International kommentar

Sådan skabte Murdoch sit eget fald

Hele Rupert Murdochs imperium kan ses som en stor maskine, der skal understøtte hans fantastiske ego. Og det var en meget effektiv maskine
Debat
23. juli 2011
Rupert Murdochs behov for at blive behaget af sine underordnede har bragt ham i vanskeligheder, mener Deborah Orr.

Rupert Murdochs behov for at blive behaget af sine underordnede har bragt ham i vanskeligheder, mener Deborah Orr.

Lad os for argumentets skyld antage, at Rupert Murdoch, James Murdoch og Rebekah Brooks faktisk var så ærlige og imødekommende, som de kunne være under de givne omstændigheder ved tirsdagens høring. Den eneste konklusion, man kan drage på grundlag af denne kontroversielle præmis er, at de alle tre er skødesløse, dumme og opblæste.

Jeg finder faktisk denne påstand overraskende overbevisende. Det er en god forklaring på, hvorfor ingen i denne trio spottede de to andres mangler. Det er ganske vist sandt, at der længe har cirkuleret rygter om, at Rupert tvivlede på James' evner. Men hvor meget?

Rupert gjorde sin søn til leder for et journalistisk imperium i et område, der også før telefonaflytningsskandalen var kendt for at være et af de mest 'uregerlige' i verden. Han opflaskede og forfremmede også Brooks og placerede hende til sidst side om side med en søn, som han anså for at være sårbar. Man kan roligt sige, at disse udnævnelser ikke har vist sig at være vellykkede.

Hvad gjorde Rupert så sikker på Brooks' store talent og flair, når det er ikke var tydeligt for nogen andre? Det var helt sikkert ikke hendes store kærlighed til aviser.

Hvis man godtager Brooks' egen fortælling, har hun ikke en dråbe journalistblod i årerne. Gode journalister er nysgerrige på verden og især nysgerrige på journalistik. Men denne kvinde hævder at have redigeret flere landsdækkende aviser uden nogensinde at have overvejet, hvordan hendes medarbejdere fik fat på de historier, hun begejstret blæste op på forsiden.

Eftersnakkere

Men hvordan har Brooks så imponeret Rupert? Den eneste mulige konklusion er, at Brooks 'arbejdede sig hen imod der Führer'. Udtrykket er lånt fra historikeren Ian Kershaw, som opfandt det for at forklare, hvordan Hitler motiverede andre til at formulere politikker uden at tage noget som helst andet i betragtning end, hvordan de kunne komme til at lege med ham. (Det er i øvrigt ikke en invitation til at udvide metaforen og sammenligne Murdoch med Hitler. At 'arbejde sig hen imod der Führer' er bare den mest rammende beskrivelse af en kultur, hvor ambitiøse eftersnakkere indtager de mest centrale pladser.)

Brooks' evne til at charmere og behage Rupert er et af de få helt konkrete aspekter af hele denne affære. Hun brugte formentlig sin energi på at fortælle ham, hvad hun mente, han ønskede at høre.

Intet tyder på, at Ruperts tro på hendes øvrige evner på nogen måde var velbegrundet. Alle Brooks' såkaldte journalistiske bedrifter har været grovkornede, populistiske og frastødende sentimentale. Ruperts tro på hende får ham til at fremstå i et uheldigt lys som en mand, der tydeligvis ikke elsker noget højere end at blive 'arbejdet hen imod'. Hele hans imperium kan ses som en stor maskine, der skal understøtte hans fantastiske ego. Og guderne skal vide, at den maskine var effektiv. At politiet, politikere og store dele af pressen i en sådan grad synes at have 'arbejdet hen imod der Führer' er overvældende.

Et parlamentsmedlem spurgte under høringen tirsdag, hvad Rupert spurgte chefredaktøren på News of the World om, når han ringede lørdag aften. Ville den pågældende redaktør have nævnt, at man i den forløbne uge havde været nødt til at udbetale en stor sum penge til en misfornøjet sagsøger? Selve ideen er absurd:

»Det er godt, De ringer. Hvis ingen har nævnt det, skal jeg henlede Deres opmærksomhed på de gigantiske brølere, som vi forsøger at dække over herovre.«

Det mest troværdige ved dette sludder er Ruperts påstand om, at han næsten ingenting vidste. Hele News International, også hans søn og privilegerede surrogatdatter, ville gøre alt for at sikre sig, at han ikke fik nys om, hvor langt de gik for at behage ham. Det ville ødelægge formålet med det hele.

Det forekommer logisk at hævde, at denne kultur herskede overalt i News International. Brooks og James har muligvis begge haft status af en slags reserve-Führe, hvor alle, som var under deres kommando, 'arbejdede hen imod dem'.

Måske vidste Brooks virkelig ikke meget om, hvad der foregik på hendes redaktion. Og måske vidste James ikke, at store udbetalinger var lig med store hemmeligheder. Hvis det var tilfældet, så skyldes det en ihærdig indsats fra alle involverede for at holde tingene på afstand.

Det indrømmede Rupert, da han sagde, at de mennesker, han havde stolet, var blevet svigtet af de mennesker, som de havde stolet på. Det er et interessant synspunkt, som går ud på, at jo lavere du rangerer, des større moralsk ansvar bærer du. Det er en fatal måde at vende tingene på hovedet på, hvilket er ganske tydeligt i tilfældet News Corp.

Overfladiskhed

Så på mange måder er teorien om skødesløshed, dumhed og opblæsthed den mest troværdige forklaring. Den fremstiller trioen som latterligt modtagelig for troen på deres egen magt og en selvforstærkende retskaffenhed i en koncernstruktur, hvor alle 'arbejdede hen imod' Ruperts ønsker, som også var deres ønsker.

Det mest patetiske og foruroligende, som denne skandale har vist, er, at det er blevet helt naturligt for store dele af det britiske samfund at 'arbejde hen imod der Führer'. Trods den store opmærksomhed bliver skandalen i vid udstrækning behandlet på en overfladisk måde. Mediedækningen er sensationssøgende og kræver, at der skal rulle hoveder, for så at gå hurtigt videre til noget andet.

Jeg er ikke nogen fan af David Cameron. Men jeg ønsker ikke, at den britiske regering bliver væltet af News Corp, heller ikke indirekte. Med ansættelsen af Andy Coulson viste Cameron helt sikkert sit eget ivrige ønske om at 'arbejde hen imod der Führer'. Men denne forestilling om, at nogle få udrensninger kan få alt til at blive normalt igen, er farlig.

Først når den britiske elites manglende evne til at modstå Rupert Murdochs påvirkning er blevet fuldt udforsket og forstået, kan en normalitet, som det er værd at ønske sig, blive genetableret.

Der ikke mange, der tror på hans påstand om, at »et par rådne æbler« var skyld i en begrænset forrådnelse i en del af koncernen. Men det samme gælder for hele landet. Hans indflydelse var omfattende. Det er et stort spørgsmål, større end os alle sammen. Mundhuggeriet i Underhuset, som blev fulgt af en hypnotiseret presse, viser blot, at der ikke er højt nok til loftet i parlamentet til at forstå omfanget af denne begivenhed.

 

Deborah Orr er politisk kommentator med en ugentlig klumme i Guardian.

© Guardian & Information 2011

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kloge ord!

Interessant analyse.

Niels-Holger Nielsen

Overfladisk artikel.

Så på mange måder er teorien om skødesløshed, dumhed og opblæsthed den mest troværdige forklaring.

Det er undskyldninger meget tæt på ovenstående, der har beskyttet eliten inden for finansverdenen når et ansvar skulle placeres - udygtig forretningsførelse - så hvorfor ikke også i News Corp. Ansvarsløst.

"Det mest patetiske og foruroligende, som denne skandale har vist, er, at det er blevet helt naturligt for store dele af det britiske samfund at ‘arbejde hen imod der Führer’."
Dette gælder i mine øjne også det danske samfund, men vi taler meget nødigt om det. Hvert konkret eksempel bliver - ligesom Murdoch sagen - behandlet som helt unikke, nærmest kulturstridige hændelser, begået af ikke-mennesker.
Sandheden er nok snarere, at det er uhyre typisk for mennesker i de fleste kulturer at følge lederen, jf. Milgrams eksperimenter i 60'erne
http://da.wikipedia.org/wiki/Milgram-eksperimentet