Kommentar

Vi skal generobre Utøya

'Hvordan skal man udluge dette had uden at opfylde ugerningens formål, som er, at vi skal give efter for frygten og mistænksomheden og dermed langsomt, men sikkert underminere det samfund og det fællesskab, som vi af hele vores hjerte ønsker at bevare og beskytte?' spørger den norske forfatter Lars Saabye Christensen efter fredagens massakre i Oslo
En kvinde, der har mistet sin datter på Utøya, råber ud over vandet.  Efter angrebet funderer det meste af Norge over,   hvordan landet skal håndtere dette angreb på fornuften og på fælleskabet, skriver den norske forfatter Lars Saabye Christensen.

En kvinde, der har mistet sin datter på Utøya, råber ud over vandet. Efter angrebet funderer det meste af Norge over, hvordan landet skal håndtere dette angreb på fornuften og på fælleskabet, skriver den norske forfatter Lars Saabye Christensen.

Björn Larsson Rosvall

Debat
26. juli 2011

Tiden læger ikke alle sår. Tiden heler ikke alle ord. Den 22. juli 2011 kommer til at bløde i vores sprog, det kommer til at være et blodigt ark i kalenderen og et blodbad i hukommelsen. Fra nu af vil der være et før og et efter.

Det ord, som bliver ved med at vende tilbage efter denne sorte weekend i Norges historie, er: uvirkeligt. Det er et ord uden konturer, uden begrænsninger. Vi er ikke blevet ramt af en naturkatastrofe. Det er ikke bare sket, det er blevet gjort, begået, udført. Det er en menneskelig katastrofe, en monumental forbrydelse, som er uvirkelig i den forstand, at den er uden sidestykke, uden sammenligning: Først sprænger gerningsmanden en bombe i regeringskvarteret i Oslos centrum og rammer på den måde grundlovens kommandocentral. Syv mennesker bliver dræbt. Et stort antal bliver alvorligt kvæstet. Ødelæggelserne er enorme. Så kører han Utøya, nogle få kilometer uden for Oslo, hvor AUF, Arbeiterpartiets Ungdomsfylkning, afholder sin traditionelle sommerlejr. Der går han til angreb på vores næste generation. Han har valgt tid og sted med omhu. Utøya er ikke bare et sted på landkortet, men selve hjertet i det politiske landskab. Først har han ramt magthaverne, nu vil han ramme magtens arvtagere.

I løbet af halvanden time henretter han målrettet og ubarmhjertigt 68 forsvarsløse og paniskslagne børn og unge, som ikke har mulighed for at slippe væk. De er fanget på en ø. Det er ikke til at tro, ikke til at forstå. I lyset af denne uvirkelighed, er vi overladt til os selv, vores forvirring, sorg, raseri, fortvivlelse. Derfor er det vigtigere end nogensinde at stå sammen. Det gør vi. Og vi oplever, at hele verden står sammen med os. For det er ikke blot et angreb på Norge. Det er et angreb på det, vi sætter højest: vores menneskelighed, vores fornuft.

Sat på prøve

I dette blodige kaos bliver gerningsmanden anholdt. Han har et navn og en adresse. Uhyret er et menneske. Han har tilstået. Det giver ingen ro. Det skaber ingen orden. Snarere tværtimod. Den første mistanke, straks efter bombesprængningen i regeringskvarteret, rettede sig næsten automatisk mod internationale, islamistiske terrorgrupper. Min egen første mistanke rettede sig uundgåeligt i den retning.

At udpege de skyldige giver i en vis forstand mening. Raseriet bliver målrettet. Nogle islamistiske grupper påtog sig endda skylden, som i deres øjne er en hædersbevisning. Da nyheden om skuddene på Utøya kommer, kommer tvivlen også, tvivlen på ens egen dømmekraft. Hvem er det, der gør dette? Hvem kan finde på at gøre dette? Og så viser det sig: Han er ikke en anden. Han voksede op her i nærheden. Han gik på de samme skoler. Vi står så at sige ansigt til ansigt med ham. Dette feje, grænseløse baghold rammer os derfor på en måde, som sætter vores intellekt og moral på den allersværeste prøve. Det menneskelige indebærer også det umenneskelige. Vi er rystet i vores grundvold. I løbet af disse dage er vi gået i stykker.

Gødning til hadet

Jeg skriver disse ord i en tilstand af dyb sorg, mens jeg konstant hører ambulancehelikoptere lande og lette ved hospitalet, som ikke ligger langt fra, hvor jeg bor. Det hele rykker tættere på. Jo tættere på, det kommer, des mindre ser jeg. Det, der gør det stærkeste indtryk, er billederne af de unge på Utøya, som danser i regnen og aner fred og ingen fare. For hvordan skulle de kunne andet end at ane fred og ingen fare, blot to timer inden døden går i land?

Døden hed Anders Behring Breivik. Han brugte flere år på at forberede sin ugerning. Han har forfattet et manifest på over 1.500 sider, hvor han ville retfærdiggøre sine mål, som gik ud på at beskadige og ødelægge »de vesteuropæiske, multikulturelle regimer«. Det ville han gøre ved at angribe magthaverne og deres arvtagere. På den måde ville han også begrunde sine valg. Han havde nemlig et valg. Han kunne altid bare lade være. Han havde hele tiden chancen for at lade være. Men i stedet ventede han, til tiden var inde. Han indkøbte seks tons kunstgødning, ikke for at dyrke jorden, men derimod sit eget had. Hans had voksede, indtil der kun stod dette tilbage: den grufulde handling.

Uselviskhed og styrke

Hvordan skal man udluge dette had uden at opfylde ugerningens formål, som er, at vi skal give efter for frygten og mistænksomheden og dermed langsomt, men sikkert underminere det samfund og det fællesskab, som vi af hele vores hjerte ønsker at bevare og beskytte? Det har jeg set i løbet af denne weekend: Jeg så de unge mennesker, der kom i land fra Utøya, mærkede for livet, men i live.

Deres hjerteskærende vidnesbyrd vidner også om et mod, en uselviskhed og styrke, som vi næsten ikke kan fatte. Jeg har set campister, som med fare for eget liv uden tøven sejlede ud på fjorden for at bjærge dem, der forsøgte at svømme væk og stadig blev beskudt. I denne afgrund kom det dyrebare til syne: folks værdighed og mod.

Statsminister Jens Stoltenberg sagde det med samme med værdighed og sammenbidt fortvivlelse: Utøya, min ungdoms paradis, er blevet forvandlet til et helvede. Eskil Pedersen, som er leder af regeringspartiets ungdomsafdeling og selv var til stede på Utøya, fuldendte statsministerens tanke, da han ukueligt sagde: Vi skal generobre Utøya.

Det er det, vi skal. Men det kommer ikke til at tage en uge, en måned eller et år. Det kommer til at tage hele vores fremtid.

© Lars Saabye Christensen & Information 2011. Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Wendt

Et godt sted at starte vil være at fjerne den voksende ulighed i samfundet.

@Jesper

Jeg tror vi skal være lidt mere lav praktiske i dette tilfælde. Jeg kunne nok finde en uge at tage til Norge og lave lidt oprydning, sådan på mellemfolkelig basis.

Anne Marie Pedersen

Det er vel både i den konkrete og i den overførte betydning, at Utøya skal generobres.

Jesper Wendt

Søren Lom, vi kan stikke hovedet i jorden, eller tro på gud. Det ændrer bare ikke noget.

Lars Saabye Christensen spørger hvad der skal gøres, og jeg synes svaret ligger lige for.

Vi skal naturligvis tage fat på ondets rod, hvilket vil sige, at alle gode kræfter i Skandinavien bør forenes i en fælles kamp, hvor Fremskittspartiet, Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti bekæmpes med alle lovlige midler.

De 3 højrepopulistiske partier, der spreder had og forgifter vores samfund skal marginaliseres og uskadeliggøres.

Vi skal ikke længere finde os i, at de forsøger at gøre Skandinavien til de højreradikales slaraffenland.

Kristian Rikard

Jeg tænker vist lidt som Søren Lom. Her hjælper ingen politikere eller medier eller eksperter. I den her situation hjælper det ikke meget, at have diplom fra den højere kommunikationsskole eller vare cand. italesætter. Her er det mig selv, der må tænke.
Og på den måde ser jeg en vis logik i galskaben.

morten hansen

Kære Nordmænd!

Først og fremmest vil jeg udtrykke den største medfølelse med jeres unge landsmænd og alle, der har mistet en ven og slægtning. Må sorgen være jeres styrke og jeres heling.

Pas på jer selv. Og pas især på, hvad der nu kommer til at ske. Denne type event har vist sig altid at medføre andet og mere end blot sorg og savn. Hvis man ser på terrorhandlinger i nyere tid, så er der et tydeligt mønster: De bliver altid brugt til noget, de har altid konsekvenser for jer og alle os andre.

Når der sker en terrorhandling, rykker det gennem den kollektive bevidsthed. Niveauet af frygt stiger markant. Når vi mennesker befinder os i en tilstand af frygt, åbner og blotter vi os for alle former for overgreb, indgreb, begreber, angreb, pågribelser. Vi bliver grebet og angrebet. Vi mister grebet.

Frygt er verdens farligste og mest effektive giftstof. I frygtens greb overgiver vi frivilligt vores frie vilje og vores frihedsrettigheder til bedrageriske kræfter, der siger, at de vil os det godt.

Medierne og dens beboere fortæller os, at der ikke findes mening, der findes ikke intention, det er en isoleret hændelse, der skal ikke ledes efter større sammenhænge, det er ligesom vejret: det var et tilfælde. Det var en ensom galning, han har intet at gøre med noget, der sker i den større virkelighed. Vi skal ikke stille spørgsmål, vi skal ikke forvente svar.

Vi skal bare hengive os til at være bange. Og så skal vi være medløbere til det, der nu sker. Vi skal acceptere øget kontrol, stramninger, mere overvågning, mere mistænkeliggørelse, amputering af vore forfatninger, undtagelsestilstande og krigsretter. Vi skal acceptere dæmoniseringer af befolkninger, racer, hudfarver, trosretninger, sociale grupper, kulturer.

Se ikke tilbage, se ikke til siden, se ikke op og ned. Se kun ind i folden, gennem lågen, der åbner sig. Du er et får. Først skal du pelses, senere skal du lade livet.

Kære nordmænd! Kære verdensborgere! Sig fra, vær modige, vær voksne og ikke reagerende børn, slaver, hunde, undersåtter. Vær ikke hjernevaskede zombier, der forudsigeligt reagerer som manden, der gjorde, hvad han var programmeret til og tog jeres børns liv i dét, han påstår er en højere sag.

Der findes kun én højere sag: mennesket og livet på den planet, vi er født på. Brug gerne begrebet Gud, hvis du er til det, men lad være med at misbruge mennesker.