Kommentar

Den tyranniske kernefamilie hører fortiden til

Man løber åbne døre ind, hvis man kritiserer samfundet for manglende accept af alternativer til kernefamilien, mener familieforsker Per Schultz Jørgensen
Per Schultz Jørgensen mener ikke, at singlerne diskrimineres.

Per Schultz Jørgensen mener ikke, at singlerne diskrimineres.

Anders Christensen

15. juni 2011

De tre kvindelige forfattere Christina Wex, Sara Skaarup og Anja Lysholm, kritiserede i lørdagens Information kernefamilien, som de betegner som et tyranni.

Men selvom familien generelt anses som den ideelle livsform, er der ikke tale om et tyranni, siger børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

»Man kan ikke komme udenom, at der hersker sådan en standardopfattelse. Men i dag er vi langt mere tolerante og åbne over for variationer på familieområdet, end vi har været i mange år. Vi har en meget fleksibel familie« siger han.

Den kernefamilie, som de tre forfattere kritiserer som et glansbillede, hører simpelthen fortiden til, mener Per Schultz Jørgensen.

»Vores moderne familie ligger langt fra den tyranniske, borgerlige familie, vi havde frem til engang i 60'erne. Den fleksible familie handler om, at vi respekterer ligestilling mellem kønnene, dvs. at både mor og far er på arbejdsmarkedet. Vi accepterer samlivsformer uden ægteskab og accepterer skilsmisser og eneforsørgere. Vi er åbne og langt mere tolerante, end vi nogensinde har været. Der er nogle normer i retning af en vis standardisering, men tyranni i dag er mindre velbegrundet, end nogensinde.«

Derfor overreagerer de tre forfattere, når de kalder kernefamilien for et tyranni.

»Der er som et oprør, der prøver at løbe åbne døre ind. For familien er ikke der, hvor den var før. Det er et monster, de stiller op, som er ude af trit med den virkelighed, vi befinder os i.«

Den lykkelige familie

Per Schultz Jørgensen var tilknyttet den seneste store undersøgelse af danskernes værdier, Små og store forandringer, der udkom i januar, hvor han netop skrev om den fleksible familie. Og ser man på resultaterne i undersøgelsen, er der ingen tvivl om, at familielivet på mange måder er at foretrække.

»Ser man på spørgsmålet om lykke, hænger det meget nært sammen med, om man lever i et parforhold eller i en familie. Hvorimod der er signifikant færre singler, der siger, de er meget lykkelige,« siger han.

Men hvis familien er vejen til lykke, og singler derfor er mere ulykkelige end folk, der lever i en familie, kan det så ikke hænge sammen med, at singlerne er ulykkelige, fordi der bliver set ned på dem?

»Det tror jeg ikke på. Men jeg er helt klar på, at der er en vis mainstream-opfattelse af, at det almindelige og rigtige er at stifte familie i 20'erne eller 30'erne. Men vores verdensbillede er gået mod mere fleksibilitet, og derfor er det ikke gældende i dag, som det var engang,« siger Per Schultz Jørgensen og forklarer, at folk, som lever i parforhold eller familier, er mere lykkelige, end de, der lever som singler, fordi en partner fungerer som en sparringspartner i livet.

»Når parforhold og familier er med til at skabe tryghed, hænger det sammen med, at den verden, vi lever i, er en risikoverden. Den er meget åben og kræver, at man selv tager stilling og forholder sig til tingene. Vi skal afgøre det ene og det andet med vores børn, os selv og vores sundhed. På mange måder har vi fået friheden, men dermed også friheden til det frie fald. Der spiller det en rolle, at man har nogen at dele sin hverdag og livsverden med. Parforholdet er helt uovertruffen hvad angår det at give intimitet, bekræftelse, anerkendelse og dermed tryghed,« siger han.

Intet skønmaleri

Et centralt argument fra forfatternes side er, at man stopfodres med familien som et glansbillede gennem skolegang, børnebøger, film og tv. Men fremstillingen af familielivet er slet ikke så naivt og rosenrødt. Det er nærmere et hult skønmaleri, mener Per Schultz Jørgensen.

»Jeg synes bestemt, der er noget om, at filmverdenen og medierne glamouriserer parforholdet og er med til at opstille familien som den eneste ene. Men det er et glamourøst billede, som ingen tager særlig alvorligt. Desuden er der ikke den serie, der ikke viser, hvor hult og konfliktfyldt, det er. Jeg synes, der er en vis idealisering af familien, men der er sandelig også en bagside af familien, som beskrives, og den viser netop, hvordan familien er en spændetrøje eller rummer mange konflikter,« siger han og nævner Thomas Vinterbergs Festen som et eksempel.

Han medgiver dog, at det kan føles stigmatiserende for den enkelte, når man vælger livet som single, men det er ikke noget samfundet er skyld i. Det skyldes, at det altid er svært at bryde ud af de rammer, man opvokset i.

»Der kan være noget psykologisk set for den enkelte. De fleste mennesker er vokset op med en familie, og derfor har de også nogle indbyggede normer om, hvordan en familie er. For singlerne er der tale om at gå en anden vej. De bryder med en social arv, og det kræver altid både et vist mod og en vis portion courage. Det er grænseoverskridende, og ligesom når arbejderen skal til at gå på universitetet, kræver det styrke at gå ud af kernefamilien for at leve som single,« siger Per Schultz Jørgensen.

Serie

Singler – kærlighedens tabere eller vindere?

Singlekulturen er blevet et populært alternativ til livet i kernefamilien. Det skyldes ikke mindst litteratur og film, der dyrker forestillingen om det perfekte liv alene og uden ansvar for andet end ens egen lykke.

Men hvor, hvornår og hvordan opstod singlekulturen. Og hvem er singlerne, hvordan fremstilles de, og hvad betyder singlekulturen for vores samfund? Vi ser nærmere på fænomenet.

Seneste artikler

  • Singlespillet

    24. juni 2011
    Det kan blive et demokratisk problem, hvis vi i stigende grad placerer os i enklaver i samfundet, for at kæreste rundt med folk, der bekræfter os i alt hvad vi gør, fordi de ligner os selv
  • 30.000 uskønne personer i skønhedsland

    21. juni 2011
    Datingsiden Beautifulpeople.com vil definere skønhed. Den optager nemlig kun dem, der bliver stemt ind som værende smukke af de øvrige medlemmer. Indtil sidste måned, hvor siden blev angrebet, og 30.000 grimme mennesker slap gennem nåleøjet til de smukkes slarafenland
  • Single er ikke et plusord

    20. juni 2011
    Alene termen singlekultur viser, at der ikke er tale om en overskudskultur. Singler er derimod det anderledes og undtagne i forhold til de normer, som både findes i sproget og i samfundets registrering og opfattelse af os
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Esben Maaløe

Jeg kender den ene af de tre damer, og ifølge hende er det faktisk informations journalist som Per Schultz Jørgensen bør henvende sig til, for de oplevede alle tre pludselig at mene noget ret andet end det de mente

Thomas Larsen

Hvorfor er det nu lige, at vi nærmeste skal undskylde, at kernefamilien er den bedste indretning i forhold til alternativerne?

Er homo-magten alligevel blevet så omfattende, at vi ikke må snakke højt om kernefamiliens fordele???

Anja Lysholm

Som jeg kommenterede i går på den oprindelige artikel, har jeg aldrig sagt noget nedsættende om kernefamilien, da jeg ikke har spor imod den. Hvordan man ser på singler, har jeg i øvrigt aldrig udtalt mig om. Jeg har sagt at ideen om kernefamilien og det monogame parforhold er så rodfæstet i samfundet at mange ikke aner at de faktisk har et alternativ (som f.eks. et åbent forhold som evt. bibeholder kernefamilien der dermed ikke bliver skilt ad bare fordi mor eller far forelsker sig i andre).

Jeg er som sådan ikke fejlciteret i artiklen, men overskriften og temaet giver indtryk af at jeg mener noget jeg ikke mener. Kernefamilien er skam fin og fungerer for mange.

Chris Natale

Menneskelige forældre hører fremtiden til

Et barn i dag har kun brug for et iPhone og en rigtig fedt Facebook side for at få intimitet, bekræftelse, anerkendelse og dermed tryghed.

Henrik L Nielsen

Det er et stort problem hvis de der udtalte sig ikke kan genkende vinklingen af hvad de har sagt. Journalisterne risikerer at de ikke vil udtale sig igen. Brændt barn skyer som sagt ilden, og vi skulle gerne have andre end de sædvanlige Tordenskjolds soldater (bedre kendt som "eksperter") til at udtale sig. Hvis de interviewede kan godtgøre at deres udtalelser er blevet drejet burde Information helt af sig selv bringe en faktaboks under artiklen der berigtiger indholdet.
Mvh Henrik

Esben Maaløe

Fra faktaboksen til denne artikel

"Tre kvindelige forfattere gik i lørdagens Information til angreb på den klassiske kernefamilies rolle. De mener, at kernefamilien er et glansbillede og et tyranni, der ikke giver plads til alternative livsformer."

Nu kan man jo, efter Anjas forklaring her, i hvert fald rette det til - to af tre kvindelige forfattere ...

Kan være de resterende to også har en lidt anden vinkling end den de bliver skudt i skoene

Anja Lysholm

Det kan du have ret i, Henrik. Jeg har ikke nævnt det for journalisten, da jeg som sagt ikke som sådan er blevet fejlciteret, men nu kan jeg se at nogle læsere begynder at misforstå det der i hvert fald var _min_ hensigt med mine udtalelser, og om det så er journalistens eller de enkelte læseres fortolkning den er gal med, kan jeg ikke helt gennemskue. Jeg var godt klar over at det overordnede tema var noget med "kernefamiliens tyranni", men at det kunne se ud som om jeg var hundrede procent enig i at den var det, tænkte jeg ikke nærmere over.

Sara Skaarup

Kære Per Schultz Jørgensen, Thomas Larsen og andre. Jeg er en af de tre forfattere, hvis udtalelser denne artikel er baseret på - og jeg måber. Som Anja Lysholm kan jeg sige, at jeg aldrig har udtalt mig nedsættende om kernefamilien - og jeg er heller ikke en "single der går til angreb" faktisk er jeg ikke single overhovedet, jeg er gift på 10. år og ja: Lykkelig kernefamiliekone og -mor.
Dette ved journalist Kristoffer Kræn godt. At han alligevel har valgt at køre mig ind under hatten "singler der angriber kernefamilien" synes jeg er stærkt problematisk, og det ved journalisten også godt, for det skrev jeg til ham efter lørdagens artikel. At jeg føler mig "tyranniseret af kernefamilien" er altså hverken mine ord eller min virkelighed. Så nu er vi altså to ud af tre citerede, der ikke kan genkende os selv i teksten.

Sara Skaarup

Det er faktisk ikke helt fair over for Per Schultz Jørgensen heller - at spinne en artikel på ham over et oplæg, der er så tvivlsomt. For konflikten mellem hans meninger og mine (de andres kan jeg jo ikke udtale mig om) er nærmest ikke tilstedeværende. Faktisk er jeg enig i det meste af det, han siger.
Kunne være interessant at høre, hvad den tredje forfatter, Christina Wex, oplever: Er det hendes holdninger, som er i lørdagens artikel blevet til både Anja Lysholms og mine - eller har hun mon også svært ved at genkende sig selv?

Sara Skaarup

Det er faktisk ikke helt fair over for Per Schultz Jørgensen heller - at spinne en artikel på ham over et oplæg, der er så tvivlsomt. For konflikten mellem hans meninger og mine (de andres kan jeg jo ikke udtale mig om) er nærmest ikke tilstedeværende. Faktisk er jeg enig i det meste af det, han siger.
Kunne være interessant at høre, hvad den tredje forfatter, Christina Wex, oplever: Er det hendes holdninger, som er i lørdagens artikel blevet til både Anja Lysholms og mine - eller har hun mon også svært ved at genkende sig selv?

Per Schultz Jørgensen

Singler er generelt mindre "lykkelige" end mennesker i parforhold. Det står nogenlunde fast, og det kan der være grunde til i vores individualiserede og fortravlede verden. Men det udelukker ikke, at mange singler har valgt den livsform og kan udfolde spændende muligheder i den. Og finde lykken der, så at sige. Derfor er debatten givende - og det er vigtigt, at få den dimension med ind i opfattelsen af samliv og familieformer.

Marianne Mandoe

Man kunne også vinkle kritikken af denne artikel (og fejlciteringen og fejlfortolkningen i den oprindelige artikel) på denne måde:

3 kvinder har vovet at udtale sig om noget der i den grad kan ryste mange mænds selvopfattelse. Nemlig som familieoverhoveder, breadwinners og limen der holder samfundet sammen.
Derfor bliver samme kvinder, uanset hvad de reelt sagde til juornalisten, fremstillet som Betonfeminister med lesbiske tilbøjeligheder som helst så mænd kørt ud på et sidespor og holdt i bure til forplantningsformål.
Derefter ryger en mand op i det røde felt, baseret på fejlcitereingen og fejlfortolkningen af det de 3 kvinder egetlig sagde, og så har vi slåskampen.

Kære venner.....
Det kunne se ud som ren manipulation for at sparke gang i en diskussion/kamp med lige præcis den vinkel som journalisten ønsker sig.
Han kan så læne sig tilbage og nyde at se fjerene flyve når mænd og kvinder, endnu engang, ryger i totterne på hinanden, og dermed få¨bekræftet, endnu engang, at mænd og kvinder ikke kan tale sammen.

Suk.....