Klumme

Ja, hvordan er stemningen mon?

Vor udsendte om stemningen i Oslo efter den blonde terrorists massakre på pladderpluralismen
Hvad stiller selv den mest trænede reporter op med verdens dummeste spørgsmål efter en massakre på trekvarthundred mennesker, spørger Georg Metz med henvisning til DR's dækning af terrorangrebet i Oslo.

Hvad stiller selv den mest trænede reporter op med verdens dummeste spørgsmål efter en massakre på trekvarthundred mennesker, spørger Georg Metz med henvisning til DR's dækning af terrorangrebet i Oslo.

Fabrizio Bensch

30. juli 2011

Hvorledes lyder en tragedie? Hvordan gives den mæle? Alle gode journalister på markarbejde må stille sig selv spørgsmålet. Ofte kommer svaret for sent. Når skaden i mere end én forstand er sket. Den mundtlige form i radio og tv er nemlig krævende. Her yder tastaturets mellemlæg ikke den lille nådige afstand mellem rapport og begivenhed; den lille tøven og tid til refleksion, der i bedste fald skaber perspektivrig oplysning. Tankevækkende, mener de i DR.

For radioreporteren, den udsendte stakkel, der for fem minutter siden er landet i en fremmed, kaotisk virkelighed, hvor de taler norsk, er det her og nu. Redaktionen har over stok og sten afsendt en skælvende uprøvet medarbejder til Oslo. En anden er på vej til øen. Eller er det den samme reporter? I hvert fald ved de begge eller den samme ikke et levende råd. Når noget går over ens forstand, er det godt at have prøvet det før. Én gang skal ganske vist være den første, men skulle det mon så lige have været denne gang?

I en ordentlig redaktion, reporterens bagland, burde i det mindste en hjælpende hånd sidde klar med erfaring, råd og dåd. Det gjorde der ikke. Det bruger man ikke. Og nu ringer de fra avisen og spørger direkte fra Oslo den uprøvede, der viser sig lige så tynd i papiret som hun lyder. Hvad skal hun også stille op med spørgsmålet: Hvordan er stemningen i Oslo? Stemningen? Ja, hvordan er stemningen mon? Her er liv og glade dage, her går solen aldrig ned. Åh joh, det gjorde solen for ikke så få endda. Så stemningen du, stemningen; stemningen den er, ja, hvordan er stemningen, hvad erstemningen?

Hvad stiller selv det ypperste beredskab op? Hvad gør den mest trænede reporter op med verdens dummeste spørgsmål både før og efter en massakre på trekvarthundred mennesker. Om så en levende kloning af Woodward og Bernstein landsat i det sønderbombede Oslo fik revet spørgsmålet i næsen: Hvordan er stemningen, du? Hvad skulle de så svare?

Ja, hvordan fanden tror du stemningen er, når over fem dusin unge mennesker, blomsten af Norges ungdom, for få øjeblikke siden blev mejet ned af en nationalforstyrret, sindsforfrossen, forkvaklet skiderik i en af de værste, nej, dén værste enkeltmandsforbrydelse nogen sinde i Nordens historie? Hvordan tror du ... oprigtigt talt, hvordan tror du, de har det med dét heroppe, hvor jeg står med 'dirrende' mikrofon og indadvendte tæer, og hvor de taler deres fjollede sprog, som Radioavisen ord for ord oversætter til de samme ord for ord med dansk accent. For man kan ikke undervurdere sine lyttere nok, lad os lige holde fast ved den ting, mens statsminister Stoltenberg insisterer på at tale norsk i dansk radio og i broderskabets ånd mener sig forstået.

Dødsporno

Og hvordan med de overlevende, de flænsede, frysende, lamslåede unge mennesker, der nu bringes i land, sejlet ind fra den dødens ø, som reporteren selvsagt ikke kan komme ud på. Det er ellers lige præcis planen, uden nogen rigtigt kan se ideen i redaktionens ambition om at kunne fortælle, at DR er der live, som man siger. For at beskrive de blodige detaljer, tøjstumperne eller ligene eller stemningen? Eller for at tilfredsstille et selvskabt behov for den dødsporno, der ligger uafviseligt og lige under overfladen i præsentationen af stoffet.

Det korte af det lange: Reporteren må tage til takke med at få de overlevende menneskevrag at se, lidt efter lidt som de bliver bragt ind til fastlandet; disse unge ældede før tid med det lokale holocaust brændt ind for livet i sind og skind, »De sidder spredt rundt omkring og er meget kede af det«, siger reporteren sådan cirka. Og det kan man levende sætte sig ind i, de måttevære meget kede af det.

Men den tankevakte kunne måske, når nu det skal være, forstille sig en anden journalistisk tilnærmelse til det umulige i at aflevere en stemningsrapport fra stedet. Måske ikke som en genfødt Herman Bang ansigt til ansigt med alle katastrofers moder, men kan hænde én af faget, der kunne have filtret lidt mening ud af en slags ordforråd. Nu bliver rapporteringen ved benovelsen. ét er historien: reporterens benovelse i redaktionel sovs af inkompetence og intetsigende tillægsord; et uoplysende, overfladisk, taktløst nonsens, en ubehjælpsom tarvelighed leveret til lyttere, der har krav på at få besked, og som kun føjer spot til tragedien.

Pladderpluralisme

Skyldsspørgsmålet i den frygtelige historie var fra begyndelsen klart. Her kunne man for en gangs skyld ikke klandre medierne for at tage stilling til skyldspørgsmålet på forhånd ikke efter den lille omvej om al-Qaeda det havde gerningsmanden selv gjort. Det blonde bestie, som de kaldte ham, mens de der i årevis har dyrket og forkyndt hadets evangelium skyndte sig at tage afstand fra grusomheden. Men ikke fra hadet og uforsonligheden, skønt årsagen ligger netop dér. Hvor ellers? Bestiet forklarer sin rolle som messiansk, nationsfrelsende massemorder inspireret af det forenede had på højre fløj og nævner heltene ved navn, hvilket igen fortæller, at de hadefuldes ord gør indtryk i krogene. Vidste de mon ikke det?

Samme dag, Europa sænkede flagene på halv, lancerede Dansk Folkepartis pastor Langballe, apropos begrebet hate speech, et nyt retorisk påfund: pladderpluralisme. Dermed føjede den snart afgående MF'er atter et hadeord til den sværm, der har kendetegnet DF's virksomhed og domineret dansk debat siden 2001.

Pladderpluralisme. Et ord i slægt med pladderhumanisme, det ofte anvendte minusord mod den humanistiske tradition, der blandt andet anbefaler medmenneskelighed og tolerance frem for menneskeforagt og fordomsfuldhed og lader fornuft og tvivl få mæle. Folk, for hvem en sådan holdning til tilværelsen forekommer rimelig, er pladderhumanisterne.

De nye, pladderpluralisterne, kunne for eksempel være af den opfattelse, at alle religioner i hvert fald har ét ligestillende fælles særkende indlagt, nemlig i grundforudsætningen af troen på en overjordisk magt, og at ingen ifølge sagens natur anstændigvis kan eller bør påberåbe sig sin egen forestilling om denne magt som sandheden frem for andre. Længere er den ikke.

Men en sådan sagtmodighed er ifølge Langballe udtryk for pladderpluralisme, som ikke må gå i dansk skole, hvor kristendommens udgave af sandheden har førstefødselsret. En vej frem kunne ellers være mangfoldighedens tolerance som i en halv snes år har været så umoderne. Dén kunne hjælpes lidt på gled ved konstateringen af, at det fælles hadeobjekt, muslimerne den norske massemorders syge udgangspunkt når det gælder de militante i troen og trods formodninger om det modsatte, er rene amatører på terrorens rangliste med et beskedent antal af ugerninger i forhold til andre. Den statistik kunne måske få nogen til at overveje begreber som paratfordomme og pladderpluralisme.

På en hjemmeside havde en folketingskandidat fra de radikale indlagt et spil, hvor man kan smide sko i hovedet på Pia Kjærsgaard. DF's Søren Espersen blev vred: opfordring til vold, mente han. Det var det nu ikke, men dumt alligevel. Man skal ikke kaste noget efter nogen. Handling følger ordet.

Og derved indså Søren Espersen, der ifølge eget udsagn ikke har en knivspids ansvar for noget og gerne slår til lyd for at andre i ytringsfrihedens navn må finde sig i hvad som helst, at alt efter hvem der ytrer hvad, så har den ytringsfrihed trods alt sine grænser. Når egne guder får fiktive sko i hovedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak GM,
men DR kan desværre konkurrere med svensk TV4, som jeg kan se her i Halland. Da tusindvis af nordmænd havde holdt to minutters stilhed foran Oslo domkirke, spurgte studieværten den udsendte reporter "om han nu også FØØØLTE, at nordmændene havde holdt en værdig manifestation?".
Og mange af de dybt berørte overlevende unge har fået spørgsmål som: "Hvad FØØØØLTE du, da du så manden skyde dine kammerater?"
SVT har ikke været meget bedre, men et lyspunkt var, når der sendtes fra NRK på SVT. Norske journalister var generelt meget sobre.

Peter Hansen

Og så har DR P1 lige haft et revolverjournalistisk indslag med en norsk professor i statskundskab, som måtte gøre rede for, at Norge ikke var ved at gå til i hævnfølelse og ønsket om genindførelse af dødsstraffen, en skepsis overfor betydningen af større opslutning til partierne og en på grænsen til misforståelse analyse af Stoltenbergs tale til folket.

Per Holm Knudsen

Tak til Metz, jeg var osse ved at brække mig i lårtykke stråler over DR - radio & tv's "stemninger", interviews med campister, journalister, der fortalte, at de stod og så over på Utøya osv. Den fik ikke for lidt i usaglig Se&Hør-journalistik. Og i grunden har jeg dog lidt medfølelse med de journalist-praktikanter, der blev sendt til Norge, nu hvor de andre erfarne var på ferie.

Anne Marie Pedersen

Tak til GM for en beskrivelse af tv's dækning. Og så en opfordring. Lad være med at se dårlig nyhedsjournalistik. Se alverdens dårlige tv-serier i stedet se Paradise Hotel eller andet deslige. Det er i det mindste ikke falsk varerbetegnelse.

Nyheder om verden kan man få så mange andre steder fra.

Christian de Coninck Lucas

Som altid tak til Metz for klarsyn i et hav af kludder reporting, meningsløse spørgsmål og journalistisk uden viden.

Jeg mener faktisk at man kan klandre tv medier for al qaeda vinklen, med fred være med det.

grete jørgensen

Godt at GM tager fat på dette emne. Man kan som seer blive grebet af åndeligt armod, når man konfronteres med disse sensationslystne og taktløse interviews, som vi så fra Norge. "Ubehjælpsom tarvelighed" er de ord GM meget præcist bruger.

Hvor kunne man ønske sig indsigt og modenhed. Og mod. Mod til at turde være stille, mod til IKKE at stille tarvelige spørgsmål, mod til at tro på at seerne kan tænke selv og ikke behøver barnepigeguide.
Alt for ofte opleves det som om der tales NED til seerne og ikke tales i øjenhøjde.

Som dog ondskabens banalitet enfoldigt løber som vand af et bundløst kar i alle sprækker og kroge. Altid mod det laveste punkt.

Flemming Skov

man ku jo osse bare fjerne den statsfinansierede radiofoni og lade folk vælge og betale for det de vil se - så ville der være kvalitetsnyheder til dem der ville se det og paradise til dem der ville det - men nej vort elskede folketing ved jo nok hvad der er bedst for fællesskabet - så vi må nok leve med lidt endnu med politisk korrekthed og masser af humanisme hos interviewerne...
til gengæld så jeg fornylig en journalist gå ufatteligt kritsik til værks overfor en Røde kors talsmand omkring udleveringen af fødevarehjælp på Afrikas horn - det var så voldsomt så jeg tænkte hold da op - hvis bare de engang imellem ville være halvt så kritiske overfor det udenomssnak politikerne leverer så ville der da stadig være håb for lille DK!

Mikael Hertig

Tak til GM for at henlede opmærksomheden på ordet "pladderpluralisme", som har sit afsæt i "pladderhumanisme". Pladderhumanisme stammer direkte fra Hitlers "Mein Kampf", så nu ved vi, hvor inspirationen kommer fra.
Pluralismen hører til demokratiets rammebetingelser, og dertil hører, at selv synspunkter, der har deres inspiration til det dyb, hvor fækalierne flyder under jorden, har lov til at blive fremført over jordoverfladen.
Men når fascistoide synspunkter og ikke mindst sprogbrug stikker sit ansigt frem, kan nogle af os jo i al sagtmodighed sige fra.

Steffen Jørgensen

Georg Metz er en højt hævet fakkel, en stjerne – ja, en ledestjerne – på journalistikkens firmament. I hver en klumme er han klarsynet, perspektivrig, tankevækkende – og frem for alt anstændig. Det er anstændighedens fakkel, han hæver, og i dennes lys ser vi – gennem Georgs suverænt broderede sætningsguirlander – hvorledes tiden er præget af åndeligt armod, af inkompetence, af intetsigende, uoplysende, overfladisk og taktløst nonsens. Og ikke mindst ser vi, hvorledes al denne ubehjælpsomme tarvelighed, enfoldighed og banalitet – kort sagt højrepopulismen og den laveste fællesnævner - gøder jorden for dem, som dyrker og forkynder hadets evangelium, hadet og uforsonligheden, hadet til mangfoldighedens tolerance.

Tak til Georg Metz. Og tak til Information, som huser hans enestående talent. Politiken, bevares, har også fine publicister som f.eks. Anita Bay Bundegaard, Lars Trier Mogensen og Rune Engelbreth – Zenia Stampe ikke at forglemme. Men ingen af dem kan måle sig med Georg Metz. Og vender vi blikket udenlands, kan vi konstatere, at hverken New York Times, Le Monde eller Frankfurter Allgemeine har nogen, der er magen til Georg Metz, ingen, der som han – denne anstændighedens førsteelsker – kan føre pejorativerne frem mod den grasserende højrepopulisme, som stikker sit grimme fjæs frem overalt og avler en nationalforstyrret, sindsforfrossen og forkvaklet skiderik som Anders Breivik.

Stiftedes en journalistikkens Nobelpris, ville Georg Metz være selvskreven til første tildeling.

Jakob Pedersen

Ja, mange reportager gik i tomgang og 'se, vi har en udsendt lige, hvor det er sket'.
I forhold til stemningen i Norge umiddelbart efter bestialiteterne (som intet andet dyr end et mennes kunne udtænke og udføre!) fandt jeg det meget postitivt, nyttigt, trøstende, 'ikke-deprimerende' at stemingen lod til at være sorgfuld og omsorgfuld fremfor hadefuld og hævngerrig. (I hvert fald den stemning, jeg så gengivet/fremstillet.)

Niklas Monrad

Med tanke på, hvor ivrige alle er efter at dele ud af skyld til højre og venstre, er det forbløffende få, der fremhæver mediernes tiltrækningskraft på de sygeligt narcissistiske.

Jeg er klar over, at det er et sprængfarligt emne, og at argumentet kan misbruges i det uendelige, men alligevel ...

I øvrigt er whisky jo ikke længere whisky, når man har hældt Coca Cola i den. Måske er det lidt det samme i forholdet mellem humanisme og pladderhumanisme ...

Anne Marie Pedersen

Du har ret Niklas. Jeg hader fx også pladder-banker, pladder-politikere, pladder-økonomi, pladder-forurening, pladder-hjælp, pladder-komplimenter, pladder-gebyrer, pladder-mad, pladder-frisører, pladder-forældre, pladder-kapitalisme og pladder-pladder.

Ikke fordi jeg ved hvad det er, eller fordi der findes en definition, men fordi det lyder dårligt. Fordi det mest af alt minder mig om skældsord eller øgenavne. Og hvem kan lide den slags?