Kommentar

En humanist resignerer

Da jeg begyndte på humaniora, var jeg fyldt af tanker om et studie, der skulle være med til at forme mig som menneske, og som var rigt på tanker, diskussion og indsigt. Der ville udvikle mig til at tage del i samfundet, så jeg kunne være med til at løfte vores konkurrenceevne, produktivitet og velfærd ud af den aktuelle krise. Men jeg tog fejl
Få undervisningstimer er en hån med de studerende, mener Malte Kjems, som ikke kan se, hvorfor en universitets-studerende f.eks. skal have tre måneders sommerferie.

Få undervisningstimer er en hån med de studerende, mener Malte Kjems, som ikke kan se, hvorfor en universitets-studerende f.eks. skal have tre måneders sommerferie.

Hans Ole Madsen

8. juli 2011

I slipstrømmen på den seneste tids debat om kvaliteten af de humanistiske uddannelser kommer her et whistleblow fra en insider, der heldigvis snart bliver outsider. Når jeg om godt et halvt år afleverer specialet, bliver det ikke med den stolthed, jeg havde forestillet mig, da jeg begyndte min akademiske karriere for fem år siden. Der var ellers lagt i gryden til det helt store dannelsesprojekt. Jeg var fyldt af tanker om et studie, der skulle være med til at forme mig som menneske, og som var rigt på tanker, diskussion og indsigt. Der ville udvikle mig til at tage del i samfundet, så jeg kunne være med til at løfte vores konkurrenceevne, produktivitet og velfærd ud af den aktuelle krise.

Ført bag lyset

Men jeg tog fejl. Tja, man kan vel næsten sige, at jeg blev ført bag lyset. Det er i hvert fald den fornemmelse, jeg sidder tilbage med i dag. Unge mennesker bliver tudet ørene fulde af vigtigheden af at tage en uddannelse, og jeg er faktisk virkelig taknemmelig for at have muligheden for at uddanne mig gratis på et universitet endda med tilskud i form af SU. Jeg troede, det var vigtigt for samfundet. At vi skulle satse på højtuddannede for at klare os i den globale konkurrence. At der blev forventet hårdt arbejde af de studerende for at gøre sig fortjent til den luksus. Men det er en forloren luksus, i hvert fald på de humanistiske studier.

En væsentlig del af den seneste debat har handlet om antallet af timer, så lad os tage det først: De sidste to år af mit studie har et semester bestået af to timer to gange om ugen i 12 uger. Overvej lige det engang. Fire gange 45 minutters ugentlig undervisning i 12 uger og bum, så er det semester overstået, tillykke og videre. Jeg mener 12 ugers undervisning? Det er jo ikke engang halvdelen af et halvt år.

Hvad skal jeg med tre måneders sommerferie? Så få undervisningstimer om ugen er en hån mod de studerende og de beklemte undervisere, der må bilde sig selv ind, at deres arbejde giver mening.

Tidskrævende interesser

Jeg kunne have gennemført mit studium på halv tid. Uden problemer. Jeg tror ikke engang, at det ville have gjort det til et fuldtidsstudie. Alt, hvad jeg har skrevet, alt, hvad jeg har læst, og alle de timer, jeg er blevet undervist, ville fint kunne have fundet sted i løbet af min bacheloruddannelse. Det ville have gjort mig for fem år klog på tre år, hvilket både ville være en samfundsgevinst og en personlig tilfredsstillelse. Jeg ville have følt mig taget alvorligt på min uddannelse, noget jeg desværre ikke kan sige, at jeg gør nu.

Efter et års tid på universitetet gik et op for mig, at et humaniorastudie kræver nogle tidskrævende fritidsinteresser. Jeg overvejede i et svagt øjeblik at engagere mig studiepolitisk og arbejde for et meningsfyldt humaniora. Det burde jeg måske have gjort. Men med erfaringer fra elevråd i både folke- og gymnasieskolen kunne jeg ikke overskue at tæve flere dyner i det, der har udviklet sig til uddannelsessektorens pseudodemokrati.

Og det var sådan set afmagt og desperation over manglende udfordringer, at jeg begyndte at kigge mig om efter et arbejde at fordrive tiden med. Her var jeg heldig at få noget, der supplerede mine studier på en meningsfuld måde, og som mødte mig med de krav, forventninger og udfordringer, jeg håbede at finde på universitetet. En fuldtidspraktik blev det også til, men hvor ville jeg ønske, at alle mine fem år havde været på fuld tid.

Det er tankevækkende, at nogle af de bedste universiteter i USA forbyder deres studerende at arbejde, fordi det tages for givet, at studierne alene kræver fuld opmærksomhed. I Danmark kan arbejdet være nødvendigt for at skabe mening i livet som studerende.

Værd at holde i live?

Da jeg begyndte på humaniora, måtte jeg lægge øre til en del kærligtkritiske kommentarer fra de af mine venner, der valgte den naturvidenskabelige vej for at blive læger, kemikere eller ingeniører. De stillede spørgsmålstegn ved, om der overhovedet var brug for sådan nogle humaniorauddannede, som jeg ville gå hen og blive. Det provokerede mig voldsomt, og jeg kastede mig glødende ind i diskussionen, forsvarede vigtigheden af at engagere sig i kultur og sprog og argumenterede for, at humanister er en grundsten i vores samfund. Ja, der er ligefrem brug for os!

Men mit forsvar forstummede med tiden og blev til et træk på skuldrene og et forsøg på at ignorere kritikken. I dag må jeg med stor ærgrelse tilstå, at jeg har svært ved at svare igen. Hvis det studie, som jeg har oplevet, er, hvad humaniora er i dag, så er der grund til, at overveje, om det overhovedet er noget, der er værd at holde i live.

Og her kommer så den virkeligt sørgelige slutning. For selv om jeg ikke kan svare ja til at min uddannelse har været tiden og pengene værd, så er min tro på vigtigheden ved humanistiske uddannelser ikke død. Det kunne have været vigtigt, men forholdene er så ringe, at det er ligegyldigt.

Humaniora er berettiget, men rammerne er så elendige, at berettigelsen aldrig bliver realiseret. Det kunne have været fem intense og krævende år, som havde gjort mig til en stolt studerende. Men det var det bare ikke.

Malte Kjems er en fortvivlet humaniorastuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Richard Magistrado

Per Erik Rønne, jeg læser musikvidenskab og jeg kender godt Beethoven, jeg kan godt spille klaver og læse noder...

Peter Hansen

Lisbeth Christensen, desværre skyder du dig selv i foden med dine egne personangreb. Selvfølgelig undersøger man, hvis man dyrker det kritiske, som du promoverer, hvilket fag, der mon skulle være tale om. Jeg må indrømme, at jeg lige præcis mht. retorik vil mene, at forholdene lyder, som dem vi andre studerede under i 80erne og 90erne.
At falde over Torben Skov, fordi han påpeger kravene på kandidatuddannelsen er også et mærkeligt skridt, da det jo en en specialestuderende, der klager sin nød.
Der er masser af ting, man kan falde over på det hastigt forringede universitet, vi har fået; men forskningen er nok det sted, jeg ville pege på, at forholdene er mest forfærdende.

Lisbeth Christensen

Som du kan læse fra mit indslag er jeg også en frustreret studerende og står da ved, at jeg laver et "angreb" på dine kommentarer, men som du også må indse anvender jeg ikke ord som "patetisk" eller som andre anvender "slendrian" om din eller andres person.

Hvis du havde læst hele artiklen, ville du kunne se at Malte "beklager" de 5 år har han læst på universitet og ikke kun de resterende to og jeg ville overfor Torben Skov blot opklare at uddannelsen både består af en BA og KA? Det er sådan set intet underligt ì?

Du har da også helt ret i at der ikke afsættes nok penge til forskningen, men så lad os da få en forsker der skriver en artikel eller gør opmærksom på problemet på andre måder? Det mangler vi da også? Der er et utal af studerende, der ikke har fået en tilfredsstillende uddannelse, men hvor mange er det der råber højt? Ikke nok og derfor er forholdene ikke gode nok.

Om Malte læser retorik eller et andet fag på kua er jo slet ikke en del af essensen, men det er det desværre blevet gennem debatten.
Jeg læser humaniora på et andet institut og her forholdene meget ringere end de var i 90'erne, endda ringere end de var sidste år og det er et problem, ligesom det er et problem at der ikke tildeles nok penge til forskningen.

Dan Johannesson

Det er interessant at læse de forskellige standpunkter i denne tråd. Jeg tog mig i at anbefale både en "Pro Malthe" og en "Anti Malthe" fordi at som med langt det meste samfundspolemik anno 2011 er tingene hverken sorthvide eller i gråtoner, men mere en faverig fledimensionel kaosteori, uden hverken det store hoved eller r.. i .

Nyfacistiske tendenser baseret på polariseret frygttænkning, har gennemsyret det politiske system og i alle samfundslag skabt afsmitning. En afsmitning som har givet sig til udtryk i form af en venstre hjernehalvdels økonomisk kontroltænkning, hvor grødede begreber som dynamisk, progressiv, effektiv, optimeret osv skal forsøge at "skære ind til benet", skrabe det uvæsentlige fra og i stedet producere en hær af effektive "rationelle" mennesker hvis fineste formål er at fortsætte den destruktive vækst / frygtfilosofi, som skabte soldaten selv til at begynde med. Et endeløst selvopretholdende system, styret af en ideologi, som er sin essens er destruktiv.

Når Malthe udtrykker skuffelse over universitetet, beskriver han blot konsekvenserne af denne form for politik / tænkning. Når vi hele tiden skærer en hæl i uddannelsessystemet, og klipper en tå, ender vi med en vanskabning der er dømt til, til sidst at miste balancen og falde på røven. Derfor fik en Pro Malthe min anbefaling.

Selv er jeg ved at skrive mit kandidatspeciale på Medievidenskab omhandlende Propaganda i Amerikanske og Danske nyhedsmedier i The War on Terror og andre globale nyhedshistorier.
Vi har INTET haft om dette emne under min uddannelse. Alligevel fattede jeg interesse for hvor utroligt omfattende og grundigt borgere i den vestlige verden fuldt dokumenterbart manipuleres med. Og jo mere jeg har gravet, jo større indsigt har jeg fået. Lært nye medie og sociologiske teoretikere at kende, sammenlignet deres udsagn, og til sidst fundet nogle perspektiver som ser ud til at være særligt valide.

Når mit speciale bliver færdigt kan jeg muligvis bidrage til samfundsudviklingen ved at lave reklame / mediekampagner, som jeg bl.a. er trænet i, og jeg kan analysere medieprodukter og indhold fra A-Z. Men det er ikke her mit bidrag kommer til at være, for det er ikke her mit hjerte banker, eller her det helt særlige jeg kan tilbyde kommer til sin ret.

Det er i stedet ved at tage alt hvad jeg i 4 år (1 års merit fra anden udd.) fik lov til at fordybe mig i, og bringe det tilbage til det samfund som var med til at financiere mig. Det bliver en "gave" som er potentielt eksplosiv, og med sikkerhed væsentlig for moderne demokrati og medieforståelse. Så universitet kan stadig det grundliggende; tilbyde dig et frirum til fordybelse og visse værktøjer til professionelt at researche, analysere og vurdere en sags aspekter.
Derfor fik en "Anti Malthe" min anbefaling.

Både for og imod har set i min optik ret. Systemet i sig selv er udsuget, udhulet og sørgeligt, men individet har, endnu, en mulighed for ved egen kraft, at skabe sig et værdifuldt udbytte, som på sigt kan medvirke til at arbejde for genoprettelsen af et reelt demokrati, sunde frie uddannelsesinstitutioner osv.

For systemet i sig selv, kan med sin nuværende kapacitet og politikernes infantile frygt, kapital og kontroltænkning ikke ved egen kraft gøre det.

Dan Johannesson

@Anne Marie Pedersen.

Tak, ja det syntes jeg jo det er. Hvis det er solidt nok (jeg er endnu i processen), vil jeg gøre hvad jeg kan for offentliggørelse ja. Alternativt vil jeg offentliggøre det på mit blogsite, som jeg med dit spørgsmål i mente tillader mig at gøre reklame for. www.danjohannesson.dk Men pas på, jeg skriver om alt fra politik til spiritualitet, så det er, i vores tid, frygtelig kontroversielt ha ha.

Peter B. Jensen

Nu gad jeg godt se det fag, naturvidenskabeligt eller humanistisk, der lærer os at "løfte vores konkurrenceevne, produktivitet og velfærd ud af den aktuelle krise". Tanken er selvfølgelig nobel, og Malte er næppe den eneste der tager en uddannelse i håb om at få svar på livets eller tidens eksistentielle spørgsmål. Men der skal tilføjes en dosis realisme, at man på et fag fordyber sig i ét videnfelt som ikke nødvendigvis stiller en bedre i stand til at besvare alle spørgsmål.

Uddannelse bidrager kun med allerede eksisterende viden, samt metode og disciplin. Man lærer ikke at tænke nyt (selv om det er nyt for den enkelte studerende), men man lærer den etablerede fagkundskab så man selv kan videreudvikle på den - efter endt skolegang.
Det er måske en smule uden for emnet, men jeg får ofte det indtryk fra debatten at vi stiller urealistiske krav til vores uddannelser. Når politikere og godtfolk taler om uddannelse er det meget abstrakt, med håbefulde krav om at de næste studerende kan løse de problemer vi ikke selv formår. Helst, selvfølgelig, uden at rokke ved de traditionelle strukturer.

Det er et kulturchok at komme fra vores basisuddannelser til universitetet. I folkeskole og gymnasie lærer vi specifikke færdigheder beregnet på at udvide vores horisont og muligheder. Der er en forståelig grad af pølsefabrik over det, fordi vi undervises i basisviden der er til gavn og glæde for alle, uanset deres videre forløb.
På universitetet fordyber vi os, indtil vi til sidst skriver speciale - et originalt og selvstændigt værk. Derfor bliver generisk undervisning mindre relevant for hvert nyt semester, hvorimod individuel eller gruppeorienteret vejledning stiger i værdi.

Desuden tror jeg at Malte desværre er offer for tiden. Der bliver løbende omstruktureret på både de universitære og grundlæggende uddannelser i en grad så det er svært at organisere uddannelsen, før der igen går politisk rævekage i det. Universitetet kan ikke strukturere sin uddannelse når de ikke ved hvilke forudsætninger de studerende kommer med, og de konstant skal omstille sig efter hver ny ministers fantasterier.
Det er, som bekendt, svært at løse en ligning med for mange ukendte faktorer.

Peter Hansen

Dan Johannesson skærer ind til benet - for sagen er, at forringelserne kan synes akutte, men de tegner en permanent situation, som tildels også bygger på, at nedskæringerne trods alt kommer, fordi der over tid sker en forøgelse af midlerne via diverse finansieringsmekanismer. På den måde kan hvert år ligne et spareår, fordi retorikken også konstant dekreterer tilbageholdenhed. Dermed ikke sagt, at hverken forskere eller studerende får glæde af pengene, som bekendt hældes de i disse år i oppustede bureaukratiske systemer på bedste liberalistiske prokurator-manér.
Jeg kan oplyse, at Bertel Haarders politik i 80erne gik ud på at sende en komité fra Direktoratet for Videregående Uddannelser rundt på universiteterne for at finde institutter, der kunne nedlægges. Det var tæt på at ramme de filosofiske af slagsen - få år før faget fik gymnasiefagsstatus og iøvrigt blev ganske populært; men det endte med, at kun Sociologi på KU blev reelt lukket (og senere genåbnet).
Studieordningerne har altid været betydeligt mere ambitiøse, end der var mandskabsmæssig dækning for, så alene af den grund blev mange studerende forsinkede, når de ikke kunne afslutte fag i det semester, der var forudsat. I mine første studieår kunne man også kun få studiestøtte i form af statsgaranterede studielån til en høj rente. Det gjorde imidlertid - sammen med den høje arbejdsløshed, - at vi ikke havde alt for dårlig samvittighed over at bruge lang tid på at blive mere allround kloge, som vi havde lært i gymnasiet, at det forventedes af os.

Anne Marie Pedersen

Jeg kender til studier, hvor man som specialestuderende har krav på 6 timers vejledning alt i alt - og det er inklussiv eventuelt ønske om, at vejlederen skal forberede sig til møder. Så vi taler om 3-4 timers vejledning i alt!

Så kan man sidde derhjemme og læse og skrive helt selv i 37 timer om ugen (for man skal jo også have studiejob så økonomien kan hænge sammen). Og en gang hver måned kan man så tage en snak på en halv time med en vejleder.

Det er da discount.

Peter Hansen

Anne Marie Pedersen, sådan går det, når man i stedet for at følge behovene i institutionen får den idé, at man skal garantere de studerende noget specifikt. Så bliver det altid mindste fællesnævner.

Mihail Larsen

@Lisbeth Christensen

Stort set enig med dig, men så studser jeg alligevel, når du skriver følgende:

"Studieordninger, antal ansatte mv. siger intet om det antal timetal som den studerende bliver tilbudt og det siger intet om kvaliteten af studiet, men for personer der søger at præsentere noget de reelt ikke har nogen viden om, er det en fin måde at fordreje det realiteten på."

Studieordninger fastlægger normerne for undervisningen, herunder antallet af kurser og deres omfang. Har det ikke noget med "det antal timer som den studerende bliver tilbudt"?

Hvis antallet af ansatte vejledere halveres eller reduceres til en trediedel (som jeg har påvist i et tidligere indlæg), har det så 'intet'¨at gøre, med det antal kvalitetstimer de studerende kan håbe på at få med en erfaren forsker, vejleder, lærer? Hvor mange timer er der i dine døgn?

Betyder det 'intet' for kvaliteten af studiet, hvad der står i studieordningen (som forpligter ved undervisningens tilrettelæggelse og ved eksamensbordet), eller om der er tilstrækkelig ansatte til at vejlede dem?

Mihail Larsen

@ Lisbeth Christensen

UPS - jeg svarede på dit indlæg 17.57, inden jeg have set dine senere indlæg. Nu er jeg temmelig meget mere uenig med dig. Og jeg kan nok ikke henregnes til "personer der søger at præsentere noget de reelt ikke har nogen viden om," og som derfor repræsenterer "en fin måde at fordreje det realiteten på". Jeg har været universitetslærer i 38 år og var før det studenterleder.

Lisbeth Christensen

Mikhail Larsen - jeg tror egentlig vi i store træk er enige - jeg hentydede ikke til studieordninger generelt, men til dem der blev trukket ind i debatten via links..som ikke var en del af de indlæg du fremlagde..Studieordninger skal selvfølgelig være der og er gældende, men studieordningen siger ikke konkret noget om antallet af timer eller kvaliteten af de timer man så endelig får..ikke på mit institut, desværre og det ærgerligt, for det er jo på sin vis de studerendes rettesnor.
En hjemmeside med antallet af ansatte siger nu heller ikke for meget. Der er på mit lille fag mange ansatte, men alligevel har jeg på 5 år kun haft 2 mundtlige eksamer og mit fag er et praktisk fag. Der er store problemer med at finde undervisere, der vil arbejde under de forhold de bliver tilbudt. Det jeg prøver at sige er, at det studieordninger, antal ansatte mv. desværre ikke hænger sammen med det vi oplever på studiet.

Jeg ved da udmærket godt at der er en studieordning for bachelordelen også. Men hvor meget skal der til for at påpege en pointe.

Studieordningens belastningstal siger hvor meget tid en gennemsnitsstuderende(ideelt) anvender på sit studium. Undervisnings- og vejledningstimer er forhåbentligt nok til, at den studerende kan opfylde studieordningens krav. Men de oplysninger har vi jo ikke umiddelbart adgang til da kursussiderne måske ikke er offentligt tilgængelige.

Jeg har anvendt slendrian upersonligt : http://ordnet.dk/ddo/ordbog?aselect=slendrian&query=slave

Jeg synes tråden ganske udtrykker hvad jeg ellers har at sige. Så jeg vil blot slutte med en bemærkning om, at det måske er tid for et nyt studenteroprør.

Som jeg ser det, er der noget galt med hele uddannelsessystemet.

Thomas Loddegaard-Knudsen

Jeg er desværre ret uenig i Maltes overordnede holdning til problemet, selv om jeg anerkender dets realitet.

Som Maja Holmlund skriver, er der en verden til forskel på at "gå i skole" og at studere på universitetet. Jeg ved ikke, hvad Malte bruger sine tre lange og kedelige sommerferiemåneder på, men jeg er selv studerende på humaniora, og i min fritid læser jeg bøger og dyrker min "personlige dannelse". Måske får jeg ikke lige så meget ud af det, som jeg ville gøre, hvis jeg var i konstant dialog med en vejleder, men jeg holder i det mindste maskinen kørende. Det er, som det også nævnes i en anden tråd, uendeligt vigtigt at læse, læse og læse. Jeg har valgt ikke at arbejde, så jeg kan koncentrere mig endnu mere om at studere. Malte har "i desperation" valgt arbejde i sin fritid for ikke at kede sig ihjel. Ja, sådan kan man vel også have det, men jeg har svært ved at forstå det.

Men derfor rammer dette indlæg alligevel noget helt korrekt, og der er uden tvivl behov for både diskussion og politisk appel. Men her har Mihail Larsen med sine indlæg så smukt og udførligt beskrevet problemets kerne, at jeg ikke behøver andet end at anbefale hans glimrende indlæg (og særligt de to første).

Per Erik Rønne

@Lisbeth Christensen,

Jeg har tidligere i denne debat nævnt at på fysikstudiet lægger man ud med 21 lektioner om ugen, og endda med undervisning 8:30-17:00 mandag, tirsdag og onsdag.

Det fremgår også at efterårsferien er flyttet til uge 45. At juleferien er reduceret til en uge, i år fra lørdag 24. december (og ja, der er undervisning lillejuleaftensdag) til søndag 1. januar (med undervisning 8:00-17:00 mandag 2. januar, så det er om at holde et ædruelig nytår). Og at den først slutter i slutningen af juni, samtidig med grund- og gymnasieskolen, men altså uden tidligere tiders læseferie i januar og maj/juni.

Dette kombineret med at der reelt er indført mødepligt til undervisningen (skriftlige opgaver skal afleveres i forbindelse med undervisningen og til tiden, og manglende eller for sen aflevering giver karakteren -3, der vægtet tæller med til eksamen) gør naturligvis at såvel frafald som dumpeprocent falder drastisk. Kombineret med det nødvendige hjemmearbejde gør det naturligvis også at der ikke bliver særlig god tid til stof uden for pensum ...

Og ja, sikken en forskel mellem de eksakte videnskaber, og humaniora. Jeg vil tro at ord som 'elever', 'lektier' og 'skolebøger' vil være de gængse ord på dagens universitet.

Per Erik Rønne

@Richard Magistrado,

Jeg har kun forholdt mig til den kritik af forholdene på musikvidenskab på især Århus Universitet, som man har kunnet læse om i Weekendavisen, der som bekendt er landets mest lødige avis.

Selv i det tilfælde at det der har stået er fuldt ud korrekt, udelukker det naturligvis ikke at enkelte af eleverne på musikvidenskab /ad anden vej/ har lært at spille klaver, eller kender til musikhistorien, eksempelvis fordi de er studenter fra Sankt Annæ Gymnasium, og altså har sunget i Københavns Drengekor.

Det kan såmænd også ske at nyuddannede lærere fra landets seminarier, med linjefag i matematik, er i stand til at løse to ligninger med to ukendte, også selv om ligningerne ikke er lineært uafhængige lineære ligninger, og hvor løsningen findes ved at tegne linjerne på et millimeterpapir. Det indgår bare ikke længere i uddannelsen.

Jens H. C. Andersen

Per Erik Rønne:

10-fingersystemet: tak for svar :) Troede bare man kunne dække tastaturene til.

Gruppeeksamen: I min tid kunne man nogle gange godt give individuelle karaktere, men er det så en "gruppe-eksamen"?

Anne Marie Pedersen:

Nu skriver jeg selv at der er en sammenhæng mellem læring/undervisning og eksamen, men jeg mener at det er fejlagtigt at sætte lighedstegn mellem gruppe-eksamen og gruppearbejde! Faktisk tror jeg at man bedre kan facilitere det gennem individuelle eksamner.

Grundliggende er det også helt i skoven at tro, at studerende lære "om" gruppearbejde, ved kun at udsætte dem for gruppearbejde! (Hvor gruppearbejde kan ende med blot at blive til koordinering og uddeligering af opgaver, og så mødes man lige og sætter det sammen og laver nogle fine overgange, doh)!

Jeg indrømmer at jeg ikke har fuldstændig styr på beslutningsprocesserne for universiteterne, men decentrale beslutninger kan vel betyde suboptimering og "taxameter" beslutninger!

_____

Nu ved ikke om man må, men måske jeg skulle oprette et privat universitet/studie, man kunne så få en titel i selvstudie, selvdannelse, og selv-... alt mulig andet! Der er således hellere noget undervisning eller vejledning, da I skal det hele "selv"! Det betyder så også at I skal huske selv at betale, det er ligesom eksamenstesten :)

Fra artiklen: "Efter et års tid på universitetet gik et op for mig, at et humaniorastudie KRÆVER nogle tidskrævende fritidsinteresser."

Per Erik Rønne

@Jens Andersen,

Det fremgik af debatten, da muligheden for gruppeeksamen blev afskaffet, at dem der stod for disse eksaminer fandt det ødelæggende for gruppearbejdet, hvis de enkelte i grupperne fik forskellige karakterer.

Men også jeg kan da huske en tid, hvor gruppeeksamen ikke betød at alle i samme gruppe fik samme karakterer. En kunne sagtens få 03 mens en anden fik 11 ... så det må jo have været 'ånden' på studierne der har gjort, at de blev afskaffet.

Og i dit svar til Anne Marie Pedersen om gruppearbejde nævner du de grupper, hvor man opdeler arbejdet i underopgaver, og fordeler dem, idet man selvfølgelig sørger for en fornuftig koordinering, ikke mindst gennem regelmæssige møder.

Sådan forgik gruppearbejde faktisk på datalgistudiet, men her er en 99% af de 2. dels studerende nu også drenge. Piger har som bekendt en lidt anden indgangsvinkel til gruppearbejdet, og her ser man da også en sidde ved tastaturet, mens de andre står rundt omkring maskinen, for at komme med input til hvad der skal skrives.

I erhvervslivet kører man naturligvis på samme måde som på datalogistudiet; andet ville da også være spild af tid.

Jens H. C. Andersen

Per Erik Rønne: Ødelæggende for gruppearbejdet - måske fordi der manglede et alternativ? At gruppe-eksamen er det eneste værktøj til at skabe gruppearbejde, er et bevis på at uddannelsessystemet er elendigt.

Der nævnes to måder at koordinere på, men der findes jo også andre muligheder mht. gruppearbejde, som absolut ikke er spild af tid, og som kunne give innovation et spark!
Hvis alle i gruppen ved stort set ved det samme eller bare snakker samme sprog, er det også en anden udfordring end hvis datalogi skal arbejde i en gruppe med sociologer, pskykologer, økonomer og find selv på flere...

Per Erik Rønne

@Jens Andersen,

Tværfagligt samarbejde er en fortrinlig del på studiernes 2. del, hvor studenterne har forskellige, faglige udgangspunkter. Det er i årevis blevet organiseret i Læreanstalternes Fælles kurser.

Tværfagligt projektarbejde er en himmelråbende dårlig idé i den grundlæggende skolegang, og på det der i dag kaldes for kaldes for bachelorniveauet.

I erhvervslivet er der netop brug fo at forskellige prefessioner kan arbejde sammen i projektopgaver.

Og ja, jeg har skam taget Læreanstalternes Fælles Formidlingskursus. På 2. del. Her tager man udgangspunkt i studenternes forskellige kompetencer.

I skolen skal man tage et andet udgangspunkt, og en stærk lærerstyring er nødvendig. Eksempelvis skal man ikke lade den i gruppen, der er bedst til fransk, tage sig af det fransk-sprogede. Her skal man snarere vælge ham der er dårligst til det, for at han kan få forbedret sit standpunkt.

Anne Marie Pedersen

Per Erik Rønne

Jeg har sq aldrig oplevet forskel i om det var mænd eller kvinder jeg arbejdede sammen med. Vi har aldrig nogen sinde stået over den samme computer alle sammen. Jo måske lige til den aller sidste gennemretning af konklusion eller lign.

Og så kan jeg stadigvæk ikke se, at folk på Christiansborg er bedre til at vurdere fordele og ulemper ved gruppeeksamen op mod hinanden end ansatte ved universitetet.

Per Erik Rønne

@Anne Marie Pedersen,

Ved gruppearbejde i skolen er det normale at hele gruppen står ved samme computer.

Men det er rigtigt at taler vi om skole, herunder universitet, er det mere naturligt at tale om drenge og piger, end mænd og kvinder.

John Hartfelt

Jeg har studeret både på dansk universitet og på et universitet i USA. Jeg vil mene den største forskel er indstillingen hos de studerende fremfor fagets reelle indhold og pensum.

Studerende, der møder op og forventer retningslinier, lektier og klasseundervisning dominerer i Danmark til forskel fra USA, hvor de studerende møder op med et ønske om at blive en succes indenfor deres fag. Drømmene er større blandt de amerikanske studerende og deres engagement er som gennemsnit betragtet markant højere end det jeg oplevede i Danmark.

Som studerende lærer man den viden der findes i forvejen, man får forståelse for baggrund, metode og en konceptuel tilgang til de emner faget indeholder. Det er til gengæld ikke det interessante i undervisningen, det interessante er fordybelsen, ens perspektivering på stoffet og ens konstant udvidende muligheder for at søge øget viden i større og større kredse UDENFOR universitetet. Universitet er udgangspunktet og den der skal informere de studerende om de store linier, men selve det at studere er den studerendes eget ansvar.

Dengang jeg studerede i Danmark havde jeg to fantastiske undervisere, der formåede at formidle dette, nemlig at universitetet ikke er målet, men derimod midlet og dit personlige engagement er det brændstof der skal bære dig til målet som indsigtsfuld, reflekteret og inkvisitiv på det felt du har valgt at studere.

Jeg havde personligt ikke mange skema-lagte timer på mit kandidatstudie, men jeg havde travlt begge år.

Marianne Mandoe

Vorherrebevaresaltså til alle jer der mener at universitetsuddannelse skal være et selvstyret studie og at undervisning ikke er en nødvendig del af studiet.

Forklar lige hvordan minimale 3 timers undervisning i 24 uger overhovedet kan kradse i overfladen af hvad der er nødvendigt for at guide en studerende i den rigtige retning af hvad vedkommende selv skal læse. Tak.

For at blive optaget på filosofi og så bruge tiden på at studere Dylans tekster er vel næppe nok til at blive en god cand. phil.

Sandt nok at universitetsuddannelser i høj grad er læren om at lære, altså informationssøgning på egen hånd, men et vist mål af henvisninger til i hvilken retning man selv skal søge infromationer er vigtigt. Og der er 3 timer om ugen (ofte med mange studerende i klassen/forelæsningslokalet) ikke nok.

Per Erik Rønne

@Marianne Mandoe,

Det ideal du kritiserer synes nu også begrænset tik humaniora, eller måske snarere de mere vidtløftige dele af humaniora.

Man får i hvert fald hverken gode engelsk- eller historielærere på den baggrund. Vores timetal på engelsk-studiet, da jeg gik der tilbage i 80'erne, lå i hvert fald da nærmere de 20 end 3 timer om ugen. Alene i engelsk litteraturhistorie tror jeg vi havde i to dobbelttimer i halvandet år (bifag var normeret til 2 år på fuld tid). Dertil kom fag som fonetik, grammatik, mundtlig sprogbeherskelse, lingvistik, britiske og amerikanske samfundsforhold, tekstforståelse og engelsk historie (tilvalg, man kunne også vælge oldengelsk, som var obligatorisk hvis man ville tage hovedfag i sproget. Lige som oldnordisk tidligere var obligatorisk på dansk-studiet).

Jens H. C. Andersen

Marianne M.: "læren om at lære, altså informationssøgning på egen hånd" - for mig er læren om at lære og egen informationssøgning ikke præcis det samme! Lære at lære bør ske længe før uni., ja teoretisk set før man overhovdet begynder at lære noget som helst :)

Problemet er jo netop at man ikke kan lære noget af uni., fordi man skal alt selv, de mangler simpelthen nosser til egentlig indlæring, herunder konceptet om repetition som jo desværre er blevet et fy begreb i dag, til bagdel for lyserøde ideer om selvstændige og innovative studerende, doh! Det er dog ikke dette mål der er kritikken, men metoden, der skal være en box før man kan tænke ud af den!

Anne Marie Pedersen

Hvis vi nu nedsatte undervisningstiden til een time om ugen i 4 uger om året, så ville vi med den logik højne studiet. Så ville der være endnu mere tid til selvstudier...

Karsten Aaen

Kære alle

Også jeg har gået på universitet i 1980erne, på det der dengang hed AUC. Også jeg har gået til gruppe-eksamener, og fundet det givtigt på enhver måde.
Også på AUC, som det hed dengang, var der gruppe-arbejde, eller rettere team-arbejde, hvor vi især bød ind med det som vi var gode til. Jeg erindrer stadig et projekt på samfundsfag, hvor jeg skrev i hånden, en anden person skrev det ind på maskine (computer, tror jeg det var). I et andet projekt diskuterede jeg og en medstuderende statsteori, mens de andre lavede noget andet (vist noget med noget reklameteori af en art).

Vi var desværre kun 6 eller 8 på danskstudiet, da jeg studerede der.

Og jeg kan huske at både på det der hed basisåret på HUM dengang havde vi cirka 20 timers undervisning pr. uge; det havde vi også på bifaget. Hovedfaget, dvs. på anden del, havde vi cirka 3 eller 6 timer om ugen.
Det forventedes at vi havde tillært os gode studie-vaner så vi selv kunne og var i stand til selvstændigt at arbejde med teoriene og stoffet. Det hjalp selvfølgelig også at man i hvert semester skulle aflevere et projekt. Dette betød, at man, de studerende, havde et mål at arbejde frem imod - og derfor ikke havde tid til at kede sig. Det forventedes så også, at man fulgte lidt med i de faglige diskussioner, fik noget almen viden, fra radioens P1, fra fjernsynet, fra aviserne mm. Og at man selv opsøgte teorier mm. som man kunne bruge i sit projekt. Og at man også læste noget om baggrunden for disse teorier....mm.

Sådan som jeg kan forstå det refereret her, mener de fleste (unge) mennesker i dag, at universitetet er lidt ligesom 4. eller 5.g; man får pensum for, så læser man det, så gennemgår læreren det. Og så består man en eksamen på baggrund af dette...

Ang. Malthes tese om humanisten som resignerer, og hans venner som spurgte om hvorfor han dog ville læse humaniora? Mon ikke det mere var et spørgsmål om, hvorfor han ville læse retorik, der skulle besvares? Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvordan retorik kan bidrage til at skaffe vækst i Danmark. Måske det ville have været bedre, hvis Malthe havde studeret Nordisk Sprog og Litteratur (også kaldet dansk), så havde da (trods alt) havde muligheden for at blive gymnasie-lærer, hvis han havde valgt et andet relevant fag som gymnasiet underviser i, f.eks. engelsk.

Og så havde han kunnet bidrage til samfundets vækst gennem at undervise unge mennesker...

Jens H. C. Andersen

Anne Marie Pedersen: hvis der på uni. stadig er den manglede/elendige pædagogik/didaktik som jeg har erfaret, så er det egentligt ikke så meget timerne der er et issue for mig, 1 eller 50 timer om ugen, det er jo lige meget hvis man ikke har fattet det grundliggende i undervisning og læring, og hvor de studerende ikke har lært at lære tidligt i systemet! Det vil være en katastrofe hvis man bare sendte flere penge i systemet, som så gør endnu mere af det, det er elendigt til!

Karsten Aaen: hvad nu hvis gym. faktisk er mere udfordrende end uni., det har jeg oplevet, og det er altså et alvorligt problem! (ja, jeg kunne godt selv finde nogle udfordringer, men så er det som nævnt en del gange tidligere, lige meget med uni!).

Men den ovennævnte fejlanvendte pædagogik og didaktik, har jeg oplevet så længe tilbage i systemet, jeg husker! Uddannelsessystemet har fx aldrig givet mig værktøjerne til at lære at lære!

Per Erik Rønne

@Jens Andersen,

Du har jo også gået i en grundskole, der er reduceret til en enhedsskole, og i en gymnasieskole, der var reduceret til et supermarkedsgymnasium.

I det mindste fik du supermarkedsgymnasiet og ikke det endnu værre reformgymnasium.

Selv gik jeg i en delt grundskole (6.-10. klassetrin var delt i boglige og ikke-boglige, med hver deres afgangseksaminer), og i det grengymnasium, der var den historisk set bedste gymnasieskole.

Peter Hansen

Lisbeth Christensen, jeg er ked af at sige det, men det er kun det at læse bøger, der tæller på universitetet. Det handler om at tilegne sig og bygge videre på en efterhånden årtusind lang fortælling om mennesker og verden, at forholde sig til det, der er gået forud og at se på det, man selv lever i i et perspektiv, der muliggør en kritisk stillingtagen på baggrund af det, der gik forud, og det, der foreligger.

Peter Hansen

Lad mig skære igennem: gruppearbejde er glimrende, når man har et grundlag at arbejde sammen på. Det skal først etableres. Hvorfor får man det indtryk, at viden ses som en hindring snarere en mulighed for befrielse? Viden er magt - og uden viden bliver man bestemt over.

Sider