International kommentar

Den ildevarslende lære fra krigene på Balkan

Det er tid til at gøre regnskabet efter krigene på Balkan op: Nationalisterne vandt, men prisen var umådelige menneskelige lidelser og en række dysfunktionelle stater, som kun overlever, fordi de har fået lagt et økonomisk drop af EU
28. juli 2011

I denne uge blev Goran Hadzic anholdt i Serbien. Han var en af de mest ubehagelige krigsforbrydere på Balkan (tro mig, jeg har mødt ham). Således er den sidste, som var eftersøgt af Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, bag lås og slå, og Serbien er på vej mod EU. Det er en anledning til i det mindste at forsøge at gøre regnskabet op efter Balkan-krigene.

Set i bakspejlet virker disse krige først og fremmest unødvendige. Det er næsten kun de bosniske muslimer og kosovoalbanerne, der med en vis ret kan hævde, at de var tvunget til med våben at forsvare liv og lemmer. Gennem historien har man vitterligt kendt til nødvendige og velbegrundede krige, men i det tidligere Jugoslavien var krigene for det meste uberettigede og resulterede i ødelæggelse og helt unødvendige lidelser.

I løbet af kort tid, blev det forspring, som Titos Jugoslavien på flere områder i årtier havde haft i forhold til de centraleuropæiske lande, som efter 1945 var havnet i Stalins slagskygge, sat over styr. De stater, der opstod efter Jugoslaviens sammenbrud, er i dag bagud i forhold til de øvrige lande i Centraleuropa. De er desuden alle sammen små, økonomisk ekstremt skrøbelige og står på tærsklen til et EU, hvor de de facto vil komme til at opgive en stor del af deres formelle suverænitet.

Rene nationer

Var denne omvej omkring borgerkrigen uundgåelig? Sikkert ikke. Men nationalister af forskellige kulører bestemte hurtigt dagsordenen i en del af Europa, hvor civilsamfundet er meget svagt, og de demokratiske traditioner er meget få, hvis de overhovedet findes. På Balkan mangler man de fleste af de forudsætninger, som måske kunne have gjort det muligt at foretage springet fra Titos feudale kommunisme til demokrati. Her befinder vi os i »det andet Europa«, som er præget af det osmanniske og ikke af det habsburgske rige, Det er et udgangspunkt, som ofte overses, men som blev skånselsløst blottet i netop disse krige.

Nationalisternes program var etnisk udrensning. Målet var 'rene' nationalstater. De, der ikke hørte til, skulle derfor fjernes, helst som 'frivillige' flygtninge. Den nemmeste måde at afstedkomme det er ved at statuere et eksempel man slår nogle folk fra 'den forkerte nation' ihjel, og som reaktion på dette vil et langt større antal begynde at flygte. Krigene på Balkan medførte især terror mod civile, ikke militære operationer mellem regulære kampstyrker.

Og den etniske udrensning bestemte krigens karakter og koreografi: Der døde mange flere civile end soldater i uniform. Det var en krigsførelse med 'lav intensitet', som var præget af overfald, straffeekspeditioner, midlertidige alliancer med fjenden og almægtige, lokale krigsherrer, der var involveret i plyndringer, brandstiftelse og almindelig kriminalitet, som blev legitimeret af kampen for et eget fædreland. Af propagandistiske grunde blev antallet af dræbte og flygtninge endvidere stærkt overdrevet.

Til sidst satte amerikansk, ikke europæisk, våbenmagt en stopper for dette. Det var overraskende let og krævede ikke mange ressourcer, men dog mere, end hvad europæerne havde.

Alligevel fik nationalisterne (måske med undtagelse af de serbiske) i store træk, hvad de ville have. Den etniske udrensning var vellykket. Store befolkningsgrupper blev tvunget til at forlade bosættelser, hvor de i nogle tilfælde have opholdt sig i flere hundrede år. Og alle historiske erfaringer viser, at de fordrevne serbere fra Krajina i det nuværende Kroatien aldrig vil flytte tilbage, og at de bosniske muslimer, som nu er spredt over hele Europa, kun vil komme hjem på ferie, til bryllupper og begravelser.

Nationalisterne vandt, men prisen var umådelige menneskelige lidelser og en række dysfunktionelle stater, som kun overlever, fordi de har fået lagt et økonomisk drop af EU.

Tomme tønder

Samtidig står det klart, at krigen var selvforskyldt. Der fandtes ingen international sammensværgelse, som gik ud på at bryde Jugoslavien op. Hverken Vatikanet, Tyskland eller USA spillede et sådant spil. Tværtimod støttede verdenssamfundet til det allersidste forsøget på at redde føderalstaten. Det var jugoslaverne selv eller i hvert fald deres politiske elite som ikke længere ønskede Jugoslavien og derefter begyndte at skyde på hinanden.

Balkan-krigene er meget ildevarslende, hvis vi betragter dem som en slags stresstest for EU som international aktør. Vores Europa mindede om de buldrende tomme tønder. Virkeligheden bag retorikken var, at der ikke fandtes en fælles og sammenhængende strategi, ingen politisk udholdenhed, ingen militære ressourcer.

Hertil kommer den store uvidenhed omkring Balkan, der blev tydelig under 'krisehåndteringen'. Det sidste er overraskende. Så længe osmannerne stadig herskede i det sydøstlige Europa, vidste man i de europæiske udenrigsministerier besked om, hvad der foregik i den mindste landsby på Balkan. Det er kun hundrede år siden.

Man kan sagtens argumentere for, at intet af dette er hverken nyt eller særlig overraskende. EU er ikke andet end en anstændig kurator for konkursboet, efter at Europa som konsekvens af to hjemmelavede verdenskrige er sunket ned i provinsiel ubetydelighed. Enhver snak om vores internationale betydning er varm luft eller et forsøg på at koge suppe på en storslået fortid.

Det, der for 20 år siden skete i kontinentets sydøstlige hjørne, kan opfattes som bekræftelse på dette. Men det, der giver anledning til bekymring, er, at der siden da ikke er meget, der har ændret sig til det bedre, eftersom euroens krise er en langt mere alvorlig trussel mod Europa, end de lokale krige på Balkan nogensinde var.

 

 

Richard Swartz er Østeuropa-kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information 2011

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Richard Swartz:

»Samtidig står det klart, at krigen var selvforskyldt. Der fandtes ingen international sammensværgelse, som gik ud på at bryde Jugoslavien op. Hverken Vatikanet, Tyskland eller USA spillede et sådant spil.«

Er det noget Richard Swartz ved, eller er det noget han tror?

Kan Richard Swartz fremlægge dokumentation for sin bombastiske påstand?

Ja, det er en total forsimpling, som undgår Vestens medansvar. Vi fik skabt Absurdistan på Balkan. Irak, Afghanistan og Libyen er ligeledes endt i kaos.
Man kan håbe, at Vesten bliver klogere. Men Swartz har ret i, at Europa er en fiasko som politibetjent.

Robert Kroll

En god artikel .

Måske burde man også påpege, at mange konflikter ( herunder på "Balkan") også er kulturelt betingede i den forstand, at mange kulturer generelt er temmelig "volds-parate" . Årsagen hertil kan være lang tids undertrykkelse , oplevelser under krige / borgerkrige / klanopgør o s v.

Med de "forkerte oplevelser" i " rygsækken " , kan mennesker ofte blive ret rædselsfulde over for hinanden.

Den bedste vej til fred og fordragelighed er at skabe gode fremtidsudsigter og en god levestandard for alle.

Niels Mosbak

Det er en interessant påstand Richard Schwartz er ude i, hvor han frikender Tyskland for medvirken i opbrydningen af Jugoslavien.

I Vukovars ruiner fandt man tyske feltrationer, da det lykkedes for JNA at nedkæmpe de kroatiske styrker.

Jeg talte med en dansk jurist fra FN's repræsentation i Geneve, under en mellemlanding i Wiens lufthavn, og han forklarede mig, at det var første gang nogensinde, at Danmark havde anerkendt et land (Kroatien), der ikke havde kontrol over 1/3 af eget territorium. Det var aldrig sket før.
Mon ikke det skyldtes at den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen var særdeles gode venner med den daværende tyske kansler Kohl, der netop havde anerkendt deres tidligere Ustasha-kammeraden fra 2. Verdenskrig, som selvstændig nation?

Og selvfølgelig havde Tyskerne en interesse i at splitte Jugoslavien op i små ufarlige enheder - det daværende Jugoslavien havde verdens 5. største hær.

Kristian Rikard

Niels Mosbak,
Kan du ikke lige klargøre dine synspunkter lidt. Jeg fatter ikke, hvad du mener med "I Vukovars ruiner fandt man tyske feltrationer,
da det lykkedes for JNA at nedkæmpe de kroatiske styrker". Var de fra II Verdenskrig eller fra Forbundshæren. Eller prøver du at sige, at Kohl
støtter serberne, som var nazister før Hitler blev født? Undskyld, men jeg forstår det simpelthen ikke!

Nic Pedersen

Tyskerne støttede kroaterne. Ikke deres gamle fjender serberne!
Enhver med øjne i hovedet kunne jo i øvrigt genkende det tidligere DDRs efterladte isenkram i Kroatiens arsenal under deres offensiv mod serberne i Krajina, så støtten gik langt videre end feltrationer.

Kristian Rikard

Ok, så jeg tog fejl af serbere og kroatere i skyndingen, men jeg savner stadig en forklaring på spørgsmålet!

Anders Jensen

Husk at der er forskel på før og efter krigen(e) startede.

Desudeb var FY fyldt m. decentrale våbendepoter. Specielt i bjergene. At der primært blev brugt WAPA våben har jeg svært ved at se som bevis på at BRD har forsynet kroaterne fra DDR-depoterne før krigen brød ud.

Anders Jensen

I øvrigt har man i Somalia set Al Shabab m. fødevaresække fra FN. Men det er vel de færreste der vil tage det som udtryk for at FN hemmeligt har taget disse militante islamister parti i kampen regeringen.

Kristian Rikard

til Anders Jensen,
Ja det var faktisk det der var min pointe, tak.
Jeg blev simpelthen forunderet over at se Niels Mosbak skrive sådan noget!

Kristian Rikard

Og i fortsættelse. Er der nogen her, der har tænkt over, hvorfor EU fik så travlt med at optage Bulgarien og Rumænien i EU?
Ellers se på et landkort!

Niels Mosbak

Jamen, det var altså feltrationer fra BDR og ikke gamle Øst-Tyske rationer.
I øvrigt var kroaterne ikke blege for at udsmykke deres kørende arsenal, bl.a. i Mostar med hagekors, ligesom gamle tyske jernkors og hagekors armbind pyntede på deres uniformer.

Kroaterne havde ikke glemt deres gamle våbenfæller fra 2. verdenskrig, og disse gamle våbenfæller forsynede kroaterne med tyske våben, smuglet ind gennem Ungarn.

Tyskernes forhastede anerkendelse af Kroatien, skal jo også ses i lyset af, at ud af en befolkning på knap 4,5 mill. var den halve million serbere, og deres rettigheder blev trådt under fode af det ny Kroatien, hvilket jo medførte etableringen af Srpska-Krajina - der dække 1/3 af det kroatiske areal.
Danmark har aldrig tidligere anerkendt en stat der ikke havde kontrol over 1/3 af deres territorium.

Jeg håber at jeg har tydeliggjort sagen hermed.

Chris Henriksen

@ Niels Mosbak

Skal man forstå det således, at du havde foretrukket at man ligesom Rusland støttede serberne, både dem i Republica Srpska og i Milosevic' "Jugoslavien"?

Niels Mosbak

Chris Henriksen

Disse oplevelser fra min tid som udsendt af FN i Kroatien, er et faktuelt billede.

Dernæst vil jeg gerne sige, at den pressedækning der var i Europa, var fuldstændigt ensidig, både op til konflikten, under konflikten og efter konflikten, hvor den "skyldige part" serberne skulle udpeges.

Den har til gengæld intet med den faktuelle virkelighed "på jorden" at gøre.

Kroatiske friskarer forøvede lige så stor etnisk udrensning blandt serberne i Krajina, som kroaterne efter kampene om Vukovar blev udsat for.

Denne borgerkrig havde tre parter, der var fuldstændig lige hensynsløse, og efter min bedste overbevisning har ingen af parterne noget at lade den anden høre.

Således burde både Franjo Tudzman, og Alija Izetbegović være sendt direkte til Den Haag, sammen med Milosevic.

Chris Henriksen

Niels Mosbak

Jeg er - i det store og hele - ikke uenig med dig. Lederne fra Kroatien og Bosnien-Herzogovina burde også have været retsforfulgt.

Dog står massakren i Srebrenica lysende klart i vores erindring og de etniske udrensninger i Krajina mere dunkelt, måske fordi det ikke var dér at FN's svigt blev udstillet så klart.

Jeg tænker ofte på Balkankrigene, herunder ikke mindst Kosovo-krigen, når talen går på begrebet "ulovlig krig".

Allan Bartroff

RS artikel er da noget sludder - både Kroatien og Slovenien er velfungerende lande der med stor entusiasme er eller er ved at blive EU-medlemmer (hvad så end synes om det) - og da mere velfungerende end fx Bulgarien og Grækenland (der så gør sit bedste for at spolere mulighederne for Makedonien). Og så fantastisk var Jugoslavien nu heller ikke

Men skillelinien mellem tidligere Habsburgske og Ottomansk er områder er måske nok en del af forklaringen på at netop de to lande er mere velfungerende end resten

Niels Mosbak

allan bartroff

Uanset du mener at Jugoslavien ikke var fantastisk, har jeg talt med utallige etniciteter fra det tidligere Jugoslavien, og alle som én har de bedyret, at forholdende var bedre dengang hvor der var tale om en samlet enhed.

Niels Mosbak

Chris Henriksen

Jeg er enig med dig i din udlægning, og jeg mener at problemet i forhold til borgerkrigen var, at FN kom ind på et "forkert tidspunkt."

Man skulle enten været gået ind noget før - eller have ventet længere - det var simpelthen en forkert timing.

Jeg var i min sektor ganske heldig i forhold til kamphandlinger, måske fordi den lå tættest på Serbien, der var stort set fred og ro - så roligt som det nu kan være et sted hvor der ikke var fred, men fravær af krig.

En medvirkende faktor var, at der lige på den anden side af Donau lå serbisk panser i stor mængde - parat til at rykke over broen og ind i Kroatien.

Man skal også gøre sig klart, at i Kroatien var der krigszoner, adskilt af zoner hvor der ikke var spor efter krig, ligesom visse steder ved Adriaterhavet var turistområder, hvor man blandt andet kunne møde tyske turister, og FN-folk der havde fri. Tyskerne var kommet der gennem adskillige år, og disse zoner var ligeledes upåvirkede af krigen.

Til gengæld var f.eks. Vukovar som et sceneri fra udbombede byer under 2. verdenskrig - krig er en skizofren oplevelse.