Kronik

Hvem var de danske spioner?

Mens de fleste vestlige lande har afsløret sovjetiske spioner i hobetal højt oppe i deres embedsapparatet, var der tilsyneladende ingen højtstående danskere i KGB's tjeneste under Den Kolde Krig. Kan det virkelig passe? Hvorfor må almindelige mennesker ikke få adgang til arkiverne, så vi kan se efter?
Svingede Stalin også taktstokken over for danske beslutningstagere?

Svingede Stalin også taktstokken over for danske beslutningstagere?

9. juli 2011

Var der spioner i Danmark under Den Kolde Krig, som ikke er kommet frem i lyset? Den debat raser med fornyet styrke i forbindelse med den nye rapport fra Center for Koldkrigsforskning. En debat, der bl.a. handler om, hvorvidt vi danskere skal have kendskab til vores fortid på både godt og ondt.

Foreløbig kan det konstateres, at Danmark udgør en markant undtagelse i forhold til andre lande i den vestlige verden ved stort set at være fri for storspioner. Hvad der har kunnet afsløres af PET-udredningen i 2009 var yderst beskedent og knap værd at skrive om.

Det er derfor interessant at se på, hvor omfattende spionagen til fordel for Sovjet var i de vestlige lande op til og under Den Kolde Krig. Måske kan det give et fingerpeg om, hvad man burde kunne finde hertil lands, hvis man åbnede arkiverne.

Netop pga. åbning af væsentlige arkiver i USA i 1995 fik offentligheden et vigtigt indblik i, hvor omfattende informantvirksomheden og spionagen til fordel for Sovjetunionen var i USA i 1940'erne og 1950'erne.

I Franklin D. Roosevelts præsidentperiode (1933-1945) vrimlede det med sovjetspioner i Det Hvide Hus, og resten af administrationen var stærkt præget af prosovjetiske sympatier det vi i dag kalder 'nyttige idioter'.

I dag er det svært at forestille sig, i hvor høj grad Sovjet var i stand til at få informationer om USA's politik, og i hvor høj grad russerne har været i stand til at påvirke den. Mange ledende medarbejdere var sovjetiske informanter. Herunder USA's viceudenrigsminister Alger Hiss, vicefinansminister Harry Dexter White og økonomisk rådgiver Lauchlin Currie.

Og det havde en afgørende indflydelse på amerikansk politik, at centrale rådgivere og ministre havde dybe sympatier for Stalin og Sovjetunionens samfundssystem, som de gerne så udbredt.

Hemmeligheder til Stalin

Alger Hiss (1904-1996) havde været med i Roosevelt-administrationen siden 1933 og sad ved præsidentens side ved Jalta-konferencen. Historikerne har ikke kunnet vise, at Hiss påvirkede konferencens udfald, men det skyldes delvis, at også Roosevelt var naivt sympatisk indstillet over for Stalin. Om end han var ved at miste tilliden til slut. Hiss var til gengæld aktiv i dannelsen af FN og fungerede som dets første, midlertidige generalsekretær.

Harry Dexter White (1892-1948) kunne i slutningen af Anden Verdenskrig informere Sovjet om, at USA's præsident modsat de offentlige tilkendegivelser ikke ville modsætte sig anneksionen af de baltiske lande. Så det var ikke nogen risikofyldt beslutning for Stalin at okkupere Estland, Letland og Litauen og tvangsindlemme dem som sovjetrepublikker. Resultatet kender vi: 45 års totalitær undertrykkelse af tidligere frie stater.

White forhindrede økonomisk støtte, som det var Roosevelts agt at yde til Chiang Kai-sheks kinesiske nationalistregering. Det bidrog til at svække kampen mod det kinesiske kommunistparti i borgerkrigen. Resultatet kender vi: mangeårigt og blodigt kommunistdiktatur.

White var sammen med John Maynard Keynes hovedarkitekten bag Bretton Woods-aftalen, der regulerede efterkrigstidens monetære samarbejde, og var også med i udformningen af IMF, efterkrigstidens internationale monetære samarbejde.

Lauchlin Currie (1902-1993) kunne fra Det Hvide Hus fortælle Sovjet, at Roosevelt for at vise god vilje var parat til at acceptere Sovjets annektering af det halve Polen efter krigen, som det havde overtaget med Stalin-Hitler-pagten i 1939. Og at Roosevelt var parat til at lægge pres på den polske eksilregering for at få den til at acceptere annekteringen, hvilket var i modstrid med Roosevelts tilkendegivelser i den amerikanske offentlighed og ikke mindst løfter til de polsk-amerikanske vælgere ved præsidentvalget i 1944, hvor Polen-spørgsmålet begyndte at spøge. Med den viden kunne Stalin uforstyrret udvide Sovjetimperiet.

Mange afgørende beslutninger, som kom til at præge efterkrigstidens politiske verdenskort helt frem til i dag, blev altså til i et samspil med spionage og påvirkning.

Nyttige idioter

Lige så afgørende for USA's politik var de mange nyttige idioter, som i en blanding af naivitet og kommunistsympati førte en sovjetvenlig politik.

Det gjaldt f.eks. Roosevelts vicepræsident, Henry Wallace, der udviste en pinlig mangel på evne til at gennemskue det kommunistiske Sovjet. Wallace rejste i Sibirien i slutningen af krigen og blev præsenteret for potemkinkulisser og troede, at Gulag-lejrene var en russisk variant af New Deal.

Vores egen atomforsker Niels Bohr hørte også til de naive, der ville dele atomhemmeligheden med Sovjet. Det ville svare til, at man i dag ville udveksle opskrifter på masseødelæggelsesvåben med Nordkorea, Iran eller Hamas. I øvrigt var forslaget ligegyldigt, da Stalin på grund af spionagen vidste alt om atombomben.

Efterkrigstiden blev til ved politiske beslutninger. Det var ingen selvfølge, at de østeuropæiske lande skulle blive kommunistiske. Det var ingen selvfølge, at de baltiske lande ikke skulle være frie. Det var ingen selvfølge, at Mao skulle regere Kina frem for en borgerlig-nationalistisk regering.

Det skyldtes alt sammen beslutninger, og spionagen til fordel for Sovjet spillede i mange tilfælde en vigtig rolle.

Andre lande havde også deres storspioner. I Storbritannien stod Kim Philby (1912-1988) i spidsen for den britiske efterretningstjeneste, samtidig med at han var spion for fjenden. Hvilken skade, Philby har udrettet gennem årene, er endnu ikke ordentligt klarlagt.

I Vesttyskland var forbundskansler Willy Brandts højre hånd DDR-spion, og Brandt måtte gå af til fordel for Helmut Schmidt.

Loyale danskere?

Når vi vender blikket mod den danske andedam, har alle officielle udredninger, DIIS-kommissionen i 2005 og PET-redegørelsen i 2009, imidlertid fastslået, at ingen nævneværdige spioner pippede rundt her.

Det er måske rigtigt. Danmark er på mange måder en undtagelse. Stalinfascinationen betog mange danske venstreintellektuelle fra 1930'erne og frem og er veldokumenteret, men den forblev i forhold til statsmagten uden særlig betydning så vidt det vides i dag. Ingen ministre eller departementschefer har beviseligt gået fjendens ærinde så vidt vides. Stalinfascinationen havde stor indflydelse i litterære miljøer og kunstneriske kredse og så selvfølgelig på den yderste politiske venstrefløj, men officielt var der ikke et informantnet som i USA under Roosevelt eller i England med Philby og hans kreds.

Alligevel bør hemmelighedskræmmeriet omkring Den Kolde Krigs arkiver efterhånden høre op. Arkiverne bør åbnes for historikerne. Det nærmer sig det skandaløse, at beretningerne om Den Kolde Krig kommer som statsbestilte kommissioner, hvorefter arkiverne lukkes af eller destrueres, så der kun bliver en officielt statshistorie tilbage for al fremtid.

Da USA i 1995 valgte at åbne centrale arkiver fra Den Kolde Krig, afsløredes 349 personer i USA med skjulte forbindelser til sovjetiske efterretningsorganer. Det er langt flere end de 205 navne, som senator Joseph McCarthy i 1950 uden at have beviserne påstod, var russiske spioner.

Den Kolde Krig er slut. Og den endte lykkeligt. Vi undgik atomragnarok. I dag er kommunismens forbrydelser er i den internationale historieforskning ved at blive grundigt og solidt afdækket. Så meget desto mere grund er der til at åbne arkiverne fra den tid, så historieforskerne kan få adgang, undersøge og dokumentere, hvad der faktisk skete. Den Kolde Krig er en afsluttet epoke, men dens historie skal ikke afgøres ved statshistorieskrivning.

Henrik Gade Jensen er projektleder i CEPOS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

jeg er er enig i at arkiverne bør åbnes, og bevares for at sikre en nuanceret version af historien - men artiklen er jo et udsagn på den (u)virkelighed, man har i CEPOS.

Jeg bestrider ikke de historiske fakta som Henrik Gade Jensen fremføre i artiklen, for det kender jeg ikke historien godt nok til, men jeg skræmmes ved de blinde ogt et-øjet perspektiv som fremføres, hvori USA/kapitalisme var og (forsat) er helten.

USA's (udenrigs)politik var bestemt lige så beskidt som Sovjets, og det er den stadig.
og Ja,.. spioner.... de findes i alle former og versioner, og var ikke en kommunistisk opfindelse/bedrift.

Niels Mosbak

Lad os da endelig få åbnet arkiverne.

Nu har koldkrigeren Bent Jensen jo haft adgang - så hvad er det der tudes over?
At han ikke har kunne levere varen?

Måske kunne man afdække nogle stærkt højreorienterede påvirkningsagenter styret af USA ved samme lejlighed - nogle der virkelig har haft rig lejlighed til at påvirke den danske regerings embedsførelse - det kunne jo også være interessant.

Eller hvilke personer på den yderste højrefløj, der har haft forbindelse til den nynazistiske bevægelse i Danmark.

Nogle gange skal man være forsigtig med hvad man ønsker sig, men større adgang til arkiverne kan vi vel alle støtte op om?

Cepos kidnapper en god sag for at udgyde en masse koldkrigssluddder, og belyser det med deres egen nutidslygte.
Måske man skulle huske at USA er de eneste der nogen sinde har brugte et atomvåben.

Lars R. Hansen

Nis Bech:

"Jeg vil da også gerne vide, hvem - der i DK - hjalp CIA/USA under Den Kolde Krig"

Vel hele staten og broderparten af befolkningen - fraregnet nogle få, der støttede op om den virkeliggjorte socialisme i folkedemokratierne i Østblokken - samt gedulgt søgte at fremme deres sag i Danmark.

Heinrich R. Jørgensen,

http://www.information.dk/96777

Nazijægerne forløb sig vist i den sag.

Niels Mosbak

Lars R. Hansen

"Nazijægerne forløb sig vist i den sag"

Helt korrekt - men måske adgang til arkiver, ville kunne fortælle noget mere...

Lars R. Hansen

Mosbak

Du kan næsten ikke bilde mig - at du mener PET's arkiver har noget videre at bidrage med i den forbindelse - den nazistiske* trussel mod samfundsorden under den kolde krig var til at overse.

* Hvad der almindeligvis regnes for nazisme - ikke Informations kommentarkorps foretrukne definition - der omfatter alle folketingets partier undtaget EL og R.

Heinrich R. Jørgensen

Lars R. Hansen:
"Nazijægerne forløb sig vist i den sag."

Nazijægerne? Er det en modpol til kommunistjægerne? ;-)

Hvis det stod til mig, blev arkivlovene lempet så meget som på nogen måde forsvarligt. Så befolkningen havde indsigt efter ét sæt regler, historikere et andet og kritiske journalister et tredje.

Det er muligvis ikke den viiseste holdning, men i betragtning af at oplevelsen af at blive løjet for og holdt hen med vrøvl forekommer på daglig basis, bør der være maksimal adgang til at kigge magten i kortene. Oplevelsen af at historieløsheden og naiviteten er yderst udbredt, bestyrker kraftigt min opfattelse af, at der er al mulig grund til at granske arkiver.

Lars R. Hansen

Jeg er selv tilhænger af en langt lempeligere lovgivning og praksis på området - og mener vi i Danmark med fordel kunne se på den amerikanske model - jeg tror dog ikke det sker de næste 20-30 år.

"Nazijægerne? Er det en modpol til kommunistjægerne? ;-)"

Typisk ikke, men det kan forekomme.

Jeg er forvirret: så vidt jeg ved er PET ansvarlig for bekæmpelse af spionage. Hvordan skulle der kunne gemme sig dokumentation for noget kriminelt i deres arkiver? Ville det ikke forudsætte at de havde "fundet noget", som de valgte ikke at forfølge?
Så de egentlige fund i arkiverne må vel være beviser for at PET/Politiet benyttede sig af ulovlige eller dubiøse metoder?
Og artiklens fuldstændigt ahistoriske fremhævelse af Niels Bohr, siger vel mere om hvor artiklen retteligt burde være bragt? Det er i det mindste ikke Informeren værdigt

Lars R. Hansen

Per Møller,

efterretningstjenesters primære opgave - er indhentning og analysering af oplysninger - således de politiske beslutningstagere kan træffe deres beslutninger på det bedst mulige oplysningsgrundlag.

Ved konstateret ulovlig efterretningsvirksomhed - er det en politisk beslutning om, hvorvidt pågældende personer skal retsforfølges eller ej - der kan således udmærket være talrige tilfælde, hvor man politisk har besluttet ikke at bringe sagerne for retten.

Lars R. Hansen

Og delen omhandelende Niels Bohr - er da lige i øjet! Det ville sgu da være en lige så dårlig ide, at dele atomhemmeligheder med Stalins Sovjet - som med nutidens Iran.

Så hvis en afdeling af Politiet finder lovovertrædelser, skal de ikke rejse sager, men overlade beslutningen til "politikere"? Så forstår jeg bedre håbet om at finde sprængfarlige informationer...
Og igen: bemærkningen om Niels Bohrs overvejelser er både a-historisk og vildt overfladisk

Troels Ken Pedersen

Det, der virkelig fik mig til at tabe underkæben, var HGJs fremførelse af at McCarthy var en flinker fyr, som bare skulle have fået lov at slå sig løs.

Jeg savner ord, der egner sig på tryk.

Niels-Holger Nielsen

"Efterkrigstiden blev til ved politiske beslutninger. Det var ingen selvfølge, at de østeuropæiske lande skulle blive kommunistiske. Det var ingen selvfølge, at de baltiske lande ikke skulle være frie. Det var ingen selvfølge, at Mao skulle regere Kina frem for en borgerlig-nationalistisk regering."

Ja, verden kunne bestemt have set anderledes ud i dag, hvis Roosevelt og Churchill havde haft adgang til rådgivere af Henrik Gade Jensens format.

Henrik Gade Jensen er en opblæst nar.

Citat: "Historikerne har ikke kunnet vise, at Hiss påvirkede konferencens udfald, men det skyldes delvis, at også Roosevelt var naivt sympatisk indstillet over for Stalin."
Dette er en forenklet beskrivelse af FDR, HGJ.
Hvad HGJ overser er, at USA også havde krigen mod Japan at tænke på, og hver gang USA havde erobret endnu en stillehavsø, havde landet også mistet titusindvis af unge amerikaneres liv.
Derfor: Da Stalin lovede FDR, at Sovjet ville angribe Japan 6 måneder efter, at krigen i Europa var forbi, tænkte Roosevelt på alle de amerikanske liv, som kunne spares. Derfor 'solgte Roosevelt ud' i Østeuropa. Han vidste jo ikke, at planerne om at lave en atombombe ville lykkes. Det var ikke naivitet. Det var storpolitik.
Og Stalin løfte? Det holdt han.

Lars R. Hansen

Per Møller:

"Så hvis en afdeling af Politiet finder lovovertrædelser, skal de ikke rejse sager, men overlade beslutningen til politikere?"

Ikke helt - kun i sager vedr. statens sikkerhed jf. straffelovens kapitel 12, § 110, litra f, og strafl. kap. 13, §118 a - er det justitsministeren, der afgør om sagerne skal rejses.

Rationalet herfor er selvindlysende.

Hvad angår Niels Bohr - så må jeg fastholde mit tidligere udsagn. Bohrs logik rakte kun så langt - som at sandsynligheden for krig ville mindskes, når begge parter havde bomben - klar og sund logik.

Der overser - at ens fjende, er ens fjende - og Sovjet var vores fjende.

Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var Sovjet, allieret med de engelske og amerikanske styrker...
A-historisk betyder at man bedømmer tildragelser uden hensyntagen til historiske fakta.
Men tak for dine lov-henvisninger - jeg skal altså forstå sagen sådan at PET kan have identificeret danske spioner og på det givne tidspunkt under den kolde krig besluttet ikke at retsforfølge. Men nu synes nogle at man bør bede en række mennesker bevise deres uskyld?

Lars R. Hansen

Sovjet - var demokratiets fjende før, under og efter anden verdenskrig - Vestmagternes anspændte alliance med Sovjetunionen under anden verdenskrig ændre ikke herpå.

PM:"...Men nu synes nogle at man bør bede en række mennesker bevise deres uskyld?"

Vel nærmere - at lade flere komme til fadet, når vores nære historie skal skrives og forstås - strafferetsligt er der næppe nogle, der er i fare.

Joe Baphemetis

Måske skal denne lige genopfriskes:

http://www.information.dk/88042

Helt utroligt som manden kan simplificere en kompleks historisk problemstilling til at alle andre end de værste McCarthyister var nyttige idioter. Hvad der var sket hvis det ikke var for de nyttige idioter står jo i det uvisse, men man kan da ikke sige at vi har ramt det værst tænkelige scenarie.

Helt utroligt at vi stadigt skal lytte til denne mand, måske var det langt mere interessant om man begyndte at undersøge forbindelserne mellem frimurerne og nazismens opblomstring, dette felt er der stort set ingen der har forsket i og det er en ret øm omgang at nazismens ceremoni-iscenesættelse og fanatisme i høj grad kom fra frimurernes esoteriske tankesæt og deres hang til ceremonier. Næppe et projekt for den nuværende regering der synes at have sympati for meget fanatiske mennesker.

Vedrørende Alger Hiss:
Han blev under det McCarthyistiske hysteri trukket ind i en retssag af en tidligere kommunist, der hævdede at han havde været sammen med Hiss i trediverne.
Det endte med, at Hiss blev dømt skyldig i mened, men ikke spionage, og afsonede 44 måneder af sin straf, men han fastholdt til sin død, at han var uskyldig.
I dag mener de fleste vist, at han var sovjetisk agent, men som historikeren David Halberstam skrev i 1993, så er mange vigtige arkiver forblevet lukkede – herunder sovjetiske, men heller ikke dokumenterne fra det kongresudvalg (HUAC), der undersøgte Hiss, er tilgængelige.

Selvom udvalget - House Un-American Activities Committee – er nedlagt, så blev dets dokumenter hemmeligstemplet for yderligere halvtreds år i 1976, så indtil de åbnes, vil Hiss-sagen ifølge Halberstam stadig være omstridt.

http://en.wikipedia.org/wiki/Alger_Hiss

"Det ville svare til, at man i dag ville udveksle opskrifter på masseødelæggelsesvåben med Nordkorea, Iran eller Hamas"

Der eksisterer vel ikke nogen terrorbalance mellem disse organisationer og USA som der var, og er,
med Rusland (USSR). Derfor ikke en særlig god analogi af HGJ.

"Vel nærmere - at lade flere komme til fadet, når vores nære historie skal skrives og forstås - strafferetsligt er der næppe nogle, der er i fare."

Kun Bent Jensen.

Lars R. Hansen

"Kun Bent Jensen"

Åhø...hvis oplysningerne gøres offentligt tilgængelige - vil det da nærmere støtte BJ i den mulige tavshedspligtsag.

Lars R. Hansen

"Kun Bent Jensen"

Åhø...hvis oplysningerne gøres offentligt tilgængelige - vil det da nærmere støtte BJ i den mulige tavshedspligtsag.

Hvis man konsekvent nægter at forholde sig til de historiske forudsætninger, får man tegnet sig et helt falsk billede af verden. Sygt.
Og hvis man dertil lægger, at man fuldstændigt ignorerer den moderne tids gabestok (pressen), så er man i fare for at blive en enfoldig revanchist

Anne Albinus

Først går man efter nulevende venstreorienterede, når der så ikke er mere at tage fat på, går man efter de afdøde. HGJ skriver: "Vores egen atomforsker Niels Bohr hørte også til de naive, der ville dele atomhemmeligheden med Sovjet."

En nedladende omtale af Bohr, der ønskede at skabe større gensidig tillid mellem landene, og vejen hertil var en udvikling i retning af større åbenhed. Bohr fremsatte sine synspunkter i et memorandum, hvis væsentlige indhold er gengivet i "Det Åbne Brev til FN fra juni 1950". Herom skriver hans søn Aage Bohr:

"I det nævnte memorandum omtaltes det fysiske grundlag for atomenergiens udnyttelse, atombombens revolutionerende betydning og faren for et rustningskapløb med de konsekvenser, dette kunne medføre. Netop nødvendigheden af fælles bestræbelser for at fjerne sådanne trusler gav imidlertid helt nye muligheder for et samarbejde. Et snarligt initiativ, inden våbnet var færdigt, og mens alliancen under krigen endnu bestod, frembød en særlig gunstig lejlighed til at fremme tilliden og skabe grundlag for samarbejde.

Det blev endvidere fremhævet, at de fysiske principper, der ligger til grund for projektet, var almen viden. Man måtte også regne med, at USSR ikke var helt uden kendskab til projektet i USA, og muligvis selv var i gang med forberedelser."

kilde: p.198 Niels Bohr, kapitlet "Krigens år og atomvåbnenes perspektiver" af Aage Bohr, Schultz forlag, 1964

Lars R. Hansen

Per Møller,

det må være udtryk for selvindsigt - når du advarer mod ahistorisk revisionisme - som bekendt vandt demokratierne den kolde krig.

Anne Albinus,

præcis - Bohr var en lallende naivist - når det kom til Stalin og atombomben.

Bjørn Bennike

HGJ er en ideolog uden jordforbindelse.

Niels Bohr var bestemt ikke naiv - men mente fornuftigt USA og USSR burde snakke åbent om atomvåbnenes risiko.

Niels Bohr frygtede nemlig et atomkapløb mellem øst og vest.. Han mente nemlig bomberne kunne fremstilles industrielt og ret billigt med tiden i de to sejrende supermagter.

Derfor frygtede han et omfattende atomart kapløb, som det der faktisk opstod og førte til over halvtreds tusind atomvåben efter 1960 indtil 1991. I øvrigt har Rusland og USA stadig tyve tusind tilsammen. Det hører vi for lidt om.

Bohr var ikke naiv, men en højt begavet mand, der uden tvivl vidste meget om nazisme, kommunisme og den amerikanske stormagt. På hans institut kom forskere fra hele verden. Også forfulgte jøder fra Tyskland.

Intet tyder på at Roosevelts administration blev styret af KGB, som HGJ forestiller sig i et stille vanvid. De tre nævnte embedsmænd blev afhørt, men man har intet fundet i dag i de åbnede sovjetiske arkiver. Som sædvanligt ytrer HGJ sig skråsikkert om noget han ikke har undersøgt med rent ideologiske briller.

Og hvis KGB kun havde 300 agenter i USA, så kunne de vist næppe styre hele den amerikanske udenrigspolitik, som HGJ insinuerer.

En effektiv atomar afskrækkelse i dag ville sikkert kun kræver 50-200 i USA og i Rusland. Eller slet ingen. Emnet burde diskuteres, men bliver det ikke. Udenfor en kreds af tidligere stats og udenrigsministre fra hele verden. Der nu arbejder for en atomar nedrustning. Det hører vi heller ikke om. Ikke engang i Information, der ellers ofte er vågen.

Ole Halvorsen

Naturligvis bør disse arkiver åbnes.Og - urealistisk, men velmenende:
Hvor ville jeg ønske at det kunne ske med tilbage virkende kraft.

Bjørn Bennike

Man kan ikke nødvendigvis stole på indholdet af rapporterne i PET arkiverne. Der er allerede dukket flere eksempler op på fejlagtige eller misforståede oplysninger.

KGB-arkiverne som professor Bent Jensen brugte i sit arbejde på Koldkrigscentret er decideret upålidelige, som PET kommissionen påpegede.

De er nemlig skrevet af russere, der skulle prale og fremhæve deres eget arbejde over Centret - deres arbejdsgivere - i Moskva..

Det er mærkeligt, at Bent Jensen, der netop er kritisk Ruslands-forsker tør stole på dem.

Han er ganske ukritisk overfor KGB. Og derfor blev han også dømt i Svendborg Byret juli 2010 for lemfældig omgang med "oplysninger".

Peter Hansen

Det er rigtigt, at gulag ikke var en udgave af New Deal, det var derimod en udgave af de tvangsarbejdsforanstaltninger, som liberalisterne promoverede, og promoverer.

Claus Petersen

Man kunne jo forestille sig at der i spionagens/kontraspionagens navn var givet løfter om diskretion, som ville være brudt blot ved at oplyse at given information var tilgængelig for PET.

Ove Bjerregaard-Madsen

"Først går man efter nulevende venstreorienterede, når der så ikke er mere at tage fat på, går man efter de afdøde", skriver Anne Albinus.

Nuvel! Lad os så blive ved de nulevende. Man kunne begynde med at stille den røde bloks ministerkandidat Ole Sohn følgende spørgsmål:
Hvor længe var Alfred Jensen-doktrinen gældende for DKP?

Doktrinen er beskrevet i Bo Lidegaards værk "Jens Otto Krag", bind 1, Gyldendals Bogklubber 2002 og indeholder udsagnet, at DKP "måtte tilkendegive et modsætningsforhold til enhver fremmed besættelse af landet, men at man i realiteten ville støtte en eventuel russisk besættelse af Danmark med våbenmagt og sabotage".

Set i lyset af, at Ole Sohn var mangeårig DKP-formand og hyldede stalinisten Honecker til det sidste, forekommer spørgsmålet yderst relevant.

Anne Albinus siger:
Først går man efter nulevende venstreorienterede, når der så ikke er mere at tage fat på, går man efter de afdøde.

Gade Jensens opremsning er en nydelig skævvridning, som @Ove lige så inkompetent fortsætter. At påstå at Sohn hyldede Honecker til det sidste er kun korrekt, hvis alt for meget bevidst lades ude.

For at gentage mig selv fra sidste gang floskelmøllen rullede, så afleverede Ole Sohn ganske rigtigt, på vegne af DKPs Centralkomité som det hed, den kendte fødselsdagshilsen. I Land og Folks reportage citeres han så for: “Jeg har talt med partifolk i DDR ved jubilæet, de indser også nødvendigheden af reformer og dialog med de oppositionelle kræfter”.

Og Sohn fortsætter - i sin egen hilsen til DDR, som han personligt fremsætter i partibladet: “DDR har brug for mere demokrati, ønsket om reformer er naturligt - og rejsefrihed skal være muligt”.
På dagen for Murens fald skriver Sohn, at “demokrati er en livsbetingelse for socialismen”. Og at hovedkravene er “frie valg, åbenhed, ytringsfrihed og individets ukrænkelighed”.

Poul Schlüter blev for øvrigt under sit statsbesøg i DDR spurgt, om han var med på ideen om et atomvåbenfrit Norden. Hans svar var, at “det er skadeligt at sætte sig for små mål”. Og kun Murens fald hindrede Honeckers genbesøg i Danmark - og yderligere forsmædelige kindkys, elefantordener mm.

Sohn virkede i sin tid som mindretallets formand for DKP som dybt naiv, for hvorfor dog tro på, at en forstening som DKP kunne reformeres - men han var selv afgjort ikke til beton men i stedet til omfattende reformer.