Mit særligt talentfulde barns fulde potentiale

Fødselsdagsmiddag for otte kvinder. Veluddannede. Og mødre til børn af det nye årtusinde. Det her er, hvad vi taler om: At vi da for Guds skyld (og vi slår virkelig korsets tegn foran os imens) da aldrig nogensinde håber at se vores døtre stille op i Paradise Hotel eller det, der til den tid nødvendigvis må være værre. Vi vil aldrig tillade vores sønner at stille op i X Factor. Særligt ikke, hvis de ikke kan synge. Og ingen af os ønsker nogensinde at blive den nye Amalies mor. Vi griner hysterisk, og vi er fuldstændig enige om, at det er vores ansvar at tage holde vores børn ude af det.

Hvis de er dygtige i skolen ... bevares, det er jo ikke vores skyld (men helt sikkert vores ansvar). Eller hvis de viser sig at være gode til tennis, golf eller ballet, så er det jo en anden boldgade. Det er selvfølgelig et talent, hvor vi er nødt til at bakke fuldstændig op, så de kan udvikle deres fulde potentiale. Til den middag er det uden for diskussion, at der er nogle talenter, der er bedre end andre, og som kræver mere opmærksomhed og pleje end andre. For selvfølgelig det står helt soleklart henover kolde drinks og delikate snacks vil vi ikke lade vores talentfulde børn sejle deres egen sø. Hvis det virkelig gælder, så må vi være der. Det giver sig selv.

I barndommen

Jeg er vokset op her. I provinsen. I Middelklassedanmark i 1980'erne, hvor det var godt at drømme store drømme, hvis bare man havde noget at falde tilbage på og ikke stak næsen alt for langt frem. Den gang var der ingen i provinsen, der talte om elite eller målrettede tilbud til de særligt begavede. Vi var nærmest lige kommet ud af feudalsamfundet og ret benovede over at lege med både tandlægens og borgmesterens børn. Talentet kunne komme i glas og ramme, når det var blåstemplet af andre som dengang jeg fik 13 i en dansk stil om danskernes forhold til de fremmede. Min far ringede til avisen. Det var temmelig stort at se sig selv på tryk, men vi talte aldrig mere om netop det særlige talent. Man måtte gerne være god til noget bare man gik stille med dørene. Dengang var det ingen kompliment at skille sig ud. Tværtimod skabte det både postyr og en lille smule uro, for hvem havde brug for at træde ud af flokken og gøre sig selv synlig? Klaus Riskjær måske, men vi ved alle sammen hvordan det gik ham. Hovmod stod for fald. Heldigvis.

Det eneste sted, almindelige mennesker kunne blive kendt dengang, var i Kvit eller Dobbelt eller Melodi Grand Prix. Alt andet var bare hårdt arbejde og helt uden for rækkevidde.

På legepladsen

Kan du høre, hvad jeg siger? Jeg kan ikke. Jeg kan faktisk slet ikke tale med andre voksne, når jeg står på legepladsen. Selv om jeg prøver. Tro mig. Jeg prøver og prøver. Men hele tiden er der et barn, der råber: Moar, se mig! Er jeg ikke god til at klatre /springe/løbe/spytte/lave sandkager. Og det er mit barn, mine børn, begge to.

Jeg, der ikke forstår, hvorfor forældre tillader, at deres børn overtager scenen og ikke giver de voksne plads til at være voksne. Det er mit afkom. Mig, der harcelerer over, at det er gået for vidt med den moderne familiekultur, hvor børnene er i centrum og hele tiden løftes op på en piedestal og skubbes frem med nænsom hånd. Det er mig, en moderne mor.

Hjemme i kernefamilien

Far, mor og to børn (en pige og en dreng). Min datter er fem. Det blev hun i april. Ved juletid begyndte vi at tale om, at det måske var en idé at lade hende begynde i skole til sommer. Et år før tid, men vi synes virkelig, hun er klar og faktisk også, at hun er noget helt særligt og har mere brug for faglige udfordringer end mange af sine jævnaldrende.

Det er sandt. Sådan oplever vi det. Helt uden forbehold eller ironisk distance. Derfor havde vi svært ved at forestille os, at hun skulle sidde og kukkelure i børnehaven (sammen med de andre, helt almindelige, børn) et helt år. Vi havde også svært ved at forestille os, at børnehaven kan give hende de udfordringer, hun har brug for.

For hvad hvis hun nu kommer til at kede sig? Hvad hvis hun ikke udnytter sit fulde potentiale? Hvad hvis vi ikke griber hendes talent, hendes begejstring for at lære? Er det så vores skyld, hvis hun bliver postbud (og det er der jo ikke noget galt med, ingen verdens ting, men altså lige netop vores datter ... you get the picture, tror jeg)?

Og min søn. Altså, vi gik til babyrytmik med ham ligesom med storesøsteren, og jeg kunne bare se, at han selv som etårig var meget mere på end både sin søster og flere af de andre børn. Da han var halvandet år, gav vi ham en guitar i julegave, som han sled op. Spillede og spillede og elskede musik.

Han begyndte ikke at komponere musik som toårig eller spille firhændigt klaver, da han fyldte tre. Men måske var det min skyld, fordi vi holdt op med at gå til babyrytmik? Fordi vi opgav hans talent og ikke formåede at gribe det momentum, vi havde, dengang han var lille. Seriøst, jeg får dårlig samvittighed, hver gang jeg ser den guitar, så nu har jeg lagt den væk. Vi havde virkelig ikke tid til at gå til musik, for vi har jo også arbejde og vores egne interesser og venner at pleje. Men hvad nu, hvis det var lige der i det musiske hjørne, at han var særligt begavet. Tænk, hvis det øjeblik er forpasset for evigt,og tænk, hvis det er min skyld.

Det, jeg mener

At vi skal lade de børn være. At ikke alt skal være organiseret/dokumenteret læring. At vi skal lade dem falde og selv rejse sig op igen. At det ikke er lykken at stille sig frem i rampelyset eller hele tiden kæmpe for at være den dygtigste til alting. At vi skyder os selv i foden, hvis vi ikke slipper vores børn fri og lader dem gøre deres egne erfaringer. At mine børn ligesom de fleste andre middelklassebørn ikke er i fare for at blive understimuleret (alle, der har en Mandala-malebog liggende derhjemme, rækker hånden op). At vi skal lære vores børn at hvile i sig selv i stedet for at søge anerkendelse fra andre. At vi alle er afhængige af fællesskabet, og at man må lære både at give og tage for at høre til et sted.

Undskyldningen

Selvfølgelig drømmer jeg om, at mine børn bliver lykkelige. Bare sådan i bund og grund. Bevares, hvilken forældre ville jeg ellers være? Men jeg drømmer eddermame også om, at de bliver stjernegode til det, de laver. Fordi det også er en form for lykke. Tror jeg. Og måske er det også, fordi jeg ved, at de andre kigger på mig med det der anerkendende blik, hvis de ser mine særligt talentfulde børn udfolde deres fulde potentiale.

Jeg står ikke og hepper pådem på sidelinjen. Så lavt synker jeg trods alt ikke, men det ligger i tonen mellem de voksne og børnene, at det er bedre at være dygtig(st) til noget. At det er bedst at blive set af de andre.

Min undskyldning er, at jeg er et produkt af min tid. Og mine børn endnu mere. Det er let at tænke sit, når man står længere fremme i livet og er i gang med at kaste guld, røgelse og myrraskær ud over sine egne værdier, men engang for længe siden var der en hel generation af forældre, der ikke længere bare ville ses, men også høres. Mens de stod og råbte, voksede jeg op. Drømmen om at blive set kaster lange skygger over næsten hver eneste dagbogsside fra den gang. Nu giver jeg den drøm videre til mine børn, som nu står og råber SE MIG på en hvilken som helst platform, der minder om en scene. Vi beklager os, men er også lidt stolte af, at de tør.

Suzette Frovin er journalist