International kommentar

Flotillen og myternes minefelt

Hvordan kan verden protestere imod Israel uden at komme til at styrke netop den politik, som det var målet at svække?
11. juli 2011

Et antal både med fredsaktivister og humanitære forsyninger vil endnu engang gøre forsøg på at bryde den israelske blokade af Gaza, og igen har Israels regering reageret, som om der var tale om et terrorangreb eller en militær invasion. Sidste år dræbte israelske flådesoldater ni aktivister ved en lignende aktion. Også denne gang ser det ud til, at israelerne ikke vil sky noget middel for at hindre, at bådene overhovedet forlader havnen, om de så skal bryde alle internationale konventioner og love.

Igen må det konstateres, at Israel ikke rokker sig en millimeter i sin politik, uanset hvor meget omverdenen protesterer, boykotter og fordømmer ja, snarere står Israel kun desto fastere. Jo mere verden reagerer og protesterer imod besættelsen, bosættelserne, blokaden og udviklingen af en apartheidstat jo stærkere ser Israels befolkning ud til at bakke op om en politik, hvis udgangspunkt er, at Israel altid vil være truet og hadet af omverdenen; at Israel er offer i konflikten, ikke gerningsmand; og at Israel derfor må bruge alle kneb for at beskytte sig selv.

Heri finder vi også forklaringen på de uforholdsmæssige og hysteriske israelske reaktioner og aktioner imod Gaza-flotillen. »De kommer for at slå ihjel«, advarede Israels største avis, Yedioth Aharonot, og anslog dermed den fremherskende tone i israelsk offentlighed.

Så hvad skal verden gøre? Blive ved med at reagere og protestere, selvfølgelig, så længe grundene til at reagere og protestere imod Israels politik er så tungtvejende og legitime. Spørgsmålet er blot: Hvordan gør verden dette uden at komme til at styrke netop den politik, den ønsker at svække?

Det er det spørgsmål, Gaza-flotillen endnu engang rejser.

Bedre navigation

Det er med en vis ret blevet påpeget, at der er urimeligt meget mere fokus på den israelsk-palæstinensiske konflikt end på alle mulige andre konflikter. På den anden siden bør dette ikke overraske nogen: Vi har trods alt at gøre med en konflikt, der rammer direkte ind i den vestlige civilisations måske dybest rodfæstede myter og overbevisninger. I den konflikt støder vi på et flere tusind år gammelt minefelt af kollektive fantasier, fobier og fordomme religiøse, ideologiske og kulturelle som alt for let kan aktiveres af dem, der vil gøre en fredelig flotille til en fjendtlig armada for at sikre, at en nok så berettiget protest får helt andre virkninger end tilsigtet.

Under alle omstændigheder er den forudsigelige effekt allerede blevet den, at Israel i verdensopinionens øjne fremstår endnu mere selvrådigt og paranoidt, mens det for den hjemlige opinion fremstår endnu mere sårbart og isoleret. Alt sammen med det resultat, at konflikten om muligt bliver endnu mere fastlåst.

Dette er ikke ment som et argument imod Gaza-flotilleaktionen og måtte den hurtigst muligt få lov til at sejle mod sit bestemmelsessted! Kun som en indvending imod vores frustrerende manglende evne til at navigere i dette minefelt på en sådan måde, at vi får den israelske opinion til at vende sig imod sin regering og dens ekstremistiske politik i stedet for at slutte op om den.

Ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ikke Gaza-flotillen kunne have bragt sig i en marginalt bedre position, hvis den havde udvist større sans for at navigere i forhold til historien og myterne.

F.eks. kunne dens bagmænd have spillet an på en historisk begivenhed, der er stadig dybt indlejret i staten Israels kollektive erindring, nemlig den britiske blokade af overfyldte både på vej til Palæstina med overlevende jøder fra Hitlers Europa. En i hovedsagen heroisk erindring om sænkede både og bordede både og internerede flygtninge og flygtninge, der blev sendt tilbage til lejre i Tyskland.

Frygt eller mod

Jeg må tilstå, at jeg selv var naiv nok til tro, at denne erindring kunne udgøre en barriere mod Israels fremfærd over for den tidligere flotille, så det kan meget vel være, at jeg også overvurderer dens betydning for kommende flotilleaktioner. Under alle omstændigheder hed en af de både, som briterne bordede og stoppede under stor tumult, Ulua og var afsejlet 24. januar, 1947 fra Trelleborg med 661 overlevende jøder om bord.

»Næppe havde skibet lagt fra kaj, før dets jødiske rejsende strømmede op fra mellemdækket som myrer fra en myretue. Her fik man et klart billede af, hvor overfyldt fartøjet var,« skrev avisen Trelleborg Allehanda.

Ikke desto mindre lagde Ulua til i Italien, hvor skibet tog yderligere 700 overlevende jøder om bord, før hun 27. februar blev opbragt af britiske minestrygere ud af Palæstina. Dette fik Uluas passagerer til at råbe ukvemsord og kaste med konservesdåser imod de britiske soldater, da de gjorde forsøg på at entre båden. Briterne angreb nu med tåregas, men blev atter jaget væk fra Ulua, da den drev over. Efter yderligere entringsforsøg og gentagne varselsskud satte Ulua kurs mod en strandstrækning syd for Haifa, hvor hun gik på grund. Her blev hun omringet af britiske soldater og passagererne ført til en interneringslejr på Cypern.

1.350 tætpakkede passagerer, der gjorde, hvad de kunne for at kæmpe imod. Alligevel blev ingen dræbt og ingen alvorligt såret, og alle nåede til sidst deres bestemmelsessted.

Hvor vil jeg så hen med det?

Måske blot pointere, at kollektive erindringer og myter ikke kun kan bruges til at skabe frygt og mistillid, men også til at indgyde mod og tillid. Og i tilfældet med Ulua fra Trelleborg desuden til at kaste et pinligt historisk lys over Israels tendens til at skyde først og spørge bagefter.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Halvorsen

"..Og i tilfældet med Ulua fra Trelleborg desuden til at kaste et pinligt historisk lys over Israels tendens til at skyde først og spørge bagefter."

Ja, "When will we ever learn???" Bliver Nok nogensinde Nok med hensyn til "AzhkeNAZIERNE" der sneg sig ind fra Øst??

Anne Marie Jensen

Interessant og tankevækkende artikel. Jeg må erkende, at jeg ikke var bekendt med frihedsskibet Uluas tragiske skæbne.

Men jeg er desværre bange for, at Göran Rosenberg gør sig skyldig i at overse et endog umådeligt vigtigt forhold, når han foreslår at appellere til den israelske offentligheds empati qua deres forfædres lidelseshistorie: flertallet af israelerne er zionister, og indoktrineret i folkeskolen og i deres værnepligt til at se sig selv som Det Udvalgte Folk. Denne nationale selvforståelse sammenblander religion, myter og politik ud fra en ekstremistisk og racistisk offerposition.

Det er muligt, at jeg er for pessimistisk, men jeg er desværre ikke overbevist om, at Rosenbergs forslag indeholder nøglen til at få Israel til at agere som en moderne demokratisk stat.

John V. Mortensen

Glem al snak om FN-blokade af Israel, den er landet ved at lave selv, indefra. Et land, stolt af at være en apartheidstat, hvor forsyningerne alene kommer fra USA-bevogtede flådeflotiller, og nyheder alene roser Israel - og USA..

Ole Halvorsen

@Tak fordi du mindede om det der skete den gang. Desværre er ods for at få en "fullblown" blokade, som den der endte apartheid i Sydafrika ikke gode, idet de to P'er - Presse og Penge - i overvejende grad er zionist/Askenazi kontrollerede. Men hvor ville det være godt!

Anne Marie Jensen

Ole

Et andet forhold, der besværer solidaritet med oalæstinenserens frihedskamp, er den heftige skrue terrorbegrebet har fået siden firserne.

"Den første større aktivitet var en indsamling til fordel for ANC og fagbevægelsen SACTU. LSA identificerede i samarbejde med ANC og SACTU to relativt overkommelige indsamlingsprojekter: en ny sender til ANC’s Radio Freedom og et trykkeri til SACTU. "

Det der ville ikke kunne lade sig gøre i dag i forhold til Palæstina, da de eksisterende frihedsorganisationer er stemplet som terrororganisationer. Anton Nielsen fra Horserød-Stutthof Foreningen (tidl. kz-fanger og børn af disse) blev for et par uger siden idømt 6 mdr fængsel for at overføre 10.000 kroner til det socialistiske sekulære parti PFLP. Også det demokratisk valgte Hamas er på Danmarks og EU's terrorlister.

Det er så nu, man skal ihukomme førnævnte politikere i firserne, der solidariserede sig med terroristorganisationen ANC:

http://www.usatoday.com/news/world/2008-04-30-watchlist_N.htm

Ole Halvorsen

www.amitylondon.org.uk/BA
U.S. has Mandela on terrorist list
Updated 4/30/2008 8:10 PM |
Ja, Anne Marie, hvordan er det nu.."Man har et standpunkt indtil man..."
Og at Anton Nielsen fik den behandling han fik, fortæller langt mere om dem der dømte ham end om ham.At Hamas desuden er demokratisk valgt - enten alle syntes om dette eller ej- er jo blot endnu et bevis på den skamfulde behandling, det pt 'officielle' Danmark udfolder med hensyn til den bevægelse.