Mænd som hader socialdemokrater

Efter massakren i Norge vil vi nordmænd møde hinanden med lidt mindre tillid og åbenhed. Vi er blevet mindet om vor egen magtesløshed i mødet med den absolutte ondskab, siger norsk professor i socialantropologi
Tragedien i Oslo og på Utøya tvinger nordmændene til at se indad, konstaterer antropo-logen Thomas Hylland Eriksen.

Tragedien i Oslo og på Utøya tvinger nordmændene til at se indad, konstaterer antropo-logen Thomas Hylland Eriksen.

JONATHAN NACKSTRAN7scanpix
25. juli 2011

Jeg var tilfældigvis hjemme i Oslo sidst på fredagen for at følge min søn til Frederikshavnsbåden på vej til en fodboldturnering. Mens jeg var ude og arbejde i haven, og min søn stod og tryllede med fodbolden, hørte vi et højt brag. Vi antog, at det var lynet, som var slået ned i nærheden, og snakkede ikke om det. Så blev jeg ringet op, en halv time senere, af en ven og kollega, der bad mig starte computeren. Fra da af tog begivenhederne en stadig mere dramatisk drejning, efterhånden som eftermiddagen og aftenen gik. Det var først lørdag morgen, at katastrofens omfang stod klart.

Da de norske medier begyndte at rapportere om eksplosionen i Oslo centrum, tænkte praktisk talt alle på ekstreme islamistiske grupper eller måske en gruppe med tilknytning til Libyen. Mindst én gruppe, som kaldte sig selv Friends of Global Jihad, så ud til at have påtaget sig ansvaret med meddelelser lagt ud på flere hjemmesider. Men da de første rapporter kom om skydningen på Utøya min søn og jeg sad i bilen da, på vej til båden begyndte forbindelserne til international terrorisme, islamisk eller ej, at fremstå som mindre troværdige.

Utøya, en lille ø i en idyllisk indsø, ca. 40 minutters kørsel fra Oslo, har i flere årtier været stedet, hvor AUF, Arbejderpartiets ungdom, har arrangeret sin sommerlejr. At angribe den lejr, hvor deltagerne var flere hundrede politisk engagerede unge fra de første teenageår til midten af 20'erne, tydede på en forbindelse til indenrigspolitik, snarere end den norske deltagelse i krigene i Libyen eller Afghanistan.

Gerningsmanden blev arresteret mod slutningen af en dag, som allerede var beskrevet som den mest tragiske dag i norsk historie siden Anden Verdenskrig. Angrebet på regeringskvarteret i Oslo centrum, som fik New York Times' korrespondent til at beskrive den »sædvanligvis fredelige« norske hovedstad som et sted, der lignede en krigszone, var pludselig af relativ lille interesse, selv om de materielle ødelæggelser var enorme og de menneskelige skader betydelige med syv dræbte og mange sårede. Massakren på ungdommen, som var fanget på lille Utøya, var så grusom, at den er vanskelig at forestille sig.

Made in Norway

Mens jeg skriver dette, har støvet endnu ikke lagt sig. Antallet af døde vil formentlig stige i dagene, som kommer, og politiefterforskningen og forhørene af Anders Behring Breivik fortsætter. Befolkningen befinder sig fortsat i chok og vantro. Alligevel er det nødvendigt, selv i en sådan situation, at træde et skridt tilbage og begynde at reflektere over konsekvenserne, som denne katastrofe vil få for det norske samfund. Jeg ser foreløbig tre.

Før skudsalverne på Utøya var kendt, talte kommentatorerne på NRK om politisk vold og terrorisme og trak paralleller til angrebene på Nairobi, New York, London og Madrid. Da det senere blev kendt, at angrebene blev udført af én mand (med en mulig medhjælper), blev sammenligningen med den højreekstreme Timothy McVeigh og angrebet på Federal Building i Oklahoma i 1995 mere nærliggende.

Dette er politisk relevant, eftersom tragedien må forstås nationalt. Terroristen Breivik var hundrede procent Made in Norway. Denne terrorhandling skaber imidlertid nogle af de samme psykologiske virkninger, som et internationalt terrorangreb eller en stor naturkatastrofe ville have gjort, nemlig frygt og en oplevelse af sårbarhed. I en vis forstand er det vanskeligere at forsone sig med, at en pæn ung mand fra Oslo vest har myrdet næsten hundrede mennesker i koldt blod, end hvis en skægget fanatiker fra et fjernt land havde gjort det samme: Vi har selv produceret giften.

Breiviks bombe var lavet af kemikalier, han havde let adgang til som jordbruger. Både våben og politiuniformer kan anskaffes, hvis man har de rigtige kontakter. Det er kort sagt vanskeligt at se, hvordan denne tragedie kunne være forhindret, og det betyder også, at noget lignende kan ske igen.

Derfor er sammenligningen med en stor naturkatastrofe som tsunamien i Sydøstasien mere nærliggende end Anden Verdenskrig. Begge fortæller om sårbarhed og risiko, som aldrig helt kan undgås.

Kulturelt reaktionære

For det andet bør det få konsekvenser, at Breivik var associeret med højreorienterede, anti-islamiske strømninger i samfundet. Had og aggression rettet mod det politiske establishment og forsvarere af det flerkulturelle samfund har længe været udbredt på internettet, hvor der rettes skarpe beskyldninger om forræderi mod norsk kultur og vestlige værdier mod alle, som repræsenterer liberale og inkluderende holdninger til minoriteter og indvandring.

Breivik var selv en aktiv bidragyder til mindst én sådan hjemmeside, document.no, som i sig selv er stærkt præget af den såkaldte Eurabia-litteratur. Der tages det som præmis, at islam er uforenelig med vestlige værdier, hvorefter det gerne insinueres, at muslimer lægger planer om at tage magten i Europa. De, som har sluppet muslimerne ind i europæiske lande, er følgelig svigefulde og forrædere.

Personer, som repræsenterer sådanne synspunkter, er hidtil blevet behandlet respektfuldt af mainstream-medierne og har ofte fået gode muligheder for at præsentere deres synspunkter der. Overvågningspolitiet har knapt haft dem på radaren.

Denne tragedie bør give en anledning til at se nærmere på, hvad slags verdensbillede der her er tale om. Breivik og hans ligesindede har været omtalt som kulturkonservative formentlig er det mere præcist at beskrive dem som kulturelt reaktionære, eftersom de går ind for en verden, som ikke længere eksisterer. Altså en verden, hvor kulturer er adskilt, og der er ringe og langsom mobilitet over grænserne. Skulle Norge blive et sådant sted, ville det skulle gennemgå en total metamorfose. Selv ikke Nordkorea har fuld kontrol over strømmen af mennesker over landegrænserne. Når Norge har været en indvandringsmagnet de senere år, skyldes det først og fremmest landets rigdom noget som både skaber stabilitet, gode velfærdsordninger og lav arbejdsløshed.

For det tredje vil tragedien få konsekvenser for norsk politik. Der er valg til september, og Arbejderpartiet vil nok få en del sympatistemmer. Hvordan Fremskridtspartiet vil blive ramt, er et åbent spørgsmål. Breivik havde været medlem af partiet, men var skuffet over dets pragmatiske drejning de senere år. Trods det er der ikke megen tvivl om, at synspunkter, som minder om Breiviks, er godt repræsenteret i Fremskridtspartiet.

Tilliden er truet

Det betyder selvfølgelig ikke, at partiet har noget ansvar for terrorhandlingerne. Det bør derimod påpeges, at en stærkt antagonistisk holdning over for minoriteter og det nye Norge er en opskrift på had og mistænksomhed, og at det kan inspirere til vold. Folk skal selvfølgelig kunne sige, hvad de vil, men af og til kunne man ønske, at de tænkte bedre igennem, hvad de mulige konsekvenser er af det, de siger.

Angrebene på Norge den 22. juli 2011 var ikke et nyt 11. september eller et nyt Madrid eller London. I en vis forstand stod de for det modsatte. Alligevel er der paralleller. Som mange kommentatorer har sagt, mistede Norge sin uskyld i fredags. Det tillidsbaserede, trygge, afslappede samfund, vi er vant til at leve i, er truet. Det vil komme tilbage og på visse måder blive styrket af tragedien, sådan som sammenholdet i Sverige blev styrket af drabene på Olof Palme og Anna Lindh, men ingenting vil blive helt som før. Efter dette vil vi nordmænd kigge os lidt mere over skulderen, når vi er ude og gå, og vi vil møde hinanden med lidt mindre tillid og åbenhed. Vi er blevet mindet om vor egen magtesløshed i mødet med den absolutte ondskab.

 

Thomas Hylland Eriksen er professor i socialantropologi ved Universitetet i Oslo, forfatter til en lang række bøger om bl.a. kulturmøder i det globaliserede samfund og fremtrædende samfundsdebattør i Norge. © Thomas Hylland Eriksen og Information.

Oversat af Jørgen Steen Nielsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Chr. Larsen

Thomas Hylland Eriksen:

»For det andet bør det få konsekvenser, at Breivik var associeret med højreorienterede, anti-islamiske strømninger i samfundet.«

Kald dog tingene ved deres rette navn, professor Eriksen!

Det der i artiklen luftigt og vagt betegnes som ” anti-islamiske strømninger i samfundet” har jo et navn. Navnet er FREMSKRITTSPARTIET!

Massemorderen havde igennem mere end ti år været medlem af FREMSKRITTSPARTIET , hvor han har fået sin politiske skoling, sin ideologi og sit fjendebillede.

Anders Breivik har sågar været leder af FREMSKRITTSPARTIETs lokalafdeling i Oslo.

Derfor er det er overvejende sandsynligt, at en væsentlig del af den radikaliseringsproces Anders Breivik har været udsat for, har bestået af hans medlemskab af Norges næststørste parti!

Derfor er der er ikke tale om, at det er nogle ikke nærmere definerbare anti-islamiske strømninger der er problemet i Norge.

Norge har ligesom Danmark et kæmpemæssigt strukturelt problem, nemlig at man har et stort og indflydelsesrigt højrepopulistisk parti i parlamentet, der langsomt men sikkert forgifter og perverterer demokratiet, så det degenererer til at blive til et system, hvor majoriteten hæmningsløst forfølger forsvarsløse og svage minoriteter.

Som konsekvens af massakren i Oslo bør alle gode kræfter i Skandinavien forenes i en fælles kamp, og med alle lovlige midler bekæmpe FREMSKRITTSPARTIET , Sverigesdemokraterne og Dansk Folkeparti inden vores region for alvor bliver til de højreradikales paradis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Chr. Larsen

Du forsøger flere steder at kæde ABB sammen med DF og deres norske pendant.

Jeg mener, at misser tre vigtige pointer.

For det første er der tale om en gal mands værk, og det giver derfor ikke mening at putte ham i en politisk kontekst.

For det andet, hvor uenig vi end måtte være med DF og FrP, så er det legitime politiske oeganisationer, der søger deres legitime mål med demokratiske midler

For det tredie så er det vigtigt at vi har ekstreme politiske partier, som DF og EL, der arbejder inden for de etablerede spilleregler. på den måde kan de "halvrabiate" få et legitimt alternativ (ventil) og deres synspunkter kan blive udfordret (istedet for blot bekræftet)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Mikael Petersen, for det første er der ikke særlig stor tiltro til, at manden var eller er gal, han har blot et politisk synspunkt og en personlighed, der har fået ham til at handle, efter alt at dømme.
For det andet er der mange af lignende partier, der søger at opnå deres mål ved demokratiske valg, NSDAP, f.eks.
Der er ikke skygge af grund til at nævne DF og Enhedslisten i samme åndedrag, den ene er en bevægelse, der samler udogmatiske venstrefløjstilhængere, det andet er et opportunistisk masseparti uden grundlæggende forståelse af samfundet. DF er en syge i samfundet, som man må forsøge at kurere med oplysning, uddannelse og forståelse for motiverne til at dyrke de stemninger, der ligger bag opslutningen. Der er intet positivt i det, der fremmes af DF, og man må derfor undersøge, hvad der får nogle mennesker til ikke at søge positive løsninger på de udfordringer, udviklingen stiller os overfor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Man sagde engang: "Hæleren er lige så god som stjæleren".

Rationelt set er det lykkedes at fjerne 20-25% af Socialdemokratiets talentmasse hos en hel ungdomsgeneration.

De borgerlige partier kommer til at høste frugterne af ABBs indsats over de kommende år.

På den korte bane kan det give lidt sympatistemmer til S, men på den lange bane er partiet blevet svækket.

Det er som ved andre politiske mord. De betaler sig altid. Mordet på Kennedy banede vejen for Nixon o.s.v.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Christian Larsen

Vi skal passe på, at alle nuancer ikke forsvinder ud af debatten. For mig at se giver det ikke større mening at sætte lighedstegn mellem det norske Fremskridsparti og ABB, end at sætte lighedstegn mellem de tyske kommunister og Barder Meinhoff gruppen.

Jeg er enig med dig i, at den store opbakning til nationalpopulistiske partier som Fremskridtspartiet i Norge og Dansk Folkeparti i Danmark er et problem, men det er et mere bredt samfundsmæssigt problem, som ikke bør blandes sammen med en diskussion om terrorisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Hansen

@Michael Petersen

Omvendt er der intet som helst, der indtil videre tyder på, at ABB er en "gal mand". Han er ekstremistisk og med en dansk psykologs ord "monotont optaget af sin sag", men det er ikke det samme som at være psykisk syg eller "gal".

Den endelige afgørelse af, om ABB er "gal", må dog afvente de norske psykologers samtaler med ham. Men umiddelbart er der ikke meget i hans adfærdsmønster, der tyder på det.

Som Gorm Petersen skriver, har han jo opnået at tynde grundigt ud i talentmassen i en hel generation af norske socialdemokrater, foruden at han har skabt sig en yderst effektiv platform for at udsprede sit budskab om en igangværende kamp på liv og død mellem islam og kristendommen.

Hans handlinger kan derfor i høj grad siges at have veldefinerede og rationelle mål, omend hans virkelighedsomfattelse måske kan siges at nærme sig tvangstanker.

Men der er dog tale om en virkelighedsopfattelse, som han deler med ganske mange andre, der ikke har taget lignende metoder i anvendelse. F.eks. danske Lars Hedegaard som er formand for Trykkefrihedsselskabet og Gert Wilders, som er formand for det hollandske frihedsparti, der fungerer som støtteparti for den hollandske regering.

Hvis ABB er "gal" pga. hans virkelighedsopfattelse, er mange andre og herunder både Lars Hedegaard og Gert Wilders derfor lige så "gale". Og et sådant synspunkt er næppe noget velegnet udgangspunkt til at forholde sig til disse mennesker og deres virkelighedsanskuelse og politiske holdninger.

Det er på samme tid et udtryk for at undervurdere dem og nedgøre dem. Gert Wilders er således trods alt en af de mest magtfulde politikere i Holland, så hvis han er "gal", så må man altså konkludere, at omkring hver sjette hollandske vælger har stemt på en gal mand.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Psykologien i alle store massemordere som Breivik er givet den enkle, at de løgnagtigt vil hævde at følge enhver tro, enhver kultur og enhver politisk kurs og det hele kompasset rundt - hvis det kan give dem lejlighed til at iscenesætte det ønskede massemord.
Breivik var medlem af norske Fremskridtspartiet men fandt vel skuffet ud af at han i det parti på tidspunktet, reelt ikke kunne få magt nok til at nå sit ønskede mål - det store massemord.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Lom

Gal eller ikke gal, jeg mener at der er et spørgsmål som kræver et svar. Hvis der ikke, gemmen flere årtier, var ført en kampagne fra det yderste højre mod socialdemokrater som ansvarlige for indvandring, ville ABB så havde valgt at skyde på børn på en sommerlejer?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Det er for tidligt at sige Gorm, men du er inde på noget omkring de likvideringer. Hvilket fører til den konklusion, at det er ondskab der har teten. Vi kan jo håbe det vender, men det ville være naivt.

anbefalede denne kommentar