Kronik

Ja, man har ret til at vælge sine børn

Hele fire gange har jeg valgt at abortere et ønskebarn, fordi fosterdiagnostik havde vist, at det var sygt. Det har været forfærdeligt hårdt, men jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning
Generne kan pludselig sætte en stopper for familiedrømmene.

Generne kan pludselig sætte en stopper for familiedrømmene.

Kjeld Olesen

Debat
8. juli 2011

Da vi fik vores første barn, stod det tidligt klart, at der var noget galt. Hun trivedes ikke. Ingen kunne give os svar på hvorfor. Jeg følte, at jeg ammede 20 timer i døgnet. Alligevel tabte hun sig hele tiden. Efter 30 dages indlæggelse sad jeg med vores bedårende datter, der efterhånden kun vejede lige godt 2tokg, da en overlæge med følge kom ind på vores stue og fortalte os, at vores datter havde cystisk fibrose.

Jeg havde aldrig hørt om den sygdom før. Derfor havde jeg overhovedet ikke overvejet, om det var noget, jeg skulle undersøges for, mens jeg var gravid.

Allerede mens jeg prøvede at synke nyheden rungede et altdominerende spørgsmål i mit hoved: Ville vores kommende børn også blive syge? Jeg fik at vide, at risikoen var 25 pct., og at man ville kunne tjekke for sygdommen på fosterstadiet. Det trøstede mig, for jeg havde altid drømt om at få fire børn.

Det var en meget mærkelig oplevelse at få den diagnose. For på den ene side var det helt forfærdeligt, at vores dejlige datter fejlede noget som helst. På den anden havde jeg ikke på noget tidspunkt været i tvivl om trods gode menneskers forsøg på at trøste mig at der var noget helt galt. Derfor var diagnosen nærmest en lettelse. Nu vidste vi i det mindste, hvad vi skulle gøre, for at vores datter kunne få det bedre. Hvis de havde bedt os om at flytte til Kina for at behandle hende der, havde vi gjort det. Det var fuldstændig frustrerende at sidde med sit barn og bare mærke, at det gik den helt forkerte vej.

Voldsomme kvaler

Tiden gik, og efter en hård start med indlæggelse i mange måneder, kom hun endelig i gang og voksede sig større og stærkere.

Efter et par år blev det tid til at tænke på en lillebror eller lillesøster. Jeg havde i mellemtiden lavet en aftale med mig selv og min mand: Hvis bare det næste barn blev raskt, ville vi stoppe der. Så måtte to børn være nok.

Men inden jeg blev gravid igen, var vi nødt til at tænke situationen godt igennem. Skulle jeg, eller skulle jeg ikke få foretaget en prøve? Og har man først fået taget prøven, var det så det samme som at sige ja til en efterfølgende abort?

Det var det for mig. Hvis jeg skulle have foretaget en undersøgelse, var det med henblik på abort, hvis barnet havde cystisk fibrose. Enten tog vi det barn, der kom, eller også lod jeg mig undersøge og tog så konsekvensen af svaret.

Det ser måske nemt ud, når man læser det, men det var det bestemt ikke. Jeg var slet ikke sikker på, at jeg turde blive undersøgt. Jeg risikerede at skulle ud i en abort. Det havde jeg på ingen måde lyst til.

Vi kunne også bare lade være med at få flere børn, så undgik vi jo det dilemma. Men det var heller ikke en løsning, jeg kunne leve med. Vi ville begge gerne have flere børn.

Derfor var vi nødt til at tage hele turen med alle argumenter for og imod fosterdiagnostik. Det var en diskussion, hvor hjerte og intellekt ikke altid fulgtes helt ad.

Det var ikke nogen nem beslutning. Min mand og jeg var ikke enige fra starten. Han var mere afklaret end mig. Og jeg vil vove at sige højt, at jeg tror, at beslutningen om undersøgelse og efterfølgende abort er sværest for den, som bærer eller skal bære barnet, fordi det er umuligt at frasige sig de følelser, man får, når man er gravid med et ønskebarn. I dag er jeg glad for at have haft et rationelt modspil til alle de følelser, der fløjtede rundt i mig, og som jeg var nødt til at få taget stilling til.

Jeg kunne godt forstå alle de gode argumenter om at undgå sygdomsforløb. Om det store arbejde det er at have et barn, der kræver daglig behandling. Der var også argumenter om tid og overskud til det barn, vi allerede havde. Om tid og overskud til hinanden og til os selv. Tallene for skilsmisser i familier med syge børn taler sit eget tydelige sprog.

Tusinde spørgsmål

De spørgsmål, der handlede om selve sygdommen, var de lette. Men hvad med min tro? Min tro på, at min moderkærlighed omfavner alle dem, der er mine? Min tro på Gud, og at han ved, hvad jeg skal. Min tro på, at vi sagtens kan være her alle sammen?

Og hvad så, hvis jeg fik overbevist mig selv om, at det nok skulle gå, og vi så fik et barn mere med samme sygdom, og min mand og jeg så ikke kunne holde sammen? Så kunne jeg sidde der alene med mine to ønskebørn, der pludselig ikke havde en far i huset. Kan man være det bekendt over for den, man har givet sit ja. Over for det barn, man allerede har sat i verden?

Og hvad med mig selv? Er det egoistisk at sige, at jeg vil bruge al fornøden tid på mit barns sygdom, men at jeg også vil have tid til at arbejde, passe min mand, mine venner og min øvrige familie? Ja, det er nok egoistisk men det er måske også en nødvendig hensyntagen og respekt for det liv, vi allerede har.

Hvorfor skulle jeg partout gøre livet mere besværligt for alle, end det allerede var? Af kærlighed til mit ufødte barn? Er det vigtigere, end kærlighed til det barn jeg har, og som også kræver omsorg, og kærligheden til min mand, som jeg gerne vil bevare?

Det var mit valg. Og jeg har selv måttet træffe det valg. Og jeg kom til at stå ved det. Siden jeg tog det, har jeg valgt fire ønskebørn fra. Fire gange har jeg valgt at benytte mig af fosterdiagnostikken. Fire gange har vi stik mod al sandsynlighedsregning ventet et sygt barn. Fire gange har vi valgt abort. Men jeg er også fuld af respekt for dem, der når frem til et andet valg, fordi de kan rumme det.

De bedrevidende

Til gengæld rækker min forståelse knap så langt i forhold til de bedrevidende mennesker, der mener at vide, at sådan nogle som mig kun vil have perfekte børn.

Jeg har mødt flere, der mener, at jeg burde vide bedre end at få foretaget fosterdiagnostik med henblik på abort. Jeg er blevet belært om, at jeg ikke har ret til at vælge børn fra. Jeg har mødt forældre, der er inderligt imod abort og derfor mener, at der ikke er grund til fosterdiagnostik. Jeg har mødt par, der uden held desperat havde kæmpet i årevis for at få et barn, og som derfor ikke forstod, hvordan man overhovedet kunne få sig selv til at vælge et barn fra.

Jeg har også skullet forsvare min beslutning over for folk med raske børn, der synes at vide, at vi er forældre, der kun vil have pletfri børn. At vi vælger og vrager mellem ufødte liv. Hvad ved de om svære valg? Tror de måske, at vi ville vælge fra pga. barnets køn, øjenfarve eller en defekt fod? De har aldrig spurgt, men hvis de gjorde, ville svaret være nej.

Vi er forældre, og vi er udmærket godt klar over, at vi taler om liv. Har man været igennem en abort med et ønskebarn, så ønsker man ikke at gøre det igen. At man så gør det alligevel, skyldes i mit tilfælde den statistiske forhåbning om, at jeg ikke flere gange i træk ville ramme den procentdel (25 pct.), der gjorde, at vores barn fik cystisk fibrose.

Det har følelsesmæssigt ikke været noget nemt valg og det er det fortsat ikke. Jeg skal altid leve med det. Jeg ville ikke have valgt om i dag, men derfor kan jeg alligevel godt savne, at jeg aldrig fik mødt mine fire ufødte børn. Jeg elsker min datter, som hun er. Men ville ønske for hendes egen skyld, at hun var rask. At vælge tre af hendes slags fra har været forfærdeligt men nødvendigt. Det er ikke kun et spørgsmål om fravalg af børn, men også om tilvalg af og respekt for det liv, man allerede er en del af.

Michala Høg Daimar, mor til cystisk fibroseramt datter

Serie

De ufødtes diagnose

Moderne teknologi giver os mulighed for at få mere og mere at vide om vores ufødte børn. I dag kan man screene for alt fra klumpfødder til forhøjet risiko for brystkræft.

Men er fosterdiagnostik en gave, som hjælper os til at undgå smertefulde sygdomme og uværdige liv, eller gør teknologien os blot frygtsomme og mindre rummelige?

Seneste artikler

  • Skulle jeg have været en abort

    18. juli 2011
    Fosterdiagnostikken er oppe og vende igen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad mine forældre ville have valgt, hvis det var i dag, de var gravide med mig. Jeg er født med rygmarvsbrok og sidder lige nu og tænker tilbage på en hyggelig middag med vennerne i lørdags. Hvis fosterdiagnostikken havde været ligeså langt fremme i starten af 70’erne, som den er i dag, var flere af os sikkert slet ikke blevet født
  • Kun de få får lov at fravælge alvorlig arvelig sygdom

    15. juli 2011
    Et overvældende flertal af befolkningen ønsker at få mulighed for at benytte fosterdiagnostik, så de kan undgå at blive forældre til børn med alvorlige lidelser. Men på langt de fleste sygdomsområder er teknologien kun tilgængelig for folk, som på forhånd ved, at de befinder sig i risikogruppen. Alle andre må tage, hvad der kommer
  • Hvem har ret til at dømme, om et liv er værd at leve?

    13. juli 2011
    Vi bliver forargede, når vi hører, at man i mindre udviklede samfund sætter handicappede børn ud i naturen og overlader dem til den sikre død. Men i Danmark praktiserer vi også udsætning. Det sker bare, inden børnene er født
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johnny Werngreen

Skam få dem, der mener, at du har noget at forsvare. Jeg bøjer hovedet i respekt og beundring.

Og hvor trækker vi grænsen...? Nærsynethed måske... eller forkert hårfarve...?

Anne Marie Pedersen

Abort er en personlig sag - eller måske en familiesag.

Jeg hader glidebaneargumentet. Helt ærligt. Kom først med et eksempel på en mor, der får abort pga. hårfarve.

Der er ingen mennesker, der får en abort for sjov. Selv i dele af verden, hvor kvinder får abort pga. krav om drengebørn, selv da handler det om, at ændre de kulturelle forventninger og indretninger, således at sikring i alderdommen kan komme ad anden vej.

Jeg synes det er modigt at vælge abort. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne. Men det er modigt, at stille krav til, at man kun vil sætte børn i verden med et minimum af forventning om god livskvalitet til dem.
Det kan man naturligvis aldrig sikre sig. Men man kan godt starte med fornuftige odds.

For mig er et argument mod abort af syge fostre, det samme som et argument mod fri abort i det hele taget. Begge dele handler jo netop om, at man ønsker, at det barn som sættes i verden skal have mulighed for et godt liv - hvad enten det så er genetisk eller socialt...

Ole Falstoft

Abort er jo ikke omkostningsfrit hverken fysiskt eller psykiskt - så jeg tror ikke faren for fravalg at børn p.gr.a. hårfarve er så stor
Et andet problem er at man langtfra altid kender betydningen at genetiske afvigelser eller kromosom afvigelser og kvinder risikerer at fravælge et foster der ville have udviklet sig helt normalt

@ Anne Marie,

16.000 aborter årligt i DK.. Langt de fleste er blevet uønsket gravide og bruger aborten som led i deres familieplanlægning.. Det synes jeg er mangel på respekt for livet..

http://www.leksikon.org/art.php?n=9#toc4

Årligt er der ca 16.000 aborter og 65.000 fødte børn i Danmark... Er seksualundervisningen i skolen blevet så ringe..? Eller er det bare moralopfattelsen der er ude på et skåplan..?

Rachel Henderson

Jamen, Chris, hvis du synes det er så livsbekræftende at passe et svært handicappet barn, så adoptér dog ét selv.

@ Chris: har du overhovedet læst artiklen? Dine krænkende og idiosynkratiske kommentarer forholder sig i bedste fald til abort som sociologisk fænomen i DK - men ikke til Michalas meget vigtige og personligt eksponerende overvejelser.

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Men omvendt kan børn ikke vælge sine forældre.....

Michael Guderup

Dette meget specifikke indlæg, kan vel næppe være tænkt som grundlag for en generel diskussion om abort.

Michala er et frit menneske, over myndighedsalderen og har ikke overtrådt nogle love og som sådan må man acceptere hendes valg.

Men, som Chris Green så udmærket påpeger, halter moralen gevaldigt for de som benytter abort som prævention, eller fordi barnet ikke lige passer ind i deres nuværende livssituation. Det er sgu´ ikke i orden!

Det er mageløse egoister, som behandler livets potentiale så nonchalant.

Og lige for at rette eventuelle misforståelser, jeg mener at have opsnappet i konteksten af diverse indlæg: man er ikke en rebel hvis man får en abort, man slår ikke et slag for kvindesagen hvis man får en abort og en abort er ikke et opgør med en indbildt patriarkalsk/kapitalistisk samfundsorden.

16.000 små lys der pustes ud om året, er alt, alt for mange.

Tobias Simonsen

Hvorfor har folk så stor trang til at bestemme hvordan andre skal leve deres liv. Jeg er så træt af at man ikke bare kan blande sig udenom når det ikke vedrører en selv. Hvorfor vil man hele tiden ty til forbud, når der er noget som ikke lige passer ind i ens egen verden.

Ville det ikke være en smartere idé at bruge de penge på oplysning og rådgivning og så ellers lade folk leve deres liv som de nu gerne vil det.

Angående abort, så er der jo regler omkring dette. Under normale omstændigheder kan du jo kun få foretaget abort inden 9-12 uger. Fint nok at nogle folk mener at livet starter inden, så kan i jo lade være med at få foretaget abort. Det skal andre ikke lide under.

Og jeg kan kun grine af hvis man tror at abort bliver brugt som prævention. Det vil jeg ihvertfald godt se beviser på, for at skulle gå igennem hele det forløb er hundrede gange værre end at bruge prævention.

Det lyder ihvertfald som om at der er nogle som ikke helt ved hvad en abort indebærer...

Robert N Gjeertsen

Måske skyldes reaktion at de der får foretaget aborter
HELLER ikke kan blande sig uden om andres liv ?
De synes i hvert fald at mene DE har ret til at bestemme hvem der må være her og hvem der ikke må .. Som det fremgår af indlæget kan man leve mere end 40 år med cystisk fibrose, hvad giver nogen som helst ret til at nægte den ramte de 40 år ??

I øvrigt : Hvis en eller anden diagnose, eller blot den mindste mistanke om at der KAN være et eller andet galt, giver ret til at dræbe livet før det er født, hvorfor så ikke også efter fødslen ?

Vis mig en mor der fortryder hun ikke fik en abort... Bare én...

Tror nogen den her unge mandens mor fortryder hun ikke fik abort..?

http://www.youtube.com/watch?v=ciYk-UwqFKA

Nic Pedersen

Jeg vil tro, at Peter Lundins mor nok fortrød!?

@ Nic

Tro er at ikke vide...

Chris:

Det er der sandelig mange forældre, der fra tid til anden griber sig selv i - når ungerne griber én i psykisk pressede øjeblikke og benytter sig af det :o)

Spøg til side: Du er ganske åbenlyst modstander af abort. Fint nok - dig om det. Der hvor kæden hopper af er, når du så går i gang med at fordømme abortvalget generelt.

Kunne du muligvis overveje at holde din fordømmelse til egen intimsfære? Jeg kender ingen - gentager ingen - der har valgt abort med let hjerte. Det er altid - gentager altid - resultat af moden overvejelse. Om årsagen så er manglende mulighed eller evne til at give et barn et godt liv - baseret på fosterdiagnostik - social eller økonomisk - det er jo sådan set rystende ligegyldigt. Hovedsagen er at valg af abort for 99% vedkommende er udtryk for ansvarlighed.

Hellere én abort for meget end endnu et barn, der ikke får det liv det har fortjent.

Dorte Sørensen

Hvornår kan barnet selv vælge sine forældre?
Mon ikke en sådan mulighed kunne rede mange børn.
Mht. fravælgelse af dit og dat kan spare samfundet for mange udgifter, men gør det livet bedre for familierne og vil denne fravælgelse ikke sætte mange i en presset situation , hvis de ikke vil tage imod tilbudet m scanning og abort. Mit frygtscenarie er at snart bliver de ekstra udgifter ved et handicappet barn lagt over på forældrene og er det i samfundets interesse, hvis vi ikke har plads til handicappede børn.

PS: Jeg er selv opvokset med en handicappet søster og hende ville jeg meget nødigt ha´ unværet.