Kronik

Barack Gorbatjov og supermagtens fald

Amerikanerne er omsider ved at indse, hvilket hul de er havnet i – problemet er bare, at de ikke kan blive enige om, hvordan de skal komme op igen
Amerikanerne er omsider ved at indse, hvilket hul de er havnet i – problemet er bare, at de ikke kan blive enige om, hvordan de skal komme op igen
Debat
4. juli 2011

I dag er det den 4. juli og Amerikas 235. uafhængighedsdag.

Som vi alle ved, er det dermed 15 år siden, at en invasionsmagt af fjendtligtsindede rumvæsener i kæmpemæssige tallerkenformede krigsskibe, blev slået tilbage, og vor planet blev reddet fra en frygtelig skæbne – alt sammen takket være opfindsomhed, udholdenhed og det sande heltemod hos de amerikanske styrker, der påtog sig at lede den verdensomspændende koalition af villige.

Præsident Thomas J. Whitmore erklærede dengang, at den 4. juli fremover ikke blot vil blive fejret som Independence Day for USA, men for hele verden. En anmelder kaldte hans tale »den uden sidestykke mest pompøse monolog, der nogensinde er hørt i en Hollywood-film« – hvilket ikke siger så lidt.

Nu var det selvfølgelig fiktion, men storfilmen fra 1996 er også et dokument over sin tid. Den fører os tilbage til en nylig epoke, da USA så ud til at herske ubestridt, almægtigt og uimodståeligt – i livet såvel som på film. USA var Det nye Romerrige og den ubundne Prometheus. USA kunne prale af det mægtigste militær, verden nogensinde har set: Jo, dette var hypermagten i hjertet af en unipolær verden.

Nederlag på nederlag

Hvilken enorm forskel 15 år kan gøre! Det mægtigste militær, verden nogensinde har set, har siden udkæmpet to store krige, i Irak og Afghanistan. Ingen af dem kan siges at være endt i nogen rungende sejr. Irak, der dominerede den amerikanske debat i så mange år, er i dag stort set historie, som amerikanerne siger – dvs. fortid.

Afghanistankrigen er til gengæld ikke slut endnu. Sidste uges selvmordsangreb på Hotel Intercontinental i Kabul var en påmindelse om, hvor langt dette land stadig er fra at have styr på den grundlæggende sikkerhed, endsige fra at blive et liberalt demokrati.

Men selv om hans militærledere skumler, har Obama erklæret, at de amerikanske tropper vil blive trukket ud efter hans forudbestemte tidsplan. Amerikanerne, siger han, er nødt til at koncentrere sig om at bygge deres egen nation op.

De fleste af hans landsmænd lader til at være enige. Ifølge den seneste meningsmåling fra Pew mener 56 procent, at de amerikanske tropper hellere skal trækkes hjem fra Afghanistan i dag end i morgen.

I et blogindlæg blev Obama for nylig sammenlignet med en anden leder, som trak sig ud af Afghanistan efter et årtis militæraktioner i dette land for bedre at koncentrere sig om økonomisk og social genopbygning i sit eget. Barack Gorbatjov kaldte skribenten tilmed den amerikanske præsident.

De stores fald

Men stop en halv. At sammenligne USA i 2011 med Sovjetunionen i 1988 må nødvendigvis bestå i at fremhæve enorme forskelle. Måske en sammenligning med Storbritannien i 1911 ville være mere træffende. Indlysende er det i al fald, at USA kæmper med sin egen version af sådanne økonomiske, sociale og politiske problemer, som har en tendens til at hobe sig op, når et land har været stormagt i længere tid.

I grunden er den eneste skavank ved historikeren Paul Kennedys berømte bog The Rise and Fall of the Great Powers, at den blev offentliggjort et kvart århundred for tidligt (og udpegede den forkerte opstigende magt – Japan).

Udgivet i 1987, dvs. kort før Sovjetunionen faldt sammen, og Japan gik ind i et årti med stagnation, var den let at afvise for de selvbevidste amerikanere som et forvrænget skræmmebillede. Men hvad nu hvis den var udkommet i år og havde identificeret Kina som den nye overmagt?

USA må i dag bære præcis de byrder ved strategisk overanstrengelse, som Kennedy forudså. USA's omkostninger ved at føre krigene i Irak og Afghanistan og de øvrige post-11/9-operationer er opgjort til at være næsten fire gange højere end omkostningerne ved USA's deltagelse i Anden Verdenskrig – endda i dagens dollars.

På grund af den enorme vækst i den amerikanske økonomi udmønter dette sig ganske vist i en langt mindre andel af BNP – skønsmæssigt 1,2 procent i 2008, mod 35,8 procent i 1945. Men årtiet med verdensomspændende væbnet kamp har ædt en større andel af amerikanernes tid, opmærksomhed og energi op. Selv når Washington forsøger at overlade en konflikt til andre – som i tilfældet Libyen – inddrages USA alligevel uvægerligt som en sidste udvejs militære långiver så at sige.

Gælden tynger

Udover strategisk overbebyrdelse lider Amerika af velfærdsforstrækkelse. Forskellene mellem Europa og USA er på dette punkt mindre, end de fleste mennesker på begge sider af Atlanten forestiller sig. Ifølge Peter Orszag – en tidligere direktør for Det Hvide Hus' Budgetstyringskontor – vil Medicare, Medicaid og andre sociale sikkerhedsordninger tegne sig for omtrent halvdelen af USA's offentlige udgifter i 2015. Den anden halvdel vil være helt domineret af to udgiftsposter: rentebetalinger på landets skyhøje gæld og finansiering af det amerikanske forsvar. I visse enkeltstater såsom Californien er det finanspolitiske billede endnu mere dystert.

USA er nødt til nedskære de offentlige udgifter drastisk. Men samtidig udviser landets infrastruktur alle tegn på langvarig omsorgssvigt. Hver gang jeg kommer tilbage til USA, synes jeg, at jeg ser nye tegn på et synlig, fremskredent forfald.

Ud over hullerne i asfalten er der dybere stikkende spørgsmål såsom de alvorlige mangler ved grundskole- og ungdomsuddannelser. Det amerikanske skolesystem indtager ifølge OECD en beskeden midterplacering på den globale rangliste. Kun de amerikanske universiteter er stadig i absolut særklasse og tiltrækker de bedste studerende fra hele verden.

Hestene bides

For at løse sine dybe strukturelle problemer har USA desperat brug for beslutsom politisk handling på tværs af partiskel. Så langt er de fleste enige.

Dette var da også, hvad Obama lovede i sin første periodes korte, uforglemmelige nye daggry i 2008-09. Men hidtil har han ikke leveret, dels på grund af sine egne utilstrækkeligheder, men især, fordi det vil kræve noget nær en amerikansk Gorbatjov på steroider at bryde dødvandet i dette lands polariserede og fastlåste politiske system.

På et pressemøde forleden luftede præsidenten sin frustration over det seneste eksempel på den uforsonlige polariserings omkostninger: Republikanernes modstand imod at hæve det nationale gældsloft.

Hindringerne ligger både i Washington, hvor problemets kerne er kravet til Senatets absolutte superflertal, og i de mange enkeltstater. En storslået forfatningsmæssig ramme af gensidige kontrolmekanismer – de såkaldte checks and balances – som oprindelig blev udformet for at hindre et tilbagefald til den britiske krones tyranni, er svundet ind til et system, der er tæt på at gøre reformer vanskeligere end revolution.

Også dette er kun alt for velkendt fra historien. Over tid tillægger supermagter sig dysfunktionaliteter, som de kan leve med i en periode i kraft af deres rigdom og magt – omtrent som når en superstærk atlet opvejer mangler i sin teknik med simpel råstyrke. Men når styrken før eller siden svinder, behøver man teknikken, og så kan det være for sent at genvinde denne.

Bristende hjerter

Ud over teknik er også selvtillid afgørende. Men den gamle amerikanske Yes, We Can-optimisme er rystet i sin grundvold. Selv hos normalt mest højlydte fortalere for amerikansk exceptionalisme, spores et anstrøg af kulturpessimisme.

»Mit hjerte er ved at briste,« klynker den højrepatriotiske tv-vært Glenn Beck, »over at se denne nation blive skyllet ud i kloakken.«

Selvfølgelig er der andre, som klarer sig værre. Det nye Rom er endnu ikke blevet det nye Grækenland. Men forholdet mellem EU og USA ligner nu mest af alt en kappestrid på forfald.

Amerika vil sikkert være globalt dominerende magt i nogle år endnu, men det var en republikansk og ikke en demokratisk senator, jeg sidste år hørte sige: »Dette land bliver som Grækenland. Bortset fra at vi ikke har EU til at træde til for at redde os med en hjælpepakke.«

At amerikanerne nu tydeligvis har erkendt, hvilket hul de er havnet i, giver i det mindste grobund for håb. Mindre opløftende er den omstændighed, at de ikke ser ud til at kunne blive enige, hvordan de kommer op af hullet igen.

© Timothy Garton Ash og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Erik Rønne

Så venter vi blot på en ny Edward Gibbon der om det fjerde Rom (efter Rom, Konstantinopel og Moskva) kan skrive sin:

The Decline and Fall of the American Empire.

Per Jongberg

De skal ikke tænke på at komme op.

Vi skal tænke på at dække hullet til.

Information for helvede, tegnsætning tegnsætning og atter tegnsætning.

Jens Christoffersen

@søren

Der mangelede en håndfuld tankestreger m.m., beklager. Det er rettet.

Afghanistan har jo et historisk ry for at nedlægge imperier på stribe, men historielæsning har jo aldrig været en amerikansk disciplin der stod højt på to do listen.

Janus Agerbo

Intet nyt under solen. Emanuel Todd beskrev præcis dette scenarie i 2001!

Per Erik Rønne

@Søren Lom,

Afghanistan er skam blevet erobret masser af gange.

Lad mig blot nævne Perserriget, Alexander den Store, Araberriget, Djengis Khan og Timur Lenk som erobrere af landet.

Per, alle faldt de fra hinanden.
Araberriget - hva' de' fo' en størl'se?

Per Erik Rønne

Søren Lom

Araberriget er det imperium Muhamed og hans efterfølgere, kalifferne, skabte på kort tid.

Araberne blev først stoppet ved Konstantinopels mure 717 af kejser Leo III Isaureren. Af den frankiske konges butler Karl Martel ved Poitiers i Gallien 732. Og af kineserne ved Slaget ved Talas-floden 751. Så imperiet kom til at strække sig fra Spanien i vest til Centralasien i øst på kun godt 100 år.

Du kan se et kort her:

http://ldysinger.stjohnsem.edu/@texts/0630_Quran/00a_start.htm

Erik Karlsen

For at vende tilbage til USA ;-)

Man siger jo, at alt det, der er fremme i USA, på et tidspunkt også kommer til Danmark.
Det gælder tilsyneladende også de mange huller i vejene....

I øvrigt var det vist en af Osama bin Ladens forudsigelser, at USA ville bruge så mange penge på krige, at de ville gå konkurs derovre og derved ødelægge sig selv mere, end det værste terrorangreb kunne udrette.

Peter Hansen

Når et rige grundlægges på en fejlagtig ideologi, der indeholder de største forbrydelser mod menneskeheden, verden har kendt - og dette foregår stadig - må det gå galt.

Karsten Johansen

Det er en fornærmelse av Gorbatjov, som bidro avgjørende til å stoppe stalinismens
"kommunistiske" (dvs. statskapitalistiske) variant, å sammenligne ham med den tomme reklameplakaten for "blackberry", konas kjolekreatører osv., mannen som har fått selv Bush 2.0 til å framstå som oppriktig.

Nå sitter vi så tilbake i sommerens regnmørke med den liberalstalinistiske sentralkomitteen i to-i-ett-partiet i USA og dennes politiske resultater:

http://www.examiner.com/human-rights-in-national/fort-campbell-nuclear-p...

http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/24/tea-party-climate-change-den...

http://www.independent.co.uk/environment/climate-change/extreme-weather-...

http://www.guardian.co.uk/environment/2011/jul/04/ice-caps-arctic-white-...

Pluss den globale finansrøverbandes hellenske og andre ruiner, krigskatastrofer osv.

Niklas Monrad

Og imens man godter sig over Amerikas problemer, kan man sidde i spænding og vente på den nye opkomling Kina, og forestille sig hvor meget bedre verden vil være under det lands herredømme. Ja, det skal nok blive meget bedre - også selvom der er visse bøger, vi ikke må læse, visse film vi ikke må se, visse meninger vi ikke må udtrykke, visse historiske fakta vi ikke må nævne, visse personer vi ikke må kritisere, visse steder vi ikke må besøge, visse religioner vi ikke må hengive os til, visse partier vi ikke må stemme på - men det er OK, for det skal nok blive bedre alligevel - ikke sandt?