Kommentar

Moralske fremskridt og dyrs rettigheder

Ved at kortlægge fremskridt i lovgivningen vedrørende dyrevelfærd får man en indikator for mere generelle moralske fremskridt. Dyrevelfærd bør ligesom menneskerettigheder blive et internationalt spørgsmål, som påvirker landenes omdømme
Debat
18. juli 2011

Mahatma Gandhi observerede korrekt, at »et lands storhed og moralske fremskridt kan bedømmes ud fra den måde, hvorpå dets dyr bliver behandlet«. At forsøge at mindske lidelserne for dem, der er fuldstændig underlagt andres herredømme og ude af stand til at kæmpe tilbage, er i sandhed et tegn på et civiliseret samfund. Ved at kortlægge fremskridt i lovgivningen vedrørende dyrevelfærd rundt om i verden får man derfor en indikator for mere generelle moralske fremskridt. I sidste måned gav parallelle udviklinger i forskellige verdensdele os grund til at tro, at verden

om end langsomt og tøvende måske er ved at blive lidt mere civiliseret.

Først vedtog underhuset i Storbritannien et forslag, som pålægger regeringen at indføre et forbud mod anvendelsen af vilde dyr i cirkus. Lovforslaget var en konsekvens af optagelser med skjult kamera, som Animal Defenders International havde foretaget af en medarbejder ved et cirkus, som gentagne gange slog elefanten Anne.

I første omgang var den konservative regering modstander af forslaget, som dog blev støttet af medlemmer af alle politiske partier. Og i sidste ende var det en triumf for det parlamentariske demokrati, at forslaget blev enstemmigt vedtaget.

Fremskridt i Kina

Det er straks mere kontroversielt, at Underhuset i det hollandske parlament har vedtaget en lov, der giver de jødiske og muslimske minoriteter i landet en frist på et år til at levere dokumentation for, at dyr, der slagtes ved traditionelle metoder, ikke oplever større smerte end dem, der bliver bedøvet, før de bliver dræbt. Hvis beviserne ikke kan leveres, vil bedøvelse før slagtning blive påkrævet i Holland.

Til tider har det virket, som om bedre vilkår for dyr i de vestlige lande blev opvejet af stigende dyremishandling i Kina, hvor stigende velstand øger efterspørgslen på animalske produkter. Jeg havde svært ved at holde ud at se på optagelserne af elefanten Anne, der blev slået, men det er ingenting sammenligne med optagelserne af dyremishandling i Kina, som jeg har set. De kvalmende optagelser, som er tilgængelige på nettet, viser bjørne, der holdes indespærret i så små bure, at de ikke kan stå op eller i nogle tilfælde sågar overhovedet ikke kan bevæge sig. Endnu værre (hvis man kan sammenligne disse grusomheder) er en video, der viser pelsdyr blive flået levende og smidt i en bunke af andre dyr, hvor de får lov til at dø langsomt.

I lyset eller måske bør man rettere sig i mørket af sådanne billeder kan det undertiden virke, som dyrevelfærd udelukkende er en vestlig bekymring. Men det er usandsynligt, for buddhismen lægger mere vægt på omsorg for dyrene end jødedommen, kristendommen eller islam. Længe før vestlige filosoffer begyndte at ind-regne dyr i deres etiske overvejelser, sagde kinesiske filosoffer som Zhuangzi, at kærligheden ikke kun skal gennemsyre forholdet mellem mennesker, men mellem alle følende væsener. I dag har Kina sine egne dyrevelfærdsforkæmpere, hvilket er et tegn på, at dette budskab begynder at blive hørt.

Et andet nyligt tegn vedrører også forestillinger med dyr. Zoologiske haver i Kina har tiltrukket publikum ved at iscenesætte forestillinger, hvor publikum kan købe levende kyllinger, geder og heste for at se dem blive flået ihjel af løver, tigre og andre store kattedyr. Nu har den kinesiske regering har forbudt de statsejede zoologiske haver at iscenesætte disse grusomheder.

Grusomhed i landbruget

Selv om disse initiativer er meget velkomne, er antallet af dyr i cirkusser og zoologiske haver meget lille i forhold til de snesevis af milliarder af dyr, der lider i industrialiserede landbrug. På dette område er de vestlige lande et meget dårligt forbillede. For nylig har EU dog anerkendt, at den intensive indespærring af husdyr er gået for vidt. Det er allerede forbudt at holde kalve i individuelle båse, og om seks måneder vil det være ulovligt i alle 27 EU-lande, fra Portugal til Polen og fra Storbritannien til Grækenland, at spærre høns inde i de små bure, som i dag dominerer ægbranchen i hele verden. Fra januar 2013 vil det også være forbudt at holde grise i individuelle båse.

USA har svært ved at hold trit med Europa, når det handler om at slippe af med de værste former for misbrug af husdyr. Problemet ligger ikke hos vælgere, der i stater som Florida, Arizona og Californien, har vist, at de ønsker, at avlsdyr skal have bedre beskyttelse, end landbrugsindustrien typisk giver dem. De største problemer finder man i de stater, hvor borgerne ikke har mulighed for at tage initiativ til en folkeafstemning om, hvordan husdyr skal behandles. Desværre omfatter det de midtvestlige og sydlige stater, hvor størstedelen af Amerikas dyr bliver opdrættet.

Kinas centralregering kan, hvis den vil, sikre, at dyrevelfærdslovene gælder for hele landet. Kinesiske dyrevelfærdsforkæmpere bør ikke stille sig tilfreds med deres lille om end iøjnefaldende succes, hvad angår dyremishandling i zoologiske haver. De er nødt til at arbejde på langt mere betydningsfulde mål, som handler om bedre levevilkår og mere humane dødsfald for såvel bjørne og pelsdyr som for køer, svin, æglæggende høner og kyllinger. Der er dog stadig mange lande med elendige standarder for dyrevelfærd. I Indonesien har dyrevelfærdsforkæmperne Animals Australia f.eks. lavet skjulte optagelser, der viser, hvor brutalt australsk opdrættet kvæg bliver behandlet, hvilket har fået Australiens regering til midlertidigt at stoppe eksporten af kvæg til landet. Nu kræver nogle australske parlamentsmedlemmer et permanent eksportforbud. Det største håb for yderligere fremskridt ser ud til at være, at dyrevelfærd ligesom menneskerettigheder bliver et internationalt spørgsmål, som påvirker landenes omdømme.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University og University of Melbourne og har bl.a. skrevet bøgerne Animal Liberation, Practical Ethics og The Ethics of What We Eat © Project Syndicate og Infor-mation 2011. Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her