International kommentar

Er retsforfølgelse i Haag vejen til fred og demokrati i den arabiske verden?

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre på Muammar Gaddafi, men er det i virkeligheden ikke omsonst, når han stadig er ved magten?
2. juli 2011

Mandag den 27. juni udstedte den Internationale Straffedomstol en arrestordre på Muammar Gaddafi og to andre libyske ledere. Mange mener, at et sådant tiltag ikke blot vil bidrage til at ende konflikten i Libyen, men også afskrække andre ledere i den arabiske verden fra at fortsætte undertrykkelsen af de prodemokratiske kræfter.

Realiteten er dog, at en arrestordre på Gaddafi bliver svær at effektuere, hvilket i lyset af en række andre forhold betyder, at diktatorer rundt omkring i regionen næppe vil lade sig påvirke synderligt af truslen om retsforfølgelse i Haag.

Med arrestordren på Gaddafi er det nu anden gang, at den Internationale Straffedomstol går efter en siddende statsleder. I 2009 var det Sudans Omar al-Bashir, der stod for skud. Men den sudanske præsident, som mistænkes for at stå bag folkemord og andre internationale forbrydelser i Darfur, ser ikke ud til at bekymre sig videre om domstolens tiltag. Tværtimod fortsætter han ufortrødent den etniske udrensning i Darfur.

Det er også værd at notere sig, at Bashir har været en flittig besøgende i andre lande, herunder Kina og andre stater, der ikke anerkender domstolens jurisdiktion, men også lande som Kenya, der gør og derved tilsidesætter deres forpligtelse til at arrestere præsidenten. Selv om der er nogle væsentlige forskelle på Sudan og Libyen, er der meget, der taler for, at det også i Gaddafis tilfælde vil blive svært at sætte handling bag ord.

Umiddelbart efter de tre dommere meddelte, at Gaddafi, hans søn Saif al-Islam Gaddafi og chef for efterretningstjenesten Abdullah al Senussi nu er på listen over mistænkte, der skal tilvejebringes for domstolen, forklarede chefanklager Luis Moreno-Ocampo, hvordan han forventer, at de tre ledere kan blive anholdt.

Han påpegede bl.a., at domstolens involvering i Libyen er baseret på en henvisning fra FN's Sikkerhedsråd, hvilket konkret betyder, at regeringen har en forpligtelse til at udlevere Gaddafi og de to andre mistænkte. Uden at lægge fingrene imellem understregede anklageren, at Gaddafis nærmeste allierede kan vælge »at være en del af problemet, i hvilket tilfælde de vil blive retsforfulgt, eller en del af løsningen«, hvilket indebærer, at de tager afstand fra Gaddafi og sørger for, at han udleveres til Haag. Det er dog ikke særlig sandsynligt, at andre medlemmer af lederskabet selv hvis de måtte ønske et regimeskift på nuværende stadie har mulighed for at tage Gaddafi i deres varetægt. Ej heller er det rigtigt, at man kan blive tiltalt ved domstolen for ikke at samarbejde med den.

Utilstrækkeligheden

Det er også en mulighed, forklarede Ocampo, at rebellerne med base i Benghazi overdrager de mistænkte til Haag. Talsmænd for rebellerne, herunder justitsminister Mohamed al Alagi og premierminister Mahmoud Gibril, har sagt, at de vil samarbejde med domstolen, men det er der ikke meget, der taler for, at rebellerne i den nærmeste fremtid vil være i stand til at indtage Tripoli. Selv hvis det lykkes, er det ikke sikkert, at rebellerne ønsker regimets ledere retsforfulgt i Haag, bl.a. fordi det indebærer en risiko for, at de bliver frikendt.

Endelig er det interessant at notere sig, at chefanklageren gjorde det klart, at han ikke forventer, at NATO-styrkerne vil være ham behjælpelige hvilket de i øvrigt heller ikke har mandat til. Det er under alle omstændigheder svært at forestille sig, hvordan britiske, franske eller danske soldater skulle kunne arrestere Gaddafi, eftersom NATO-landene ikke har indsat landstyrker. På kort og mellemlang sigt er det således mere sandsynligt, at Gaddafi vil blive ved med at gemme sig i Libyen, og konflikten fortsætter, end at han bliver stillet for en dommer i Haag. Skulle denne prognose holde stik vil domstolen ligesom i tilfældet Sudan udstille sin utilstrækkelighed.

Dette betyder også, at de andre diktatorer i regionen, som for alvor kunne komme i domstolens søgelys, vil have færre grunde til at bide negle over udsigten til at blive retsforfulgt i Haag. Lektien for især Syriens Bashar al-Assad, som grupperinger som Amnesty International også ønsker retsforfulgt i Haag, vil være, at han alligevel aldrig bliver en del af det gode selskab og gør klogest i at blive ved magten.

Prisværdig idé

Hvorvidt arrestordren på Gaddafi har en præventiv effekt, afhænger dog også af en række andre omstændigheder, herunder hvorvidt diktatorerne i den arabiske verden tænker i rationelle baner og altså overhovedet kan afskrækkes. Såfremt dette er tilfældet, er det også nødvendigt, at de opfatter truslen om straf som mere alvorlig end konsekvenserne af at stoppe nedkæmpelsen af demonstranter. Problemet er kort sagt, at disse ledere synes at betragte brugen af vold som nødvendig for at holde deres undertrykkende regimer i live, samt at truslen om retsforfølgelse i Haag i realiteten er betinget af et regimeskifte. Mon ikke Ben Ali og Hosni Mubarak havde kæmpet hårdere, end de gjorde for at beholde magten, havde man fortalt dem, at et ja til demokratisering og dermed deres afgang også ville have været et ja til et liv bag tremmer? Det forhold, at det nu ser ud til, at Mubarak vil blive retsforfulgt, understreger netop, at det til tider kan være mere hensigtsmæssigt at indlede et retsopgør efter et regimeskifte har fundet sted.

Det er en prisværdig idé, at diktatorer og krigsforbrydere skal holdes ansvarlige. Etableringen af en permanent international straffedomstol skal overordnet ses som en positiv udvikling, navnlig fordi domstolen i nogle tilfælde kan bidrage til at forebygge grove menneskerettighedskrænkelser i de lande, hvor den er involveret. Straffrihed er generelt ikke befordrende for beskyttelsen af fundamentale rettigheder. På den anden side er der heller ingen universel opskrift på, hvordan man bedst fremmer fred og demokrati. Beslutningen om at udstede en arrestordre på Gaddafi, mens han stadig er ved magten, kan ikke betragtes som en del af den arabiske opskrift.

Thomas Obel Hansen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Kan denne arrestordre ikke i stedet stå i vejen for en våbenhvile og forhandlinger om en anden styreform i Libyen?