Udvandring fungerer som en ventil for lande, der lider af sociale spændinger. Men migrationen har også en social slagside. Landene, hvorfra migrationen finder sted, mister nogle af sine mest initiativrige borgere. Og borgere forvandles til mennesker, som er uden rettigheder i deres nye land, uden stemmeret, uden adgang til social service, som undertiden behandles som kriminelle, og som med en trussel om udvisning konstant hængende over hovedet prisgives deres arbejdsgiver.
Latinamerikanske migranter er ofte dobbelte ofre for liberalismen. På den ene side er nytilkomne migranter ofte udsat for en overudnyttelse af bl.a. transnationale selskaber i USA. På den anden side er de i deres hjemland ofte blevet udstødt af den ekstreme økonomiske liberalisering, som har været den latinamerikanske tilpasning til den nye, transnationale liberale økonomiske verdensorden. Opbruddet i det mexicanske og central-amerikanske landbrug og omstillingen til agroeksport-industri gav omkring århundredskiftet næring til udvandring.
Fem millioner mexicanere udvandrede i årene efter ikrafttrædelsen i 1994 af NAFTA, frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico. Det var blandt andet indianere og små jordejere, der rykkede mod nord, fordi de måtte opgive deres landbrug på grund af konkurrencen fra USA's kapitalstærke agroindustri ved fjernelse af toldmure mellem de to lande.
Landegrænsen mellem Mexico og USA er verdens eneste landegrænse mellem et højtudviklet industriland og et tredjeverdensland. Den udgør en magnet for fattige mexicanere, fordi lønninger i USA er 10 gange højere end i Mexico. Hundredtusindvis af mexicanere søger hvert år lykken mod nord, trods de senere års stadig militarisering af grænselandet, hvor tusinder er døde det seneste årti på færden gennem brændende ørken eller isnende bjerge. Med endnu ringere levevilkår i de centralamerikanske lande er det ikke overraskende, at mange centralamerikanere vover rejsen mod nord, som for dem også indebærer en farefuld rejse gennem Mexico.
På globalt plan skaber migrationsstrømmene sammen med disse års tilbagerulning af velfærdsstaten i de rige lande og begunstigelse af de i forvejen privilegerede gennem skattelettelser m.v. en ny ulighedens geografi: Den tredje verden flytter ind i den rige verden, ganske som den første verden i form af kapitalejere og guldrandede managere og teknokrater er til stede i den tredje verden.
I USA's såkaldte salatskål, det centrale Californien, er landarbejderne for 95 procents vedkommende latinoer. De sørger for billig salat, meloner, gulerødder osv. til nordamerikanerne. Tilsvarende udgør latinoer rygraden i servicesektoren, byggebranchen, på slagterierne.
I landbruget og fødevareindustrien er arbejdsforholdene særligt vanskelige, med ulykker og arbejdsrelaterede sygdomme. Børnearbejde er udbredt. Brugen af pesticider og andre kemikalier forårsager en række sygdomme, herunder kræft. Mange kvindelige migranter arbejder som hushjælp, en form for feudalisme, med fremmedes børn som eneste kontakt, uden kolleger og uden klar adskillelse mellem arbejde og fritid.
USA's kasteløse
Diskriminerende kampagner mod latinoer er taget voldsomt til de senere år i USA's medier. Den hadefulde diskurs er med til at legitimere overudnyttelsen af papirløse migranter. Samtidig er den i et land præget af store klasseforskelle med til at give nyt liv til ideen om fællesskab, om en amerikansk nation defineret ved en udgrænsning i forhold til 'de andre' (selv om mexicansk-amerikanere i de gamle mexicanske områder i det sydlige USA undertiden har rødder i landet meget længere tilbage end efterkommerne af de europæiske indvandrere).
»Latinoer vil tage job fra os«, hedder det, selv om kun de færreste indbyggere født i USA ville acceptere de arbejdsforhold, der bydes papirløse migranter. Indvandrerfjendske kredse sammenblander diskussionen om indvandring med betændte spørgsmål som narkosmugling og terrorbekæmpelse. De hævder også, at indvandrere udgør et dræn på USA's finanser. Men indvandrere bidrager med 40 milliarder kr. til præmier til social sikring, og de betaler 500 milliarder i skat. Hertil kommer indtjeningen til agroindustrien og storkoncerner, der løber op i billioner. Selv papirløse betaler skat (bortset fra f.eks. dem, der arbejder som hushjælp, der aflønnes kontant), men de har ikke adgang til det offentlige sygesystem, som de betaler til. Det samme gælder de første fem år for indvandrere, der får opholdstilladelse. Den stadige stramning af lovgivningen i USA afskæreri dag millioner af papirløse latinoer fra at besøge deres familie i Latinamerika. De har mulighed for at rejse ud af landet, men de vil ikke kunne vende tilbage på lovlig vis. Stramningen rammer også de migranter, der befinder sig lovligt i USA. De har ikke de samme juridiske rettigheder som andre i USA. De er forment adgang til at stemme ved valg, og de er uden adkomst til den nye sundhedsordning. Mindre forseelser kan føre til udvisning, selv om man har papirerne i orden. Der skønnes i dag at være omkring 11 millioner indvandrere uden opholdspapirer. Dele af USA's industri har en interesse i en uændret situation med adgang til billig arbejdskraft, som ikke har rettigheder. Andre dele af industrien ønsker en gæstearbejderaftale med Mexico. Derimod er interessen for en lovliggørelse af de papirløse indvandrere begrænset, fordi det ville kunne føre til faglig organisering og bedre lønforhold.
En bevægelse tager form
Den voksende selvorganisering og styrke blandt latinoer kom til udtryk i 2006, hvor latinoer som reaktion på et lovforslag, der tog sigte på at fratage papirløse migranter en række rettigheder, indtog gaderne med massedemonstrationer. Den største gadedemonstration i USA's nyere historie fandt således sted i Los Angeles 25. marts 2006 med op mod to millioner deltagere. Da migranterne en enkelt dag nægtede at arbejde, gik hele USA's landbrug i stå. Desperate forældre måtte vente forgæves på barnepigen. Restauranter og hoteller måtte holde lukket eller indskrænke betjeningen. Demonstrationerne viste migranternes afgørende rolle i sektorer i USA's økonomi. Samtidig blev det synligt, at hadkampagnerne mod latinoer havde skabt en modreaktion, hvor også de mange succesfulde latinoer med lovligt ophold sagde fra.
Ganske som de papirløses bevægelse i Frankrig i 1996 tager latino-bevægelsen menneskerettighedserklæringerne på ordet og påberåber sig universalistiske værdier (den amerikanske uafhængighedserklærings diktum om at »alle mennesker er født lige«). Herved kan den adressere dysfunktioner som del af en generel, strukturel problemstilling og ikke som udtryk for partikularisme. Højredrejningen ved midtvejsvalget i 2010 gjorde foreløbig alle forhåbninger om en migrationsreform, der skulle lovliggøre status for millioner af papirløse, til skamme. Men latino-bevægelsen i USA viser dilemmaet i globaliseringen, som på den ene side påberåber sig universelle værdier (menneskerettigheder, demokrati) og på den anden side i sin nuværende, liberale form indebærer en forværring og en uddybning af ulighed og undertrykkelse.
Niels Boel er freelancejournalist og forfatter til bogen 'Det nye Latinamerika' (udgivet med Finn Rasmussen på Columbus)
