International kommentar

Syrien er en apartheidstat

Men Vesten foretrækker at se igennem fingre med Bashar al-Assads brutale undertrykkelse af sin opposition
23. juni 2011

For en tyran, hvis sikkerhedspoliti tog den 13-årige Hamza Ali al-Khateeb, lemlæstede ham, knuste hans knæskaller, skar hans penis af, brændte ham og sendte liget til forældrene som en advarsel imod at bakke op om landets demokratiske revolte, er Bashar al-Assad blevet mødt med bemærkelsesværdig overbærenhed.

Barack Obama, den frie verdens leder, kunne sagtens sige sin mening, da han gav kongresmedlem Anthony Weiner besked på at træde tilbage, fordi denne havde twittet billeder af et par svulmende herretrusser til en kvinde, der ikke blev charmeret.

Men uanset sin kompromisløse holdning til Weiners erigerede lem kan Obama altså stadig ikke få sig selv til at sige, at Assad også skal træde tilbage for den en smule mere smagløse kastration af syriske drenge. Det bedste, Obama har præsteret, siden Det Arabiske Forår nåede til Syrien det er i dag 100 dage siden var, da han den 19. maj henvendte sig direkte til »præsident Assad« (og dermed gav diktatoren en ufortjent titel, som ingen frie valg har givet ham ret til at kræve) i en tale.

»Det syriske folk har udvist mod ved at kræve en overgang til demokrati,« sagde Obama, »præsident Assad har nu et valg: Han kan stå i spidsen for overgangen eller se at komme af vejen.«

Ingen iagttager af Assad-klanens brutale regime gennem 40 år ville et sekund være i tvivl om regimets valg. Hellere end at lede en 'overgang til demokrati' valgte regimet at angribe civilbefolkningen i Jisr al-Shughour, massevoldtage politiske modstanderes hustruer og beordre snigskytter til at plaffe løs på demonstranter. Men selv om det har ladet åbenlyst hånt om Obamas advarsel, falder det stadig ikke USA, EU, Tyrkiet og Golfstaterne ind at tage kontakt til den syriske oppositions demokratiske elementer i stedet.

Hvor anderledes var ikke det internationale samfunds holdninger til den tunesiske revolution, hvor Ben Alis beskyttere i Elysée-palæet blev presset til at lade ham falde. Også Mubarak en brutal vestlig allieret slog Obama hånden af. Mobilisering var der også til et militærindgreb mod Gaddafis tyranniske styre. Syriens Baath-parti, som har myrdet flere civile end de faldne egyptiske og tunesiske diktaturer tilsammen, tolereres derimod.

Religiøs apartheid

På næsten mirakuløs vis er den syriske opposition nu ved at organisere sig alligevel. Perspektiverne tegner lovende. Ved en konference i den tyrkiske badeby Antalya blev oppositionens vidt forskellige fraktioner enige om et fælles program, der tog multietniske hensyn Syriens forfulgte kurdiske mindretal var godt repræsenteret; programmet byggede på demokratiske værdier alle lovede at kæmpe for frie valg, en fri presse og et uafhængigt retsvæsen og var ikke-sekterisk.

Det sidste er særligt imponerende. Det Nationale Initiativ for Forandring omfatter også islamister fra Det Muslimske Broderskab, men til alt held er de i mindretal, og Initiativets mere sekulære ledere modstod fristelsen til at gøre revolutionen til et opgør mellem trosfællesskaber.

FN vil aldrig fortælle dig det, men Syrien er en apartheidstat: Medlemmerne af Assads shiamuslimske alawit-sekt udgør kun 14 procent af befolkningen, men de kontrollerer statsapparatet, en stor del af erhvervslivet og alle sikkerhedsstyrker. Selv underverdenen er delt efter konfessionelle linjer. De kriminelle shabbiha-bander, der kører al prostitutions- og smuglervirksomhed, og hvis voldsforbrydere Assad slipper løs på sin civilbefolkning, tilhører alle den alawitiske mafia.

Jeg håber, at de venstreorienterede fra min generation, der var med i forreste linje, da vi protesterede mod raceapartheid i Sydafrika, snart bliver lige så oprørte over Mellemøstens religiøse apartheid. Den syriske opposition har lige så megen ret til vores støtte, som ANC havde, for den har konsekvent afstået fra at lægge alawitterne for had på grund af deres tro. Faktisk sætter den sin lid til mytterier i den alawit-ledede hær.

Ej heller ønsker Syriens opposition en vestlig militærintervention. Under en diskussion af oppositionens behov betonede den prodemokratiske tænketank Henry Jackson Society »beskedenheden« i dissidenternes anmodninger: De har brug for krypterede laptops, satellittelefoner og SIM-kort, så de kan omgå regimets medieblackouts og fortsætte dokumentationen af dets grusomheder. Og så har de brug for støtte fra vestlige efterretningstjenester til deres forsøg på at overtale sympatisører i den syriske hærs officerskorps til at skifte side.

Illusionen om Assad

Hidtil har sanktionerne mod Syrien mest haft symbolsk karakter. Vestlige regeringer ligger fortsat under for den illusion, at Assad er en potentiel reformator snarere end en morderisk slyngel så vidt jeg kan se, alene fordi han engang var studerende i London, og at de savlende sykofanter på Vogue Magazine engang hyldede hans glamourøse kone som »den mest karismatiske af Mellemøstens førstedamer«. De er stadig ikke i stand til at se ham som fjende. Obamas regering synes også at købe Baath-regimets slet skjulte trusler om at ødelægge fredsprocessen i Mellemøsten, sætte Hizbollah til at lave ballade i Libanon og få 'oprørerne' til at lave ballede i Irak. Det svarer til, at politiet holder hånden over gangsterbosser, fordi »de i det mindste holder orden i gaderne og kun dræber deres egne«. Vesten mener øjensynlig, at Baath-diktaturet er bedre end alternativet. Det falder ikke vore ledere ind, at Syrien allerede har opdelt Libanon og sluppet massemordere løs i Irak. Hvad angår den såkaldte fredsproces, er Likud og Hamas så glimrende i stand til at spolere den på egen hånd.

Ausama Monajed, en syrisk flygtning i England, har stået for uvurderlige daglige opdateringer af den syriske revolutions udvikling. For nylig afsluttede han en af sine bulletiner med denne bemærkning: »Vi kæmper ikke imod Assad-klanen alene, vi kæmper også mod dens vigtigste bagmænd. Hermed mener jeg ikke blot Iran, Hizbollah, Rusland eller Kina, men også ligegyldighedens og kynismens guder. Måtte Himlen hjælpe os.«

Indtil verdensopinionen kan se det absurde i at fyre politikere for at lægge billeder af deres underbukser på internettet, men ikke for at begå forbrydelser imod menneskeheden, er en indifferent himmel tilsyneladende alt, hvad disse mennesker kan appellere til.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Olesen

Hvor løgnagtig denne artikel er ses bedst af de store pro-Assad-demonstrationer der har været de seneste dage, f. eks:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=kOTHpZSkc48

Der er jævnlige opdateringer på:

http://www.facebook.com/pages/Dansk-Syrisk-Forening-Syrien-i-DK/20965653...

Der er også moddemonstrationer, men langt mindre.

Mange af Al Jazeeras indslag er forfalskede, f.eks. udgives pro-regeringsdemonstrationer for at være anti-regering.

På denne video ser man, hvordan provokatører arrangerer falsk "beskydning af civile":

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=1ph8kvEdoek

Flere på "Al Jazeera" ketchup:

http://www.facebook.com/pages/Aljazeera-ketchup/207089049335197

Også attentatmændene i Jisr al-Shougur havde aftaler med medier om at lave optagelser, de havde blandt andet fået satellittelefoner.

Syriens geografiske position indebærer at en stor byrde på den enkelte.

Det betyder en kaserneagtig disciplin, der også omfatter dagligdagen.

Siden 1970erne har styrets politik været at hindre at radikale elementer - blandt enten paæstinensere eller islamister -forårsager en ny krig.

Deraf kommer en del af utilfredsheden.
"Hvorfor undertrykker de os, hvorfor bekæmper de ikke Israel?" - hører man ofte.

Syrien har desuden et stort antal etniske og religiøse minoriteter, f. eks. kristne, assyrere, armenere, kurdere og palæstinensiske og irakiske flygtninge.

Denne situation søger man fra udlandet at udnytte, ved at sprede uro og iscenesætte provokationer.

Massakren i Jish al-Shougur 3.-6-6 tør de vestlige medier stadig ikke omtale åbent.

Lokale beboeres beretter at der var ca. 150 terrorister, som dræbte omkring 120 soldater og politifolk i baghold:

"She said she saw seven slaughtered bodies in the city, stressing that the armed terrorists threatened residents that they will kill them if they speak about that."

Selve åbningen af den første massegrav er på Presstv (meget uhyggelige billeder, gerningsstedet kan ses ved minut 3.20 på denne video)

http://www.presstv.ir/detail/184492.html

15.6: en ny massegrav med yderligere 70 lig er fundet:

http://www.presstv.ir/detail/184755.html

"The terrorist, "Muhammad Hashem Halabi" said that the number of armed men who committed this brutal act were about 150, used various weapons such as "RBG, machine guns brought from Turkey via the so called "Sheik Sami"."

Landsbyboerne siger at terroristerne kontrollerede byen i fem dage:

http://www.sana.sy/eng/337/2011/06/14/352358.htm

Benyttelse af stjålne sprængstoffer:

http://www.sana.sy/eng/337/2011/06/19/353437.htm

Disse gerningsmænd er det, BBC omtaler som "forfulgte oppositionelle".

Niels Ivar Larsen

Nick Cohen er sandelig ikke konservativ. Hans velkomstklumme til Cameron-regeringen, som vi også trykte i Information, var særdeles uelskværdig.

Han tilhører den antifascistiske venstrefløj og vender sig således også imod baathismen, der jo har fascistiske rødder.

Efter selv at have mødt syriske dissidenter, deriblandt Faraj Ahmad Bayrakdar – en digter, der sad fængslet i syv år og undergik omfattende tortur – er jeg ikke i tvivl om, at Cohens diagnose er korrekt af dette styres natur er korrekt.

Aksel Gasbjerg

@Niels Ivar Larsen.

"Han tilhører den antifascistiske venstrefløj..."

Det indtryk får man just ikke når man læser ovenstående Daniel Rosenberg's link, hvori der bl.a. er anført:

"His critics have .... labeled him a neoconservative, pointing to his praise for Paul Wolfowitz, Sarah Palin, Jonah Goldberg, Richard Littlejohn and George W. Bush, his continuing support for military action in Iraq and the Palestinian Territories"

og senere:

"He also says that whenever he hears the argument that there is a Jewish lobby influencing US foreign policy, "I bang the table and batter its proponents remorselessly."

og senere:

After meeting Paul Wolfowitz in London, Cohen wrote: "I was clearly in the presence of real power...I was in the presence of a politician committed to extending human freedom."

Jeg kan ikke se hvordan forfatterens måske - måske ikke konservative orientering forhindre denne artikel i at sige noget væsentlig.
Kan @Daniel Rosenberg og @Aksel Gasbjerg forklare hvor denne artikel tager fejl?

Niels Ivar Larsen

Man kan mene om Cohens forsvar for Irak-krigen, hvad man vil - og man er velkommen til at synes, at det var uigennemtænkt og naivt.

Men det kan ikke bestrides, at det udsprang af hans antifascistiske engagement. For ham handlede det om at komme Saddams Baath-styre til livs. Det redegør han fint for i bogen ‘What’s Left’.

Se i øvrigt
http://www.information.dk/136069

Aksel Gasbjerg

@n k

Jeg er ikke i tvivl om Syriens manglende demokrati, menneskerettigheder osv.

Den konkrete kritik går på Informations valg af kommentator, in casu Nick Cohen.

Jeg læser Information for at få udenrigspolitisk indsigt og ikke for at få partsindlæg fra en så kontroversiel journalist som Nick Cohen, der kan have flere skjulte dagsordner.

F.eks. kunne Information også i forbindelse med Syrien bringe artikler af Robert Fisk, jf. gårsdagens debat om Bahrain.

Men hvad er de skjulte dagsordener i denne artikel?

vil du ikke udpege hvad der er er galt med artiklen?

jeg kender ikke til Nick Cohen i øvrigt. Et sted skal man jo starte, og når jeg begynder med denne artikel, kan jeg ikke se problemet.
det virker som en artikel der prøver at ryste vores kynisme og ligegyldighed. det er da en hæderlig mision.

Aksel Gasbjerg

Vesten fører et hyklerisk dobbeltspil i det arabiske forår, hvor man med alle midler - herunder også medie-krig - forsøger at destabilisere kun de udvalgte arabiske regimer, der fører selvstændig politik i forhold til Vesten.

De øvrige arabiske diktaturer, f.eks. Bahrain, Saudi-Arabien og Kuwait, der er alle er Vestens marionetter, forbigås i tavshed.

Hvad er forskellen på regimerne Libyen/ Syrien og på den anden side regimerne Bahrain/Saudi-Arabien/Kuwait?

Hvorfor bombes og føres der medie-krig mod de førstnævnte, mens de sidstnævnte diktaturer modtager våben og medaljer fra Vesten?

Niklas Monrad

Syrien er utvivlsomt er forfærdeligt regime, men at argumentere for at Vesten endnu engang skal stikke hånden ind i en hvepserede, er helt ude i sovsen. Vi ved ganske udmærket, at der ikke er nogen tak i vente fra hverken den ene kant eller den anden, tværtimod.

Det er jo sjovt at se, som Vesten kan demoniseres hvadenten vi gør det ene eller det andet. "Damned if you do and damned if you don't"

Det burde nærme være Rusland, Syriens nærmeste allierede, der burde gribe ind.

Aksel Gasbjerg

@n k

Med Nick Cohen's baggrund kunne man forestille sig, at hans dagsorden mere er Israels sikkerhed end bekymring for manglende demokrati i Syrien.

Robert Kroll

Syrien, Bharein, Zimbabwe, Nordkorea, Hviderusland, Saudi Atrabien o s v o s v.

Der er "tonsvis" af diktaturer , som den civiliserede verden med EU ( verdens største handelsblok) og USA ( økonomisk svagt men militært stærkt) i spidsen i princippet bør gribe ind over for her og nu.

Men det har vi altså ikke kræfter til - det er samlet set en alt for stor mundfuld . Og hvis vi skulle, hvordan skal vi så prioriterer hvilket diktatur, der skal stå øverst på listen over " to do" ting.???

Aksel Gasbjerg

@Robert Kroll

Enig i at der er "tonsvis" af diktaturer. Desværre.

Men problemet er jo, at den danske regering i de sidste 10 år netop HAR prioriteret invasion og krig mod udvalgte regimer nemlig: Irak, Afghanistan og Libyen.

Men regeringen har ikke forklaret baggrunden for denne prioritering, og hvorfor man ikke som alternativ har invaderet andre diktaturer som f.eks Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait osv.

Man kunne få den grimme mistanke, at det er fordi dansk udenrigspolitik, eller rettere dansk invasionspolitik, ikke føres fra København men fra Washington.

Mansour Heydari

De vestlige journalister er ret gode til at finde en eller anden digter, kunstner eller systemkritikere, for at få deres holdninger om et bestemt land understøttet. I de sidste måneder var det Syrien, der var i børsen og ja Faraj Ahmad var også en, der var blevet tortureret i fængsel. Ingen tvivl om at Syrien ikke er det perfekte land (find i øvrigt et perfekt land i verden!), men lang fra at overgå lande som Saudi Arabien (vestens darling) og Bahrain i brutalitet og tyranni.
For to år siden fandt journalisterne dusins af iranske sandheftige frihedskæmper under den amerikansk finansierede fløjlsrevolution i Iran, der påstod den ene og det andet imod den iranske regering, og fik bredt lydhør i vesten. Men de millioner af mennesker der kom på gaden og demonstrerede for regeringen, blev ikke set og hørt! ”Revolutionen” løb i sand, USA træk i land, den iranske demokrati vandt og alt i vesten blev glemt. Men det lykkedes de vestlige medier at lavere deres job ordentligt, også ved at skrive historier, underholde folk og betale deres el-regninger og husleje mm.
Der er også mange ligheder mellem den gang i Iran og nu i Syrien. Ved at støtte væbnede grupper og bakke protester op i landet, begyndte USA at destabilisere Syrien i håb om at fjerne eller skifte denne iransk venlige regering. I flere måneder har Syrien været under de vestlige mediers løgnagtige historier om krise, sociale uro og folkets krav om den ene og det andet. Medierne har bildt borgerne ind i at den syriske regering er diktaturregering, udemokratisk og frihedsfjendsk, samtidig med at man har censureret den enorme folkeopbakning til Assad i alle samfundslage. Flot stykke arbejde! Men heldigvis har landet overvundet krisen og USA har igen tabt en ny sag i området. Millioner menneskers demonstrationen for regeringen i går, som hovedsagelig blev censureret i vesten, var i virkeligheden den sidste søm på USA's kiste ud af Syrien. Jeg ser også Nick Kohens artikel som en af det sidste verser i optoget, lignende artikler har vi haft mange af i det seneste tid. Og en tak til Information og Niels Ivar Larsen for deres brede dækning af den syriske revolution (og den iranske revolution i øvrigt!)
Men den syriske sag viser endnu engang vestens dobbeltmoral og dobbeltstandarder, hvor det handler om demokrati og menneskerettigheder. For i Bahrain forgår der en folkelig revolution, hvor både kongens og saudiarabiske styrker undertrykker folket brutal. Hidtil har flere hundrede blevet dræbt og mange har fået livstid. Flere unægtelige dokumenter viser bred tortur og mishandling af fangerne i landets fængsler. Nogle vestlige medier prøvede i starten at beskylde Iran som årsagen til landets uro, men forgaves. For ingen, absolut ingen, kunne dokumentere påstanden, selv USA var lammet i denne sag. Så må vi konkludere at undertrykkelsen af folk og overtrædelsen af menneskerettigheder i Bahrain er OK og den kongen er en god tyran! Så er det heller ikke underligt, at han har alle mulige grund til at fortsætte sin hårde kurs mod sin egen befolkning, takket være den klare opbakning fra USA, medietavshed i vesten, og ja, landets rigelige olie, som er nøglen til alle problemer.
I den sammenhæng må jeg også tilføje at folk som Nick Kohen laverer deres arbejde rigtig godt, ligesom alle andre gamle og nye ”antifascister” fra venstrefløjen, der nu alle arbejder hårdt, side om side USA og Israel, i området, for at fremme demokrati og frihed til borgerne! Dem har vi også mange af i Danmark.

Robert Kroll

Kære Aksel Gasberg.

Det er nogen år siden, at Washington reelt kunne diktere de europæiske lande noget som helst - EU er verdens største handelsblok / økonomi, så EU landene behøver ikke at lytte USA.

Noget andet er EU's afhængighed af olie og gas, som tvinger EU landene til at være høflige over for Rusland og Saudi Arabien m fl.

USA er vel i øvrigt også "i lommen " på Saudi Arabien p g a olien , hvotil kommer USA's aktuelle økonomiske afhængighed af Kina ???

Niklas Monrad

@ Mansour

Ja "Der er også mange ligheder mellem den gang i Iran og nu i Syrien" .. to ligheder er til at få øje på med det samme, og det er den brutalitet og vanvittige retorik begge landes ledere benytter sig af.

Nic Pedersen

Niklas Monrad,

"Syrien er utvivlsomt er forfærdeligt regime, men at argumentere for at Vesten endnu engang skal stikke hånden ind i en hvepserede, er helt ude i sovsen. Vi ved ganske udmærket, at der ikke er nogen tak i vente fra hverken den ene kant eller den anden, tværtimod."

Enig! og det argumenter Cohen jo heller ikke for. Han beskriver bare forholdene i Syrien og udstiller derved hykleri fra flere kanter.

Jeg tror iøvrigt, at russerne anlægger ca. samme synspunkt i fht. Syrien, som USA gør i fht. Bahrain: Her har vi en god flådebase, som ikke lige skal forstyrres!

morten hansen

Interessant!

Syrien er en apartheitstat. Det er endda muligvis rigtigt. Men jeg kan ikke lade være med at notere mig navnet Cohen, et jødisk navn.

Her er det så, at jeg skal starte med at sige, at jeg har det fint med jøder. Jeg har stor respekt for oldtidens modigste folkeslag, eller ét af dem, der egenhændig smed det romerske proto-fascistiske regime på porten, og som derfor måtte opleve et af verdenshistoriens mest konsekvensbefængte folkemord.

Jeg har det mindre fint med zionister, den jødiske variation af nazisme. I virkeligheden har det intet med jødedom at gøre, men det er de identitetsforvirrede jøder blever forført til at tro.

Til sagen:
Når jeg hører ordet 'apartheit', kommer jeg straks i hu staten Israel, det zionistiske, postkoiniale, post-imperialistiske projekt´s bizarre venskab med apartheitstyret i Sydafrika. Jeg bemærker mig også den nuværende stats opdatering af apartheit, der bla. har affødt opførelsen af en mur omkring deres truede eksistens.

Når man taler med israelere og jøder, kommer man næsten altid til at høre på deres særlige afart af offerrollen, klynkeriet, selviscenesættelsen og de evige dårlige undskyldninger. Og man tænker straks på det paradoksale i, at det folk, der burde vide bedre, tilsyneladende ikke ved ... nogetsomhelst. Det er simpelthen for sygt.

Vesten har i disse dage vældig travlt med kritisere arabiske regimer. Vi hører meget, meget lidt om, at disse regimer er indsat af vestens egne regeringer og deres forgængere udfra et kynisk bekvemmelighedsprincip om, at 'stabilitet' retfærdiggør de værst tænkelige former for despoti.

Jeg beder en bøn til alle højere - og lavere - magter om, at det må lykkes for FOLK i de arabiske lande at få, hvad de har drømt om i over hundrede år, og at de må mislykkes for neo-imperialisterne endnu engang at få sneget deres stinkende agenda ind, mens kaos gør folk blinde.

Lad de mange Gandhi'er komme frem i det Ulykkelige Arabien. Og lad det jødiske folk få en Messias, der kan befri dem - og resten af Verden - fra den zionistiske parasit.

Arash Shariar

Morten Hansen

Det interessante synes jeg, er at du bliver nødt til at bruge 10 linjer for at ligge afstand til antisemitisme, før du "kritisere" Israel.

Jeg er bange for havde du skrevet om Muhammed, så var du blevet beskyldt for "selvsensur" .

- Arash