Kronik

De demokratiske oaser i Bagdads ørken

Den onde spiral, Bagdad befinder sig i, kan virke uendelig. Korruption, fattigdom, den evigt afbrudte elektricitet, kvindens undertrykte position. Alt sammen fænomener, der ser ud til at kredse rundt og rundt uden et mål andet end sig selv og uden anden opretholdelse end sig selv. Det virker sådan, og det er nedslående. Men cirklen er ikke uendelig, og den er ikke ustoppelig
Bagdad er en levende by, der har set megen død og forfald og kun lidt frihed. En by, hvor det eneste systematiske er kaosset, hvor det eneste princip, der bliver fulgt konsekvent, er korruptionens fortærende logik. Men der er håb, og de unge er en stor del af det.

Bagdad er en levende by, der har set megen død og forfald og kun lidt frihed. En by, hvor det eneste systematiske er kaosset, hvor det eneste princip, der bliver fulgt konsekvent, er korruptionens fortærende logik. Men der er håb, og de unge er en stor del af det.

Thaier al-Sudani

20. juli 2011

Det er en levende spøgelsesby. Støvet ikke bare ligger som et lag over alt, men hænger i luften og slører synet og udtørrer lungerne. Hvor end man ser hen, er de lyse bygninger sprækkede, ødelagte, ligefrem halve nogle steder. Og vejene er hullede, og pigtrådshegnene rundt omkring sunket sammen som en gammel mand, der ikke har mere tilbage i sig til at bekæmpe tyngdekraften. Man skulle tro, at ingen havde været her i årtier. Hvis altså det ikke lige var for de millioner af mennesker, der bevæger sig hastigt rundt i gaderne hver dag, mennesker, der handler og forhandler på markederne, og for larmen fra de ufattelig mange biler fanget i kaos. Og for de små stykker betonmur, der er rejst rundt omkring til beskyttelse mod det øvrige Bagdad, som tyder på, at døden er åbenlyst frygtet, og der derfor stadig må være liv tilbage at beskytte.

Men hvilke liv? Jeg ser mine jævnaldrende kusiner spærret inde i et hjem og i en virkelighed, hvor piger, der bevæger sig udenfor alene, er uhørt. Det er ikke deres forældre, der aktivt ønsker at holde dem hjemme, men resten af samfundets blikke er styrende for alle de handlinger, beboerne i Bagdad foretager sig, og alle de forbehold beboerne de må tage. Samfundsnormernes usynlige kraft er enorm og fortærende.

Hele systemet eller den himmelråbende, tydelige mangel på samme er gennemsyret af en mentalitet, som modsiger sig alt, hvad essensen af et system bør være. Korruptionen har lagt sig som et kvælende tæppe over udviklingen og tvinger selv ærlige mennesker til at handle på dens betingelser. Korruptionen reproducerer sig selv.

Den onde spiral, Bagdad befinder sig i kan virke uendelig. Korruptionen, fattigdommen, den evigt afbrudte elektricitet, kvindens undertrykte position. Alt sammen fænomener, der ser ud til at kredse rundt og rundt uden et mål andet end sig selv og uden anden opretholdelse end sig selv. Det virker sådan, og det er nedslående, men cirklen er ikke uendelig, og den er ikke ustoppelig.

Der er bump på vejen, som forhindrer dens evighed, personer, der vidner om muligheden for en bedre fremtid, et brud på den nedadgående spiral, et retningsskift.

En kunstnerisk oase

Min onkel er kunstner. Mest maler, men også musiker. Som ung uddannede han sig til ingeniør, et meget prestigefyldt erhverv i Irak, men forlod den videnskabelige sfære og prestigen til fordel for den økonomisk usikre kunst.

Mens jeg var i Bagdad med mine forældre, tog han mig med på universitetet, hvor afgangseleverne fra kunststudiet havde udstillet deres værker, og han introducerede mig for sin kunstnerven, som viste os sine malerier. De to mænd fortalte om byen, om kunsten, om livet, som om jeg var en indviet. Og jeg sugede alt til mig indholdet af deres ord, men mest af alt oplevelsen af at blive talt med og lyttet til.

Dagen efter tog vi i teatret i Det Gamle Bagdad. Området var en før højt agtet del af Bagdad, hvis gader nu flyder med skrald, og hvor bygningsfacaderne driver af elendighed. Der er uhyggeligt stille i Det Gamle Bagdad og foruroligende tomt lige indtil vi kører ind ad porten til teatret og dets omgivelser. Teaterstykket, der handler om det svære valg mellem godt og ondt, livet bærer med sig, bliver opført i et gammelt hus, klassisk bygget med snirklede mønstre, buede vinduer og fine, gule mursten. Huset ligger ud til Tigris, floden, der som en livgivende slange bugter sig gennem det tørre Bagdad. Vi befinder os i en lille oase. En plet af håb midt i håbløsheden.

Hvis demokratiet i Irak skal lykkes og livet stabiliseres, skal det ikke kun ske gennem de politiske tænkere, kommentatorer og udøvere. Det skal også ske gennem andre dele af samfundslivet, som ikke nødvendigvis taler om demokrati, men taler demokratiets sprog.

Den ene del er personificeret i min onkel. Han brød en stærk norm, da han forlod ingeniørfaget han udøvede en frihed, han ikke besad, men modigt påtvang sig. Han bevæger sig rundt i et miljø, hvor der hersker en respekt for de historier, der fortælles gennem kunsten.

Kunst er ærligt, det er ufiltreret, og det er en helingsproces. Det er følelser, der får frit løb og smerte, der dokumenteres som et evigt minde om de grusomheder, man for alt i verden aldrig vil se blive gentaget. Det er illustrationer af en bedre verden, og budskaber sunket ned i symbolikkens dyb, som kræver opmærksomhed og ihærdighed at forstå. Denne måde at betragte en andens udtryk på er en nødvendighed i et demokrati, hvis ikke skillelinjer skal blive til afgrundsdybe huller, det er umuligt at komme op ad, når først man er faldet i. At lytte, at betragte, at forsøge at forstå noget eller nogen udenfor sig selv er kvaliteter i min onkel, som indgyder et bevis på, at Irak ikke er fortabt, selv hvis det politiske landskab er en gold ørken. Der er langt at gå, men oaserne er der.

Ukuelighed entusiasme

En anden oase, jeg besøgte på min rejse i den bagdadske ørken, fandt jeg i min grandfætter, en snart 15-årig, splejset knægt med en livslyst, jeg havde svært ved at finde ophavet til i det omkringliggende samfund. Måske fordi dens egentlig afstamning ikke er rodfæstet i den forfaldne og frustrerende verden omkring ham, men kommer fra en verden, der er uafhængig af tid og sted og lige for alle. En verden, der giver én mulighed for at opleve udviklinger på den anden side af kloden og åbner muligheden for drømme og forhåbninger. Internettet.

Fadi, min grandfætter, er nysgerrig på den der tørstige måde, han undersøger alt, husker alt og forbinder det i sit hoved. Han elsker at videregive sin viden til enhver, der gider at lytte, og sådan set også til dem, der ikke gider.

Gang på gang bliver han mødt med ligegyldige blikke, trætte ansigter, der har hørt ham sige tusind andre særdeles fascinerende ting for ham og særdeles uinteressante for dem selv. Og gang på gang fortæller han med et smil, der er ved at splitte hans ansigt ad i bare glæde over informationens indhold og stolthed over besiddelsen af informationen.

Han besidder en entusiasme, som al elendigheden omkring ham ikke har formået at knække, fordi han bevæger sig rundt på internettet, der bryder de begrænsninger, hans liv har i den faktiske verden. En personlighed som hans er uendelig værdifuld for opbygning af et demokrati, fordi han selv om han interesserer sig meget mere for de nyeste spil til Wii end opbygningen af demokratiske institutioner har en evne til at transcendere elendigheden. Evnen til at forestille sig en bedre verden og hans utrættelige optimisme er guld værd i et spirende demokrati, hvis frø er plantet i så unærende en jord, at demokratiets blomst kun vokser langsomt og besværligt.

Mure rives ned

Bagdad er en levende by, der har set megen død og forfald og kun lidt frihed. En by, hvor det eneste systematiske er kaosset, hvor det eneste princip, der bliver fulgt konsekvent, er korruptionens fortærende logik.

En kunstner og en ung entusiast. Begge er de vigtige for Irak i den tilstand, landet er i.

Renoveringen af veje og bygninger, indsættelse af institutioner og økonomisk udvikling skal måske nok komme fra politisk side. Men den demokratiske mentalitet kommer fra inspirationskilder som min onkel og min grandfætter. Oaser, hvis frodighed måske en dag vil sprede sig udover Bagdads støvede, tørre gader og de nedkørte mennesker, der bevæger sig rundt i dem. Oaser, hvis frodighed måske en dag kan supplere den politiske opbygning af byen med en heling af byens sjæl. Oaser, hvis frodighed river mure ned først dem i bevidstheden, senere dem af beton.

 

Kanar Patruss er stud.scient.pol på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu