du hjulpet dit barn med lektier i dag?« eller »Har du læst højt for dit barn i dag?«. De spørgsmål er stadig aktuelle, men de er ikke tilstrækkelige.

Når det at skabe motivation og sociale kompetencer ses som forudsætninger for skolens arbejde og som forældrenes ansvar må spørgsmålene stilles mere åbent. Spørgsmålet bliver noget i retning af: »Hvordan har du taget ansvar for dit barns læringsmiljø i dag?« Dermed bliver det samtidig en invitation til forældrene om at se sig selv og familiens interne relationer med et pædagogisk blik.

Spillet om ansvaret

Spørgsmålet er, hvordan man får forældrene til det. Hvilke metoder kan man bruge til på én gang at forpligte forældre på deres ansvar og sikre, at de selv definerer ansvaret på den rigtige måde?

De traditionelle skole-hjem samtaler kan ikke bruges. I den slags 15-20 minutters seancer er det lærerens rolle at beskrive barnet, dets fremskridt, faglige niveau og eventuelle udfordringer. Barnets rolle er at lytte, forældrenes at acceptere beskrivelsen og eventuelt påtage sig det ansvar, læreren definerer som f.eks. kan handle om at hjælpe med lektier, læse højt og ligende. Læringsmålene er givne, rollefordelingen klar selv om det selvfølgelig kan forhandles, i hvilken grad læreren gør sig fortjent til sin autoritet, og i hvilken grad forældrene lever op til skolens forventninger.

Skal man for alvor have forældrene på banen, så de selv definere deres ansvar, må man bruge andre metoder. Derfor er flere skoler begyndt at anvende forskellige refleksions- og dialogværktøjer, blandt andet forskellige former for spil.

Et gængs et kaldes ansvarsspillet og går ud på at få forældre til børnehaveklassebørn til i gruppe at diskutere udsagn som 'Hvem har ansvaret for, at barnet kan forstå en kollektiv besked?', 'Hvem har ansvaret for, at barnet lærer at blive en god kammerat?', 'Hvem har ansvaret for, at barnet lærer at tale åbent om sine følelser og problemer?'. De tre mulige svar er skolen, hjemmet og fælles.

Forældrene yder

I næste runde af spillet skal forældrene finde på konkrete handlinger, som kan fremme udsagnene. Hvilke konkrete handlinger kan f.eks. fremme, at barnet bliver en god kammerat? Nogle forældre svarer f.eks., at de kan påtage sig at arrangere legegrupper, så børnene kan komme hjem til nogle af de børn i klassen, de ellers ikke har så meget med at gøre.

Og når det handler om at lære barnet at tale åbent om sine følelser, kan forældre f.eks. tale sig frem til, at det kan ske ved, at forældrene går foran som de gode eksempler og over aftensmaden fortæller om deres udfordringer på og følelser for arbejdet.

Selv om spillene i udgangspunktet kun er for sjov, er det en måde, skolen kan invitere sig selv ind i familien og med til middagsbordet. Forældrenes ansvar i relation til skolen kan i princippet omfatte alt, hvad der foregår i såvel familien som den klasse, barnet går i.

Spillet kan imødekomme den styringsambition, der handler om at få forældre til at forhandle normer om det gode familieliv og familieinterne relationer i grupper med andre forældre. Familien er altså ikke alene om at definere, hvad der er godt for den. Det er åbent for debat og korrektioner fra skolen og den øvrige forældregruppe.

Modkrav

Spillene resulterer dog ikke kun i, at forældrene pålægges nyt ansvar og krav om at korrigere deres opførsel. Kravene går også den anden vej: fra forældre til skole. For når først fantasien er sat i sving, kan forældrene også finde på at tage ansvar for, hvordan man fordeler elever i klasserne, hvilke lærere der egner sig bedst til hvilke fag, hvilke undervisningsmetoder, der er relevante, når nu deres barn er et føle sansebarn osv.

Der er altså en svær balancegang i skolens invitation til forældrene. På den ene side skal de tage et uendeligt og uspecificeret ansvar for at bidrage til, at deres barn er motiveret og socialt kompetent. På den anden side skal de endelig ikke tage ansvar for skolens del af opgaven. Forældrene skal 'på banen', men de skal ikke 'blande sig'.

Kun fantasien sætter grænser for ansvaret, når man spiller spil og får ideer om legegrupper, fællesspisning, at være det gode eksempel osv. Men samtidig er der grænser for det potentielle ansvar, for det er stadig skolens ansvar at definere skolens ansvar.

Ansvar for det uvisse

Ansvarsspillet er langt fra det første forældrespil. Men det er værd at bemærke, at tidligere tiders spil var af en ganske anden støbning.

For små 30 år siden opfandt organisationen Skole og Samfund (nu Skole og Forældre) f.eks. spillet Dialog. Her var spørgsmålet 'Hvad skal en 17-årig kunne?' Svarmulighederne var f.eks. 'vide hvem Freud er', 'ro en robåd', 'spille ludo'.

I modsætning til vore dages spil handlede det altså om resultaterne af elevernes læring og om viden og færdigheder som mål i sig selv ikke om, hvad der er de nødvendige forudsætninger for fortsat læring. Samtidig var det muligt at være uenige om noget konkret, f.eks. om, hvorvidt det var vigtigt, at en 17-årig kunne ro en robåd eller kende Freud.

Når man spiller ansvarsspil i dag, er formålet ikke at afklare holdninger og diskutere, hvilke fag eller emner som bør prioriteres. Formålet er at stimulere forældrenes fantasi, når det gælder deres ansvar som skoleforældre. Spillet er en metode til at få forældre til at reflektere over 'Hvordan har du taget ansvar for dit barns læringsmiljø i dag?'

Spil og lege kan bruges til at håndtere den fremtid, hvori vi ikke kan eller ønsker at sige, om det er godt at kunne ro en robåd eller spille ludo, men hvor barnets sociale kompetencer og ansvar for egen læring ses som afgørende forudsætninger for fortsat læring og for at skolen kan være skole. Spil bliver en måde, hvorpå ansvaret for den uvisse fremtid kan placeres et uvist sted mellem skole og familie.

Projektet kan imidlertid hurtigt strande, fordi det er uafklaret, hvordan der kan refereres tilbage til det, forældrene sagde, mens de spillede, og hvordan de kan blive forpligtet på det, de fandt på i grupperne. Derfor handler det ikke kun om at stimulere forældrenes fantasi. Skolen kan med spillet gøde jorden for at kunne stille forældrene til regnskab for deres bidrag til at åbne ind til ungerne. Og det kan skolen for forældrene var jo selv med. Til gengæld kan skolen ikke være sikker på, at forældrene ser sig forpligtede af det, der blev sagt det var jo bare et spil.

Hanne Knudsen er adjunkt på Institut for uddannelse og pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.

Serie

Den omskiftelige skole

En folkeskole blandt verdens fem bedste. 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Sådan lyder nogle af de kontante mål for den danske undervisningssektor. Men hvordan påvirker jagten på målene skolens selvbillede og lærernes opfattelse af sig selv og deres gerning? Og hvordan forandres lærere, skoleledelse, forældre og elevers roller, når de konkrete krav skal opfyldes i en omskiftelig verden, hvor alt fra læringsmålsætninger til skolens fysiske rammer løbende forandres? En række skole- og undervisningsforskere stiller skarpt på den omskiftelige folkeskole.

Seneste artikler

  • Kan man bygge sig til god læring?

    28. juni 2011
    En af vejene til bedre læring i skolerne er ny arkitektur, som tager højde for, at børn lærer forskelligt. Men når borde i lige rækker erstattes af 'fatboys' og huler, opstår der ikke kun mulighed for at tage hensyn til den enkeltes behov, men også risiko for at lærerne mister kontrollen. Så hvis de nye fysiske rammer skal udnyttes, er der brug for et nyt bud på lærerens rolle
  • Folkeskolen i refleksionens spejlkabinet

    24. juni 2011
    Refleksion er blevet et 'buzzword' i folkeskolen. Har en elev koncentrationsbesvær, eller er der samarbejdsproblemer med kollegaen, opfordres læreren til at reflektere. Tidens refleksionshype kan ses som et svar på forestillingen om øget kompleksitet. Men refleksionstendensen skaber også nye problemer. Spørgsmålet er, om den er svar folkeskolens udfordringer
  • Hvordan føles det at tabe i OECD?

    23. juni 2011
    Når OECD-rapporter sammenligner skolesystemer på tværs af nationale grænser, aktiveres følelsesregisteret hos såvel politikere som forskere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Jensen

Fantastisk godt!!!

Desværre trykkede jeg forkert inden jeg fik mit indlæg sendt.

Det at anvede et spil for at gøre forældrene bevidste om deres rolle og ansvar når det gælder elevernes skolegand er en god ide. Der kan sikkert bruges mange andre metoder.

Min erfaring siger mig at alle forældre møder op til det første forældermøde i børnehaveklassen. Derefter begynder det at sive. Derfor skal det her gøres tidligt.

En af mine kæpheste er at forældrene skal bakke op og vise respekt for skolen over for deres børn. Det er det bedste man kan gøre for sine unger. Hvis forældrene har et problem eller en bekymring med skolen, skal man gå til skolen. Eleverne har ikke noget at bruge de voksnes aversioner eller bekymringer til.

Den største udfordring bliver at få gennemslagskraft og effekt hos de "ikke-stærke" forældre. Det vil kunne hjælpe til at bryde den sociale arv hos flere.

Det er anden gang inden for få dage, at DPU-forskere i Informations kronik taler om folkeskoleelevernes ansvar for egen læring uden at problematisere det.

Jamen børn KAN ikke tage ansvar for egen læring uden at det for en stor dels vedkommende ender med ansvar for egen ulykke. Mange af dem kan end ikke tage ansvar for egen madpakke.

Den stærke satsning på hjemmenes medvirken, som denne kronik beskriver som den natuirlige vej frem, er mildt sagt også problematisk. Hvis det lykkelige udfald af barnets skolegang skal bero på forældrenes velvillige indsats, kræver det ikke megen fantasi at indse, hvilke børn der kommer i klemme. Vi kan i hvert fald glemme alt om at reducere andelen af uddannelsestabere i de skolefremmede lag af befolkningen.

Begge kronikker ikke blot afholder sig fra at tage stilling til den alvorlige, brede kritik af den skoletænkning, der lægges frem. De undgår overhovedet at omtale den.

Det er fx utroligt, at det opgør med halvfjerdserpædagogikken, som Thomas Ziehe og Thomas Nordahl peger på nødvendigheden af, forbigås i total tavshed. Står tiden stille på DPU?

Brian Jensen

@Niels Christian

Jo børn kan sagtens tage ansvar, men ikke HELE ansvaret. Børn skal have det ansvar, som de klarer (og tåler).

Vore børn har både gået i Dansk og nu Svensk skole. På (vores) svenske (folke-)skole har eleverne en Individuel UdviklingsPlan (IUP).

Eleven er med til skole-hjem-samtalen. I første klasse kan man f.eks. diskutere at eleven kan blive bedre til talsystemet, ettere tiere osv. Så kan man aftale at til næste møde, så skal eleven træne lidt ekstra på det. Det skriver man ned i IUP og elev og forælder skriver under. Det er en måde at gøre eleverne, men også forældrene bevidste, om elevernes indlæring.

I de senere klasser kan det være mere tungere opgaver man diskuterer. f.eks. at læse mindst 20-30min om dagen hjemme, eller senere at læse nogle engelske bøger for at få mere udfordring. Spektret er bredt, netop fordi IUP er individuel.

Skole-hjem-samarbejdet er nøglen til at bryde den sociale arv. Hvis man kan få forældrene til at forstå hvor vigtig deres rolle er for børnenes skolegang, så er man kommet langt. Der er jo ikke nogen, der vil forhindre sine børn i at få en god skolegang. Det er ofte ukundskab og mangel på bevidsthed om hvad der skal til for at få det til at fungere.

Det er ikke en patentløsning, men jeg tror som sagt det er en af nøglerne.

Benjamin Skou

@ Brian Jensen

Det, du beskriver fra Sverige, lyder umiddelbart som det modsatte af det, der ifølge artiklen foregår omkring det såkaldte ansvarsspil; i begge lande er skolens position som den, der definerer skolens ansvar, egentlig ikke til diskussion, men i Sverige definerer skolen desuden tydeligt forældrenes ansvar, som tilmed bindes skriftligt til forældrene, ifølge dit praksiseksempel. Omvendt undlader ansvarsspillet i Danmark at konkretisere forældrenes ansvar, da dets funktion kun er at "inspirere" til skoleforældre-rollen; der er forskel på uforpligtende at gøre sig tanker om, hvordan man som forældre kan bidrage til klassens velbefindende ved at åbne op for læring hos sit eget barn (og indirekte kritisere andre måder at stimulere børns indlæring på) og så formelt skrive under på, at man vil terpe ti-tabellen med sit barn.

Det, jeg kan lide, ved det svenske eksempel, er dets konkrethed: Forældrene ved, hvad deres ansvar er. Det, der skræmmer mig, er den tilsyneladende mangel på dialog mellem forældrene samt kontraktliggørelsen - det burde da være muligt for de fleste forældre (såsom Brian Jensen) at aftale med skolen, at man vil hjælpe barnet med noget fagligt eller uddannelsesmæssigt vigtigt, som barnet har svært ved, uden at indgå en skriftlig kontrakt?!? Kontrakten bringer jo indlæringen eksplicit autoritært ind i familielivet, der er ikke mulighed for forældrenes tilpasning af aftalens indhold som ved en mundtlig aftale.

I forhold til det sociale samspil i klassen, måden at arrangere fødselsdage osv. må det ideelle være fælles, konkrete aftaler mellem skolen og alle forældre - i hvert fald de første år. For man er selvfølgelig nødt til sammen i klassen at skabe en skolekultur, som nødvendigvis defineres af skolen.
I forhold til det faglige skal må det ideelle også være et fokus på konkrete løsninger på konkrete problemstillinger - det løser den svenske model, men jeg vil gerne have frabedt mig kontraktliggørelsen - den er jo en form for barnagtiggørelse af (de potentielt skadelige, ikke-vedholdende) forældre.
I praksis opleves det at underskrive kontrakten måske ikke som pression, men jeg tror og håber dog, at det er noget, danske forældre vil have frabedt sig.

Benjamin Skou

Desuden er det ifølge artiklen ikke et problem, at forældre engaagerer sig i barnets skolegang - det står jo nærmest, at det for langt de flestes tilfælde slet ikk er noget problem. Diskussionen er, om det er tilstrækkeligt klart, hvordan man implementerer et godt læringsmiljø i hjemmet, hvem der har ansvaret for at præge forældrenes tanker om læringsmiljø og pædagogik, og om skolens uklare retningslinjer og regler om socialisering, pædagogik, faglighed og personlig udvikling overhovedet bør udstrækkes til at være omdrejningspunktet for hele familiens forhold til skolen - det kunne jo være, at nogle forældre hellere ville være med til at diskutere de fælles spilleregler, nå frem til en forhandlet enighed, og så i øvrigt præge barnet sådan som de selv finder det hensigtsmæsssigt, selvfølgelig med mulighed for løbende justeringer, da alt for autistisk skråsikre forældre sikkert kan være belastende i længden. Men der er da nødt til at brydes værdier, og der hvor enderne ikke kan mødes, er det vel hjemmets regler der og pædagogik der bestemmer?

Brian Jensen

@Frank
Jeg giver dig ret langt hen ad vejen. Jeg tog det med som et eksempel på hvordan man kan få leven med til at blive bevidst om sit ansvar for egen læring.

Jeg har ikke oplevet det som en bindende kontrakt, men mere en lidt højtidelig seance vi har til sidst: Det her er hvad vi er enige om.

Desuden skal man være opmærksom på at UIP er en sag mellem læreren og familien. Det er ikke noget, der samles op nationalt for at pege fingre. Det er et arbejdsværktøj for alle interessenter.

Jeg er egentlig for temmelig ukonkrete formuleringer, når det handler om faglighed. Det jeg godt kan lide i det, som står i artiklen, det er at man er begyndt at arbejde med forældrenes bevidsthed om deres ansvar for barnets arbejdsvilkår og dermed dets indlæring.

Jeg har fortalt i en anden tråd at da min søn var ca 8 år, spurgte han mig hvad der var det sværeste arbejde i verden. Jeg svarede skolelærer. Den respekt, som forældre viser over for skolen og læreren har en enorm indflydelse på elevens muligheder for at få optimalt udbytte.

De forældre, der ytrer deres aversion og disrespekt mid skolen over for deres børn, er godt på vej til at ødelægge deres skolegang. Hvis forældre har et problem medskolen, må de gå til skolen. leverne har ikke noget at bruge det til, (selvfølgelig med undtagelse for mobning, osv, hvor man bakker sit barn op).

Hvis alle forældre kunne have den filosofi i baghovedet, så tror jeg at mange elever ville få en meget bedre skolegang. Specielt tror jeg det ville have god gavn i forhold til den sociale arv.

Som sagt tidligere, ingen vil ødelægge deres barns skolegang. Det sker bare alligevel fordi mange ikke er bevidste om de signaler de giver ud.

God skolegang handler ikke om hvor meget lektiehjælp forældrene kan give. Det handler derimod om lærernes og elevernes arbejdsmiljø. Det kræver samarbejde og bevidsthed om hvad der fremmer og hvad der ødelægger arbejdsmiljøet.

På alle niveauer gælder det om at have klare og realistiske forventninger til hinanden, samt opfølgning. Lærere, ledelse, elever og forældre. Alle har deres rolle i at få det til at "klappe".

Beklager at jeg har gentaget mig selv lidt, men det her er en af mine kæpheste, som jeg har funderet en del over.

Uffe Rasmussen

"Legende magt!"
Er titlen på en bog af Niels Åkerstrøm, der skriver om forførelsen i sådanne spil.

Bermærk denne sætning i artiklen : "Projektet kan imidlertid hurtigt strande, fordi det er uafklaret, hvordan der kan refereres tilbage til det, forældrene sagde, mens de spillede, og hvordan de kan blive forpligtet på det, de fandt på i grupperne."

Et spil foregår altid mellem ligemænd. Hvis din chef foreslog dig "at spille et spil, hvor I er åbne om holdninger og følelser", og sagde "at det naturligvis ikke blev brugt bagefter, hvad man har sagt" - ville du så sige ja - og være helt ærlig?

Alle - herunder ikke mindst læreren - er naturligvis glade for forældre, der tager det på sig at opdrage deres børn til at være gode elever. Det ville være komplet tåbeligt af mig som lærer at gå i rette med forældre, der bakker op om deres børns skolegang på alle tænkelige måder. Jeg er dem stor tak skyldig.

Men som professionel er jeg nødt til at sige, at dette ikke er vejen frem i forhold til de foruroligende mange elever, der forlader skolen med for ringe færdigheder og kundskaber. De er jo netop kendetegnet ved deres skolefremmede hjem. Deres forældre magter ofte ikke at lære dem 7-tabellen, for de kan den ikke selv, og de kan ikke have noget med skolen at gøre, uden at minderne om nederlag, ydmygelse og fiasko overvælder dem. En del af dem hader skolen dybt og inderligt. Andre kommer fra kulturer, hvor man aldrig kunne drømme om at byde skolen indenfor i privatsfæren eller omgås dens ansatte med nogen form for fortrolighed. Det er netop deres børn, der er allermest afhængig af skolens evne til at åbne døre, som de ellers aldrig ville have opdaget, eller som forældrene direkte hindrer dem adgang til. Og det er deres forældre, skolen støder fra sig med forventninger om engageret deltagelse, ikke blot i form af hjælp, men også i form af diverse komme-hinanden-ved-spil og sociale skoleaktiviteter. Disse børn har brug for nærværende, autoritative, ikke-omklamrende, ikke-nedladende lærere, der ikke viser medlidenhed, men respekt for børnenes baggrund.

Kontraktliggørelse af forholdet mellem skole og hjem er dybt problematisk, navnlig ift. disse hjem. Kontrakter kan ret beset kun indgås af ligestillede parter, og det er skolen og forældrene ikke. Der bliver let tale om magtfordrejning fra skolens side. Og når forældrene misligholder aftalerne, er skolen magtesløs.

Svensk skole har stort set de samme problemer som dansk skole og ingen bedre bud på deres løsning, tværtimod. Dertil kommer de uheldige følger af en helt ekstrem decentralisering, der har skabt et veritabelt skoleklondyke, hvor den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Vi har i mange år troet, at de var meget bedre end os til fx integration af tosprogede elever, men det ligner mere og mere ønsketænkning. De har desuden fået en aggressiv, profitorienteret privatskolesektor, der ikke skyr nogen midler for at underminere den offentlige skole og vriste mere business ud af branchen.

De svenske individuelle planer er dog knap så fjogede som dem, der for nogle år siden blev gennemtrumfet her til lands, og som ingen - ikke en eneste lærer fra Gedser til Skagen har lavet eller vil nogensinde komme til at lave, der lever til lovens krav: Skriftlige, individuelle redegørelser til alle elever omhandlende alle betydende aspekter af den løbende, systematiske evaluering og målfastsættelse samt den besluttede opfølgning herpå i alle dag på alle klassetrin jf. hundredevis af mål, udarbejdet i samråd med eleven og dennes forældre. Det er lysende vanvid. Skulle denne lovgivning efterleves, kunne ingen lærer have mere end ti elever i et par fag. Ikke desto mindre lader det til, at DPU-kronikørerne har købt konceptet. De lever i en anden virkelighed end skolens.

Brian Jensen

@Nils Christian Sauer

Jeg er meget uenig med dig. Det første, der skal til for at få et ordentligt arbejdsmiljø i skolerne er at man viser respekt over for hinanden.

Et eksempel på det fra vores Svenske skole. Den første dag vi mødte op, blev vi spurgt om vi ville have hjemmesprogsundervisning. Det er en måde at vise respekt for den nyankommende families baggrund. Den respekt gengældes selvfølgelig og har enorm effekt på elevens chance i fremtiden.

Den her artikel handler om at gøre forældrene opmærksomme på deres rolle og ansvar. Der er ikke nogen, der vil skade deres børns skolegang. Det sker imidlertid hver dag fordi forældre ikke er opmærksomme på hvad deres adfærd gør ved børnene.

Det er klart at forskellige forældre har brug for forskellige råd/hjælp.

Jeg hjælper stort set aldrig mine børn med lektierne og jeg blev aldrig hjulpet selv. Min mening er at lektier er en sag mellem elev og skole. Det er elevens ansvar at ordne det og jeg interagerer ikke med mindre jeg får signaler om at der er noget problem.

Det, som det handler om at alle får og tager det ansvar, der er nødvendigt, og som man kan klare.

Med årene får eleven større og større ansvar og lærer dermed at klare sig selv i samfundet.

Hvis man baserer sin undervisning på at forældrene skal tage deres tørn med lektiehjælpen, så har man da gjort fejl. Det er jo den bedste måde at fortsætte den sociale arv.

Hvis forældre, børn og lærere derimod er bevidste om deres rolle og ansvar i et klart formuleret mål, at eleverne går i skole for at lære, så er forudsætningerne meget bedre.

Som sagt kommer alle forældre stort set til de første forældermøder i børnehaveklassen. Der burde læreren kunne oplyse om hvordan forældrene bedst støtter deres børns skolegang. Det er en af de vigtigste nye "fag", som de Radikales millirdsatsning i efteruddannelse, burde indeholde. Skole-hjem samarbejde og kommunikation.

Og ja, der er selvfølgelig forskel på en skole i Hørsholm og en på ydre Nørrebro, hvor vi boede inden vi flyttede til Sverige. Jeg har set hvordan det kan fungere. Vores lærer fik den "Gyldne Pegepind", for at være København bedste skolelærer. Hun var fantastisk. Men så længe den slags arbejde ikke er med i pensum på seminariet, så er det for tilfældigt hvilke klasser, der klarer sig godt.

Her på vores skole er det ikke "kontrakten" i sig selv, der er det essentielle, men bevidstgørelsen af ens eget ansvar. Når man to gange om året har været med til at skrive sin individuelle udviklingsplan (IUP) og fulgt op på den forrige hver gang, så hænger det ved efterhånden når man kommer op i klasserne. Det er ligesom sæbereklamerne.

Og nej, det kræver ikke meget fodarbejde fra læreren at få IUP til at fungere. Der kommen et skema hjem inden mødet hvor læreren har skrevet nogle generelle spørgsmål til alle klassens elever. Eleverne har en kolonne hvor de svarer på spørgsmålene inden det kommer hjem. Derudover er der andre felter hvor forælderen eller eleven kan skrive spørgsmål eller kommentarer.

Til mødet taler man så om det, der står, men også skemaer, som er fyldt ud af andre lærere. Man kommer så frem til hvad man skal fokusere ekstra på frem til næste møde, skriver det ned og skriver det under. Viola, det fungerer fint for os og vores to børn.

Hvis man ikke taler sproget er der selvfølgelig tolk, endnu en måde at vise respekt!

@ Brian Jensen

Jeg forstår ikke helt, hvad det er, du er uenig med mig i. Jeg kan faktisk ikke rigtigt finde noget at være uenig med i dit sidste indlæg.

Vi er enige om det grundlæggende, at skolen skal kunne selv - sikre børnene en ordentlig skolegang UDEN forældrenes velvillige medvirken.

Måske er vi uenige om elevplanerne. Men de svenske individuelle udviklingsplaner, som du henmviser til, er som sagt mindre fjogede end de danske elevplaner. Svenskerne har intet krav om at der skal redegøres for alle betydende forhold i alle fag på alle klassetrin. Svenskerne har gjort det til en klasselæreropgave at beskrive de væsentlige træk ved barnets skoleliv i dets helhed, og der er ingen formkrav. Det lyder jo meget mere rimeligt, og forældrene er naturligvis glade for den ekstra service (det er danske forældre også).

Men intet tyder på, at det giver børnene et større udbytte af skolegangen. Og det er - når det kommer til stykket - kriteriET for, om et tiltag i skolen giver god mening. Derfor anser jeg denne formaliserede skriftliggørelse af skole-hjemsamarbejdet for overflødig og dermed skadeligt fråds med skolens resurser.

Den kritik af svensk skole, jeg kommer med, er ikke noget, jeg 'synes'. Den kommer fra svenskerne selv, navnlig fra den statslige skoleinspektion, Skolverket. Deres gennemsnitlige, faglige niveau er faldende gennem en snes år på alle områder, og netop det tiltagende fokus på den enkelte elev, udtrykt ved stigende brug af individuelle planer og arbejdsformer er mistænkt for at være hovedårsag. Lærerrollen glider fra at være central, højkvalificeret underviser i et fag til at være perifer, forbifarende, vejleder for eleven i dennes soloprojekt. Rigtig mange elever magter ikke det udstrakte ansvar for egen læring. De taber motivationen, og der opstår denne minimumsindsatskultur blandt de større, som ikke tager deres skolegang alvorligt.

Kan jeg få dig til at uddybe, hvad det præcis er, du ikke er enig med mig i?

Brian Jensen

@Nils Christian
"Deres forældre magter ofte ikke at lære dem 7-tabellen, for de kan den ikke selv, og de kan ikke have noget med skolen at gøre, uden at minderne om nederlag, ydmygelse og fiasko overvælder dem. En del af dem hader skolen dybt og inderligt."

Det er disse forældre, som behøver hjælp fra skolen til at indse deres ansvar og hvad de kan ødelægge ved at lufte deres aversioner mod skolen. Et tiltag, som beskrives i artiklen kunne være en vej til at forbedre samarbejdet. Forældrene skal ikke lre ders poder 7-tabellen. De skal vise interesse for om de har fået den lært og om hvordan det går i de andre fag og i skolegården.

"Kontraktliggørelse af forholdet mellem skole og hjem er dybt problematisk, navnlig ift. disse hjem. Kontrakter kan ret beset kun indgås af ligestillede parter, og det er skolen og forældrene ikke. "

Som sagt er "kontraktliggørelsen" mere en lidt højtidelig afslutning på samtalen mellem LIGEværdige parter. Alle ved at dette er et ligeværdigt samarbejde om at give eleven optimale betingelser og muligheder. Jeg synes du problematiserer unødigt.

Der er en lignende diskussion her i Sverige om at fokusere og måle på faglige færdigheder. Jeg er ikke enig i denne politik, på samme måde som jeg ikke er enig i VKO regeringens fokus på kontrol, målinger og gabestok. Man er på samme vej her, men ikke så langt "fremme" endnu.

Jeg har oplevelsen af at den sociale arv i høj grad er afhængig af forældrenes signaler om skolen over for børnene. Jeg oplever at du synes det eneste, der skal til, er at lærerne opgraderes fag-fagligt.

Et af de grundlæggende problemer med skolesystemet i dag er manglen på respekt for hinanden. At vende skuden må derfor indebære at arbejde med den respekt.

En lærer, der ikke kan skabe ro i klassen, vil aldrig lykkes med sit arbejde. Den disrespekt for skolelærere, der begyndte med Foghs snak om rundkredse, har ødelagt skolegangen for tusinder. Den disrespekt man viste ved at tage hjemmesprogsundervisningen væk og tolkebistand har ødelagt skolegangen for tusinder.

Den ligitimisering af at ytre sin disrepekt har gennemtrængt systemet helt ud til de "svage" forældre. De har dulmet deres aversioner mod skolesystemet i elevernes påhør og dermed reduceret deres børns chancer i selvsamme system.

På vores skole går børnene ind i klassen, roligt og sætter sig ned med en bog. Somme tider er der lidt musik fra cd-afspilleren. Der sidder de roligt og venter på at læreren kommer. Hvis de hellere vil spille fodbold, mosle eller råbe, så kan de blive udenfor, men de skal sidde på deres plads og være klar, når klokken er 8.

Det er et valg man har gjort på skolen for at forbedre arbejdsmiljøet. Hvis der bliver ballade eller noget, tager man en snak i klassen om hvad der skal til for at få et godt arbejdsmiljø. Som jeg har opfattet, så bliver man altid enige om hvordan man skal opføre sig. Somme tider kommer der forslag fra eleverne, der tages op til diskussion. Det er ikke altid læreren, der dikterer.

De har endda købt en masse tennisbolde og sat dem på stolebenene for at få mindre larm.

Jeg har bare mine egne børn, som statistisk baggrund, men jeg tror afgjort at konceptet fungerer. Alting fungerer ikke altid perfekt, men så håndterer man det på skolen, inspektøren, lærerne og eleven. Kun hvis det ikke fungerer, så går man videre til forældrene. Arbejdskulturen er netop en sag mest mellem de, der befinder sig på skolen hver dag.

Nu er der så desværre den voksende inflydelse fra de politikere, der ikke helt har forstået hvordan elever lærer bedst. Det betyder at der kommer et større tryk fra forældre om kontrol, og sammenlignende tests. Det kommer til at ødelægge meget.

Hidtil har de Svenske skoler haft stor frihed til selv at definere og formulere deres regler for det pædagogiske arbejde og samarbejdet mellem skole og hjem. Som i Danmark kommer detailstyringens sorte skygge mere og mere ind over. Det er ærgerligt. Jeg er bare glad for at vore børn i det mindste har gået i en skole hvor lærere og ledelse var enige om arbejdsmetode og regler. Det er nemlig den bedste garanti for engagerede, mikrokoordinerende og iderige lærere.

Henning Vinther Rasmusen

Spændende debat. Heldigvis er der andre end mig der ser kritisk på kronikken. Faktisk blev jeg så foruroliget af indholdet at jeg fik lyst ttil at trække nazi-kortet: De naive DPU-forskere kunne lære en del om hvordan man trænger ind i de små hjem af propagandaminister Göbels.

Men OK. Lad os nu blive på et seriøst niveau. Når jeg foruroliges, er det fordi skole-forældresamarbejde tilsyneladende defineres som skolens opdragelse af forældrene. Godt jeg ikke har børn i den skole. Jeg skal ikke sgu ikke opdrages!

Jeg hører selv til mønsterbryderne. Min bedstefar havde samme arbejde som Jens Vejmand, og mine forældre har kun syv års skolegang bag sig. Det er bestemt ikke 70'ernes beskedne skole-hjem-samarbejde jeg i dag kan takke for at jeg alligevel fik en universitetsuddannelse. Dertil var forholdet mellem mine forældre og skolen for ulige.

Udadvendte, socialt engagerede forældre, der aldrig stod tilbage mht. at fortælle deres børn om alt mellem himmel og jord - og ikke mindst en månedlig bogpakke fra bogklubben Union - har spillet en langt vigtigere rolle.

Mønsterbrydere fortæller sjældent om et velfungerende skole-hjem-samarbejde som årsagen til mønsterbrud. Oftest er det engagerede voksne - forældre eller andre - der spiller den vigtigste rolle.

Naturligvis skal der være skole-hjemsamarbejde. Men skole-hjemsamarbejde har sine begrænsninger. Den faglige læring er skolen opgave - og det er nok på tide at den besinder sig på sin opgave. Lærerne skal ikke forlange at forældrene sidder med deres børn og øver tabeller eller staveord - for det er der mange forældre der simpelthen ikke kan.

Uklarheden om ansvarsfordelingen mellem skole og hjem er symptomatisk for en folekskole der ikke besinder sig på sin (begrænsede) opgave. Skolen skal kun opdrage for så vidt det gælder kompetencer der er nødvendige for læringen. Fx er det naturligvis skolen der skal lære børnene at høre og forstå en kollektiv besked. For kollektive beskeder er ikke noget der forekommer naturligt i et hjem. Det skal ikke naivt diskuteres i et forløjet spil på et forældremøde.

Derimod vil jeg meget gerne have mig frabedt at lærerne lærer børnene "...at tale åbent om sine følelser og problemer". Må jeg være fri for den slags kvindagtigheder!

@ Brian Nielsen

Vi er meget mere enige end uenige. Lad mig fokusere på uenighederne.

Du taler om de "..forældre, som behøver hjælp fra skolen til at indse deres ansvar". Det er tydeligvis ikke 'sådan nogle' som dig og mig. Jeg er bange for, at de skolefremmede forældre vil have sig frabedt lærerens 'hjælp' i så henseende. De vil typisk opfatte den som et 'siciliansk tilbud' - af den art, du ikke kan afslå. DIn holdning vil af dem blive set som formynderisk, nedladende, anklagende eller ligefrem truende. De fleste vil reagere med ligegyldighed, enkelte vil blive direkte vrede på dig - som endnu en repræsentant for den øvrighed, de ser sig selv som værende i krig med. Min erfaring er, at man kan nå dem gennem børnene - når både de og barnet har set, at man vil deres barn det bedste. Så afløses vreden af taknemmelighed.

Fagfaglighed løsrevet fra trivsel giver ingen mening, enig. Man kan ikke lære, hvis man har det skidt. Men det betyder ikke, at man lærer, bare man har det godt. Skolens opgave er at stille krav til barnet, ikke at stille det tilfreds. Derfor er den tese, Marianne Jelved i sin tid fremførte om den gode skole, ikke rigtig. Hun mente, at hvis barnet fløjtede, når det gik hjemmefra, og fløjtede når det kom hjem fra skole igen, så var det en god skole. Det er slet ikke nok. Det er ikke en skole, der bryder negativ social arv. Skolen skal byde barnet modstand - i passende doser. Barnets styrke til at takle kravene skal bygges systematisk op, og det sker ikke ved at kæle og pusle om barnet og forældrene. Det er efter min mening en af de store fejl, vi har begået, og vi har ikke fået andet end utak for det.

Forældrene er én af en række faktorer, som skolen må forholde sig til for at få projektet til at lykkes. Men projektet er undervisningen og børnenes læring, ikke forældresamarbejdet. Der er en stadig mere oplagt risiko for, at når læreren endelig er færdig med at melde ud, ind, op, ned, frem og tilbage til forældre, kolleger, skoleleder, koordinator, afdelingsleder, vejleder, skolebestyrelse, forvaltning osv. - og endelig skal til at forberede og efterbehandle sin egentlige opgave: mødet med eleverne i undervisningen - så er tiden gået. Også læreres døgn har kun 24 timer. Forskeren Lise Tingleff har beskrevet, hvordan lærere i vore dage udover undervisningen bruger næsten al deres energi på logistik og funktionalitet. Hvem gør hvad hvornår, hvorhenne, med hvilke midler og samarbejdspartnere, hvordan kommer vi derhen, hvem fremskaffer hvilke ting og sager, som nogen må finde ud af om vi kan få adgang til på det givne tidspunkt osv. Dertil kommer en stadig tungere evalueringsopgave, der også er kolossalt tidsrøvende. Lærerne når aldrig frem til de vigtige overvejelser omkring undervisningens substans og elevernes læring. Forældresamarbejdet indgår som et af leddene i denne logistiske tour de force, der risikerer af aflede skolen dens kerneydelse, undervisningen. Så forældresamarbejde, ja naturligvis, men endelig ikke for meget ! Ikke mere end at udbyttet vurderet ud fra elevernes læring står mål med indsatsen. Det er trods alt for børnene, vi holder skole, ikke for forældrene.

Begrebet ligeværdighed kan give anledning til misforståelser. Lærere og forældre er ikke ligeværdige i spørgsmålet om hvad der skal ske i skolen. Jeg vil gerne diskutere pædagogik med forældrene, men når diskussionen er slut, er det mig som lærer, der bestemmer. Det er ikke en demokratisk proces. Forældrene er langt fra enige indbyrdes, og læreren er qua Grundlovens § 76 ret beset en del af samfundets udøvende myndighed.

Brian Jensen

@Henning Vinther Rasmussen

Jeg regner mig også selv som mønsterbryder, men det er ikke så interessant. Jeg tør vædde på at dine forældre ikke luftede en masse aversioner imod skolen og rakkede ned på lærerne?

Det er det, der sker i mange hjem, hvor en eller begge forældre måske endda er alkoholiserede.

Det er det, som diskussionen egentlig handler. Hvordan skaber vi flere mønsterbrydere? Et af de vigtigste delmål er at reducere modstanden fra forældrene.

Det handler ikke om at man på en formynderisk måde skal fortælle forældrene hvordan de skal opdrage deres børn eller den slags. Det, som det handler om, er at blandt alle de andre praktiske informationer, informere om at man skal kontakte skolen hvis man har nogle spørgsmål eller bekymringer.

Læreren, skal selvfølgelig være temmelig åben og velkommende. Desuden skal man informere om at alle har et ansvar for at eleverne får det optimale ud af skolegangen.

Man kan liste op hvilket ansvar læreren har og hvilke forventninger forældre og elever skal kunne have til læreren, på samme måde som man lister op forventningerne til at eleven er forberedt og udhvilet, har det rette tøj med osv. Ganske lavpraktiske og selvfølgelige ting.

Det er ganske godt at alle har et klart billede af ansvar og forventninger. Det gælder mange steder i livet, hjemmepligter, arbejdslivet osv.

Det er ikke skolens opgave at lære børnene at tage en kollektiv besked. Det er en del af "pensum" i børnehaven. Hvis barnet ikke kan det, så er det ikke skoleklart.

Brian Jensen

@Niels Christian Sauer

Jamen vi er da meget mere enige end uenige, ingen tvivl om det.

Jeg har bare længe funderet på hvordan man kan bryde den ødelæggende disrespekt til skolesystemet. Jeg tror stadig at hvis man kan få problemforældrene til at blive mere bevidste om deres rolle, så får deres børn meget bedre chancer.

Jeg har med vilje ikke diskuteret så meget faglighed, for jeg anser det som selvfølgeligt at man skal have en høj faglighed. Man skal have høje, klare og realistiske forventninger til eleverne. Det man gør nu i DK og også i Sverige, er at man ødelægger de kompetencer, som man ikke kan måle. Det er en hel anden diskussion end den vi har her (i mine øjne).

Det, jeg oplever lærere ofte gør forkert, det er at de ikke udtrykker mål og forventninger. "Jeg forventer at vi er færdige med den lille tabel inden jul." "eg forventer at vi er kommet igennem fysikbogen inden udgangen af Marts". Gennem at involvere eleverne i disse mål, så får de noget længere væk at sigte på.

Somme tider spørger jeg mine børn om hvad de skal lave i morgen i matematik eller noget andet fag. Ofte, så ved de det ikke. Det er lige som at gå på arbejde uden at vide hvad man skal lave. Det er ikke særligt engagerende.

Vi er helt enige om at det er lærerens opgave at lære børnene det de skal. Det er derfor jeg er så meget imod politisk detailstyring. Stol på de proffesionelle! Det er lærerne, der ved hvad der fungerer for dem og deres elever.

Jeg mener stadig at vi er ligeværdige i den situation hvor vi sidder og har skole-hjem-samtale. Det er sådan jeg oplever det og det er sådan det burde være. Hvis IUP skal fungere, så skal alle være enige om hvad, der skal arbejdes videre med. Alle skal kunne komme med indvendinger, forslag osv. Hvis man mener at det skal være et samarbejde, må det være målet.

Som skrevet ovenfor betyder ligværdighed i samarbejdet ikke at alle derefter har samme roller, ansvar eller for den sags skyld arbejdsbyrde.

Alle tiltag, der virker, skal selvfølgelig anvendes - og der er ikke én patentløsning, der fungerer for alle forældre, endsige lærere.

Hvis nogen har en metode, der bryder den sociale arv, så tror jeg DPU vil være meget interesserede. Dette tiltag, der ukonkret! gør forældrene mere bevidste om deres roller og ansvar, hilser jeg velkomment. Jeg ser det ikke som METODEN, men et forsøg på at gøre noget ved et problem, som har bekymret mig længe.

Alt i alt, er vi meget enige, men der er detaljer at vaske frem.

VH brian

Joan Haraldsen

Jeg bliver bekymret, hvis samfundets (in casu: skolen) omklamring af privatsfæren nu også går henimod, at skolen skal sætte dagsorden der hjemme.
Det er en stærkt bekymrende udvikling ---støt, dem som har problemer, men lad det store flertal, som godt kan håndtere opgaven med at have børn i skolen, i fred ! Det er en uhyggelig tendens.....

jens peter hansen

På den skole jeg lige har sagt farvel til skrives ugens og dagens arbejde ind på intranet. Ofte afleveres oven i købet ugeseddel og dagligt skrives på tavlen, hvad man har for til næste gang. Ved årets begyndelse skrives årsplanen. Hver elev og forældre bliver altså informeret i hoved og hale om, hvad barnet skal gøre. Og hvor mange bruger så alle disse oplysninger aktivt. Ja det er jo det er problemet.
Hvis alt var lige så nemt som at fortælle, at i denne uge øver vi 7-tabellen var der vist ikke detore problemer, men det meste, der skal læres har jo et langt længere perspektiv og er umage mere kompliceret.
Hvis man ville gøre sig den ulejlighed at kigge på, hvad der står i læseplanen for de mindste elever om hvad de skulle kunne mestre i faget dansk kunne man fx se denne sætning som står til sidst efter en række meget komplicerede færdigheder, man mener den lille skal hvad tilegnet sig.
•iagttage forskelle og ligheder imellem ord og enkle sætninger på dansk, norsk og svensk.

Hvilket vel kræver at man læser eller hører disse sprog. Fint især når man i forvejen har 14 elever, der hjemme taler 8 forskellige sprog, hvoraf to anses for dialekter uden skriftsprog og hvor begge forældre taler dårligt dansk og som har ikke så lidt besvær med at komme på nettet, da computeren er i udu eller netregningen ikke betalt.
Lille Victors mor læser selvfølgelig alt og følger med i alt og KAN ikke forstå, at det går sååå langsomt og så sætter hun barnet i den katolske skole.
Alle børn skal have den optimale hjælp og støtte. Det er ikke altid det lige nemt at få. Heller ikke hjemme.

Den mere og mere udbredte praksis, som Jens Peter Hansen beskriver, gående ud på, at hjemmet dagligt og ugentligt orienteres skriftligt på nettet om skolearbejdet, er et eksempel på skolehjemsamarbejde, der er gået over gevind.

Det er umuligt at beskrive hvad der sker i en undervisning på den korte, hastige og ekstremt overfladiske form, der nødvendigvis må bruges her. Det medvirker til en gammeldags, mekanistisk opfattelse af lærerarbejdet og underminererer derfor forståelsen af og respekten for jobbets kompleksitet. Det er en illusion at tro, at man som forældre ved noget som helst om, hvad der i virkeligheden foregår, fordi man har læst et par linjer på nettet. Det får ikke eleverne til at passe deres lektier bedre end de ellers ville have gjort det. Der er en del forældre, der bliver hægtet af, fordi de ikke kan eller vil bruge systemet - typisk i øvrigt netop dem, hvis børn er mest i klemme i skolen. Det sætter læreren under et uhensigtsmæssigt pres om at planen skal følges. Der er en oplagt risiko for, at det fører til mere rigid undervisning, bl.a. fordi det afskærer læreren fra spontane og improviserede forløb. Og det skåner eleverne for den modenhedsudfordring, det er selv at holde styr på helt banale aftaler om, hvad der skal laves, hvilket faktisk gør dem til dårligere elever. Det har børn og unge altså selv kunnet klare i 100 år, det her!

Det er et oplagt eksempel på, hvordan skolen - ved at nurse forældre og børn - gør dem til forkælede forbrugere af offentlig service i stedet for at opdrage dem til ansvarligt medborgerskab.

Ganske logisk, en simpel følge af de sidste tyve års 'modernisering' efter new public management opskriften. Det skulle føre til mere effektivitet, men resultatet er bureakrati, overdokumentation, spildtid, indsnævring og disrespekt.

Lærerne burde holde op med disse dag- og ugeplaner på nettet - når det handler om almenundervisning af elever uden særlige behov. De bør kræve af eleverne, at de lærer at tage et medansvar for at holde styr på deres eget skolearbejde, opfordre forældrene til at TALE med deres egne børn i stedet for at gå på nettet, og sige til forældrene, at hvis de vil vide, hvad der foregår i skolen, er de nødt til at bevæge sig derhen rent fysisk og bruge lidt tid på det. Og så i øvrigt meddele sig direkte til de forældre, hvis børn giver særlig anledning dertil.

Med specialundervisning er det selvfølgelig noget andet.

jens peter hansen

Jo, Niels Christian Sauer, men det er virkeligheden jeg forholder mig til. Jeg er fuldstændig enig i at denne dag til dag information er inderlig overflødig, men det er sgu der kræves.
Den anden form for forældr samarbejde med snak, indkaldelse og og daglige samtaler kommer jo bare oven i. Såmænd gør det så.

Brian Jensen

@Jens Peter og Niels Christian

Jeg holder med jer 100%. Der lægges for meget vægt på det her med nettet. Jeg føler ikke noget behov for at følge jeres arbejde i detaljer. Det er jer, lærere og elever, der arbejder på skolen. Man kan så bruge nettet som et værktøj, hvis man vil, men de forældre, der forventer totalt indsyn, gør fejl.

Det jeg beskrev i et tidligere indlæg med at sætte og udtale mål, det er en normal arbejdsmetode for at få mennesker til at arbejde effektivt. Igen er det en sag mellem lærere og elever.

Hvis man nu siger: Vi skal gerne være færdige med den lile tabel inden jul, så kan man anvende det til at motivere eleverne hvis man holder øje i løbet af efteråret hvor langt, der er til målet. Det kan blive en hel sport at se hvor meget man kan nå og man kan hjælpe hinanden med at komme frem.

Det gælder om at holde frekvensen af dopaminkick oppe :-)

Præcisering: Ja, Jens Peter, det er det, der kræves mange steder, og jeg forstår ikke, at lærerne har fundet sig i det. Det er dig og mig som lærere, der i samråd med vores elever og forældre bestemmer, hvordan vi vil organisere undervisningen i vores egne klasser. Men mange skoleledere ter sig som kommandérsergenter, og lærerne taler ikke nok sammen om, hvad de egentlig vil finde sig i af meningsløse pålæg overfra.

@ Brian J

Ja, naturligvis skal der sættes mål - og evalueres, vil jeg tilføje - men igen er det forholdet mellem udbytte og indsats, man skal passe på. Alle forløb, selv de mest banale, kan jo splittes op og beskrives led for led, helt ud i det sygeligt omstændelige, og inden man ved af det, har man tabt selve målet af syne. Jeg mindes denne her tragikomiske skikkelse fra dansktimerne i gynmasiet, Poul Martin Møllers 'Licentiaten', der skal skrive en afhandling, men opdager, at der er store forskelle på penne. Og det må han jo have rede på inden han kan gå i gang med at skrive. Så han tvinges ud i et baglænsløb, hvor han nødvendigvis må studere snitning af gåsefjer, fugle, zoologi osv. , hvilket afleder ham totalt fra den egentlige skriveopgave.

Det er med en lærer som med en længdespringer: Tilløb skal der til. Men det er springet (undervisningen), det handler om. Et tilløb på 300 meter er en dårlig ide, så er man jo udmattet, når man når frem til springgraven. Tilløbet skal være kort og effektivt. Men det, vi ser i skolen i dag, er at mange lærere ikke kan lægge deres energi i springet, fordi de er blevet påtvunget et kilometerlangt tilløb. Af udenforstående, der ikke ved meget om, hvad det er at være lærer.

Brian Jensen

@Niels Christian

Jeg forstår dig og jeg stoler på den professionelle. Jeg kommer bare med input om hvad jeg har set fungere for mine børn og for mig selv i min uddannelse og arbejdsliv.

Et (meget simpelt) eksempel. Da jeg var spejderleder skulle vi lære os morsealfabetet. Det var tungt indtil jeg og min bror skrev et program på vores commodore, der viste morsetegn og man fik point for hvor hurtig og korrekt man svarede. Dopamin! Der gik virkeligt sport i det.

Det samme husker jeg fra folkeskolen, hvor vores lærer fik det til at gå sport i at svare hurtigt på tabellen. Begejstring, mål og opfølgning selvfølgelig.

jens peter hansen

Det sidste hold jeg sendte ud her i sommer i faget fransk, havde 10 elever med ikke-dansk baggrund og 5 med. Jeg havde blot 6 elever oppe til prøve, da der udtrækkes klassevis og ikke holdvis. To elever havde dansk baggrund, de andre 4 havde pakistansk, irakisk, marrokansk og libanesisk baggrund. To piger med henholdsvis irakisk og libanesisk baggrund fik 12, de havde begge 10 i årskarakter. Tre elever fik 4, hvad de også fik i årskarakter og den sidste en 02'er hvad hun også fik i årskarakter. De danske børn klarede sig dårligere end eleverne med anden etnisk baggrund.
På hele holdet dannedes bunden af to danske piger, mens toppen dannedes af tre piger med indvandrerbaggrund og en dansk dreng.
Jeg skriver dette, fordi ingen, heller ikke den libanesiske pige kunne få hjælp hjemme, men fordi at en aktiv deltagelse i det daglige arbejde, et minimum af hjemmearbejde og et ønske om at overvinde det besværlige var kendetegnende for de elever der klarede sig godt.
Da fransk sjældent er danske hjems stærke side er forældrehjælp oftest ikke-eksisterende og derfor er langt de fleste elever lige godt eller lige dårligt stillede. Hvad alle forældre derimod kunne gøre , nemlig at støtte deres barn i at give den en skalle, sende ungen afsted med madpakke og bøger,og spørge lidt til hvordan det går. Vilkårene er derfor langt mere ens for børnene fra de veluddannede hjem og fra de mindre veluddannede hjem i faget fransk end i så mange andre fag, hvor den indforståede kultur let kommer overrumplende for børn med anden etnisk baggrund. Hvad der derimod kommer som en overraskelse for mange danske børn er at man bliver nødt til at knokle, for at opnå et ordentligt resultat. Og det KAN mange dansk-danske forældre ikke forstå.
De ville gerne hjælpe, men kunne ikke. Den hjælp de kunne give gav de dog ikke, nemlig på det overordnede plan at understøtte skolen og dens arbejde. Lektiehjælpen havde eleverne ikke brug for, men skolen havde brug for forældrenes tillid. En tillid som også ville kunne mærkes på eleverne.

Tankevækkende beretning, der viser, hvad der får eleverne til at rykke, når det kommer til stykket. Viljen til at gøre sig umage, når noget er svært. Det er - for nu at bruge BrianJ's sprog meget mere dopaminfremkaldende at klare ærterne selv end at blive syltet ind i omsorg. Hjælp fra de voksne er grundlæggende en god ting, men med måde. For megen hjælp er demotiverende, og så ender vi igen i minimumsindsatskulturen. Det er en af vores kapitalbrølere: Vi tror, børn tage skade af at lide nederlag. Det gør de også, hvis de er for mange og for store, men en pædagogik, der bygger på, at eleverne ikke må lide nederlag, er perspektivløs. Så skal de jo kun beskæftige sig med det, der er let eller det, de kan i forvejen.

Karsten Aaen

P.t. er jeg for nuværende ved at tage en uddannelse til at blive fvu-lærer. I den har jeg stiftet med Vygotsky. Og mange af hans tanker kan jeg se ligger til grund for den danske skole, som en slags fundament måske.

Vygotsky ville sige, at det opstille standardiserede mål for alle elever ville være at skue bagud, og ikke hjælpe eleverne med at opnå deres fulde lærings-potentiale - ud fra det niveau de er på nu.

Og alt det kom jeg til at tænke på bare fordi Sauer skrev dette her:

"Hjælp fra de voksne er grundlæggende en god ting, men med måde. For megen hjælp er demotiverende, og så ender vi igen i minimumsindsatskulturen."

Altså hjælpen skal gives indtil eleven selv kan klare opgaven. Og hjælpen behøver, ifølge Vygotsy, ikke (kun) komme fra en lærer, den kan også komme fra andre elever.

En lidt (morsom) analogi måske; er det ikke præcist det, alle fædre og mødre gør, når de lærer deres 5-årige poder (unger, børn) at cykle? Hjælp med en hånd i ryggen, en pind bagpå cyklen - indtil barnet selv kan cykle.

Mht. springet (undervisningen) i længdespring er jeg meget enig med Sauer her. Måske kan man ligefrem sige, at man tror, at undervisningen bliver bedre, hvis man måler selve springet, og ikke hvor springet landet, dvs. undervisningens mål. Nå, det var vist et sidespring...

Brian Jensen

@Jens Peter og Niels Christian

God historie, som peger på nogle af mine pointer tidligere. (Forældrenes opbakning og tillid til skolen)

Nils Christians kommentar beskriver også en af mine kæpheste. Man skal vise tillid og udtrykke høje og realistiske forventninger til hinanden.

Det er nok rigtigt at mange har pakket sine børn ind i vat. Jeg tror også på at det er sundt at gøre/prøve noget, der er møgsvært.

Lykkes man, så bliver dopaminrushen desto større. Det med dopamin er lidt for sjov, men sandelig også ment alvorligt. Der er ingen tvivl om at når min søn kan sidde i timevis foran playstation og forsøge at vinde en eller anden kamp med og mod andre på nettet, så er det dopamin. Tænk hvis man kunne kanalisere bare en brøkdel af den flid over i skolearbejdet :-)

"minimumsindsatskulturen", ja det kender jeg godt når min datter siger. Jamen læreren sagde at det BEHØVER vi ikke at lave. Så bliver jeg lidt trist. Hun burde måske krydre det lidt når hun giver frivillige opgaver.