Klumme

Ren glæde er en sjælden vare

Den anden britiske Potter kunne glæde sig i sin grav over, at Rupert Murdoch blev stoppet på knockout indtil videre. I Frankrig blev der skrevet skandinavisk kommentatorhistorie
Debat
15. juli 2011

Potter I og II

Harry Potter-æraen har fået sin lykkelige afslutning med den sidste film i serien, forstår man efter Danmarks-premieren forleden, hvor diverse fans og anmeldere var ved at gå i spagat af begejstring over Harry Potter og Dødsregalierne. Det overskyggede helt sorgen over, at det nu er slut, men hvad pokker ... alting har sin tid. Lad os benytte anledningen til at mindes en anden britisk Potter, Dennis, som i modsætning til fantasy Harry var en mand af den virkelige verden.

Dennis Potter var en af de første forfattere, der viste, at tv-serier kan være andet end sæbeoperaer, nemlig kunst. Endnu huskes hans The Singing Detectiveog Pennies From Heaven, men han skrev mange andre manuskripter, blandt andet til en miniserie over en af Scott Fitzgeralds romaner, Tender Is The Night.

Han huskes også af sit store britiske publikum for et voldsomt angreb på Rupert Murdoch, som han kaldte en global sælger af fordærvede varer samt mediepsykopat. Han gik så vidt som til kort før sin død at opkalde sin kræftsvulst efter Murdoch.

Kræftsvulsten Rupert!

Den dødsmærkede Potter sagde det uden at rødme i en direkte tv-udsendelse, skråt op ligeglad med, hvad folk tænkte. Rupert Murdoch var da i fuld gang med at smadre den britiske mediemoral og flytte Fleet Street ud af Londons City, og Dennis Potter hadede det, han stod for, ligesom mange journalister af faget gjorde. I dag vil endnu flere give Dennis Potter ret og glæde sig over, at mediekongen endelig har fået en over snuden. Men glæden er ikke ren, for noget tyder på, at kun metastaserne er væk, mens svulsten Rupert som sådan ikke er fjernet for nu at blive i billedsproget.

Juba jublede

Sydsudan festede. Der var jubel i Juba, hovedstaden i den nye stat, da klokkespil ved midnatstid 9. juli markerede øjeblikket for dens fødsel. Omsider skete det efter godt og vel et halvt århundrede med borgerkrig og uro og halvanden million dræbte. Nær ved 100 procent af befolkningen havde ved en afstemning stemt for løsrivelse. Ban Ki-moon holdt en tale. For skams skyld og af strategiske grunde havde man inviteret dødsfjenden, præsidenten for Nordsudan, med, selv om Omar al-Bashir er efterlyst som krigsforbryder af den internationale domstol i Haag.

Den kendte festabe Søren Pind festede med, men referaterne fortæller ikke, om, han sang nogle af sine franske chansoner, som han har udgivet på cd sammen med sin faste akkompagnatør, den tidligere folketingsmand for SF Pelle Voigt. Sang og musik var der i hvert fald i gaderne, men den internationale presse havde travlt med at fortælle, at det nok var en stakket frist, før der igen ville være gang i krigshandlingerne, og nogle danske aviser mente, at Pind nok mest var interesseret i det nye land som eksportmarked, ligesom varme kinesiske lykønskninger nok især skyldtes en stor interesse for de righoldige oliekilder. Malurterne blomstrer. Den rene glæde er en sjælden vare. Hvornår kan man egentlig tillade sig den? Tjae, Klaus Rifbjerg har engang skrevet et digt, hvori han hylder den enkle glæde ved et godt glas vand. Det plejer at være noget, man skyller i sig i en ruf, men vent lidt, stands op, drik langsomt, nyd det. Det smager rigtig godt. Skønt man ikke engang kan være sikker på, at der ikke er kolibakterier eller anden stads i det, specielt nede i Afrika.

Vinderskoler

Ganske uventet, men så meget mere velkommen, kom den gode nyhed om, at de såkaldte taberskoler i virkeligheden er en slags vinderskoler. Hvordan det? Jo, en ny undersøgelse viser det, men først skal vi have defineret fænomenet. Der er tale om skoler med et stort antal elever, der kommer fra socialt dårligt udrustede hjem og/eller skoler med mange tosprogede elever. De er blevet kaldt taberfabrikker, et dårligt udtryk, som i værste fald er med til at fastholde dem i en taberkultur, men nu har et evalueringsinstitut fundet ud af, at eleverne faktisk dygtiggør sig mere end de elever, der i 'vinderskolerne' er børn af veluddannede og velhavende forældre. Ikke at de får bedre karakterer, men de tager et større spring opad.

Forskeren Niels Egelund giver æren til nye ledere, som har erstattet tidligere tiders skoleinspektører, der i gamle dage bare »var tørre folk, der sad og holdt øje med papir, blyanter og bøger«, som han sagde til Informations medarbejder.

Ildsjæle og teamwork i skøn forening, idet lærerkorpsene gennemsyres af en målsætning om fælles værdier, ligesom skole-hjem-samarbejdet er styrket. Så går verden alligevel fremad!

Cykelekstase

Vi er nået til de høje bjerge i Frankrig, Tour de France forstås. Her kan man også opleve ren glæde, i hvert fald hjemme hos seerne, som synes helt ligeglade med, at Bjarne Riis engang 'tog doping', som han så jysk, så jysk udtrykte det, og på et pressemøde sagde til journalisterne, at de bare kunne hente hans gule trøje, der vistnok lå hengemt i et hjørne i hans garage. Han var da ligeglad med den.

Nordmændene var forleden ikke spor ligeglade med den gule trøje, da det nye unge håb, Edvald Boasson Hagen, vandt en etapesejr, samtidig med, at den anden nordmand, Thor Hushovd, blev nummer tre og samtidig beholdt førertrøjen, som han havde kørt med i flere dage. Glæden var så tøjlesløs hos de norske kommentatorer, at man kunne frygte, de røg ovenud af kommentatorboksen. »Vi ejer cykelsporten,« skreg de i ekstase og slog dermed Flemming Toft med flere længder i forhold til dengang, han råbte 'hutlihut'. Den dag blev der skrevet skandinavisk kommentatorhistorie. Det skal være Norge vel undt. Ingen skal kunne sige om 'Sødt Sagt', at vi ikke kan glæde os på andres vegne, og når nu nordmændene ellers opnår de fleste sportssejre på forvoksede kælkebakker ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Dennis Potter må ikke glemmes, nej. Ligesom du, Kristen, tænkte jeg straks på ham, da sagen om Murdoch kom frem. Jeg husker hans sidste interview, hvor han talte om sin kræftsvulst, Rupert.

Du glemte 'Lipstick on your Collar' :-)