I en ikke særlig fjern fortid var Danmark en af verdens største bidragydere i kampen mod global nød og fattigdom. Vi var en nøgleaktør, som blev fremhævet, når man skulle have andre til at yde en indsats. Det er kun 10 år siden, men det er også allerede historie.
På overfladen ser det stadig relativ pænt ud. Trods et fald på 20 procent til udviklingsarbejde siden 2001, er vi stadig i den pæne ende af tabellen. I teorien. Det fald er nemlig kun den del af isbjerget, man kan se. Herudover skjuler der sig milliarder, som på papiret er udviklingshjælp, men som i virkeligheden er alt andet.
Kreativ bogføring
Eksemplerne er mange, men senest er det blevet aktuelt, fordi Sudan, som har en kæmpe gæld til Danmark, bliver delt i to nye nationer i dag, 9. juli. For at give de to nye stater en 'god start', som det hedder fra dansk side, har man generøst tilbudt at eftergive nogle af de milliarder, vi har til gode.
Det lyder jo næsten helt ædelt, hvis man altså ikke stiller flere spørgsmål hertil. Pointen, som flere udviklingsorganisationer også har påpeget de seneste dage, er nemlig, at der er tale om lidt for kreativ tænkning i ministerierne. I tilfældet Sudan stammer gælden fra nogle erhvervsfremstød i 1970'erne, som man fra dansk side opgav. Først og fremmest er der tale om private selskaber, som den danske stat sikrede betaling, når de handlede med Sudan. Regninger kunne de ikke altid betale i Sudan, og landet endte med en gæld på 500 millioner kroner.
Det beløb er siden vokset med over 1.000 procent ved at lægge absurd høje renter, renters renter og til sidst strafrenter på. Så nu er gælden på mere end fem milliarder kroner. Allerede her kunne man kritisere Danmark. Men nu kommer den gode rigtig gode idé: Man vil nu eftergive disse milliarder, men bogføre dem som udviklingshjælp. Vupti. Noget der faktisk er et tab på 500 mio. inden for en hel anden sektor, forvandles ved et trylleslag til ulandsbistand på over fem mia. kroner.
I praksis tages disse milliarder så fra den kasse, der skulle have været brugt på udviklingshjælp og overføres i stedet til finansministeriet. Sådan. De nødlidende ser ingen penge, men den danske statskasse får lige tilført et milliardbeløb. På den måde har Claus Hjort Frederiksens ministerium således fået overført over 4,6 mia. bare siden 2006, som figurer i statistikken som udviklingsbistand. Det beløb er vel at mærke uden de godt fem milliarder kroner fra Sudan, som også snart ruller ind på kontoen.
Pynter os med lånte fjer
Trods nedskæringer vil Danmark stadig gerne fremstå som et mønsterland, hvilket også signaleres ved simpelthen at udnævne en udviklingsminister; p.t. Søren Pind (V).
Udviklingsorganisationerne, som alt for tydeligt mærker effekten og ser konsekvenserne rundt om i verdens fattige lande, kan ikke tillade sig at være for kritiske. Det er som bekendt sund fornuft ikke at bide den hånd, der fodrer én. Det har bl.a. Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke måtte sande, da de fik skåret voldsomt i deres støtte allerede i 2001/2002. Det er en uofficiel hemmelighed, at det var fordi, deres tilgang ikke ansås som tilstrækkelig regeringsvenlig.
Ligeledes er der talrige eksempler på, at kritik fra de danske udviklingsorganisationer op igennem 00'erne har resulteret i slet skjult pression fra de involverede ministerier.
Det er almindelig kendt i de kredse, at har man stukket hovedet for langt frem i debatten, bliver man mindet om, hvem der sidder på pengekassen. Tidligere og nuværende generalsekretærer samt andre centralt placerede folk i de danske udviklingsorganisationer kan berette om både officielle, men ikke mindst uofficielle telefonsamtaler og mødeindkaldelser, hvor der ikke bliver lagt skjul på pointen: dæmp kritikken eller vi skærer (endnu mere) i jeres støtte.
Derfor sker disse tiltag ofte i relativ ubemærkethed. Danmark kan stadig brande sig selv som foregangsland. Både indadtil, over for vælgerne, og udadtil, over for andre lande.
De fattige må betale
Danmark er ret alene om denne tilgang, hvor man sammenblander udviklingsbudgettet med andre politik-områder. Man skelner normalt mellem f.eks. erhvervspolitik, sikkerhedspolitik og integrationspolitik på den ene side og udviklingsbistand på den anden. Det er dog en tradition, som Danmark har gjort op med. Ovennævnte tilfælde er langtfra det eneste. Det er blot det seneste.
Et andet eksempel er, at penge, der bruges i Danmark på at huse, kontrollere og i sidste ende hjemsende flygtninge, uden tøven bogføres som udviklingsbistand. Her tjener den danske stat ganske vist ikke penge direkte som i tilfældet med Sudan. Men til gengæld fører denne udvanding af begrebet udviklingsbistand til, at verdens fattige aldrig ser en krone, men overlades til sult, nød og fattigdom, samtidig med at mange danskere tror, at vi hjælper med væsentligt flere midler, end vi faktisk gør. Udviklingsministeriet er i øjeblikket ved at skære antallet af såkaldte partnerlande ned fra 26 til 15, hvilket betyder, at en lang række lande helt droppes. I Afrika er det Benin, Zambia og Egypten, der i fremtiden må se langt efter støtte, i hvert fald fra dansk side. Oveni det skal man så lægge, at f.eks. Sudan som teoretisk set stadig får del i den danske udviklingsbistand, får den på et noget tvivlsomt grundlag. Eller rettere sagt: de får den på papiret, men penge, man kunne bruge på bl.a. reel fattigdomsbekæmpelse, får de ikke nogen af. Det gør til gengæld Claus Hjort Frederiksen iFinansministeriet, som sikkert glæder sig til at modtage endnu flere udviklingskroner på hans konto fremover.
Tendensen internationalt har ellers været, at man har større fokus på det globale fattigdomsproblem, ligesom man også søger at efterleve den tanke, at udviklingsbistand naturligvis er rettet mod verdens udstødte og nødlidende i fattige lande. Når Danmark således både skærer ned helt åbent på budgettet, og oveni det snyder på vægten med de midler, der er tilbage, er der kun en gruppe til at betale prisen; verdens fattige, som der i øvrigt bliver stadig flere af, ikke mindst i Østafrika, som lige nu oplever en katastrofe af historiske dimensioner.
Brian Esbensen er cand.scient.-soc., med speciale i udviklings-studier og internationale poli-tiske forhold. Han er desuden forfatter til bogen 'The Approach to Development Practice and Advocacy of the Danish NGOs', som udkommer senere i år
...Krejlere!
(Ja!, Pind & Hjort, det var jer jeg tænkte på. Har I husket at bogføre de precisionsbomber, som vi ´giver´til Libyen, som ulandsbistand?) Th
OVK-regeringen og frihedsminister Pind holder jo i den grad af de mindre velstillede lande - derfor synes de, det er så meget bedre at skære ned i den passive hjælp og i stedet give landene et kærligt puf, så de ikke må stå på perronen og så togene køre forbi.
Jeg ved at krigen i Afghanistan bliver bogført som ulandshjælp, så mon ikke krigsudgifterne i Libyen også gør det? Desuden er det en helt forfærdelig praksis vi har i Sudan. Hvorfor har ingen af de efterhånden mange regeringer siden 70'erne grebet ind?
Hvad havde man forventet, regeringen er grundlagt af manden der opfandt kreativ bogføring.
"Danmark tjerne kassen på at 'give' ulandsbistand"
Jeg har svært ved at se fortjenesten ved eftergivelse af gæld - ligegyldigt hvad 30-40 års renter måtte beløbe sig til - tjener man vel ikke 'kassen' på gældseftergivelse.
Og Danmark er mig bekendt ikke det eneste land, der bogfører gældseftergivelse som ulandsbistand - det er almindelig praksis blandt gruppen af donorlande - men man kan selvfølgelig mene, at Danmark bør optræde anderledes end de øvrige donorlande.
Hvad angår en øget dansk fokusering (altså at skære antallet af såkaldte partnerlande ned til 15) så vil det betyde færre udgifter til administration, konsulenter, lande- og projektchefer mv., og mere til de egentlige kerneopgaver; udvikling - men det tager selvfølgelig brødet ud af munden på topfolkene i 'godhedsindustrien' - hvorfor beslutningen da også mødes med hyl og skrig fra samme.
Andreas Prætorius,
udgifterne til den militære indsats i Afghanistan - bogføres ikke som udviklingsbistand (det samme gælder naturligvis for indsatsen over Libyen), men det er da rigtigt - at Danmark også støtter Afghanistan med udviklingsbistand - og denne naturligvis bogføres som sådanne.
"...men det tager selvfølgelig brødet ud af munden på topfolkene i ‘godhedsindustrien’ - hvorfor beslutningen da også mødes med hyl og skrig fra samme".
Lige præcis - her har vi hovedproblemet. Der er en kæmpe interesse fra godhedsindustrien om at udråbe mangel på bistand overalt på trods af at undersøgelser viser at de sidste 50 års ulandsbistand ingen effekt har haft overhovedet.
Det er jo deres levebrød så klart de hyler
@Mick Sørensen:
Hovedproblemet min bare! Mener du virkelig at de fattige landes største problem er at de får hjælp? Det passer simpelthen ikke at de sidste 50 års ulandsbistand ingen effekt har haft overhovedet. Selvfølgelig har bistanden givet positive resultater rundt omkring, og de forskellige organisationer i det du og Lars R. Hansen hånligt kalder godhedsindustrien kan fremvise masser af gode historier og eksempler.
Men når resultaterne alligevel ikke synes at stå mål med indsatsen, dvs. at mange ulande ikke er blevet løftet op på et fornuftigt niveau og stadig, her 40-50 år efter at have fået deres selvstændighed, befinder sig i fortvivlende fattigdom, så skyldes det jo IKKE at de har fået ulandsbistand. Det skyldes at kolonistyrerne mestendels blev erstattet af kleptokratier der har fyldt egne lommer og givet multinationale selskaber lov til at flå landene for naturresurser uden at betale skatter.
Det er dokumenteret at for hver dollar et land modtager i bistand forsvinder der 10 dollar ud. Til godhedsindustrien? Nej, til kleptokrater og megaselskaber. Læs Anna von Sperlings artikler om netop dét fra dette forår.
Det bedste vi kan gøre for disse lande er ikke at nedsætte bistanden, men at skrue op for kravene til multinationale selskaber om regnskabsgennemsigtighed og skattepligt.
"Det er dokumenteret at for hver dollar et land modtager i bistand forsvinder der 10 dollar ud.
"Det er dokumenteret at for hver dollar et land modtager i bistand forsvinder der 10 dollar ud.
Fortsættelse:
Nej det er ej - det er blevet påstået, at ulandene under ét har en ulovlig, negativ pengestrøm svarende til ti gange den samlet ulandsbistand.
@Lars:
Hvor vil du hen?
Forargelsen er stor. Især hvis man tror på, at u-landsbistanden er til for de fattiges skyld. Verdens fattige betaler prisen? Nej, danske skatteydere betaler prisen for et camoufleret tilskud til private virksomheder. Det er der ikke noget nyt i. Verdens fattiger betaler absolut intet, som de ikke allerede har betalt. F.eks. i form af u-landsbistand til regeringer i den tredje verden, som ikke har andre mål end at udplyndre deres egne befolkninger.
Et lille skridt nærmere en saglig debat, såmænd.
"...tjener man vel ikke ‘kassen’ på gældseftergivelse."
Pointen er at når man bogfører eftergivelsen, som ulandsbistand, så slipper man for at yde den samme mængde penge. Det vil sige at man bryster sig af at betale 5 milliarder kroner i ulandshjælp, så er det faktisk kun en tiendedel, som allerede er betalt. Regeringen slipper derfor for at betale 5 milliader af den bistand, som ville være brugt andre steder.
Så sætter artiklen selvfølgelig denne pointe på spidsen med logiken: en krone sparet er en krone tjent
Og jo penge, der bliver brugt på KRIGEN i Afghanistan bogføres som ulandshjælp. Det var i alle aviser en gang. Jeg har fundet berlingerens artikel:
http://www.b.dk/danmark/dansk-udviklings-bistand-udhules
Kort uddrag:
Udgifter til indkvartering af asylansøgere i Danmark, klimamidler lovet væk under COP15-topmødet, udgifter til at afholde selve topmødet samt penge knyttet til den militære indsats i Afghanistan er alle eksempler på det, kritikere mener, er en løbende udhulning af den danske u-landsbistand.
Blot fordi det står i Berlingeren - behøver det ikke være sandt.
Nej, men Berlingerens artikel bygger direkte på denne Informations-artikel: http://www.information.dk/237789
og så må det jo være sandt, ikke :-)
Den militære indsats i Afghanistan er ikke blevet finansieret med midler fra UM. Det er den civile indsats i Helmand derimod - dele af den civile indsats er foretaget for at understøtte den militære, dele af den militære er foretaget for at understøtte den - det kaldes samtænkning.
Denne samtænkning er ‘godhedsindustrien’ voldsomt i mod - og regner samtænkning som en militær indsats punktum - hvilket Berlignske og Information blot løber med på.
I følge ‘godhedsindustrien’ er fx. den danske støttet til skolebøger til hele Afghanistans skolesystem - at regne som en militær indsats - det er deres standpunkt.
Personligt mener jeg man rimeligvis må kalde støtten til skolebøger - for en del af den civile indsats - men jeg er jo heller ikke cand.scient.-soc., med speciale i udviklings-studier - og ved derfor ikke bedre.
Det er vist en doppelt ironi du bruger dér Lars Hansen. Du ved jo åbentlyst så meget at du kender tankegangene og standpunkterne for alle, der har valgt at hjælpe skal være en væsentlig del af deres liv.
Jeg forholder mig blot til deres egne udsagn - og 'godhedsindustrien’ mener nu engang at økonomiske støtte til skolebøger i Afghanistan er en militær indsats - ikke civil.
God artikel. Har det nu lidt som kommandusen i Emil fra Lønneberg - godt mæt efter min aftensmad, som skulle have været spist af andre.
Claus Gårde Henriksen,
så har artiklen opfyldt et af sine delmål...
Jeg synes hele bogføringsdebatten er symptomatisk for, hvordan såvel indlægskrivere og bloggere ind imellem leder debatten på
vildspor, inden den er begyndt. Hvad er det Brian Espersen vi sige?. At U-landsbistanden i absolutte termer er blevet mindre, at organisationerne (NGO) føler sig kørt ud på et sidespor - eller måske det kedelige faktum, at dansk direkte hjælp til fattige i verden er faldet markant gennem en hel del år. Det er ikke ganske tydeligt for mig !
Hvem tjener mest på ulandsbistand, godhedsindustrien med dens DJØFfere eller ulandene?
Qui bono?
@Thomas Dahl:
Ifølge denne artikel må det da være finansministeriet og dermed resten af vores i forvejen velbjergede samfund
Til Thomas Dahl,
Nu er det således, at dem der fordeler pengene i UM hovedsageligt er DJØF'ere, de små skriverkarle i finansministeriet er næsten udelukkende DJØF'ere. Ditto i Forsvarsministeriets finans/regnskabsafdeling og de ledende medarbejdere i Søren Pinds nyopfundne "boulabaise"ministerium - og for at gøre det endnu bedre, så er det også nogle DJØFlignende skabninger, der sidder
i modtagerlandenes fordelings/korruptionsministerier og i FN og i WHOs adminstration.
Der er DJØF'ere, hvor end man vender blikket! Og så er det en god klar eentydig samlebetegnelse. Også for dem, der sidder i
Mellemfolkeligt Samvirkes øverste ledelse :-)
Fremragende artikel om et vigtigt emne. Udenriget.dk har bragt flere indlæg om den 'kreative' bogføring i u-landsbistanden, f.eks. mht. den klimastøtte som regeringen har lovet men ikke leveret. Se bl.a. http://www.udenriget.dk/?p=917.
Bogføringsdebatten er vigtig!
Når vores politikere fortæller vælgerne - at Danmark bruger mere end 15 mia. kr. på ulandsbistand - så skal det sgu passe.
Ikke mindst fordi bistandsområdet i høj grad måles efter en inputmodel - altså kriteriet er i højere grad, hvor stor en andel af Danmarks økonomiske omsætning, der hældes i processen, end resultaterne af indsatsen - hvis fokuset derimod var på et bestemt output ville bogføringen være af langt mindre interesse.
Med 'godhedsindustrien' mener Lars R.Hansen sikkert de private firmaer der først får dækket deres driftsudgifter, administrative udgifter og forrentning af investeringer og dernæst også deres forventede tab på kuldsejlede projekter, dækket af udviklingsbistanden. Det er jo en ren guldgrube !
Det kan også være at han med 'godhedsindustrien' mener den Danske stats der tjener penge på gældsovertagelse fra private firmaer ved at kunne nedsætte netto indskuddet til udviklingsbistand, inklusive renters rente, og samtidig soler sig i Danmarks høje profil som land der gavmildt 'eftergiver' gæld til et af verdens mest infame konflikt områder. Sandelig en 'god' gerning og regnskabspraksis, der fortjener dette smukke navn; -'godhedsindustrien'.
Men det kan også være at Lars blot bruger begrebet for at positionere sig i den hjemlige andedam på Informations sider, langt fra de fattige i udviklings landene hvorpå en sådan sarkasme er spildt og irrelevant.
For han kan da ikke med godhedsindustrien mene de organisationer der prøver at fordele midlerne til nyttige formål uden skelnen til denne avancerede vestlige 'returkommision'.
"...de fattige i udviklings landene hvorpå en sådan sarkasme er spildt og irrelevant"
Det tror jeg nu ikke den ville være.
Føj. Skam jer VKO.
Dan Johannesson,
nu regnede SR-regeringen også gældseftergivelse som ulandsbistand - så vær' ik' som nærig med din foragt.
Og jeg tror nu ikke den nok kommende SSF-regering vil optræde anderledes - Danmark er et dybt forgældet land i recession - de tider, hvor Danmark afsatte 3-4% af det offentlige budget til ulandsbistand kommer næppe tilbage.
Fra artiklen
"Det beløb er siden vokset med over 1.000 procent ved at lægge absurd høje renter, renters renter og til sidst strafrenter på. Så nu er gælden på mere end fem milliarder kroner. Allerede her kunne man kritisere Danmark. Men nu kommer den gode rigtig gode idé: Man vil nu eftergive disse milliarder, men bogføre dem som udviklingshjælp. Vupti. Noget der faktisk er et tab på 500 mio. inden for en hel anden sektor, forvandles ved et trylleslag til ulandsbistand på over fem mia. kroner."
Det er sort magi!
Altså 'magi' som fup og fidus og kreativ bogføring, og 'sort' som i kulsort regering.
Realrenten har nu været en del mindre - og Sudan kan ikke have følt renterne - de de ikke betalte tilbage på lånene.
Hvilket også har fået gælden til at vokse - da misvedligeholdelsen har medført sanktioner - under alle omstændigheder har Danmark ikke tjent én eneste krone på eftergivelsen af gælden.
- men det har statsministeriet og udviklingslandene vil betale retrospektivt
Definition: 'Godhedsindustrien' er de der tjener penge på at hjælpe alle dem, som det er synd for. Dem er der rigtig mange af i Afrika. Altså mennesker som ikke er i stand til at hjælpe sig selv.
Partsindlæg klædt på som videnskabelig sandhed --- lidt pinligt for Esbensen ---og fagligt stærkt kompromitterende.
Sætninger som "Når Danmark således både skærer ned helt åbent på budgettet, og oveni det snyder på vægten med de midler, der er tilbage, er der kun en gruppe til at betale prisen; verdens fattig" siger vist alt om et politisk formål snarere end end nøgterne oplysning.
Fakta1:
500 mio. kr. er i følge artiklen vokset til 5 mia. kr. over en periode på 35-40 år.
Fakta2:
Inflationen har i samme periode ligget på gennemsnitligt 4,1-4,8% om året.
Fakta3:
Væksten fra 500 mio. kr. til 5 mia. kr. over 35-40 år svarer til en årlig gennemsnitlig vækst på 5,9-6,8%.
Fakta4:
Udlånsrenten på de 500 mio. kr. har derved gennemsnitligt ligget ca. 2 %-point over inflationen i samme 35-40 årige periode.
Fakta5:
Morarenten (strafrente ved ikke-tilbagebetalt lån) har siden slutningen af 70'erne ligget minimum 2 %-point over diskontoen, i 1980'erne på +6 % og i 1990'erne på +5 %, og i dag på +7 %-point. Således er morarenten pr. 1. juli 2011 på 8,3 %.
Konklusion, økonomisk:
Forrentningen fra 500 mio. kr. til 5 mia. kr. over en 35-40 årig periode er i overensstemmelse med inflationen for perioden, som alene betyder, at 500 mio. kr. for 35-40 år siden svarer til 2,0-3,2 mio. kr. i nutidsværdi. Herudover er beløbstilvæksten mere end rimelig set i forhold til usikkerheden om tilbagebetaling (morarentens størrelse).
Konklusion, etisk set - ulandsstøtte kontra modregning:
Hér er konklusionen mere uklar, og et spørgsmål om personlige preferencer: Bør gældseftergivelsen komme ulandsstøttekontoen, og dermed den danske statskasse, 'til gode' som et engangsbeløb eller ej?
Jeg mener klart nej - det er ikke hensigten eller grundtanken med ulandsstøtten sådan at skulle indgå i 'snu købmandsskab'.
Ulandsstøtte skal forblive ulandsstøtte, al anden 'fikumdik' er uetisk. Basta!
Søren Hansen,
selvfølgelig er gældseftergivelse ulandsbistand - her anvender den nuværende (og tidligere) regering(er) blot OECD's opgørelsesmetode - og ret etisk er gældseftergivelse efter min mening også acceptabelt.
Hvis man altså regner ulande som ansvarlige for deres handlinger - herunder indgået låneaftaler - bør eftergivelse af sådanne lån regnes som bistand.
Ikke mindst - når man betænker, hvad der ellers regnes for bistand - fx. budgetstøtte - hvor pengene anvendes på alt fra ekstravangante præsidentpaladser til russiske kampfly.
Vil en ny regering betyde en ny dansk udviklingspolitik? Ikke nødvendigvis. Mere her: http://www.udenriget.dk/?p=1149.
Det får mig til at tænke på et elegant svindelnummer:
Now you see it. Now you don't.
Det forbavser mig at ingen indtil videre har kommenteret følgende:
"Ligeledes er der talrige eksempler på, at kritik fra de danske udviklingsorganisationer op igennem 00’erne har resulteret i slet skjult pression fra de involverede ministerier.
Det er almindelig kendt i de kredse, at har man stukket hovedet for langt frem i debatten, bliver man mindet om, hvem der sidder på pengekassen."
Dette er et blandt flere eksempler på regeringens bekvemmelighedsforvaltning af ytringsfriheden. Man kan også kalde det magtmisbrug.