Breivik er idealistisk ond

Breiviks massemord i Norge var en ond gerning udført af en ond mand. Vores ondskabsbegreb er fattigt og meget utilstrækkeligt, hvis vi ikke kan beskrive den norske tragedie som et resultat af ondskab.

Det undrer mig derfor, når den norske journalist Tor Bach i Information d. 26. juli skriver om Breviks handlinger: »Det er helt fejlagtigt at sige, at det her er ondskab eller nihilisme. Manden handler fuldstændig fornuftbaseret ud fra sit ideologiske ståsted«.

Det virker som om, at Tor Bach her identificerer ondskab med en dæmonisk størrelse, en patologisk essens, der skulle stå i et radikalt modsætningsforhold til fornuft og ideologi. Tanken synes at være, at en handling ikke kan være ond, hvis den er forbundet med fornuft og ideologi.

•Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsens har i bogen Ondskabens filosofi beskæftiget sig med fire former for ondskab:

•Den dæmoniske ondskab, som er et grænsebegreb, eftersom ingen i realiteten synes at gøre det onde, fordi de i sig selv er onde mennesker, der ønsker at gøre ondt

•Den instrumentelle ondskab, hvor man bevidst gør noget forkert for selv at få noget ud af det

•Den dumme ondskab, hvor man går noget ondt uden at tænke over det, fordi man 'blot følger ordrer', et ondskabsbegreb, der er tæt beslægtet med Hannahs Arendt begreb om den 'banale ondskab'

Den idealistiske ondskab, hvor en person gør noget ondt i den tro, at det er godt. Det er dette, som her er relevant, eftersom Anders Breivik erkender at være gerningsmanden, men angiveligt nægter sig skyldig, fordi han ikke mener at have gjort noget forkert.

Må ikke dæmoniseres

De ledende nazister under anden verdenskrig var repræsentanter for en idealistisk ondskab, og mente, at de gjorde verden til et bedre sted ved at tilintetgøre jøderne. Også terrorangrebet 11. september kan betragtes som udtryk for idealistisk ondskab.

Det er afgørende for de kommende selvrefleksioner om debatklima, fremmedhad og 'dem og os'-retorik, at Anders Breivik ikke dæmoniseres og betragtes som et umenneske. Hvis han blot patologiseres, ved at sige, at der udelukkende er tale om en gal mands handlinger, og hans handlinger således identificeres med en dæmonisk ondskab, overser vi den helt selvfølgelige kendsgerning, at hans bevæggrunde til massakren ikke er opstået ud af ingenting.

De er inspireret af et højreradikalt fremmedhad, der skelner mellem et 'os', de, der er på det godes side, og et 'dem' alt fra muslimer til unge socialdemokrater, i realiteten alle, der ikke er af samme overbevisning som Breivik selv.

Når dette skel radikaliseres, sker det, at 'de andre' ikke længere betragtes som mennesker, men dehumaniseres, sådan at de som 'fjender' i et computerspil kan skydes ned med koldt blod.