Kronik

De store muligheders valgkamp

EU er i opløsning, og vi er i krig i Afghanistan og Libyen. Derfor er det beskæmmende, at de danske politikere ikke benytter den rekordlange valgkamp til at indoptage grænseoverskridende problemstillinger og med visioner løfte sig med løsninger, som i udlandet opfattes som ideer, der kan bære ind i en lysere fremtid
Denne sommer vil føre til politikerlede, hvis ikke de store linjer i valgkampen trækkes op der, hvor verdenssammen-hængen indgår — og det i stedet blot bliver et mediecirkus om valget mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.

Denne sommer vil føre til politikerlede, hvis ikke de store linjer i valgkampen trækkes op der, hvor verdenssammen-hængen indgår — og det i stedet blot bliver et mediecirkus om valget mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.

Keld Navntoft

Debat
19. juli 2011

Hvor bliver det store vingefang af i den længste valgkamp i mands minde? Europa er i opløsning, det globale samfund er inde i et stort skifte, og vi er i krig i Libyen og Afghanistan. Hvad kan vi bidrage med for at støtte friheds-bevægelserne i de arabiske lande? Netop nu har Danmark mulighed for at sætte en dagsorden ved at gå i spidsen med visioner for løsninger af det, der skal give perspektiv for fred og stabilitet, men det er tvivlsomt, om politikerne og partierne overhovedet har ambitioner om at løfte den politiske debat op og se Danmark i et internationalt perspektiv? Vi skal bedømmes på, om vi har mod og evne til at pege på ideer, der kun lader sig realisere i samspil med andre demokratier.

Europa er i idenød, mens vi diskuterer regulering af efterløn, grænsebomme og besparelser på 47 milliarder kroner. EU er i sammenbrud, og tusinder af unge demonstrerer i Athens gader, i Spaniens byer, i Portugal, Frankrig og Italien.

Finanskrisens omfang er slet ikke forstået. Den opfanges ikke af danske politikere. Der er et sammenbrud i demokratierne, fordi skellet mellem rig og fattig vokser med voldsom kraft. Når 40 procent af de unge i Grækenland og Spanien er uden arbejde, vokser desperationen, som stiger til en vrede, der kan komme ud af kontrol. Grækenland og Spaniens befolkninger mister lige nu troen på demokratiet. De ser ikke politiske løsninger, når de skubbes uden for samfundet, uden arbejde, uden håb om, at der er brug for deres viden og uddannelse. Her er det absolut nødvendigt, at vi danske kommer dem i møde ved at udvikle politiske modeller, som kan give disse unge håb, når de ser sig om efter idealer, der kan omsættes i praktisk politik og give dem tro på en fremtid med arbejde og familie.

I stedet sætter vi grænsebomme op for at lukke os inde med vor selvfedme. Vi har intet lært af Europas historie, hvor national selvtilstrækkelighed og sociale spændinger førte frygtelige krige med sig.

Det europæiske samarbejdsprojekt med Kul- og Stålunionen skabtes af visionære statsmænd 10 år efter, at Hitler og nazismen knustes. Vore lande skal forpligte sig i et demokratisk fællesskab.

Vi har flyttet os

Nu er EU sendt til tælling. Derfor er det kortsynet, at en rekordlang valgkamp i Danmark ikke kan indoptage grænseoverskridende problemstillinger og med visioner løfte sig med løsninger, som i udlandet opfattes som ideer, der kan bære ind i en lysere fremtid.

Det farligste, der er sket i et tiår med Dansk Folkeparti ved rorpinden, er ikke erkendt endnu. Det er, at det danske folk har flyttet sig, fordi partier har indrettet sig i en nationalistisk indkrogethed i forhold til omverdenen. Befolkningen står et helt andet sted end for 10 år siden. Det er en moralsk krise i dansk demokrati, der vækker uro ude i Europa.

Engang var vi et stolt folk med Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen; nu bøjer vi beskæmmet hovedet, når vi kommer til udlandet, mens landets udenrigsminister rejser til kolleger i Tyskland, Sverige og Polen for forgæves at forklare det, som de kan se ødelægger den åbenhed, som er stoltheden i den europæiske fællesskabsidé.

Denne sommer pålægger politikerne at løfte valgkampen, så den giver danskerne stoltheden tilbage ved at gå foran i kampen om det, der kan give europæisk demokrati fremdrift og ikke dødsdrift.

Og hvor er vores EU-parlamentarikere i øvrigt blevet af? De må hjem og tilføre valgkampen den europæiske dimension. De skal være synlige nu, så de genkendes som vigtige europæiske spillere ved næste EU-Parlamentsvalg. Det må afklares for vælgerne, hvad der afgøres af Folketing og regering, og det, der nødvendigvis bestemmes i EU.

Danmark må ikke være et puslingeland, der hygger sig i smug. Dansk demokratisk debat må inddrage det europæiske perspektiv nu, da vi overtager formandsstolen om et halvt år.

Handling og ansvar

Oprørere mod tyranniske magthavere i Nordafrika og den arabiske verden synes at være begyndelsen på et demokratisk ungdomsoprør, men forløbet i Europas nabolande omkring Middelhavet afhænger af EU's indsats og dermed af dansk iderigdom.

Et enigt Folketing bakkede op om indsatsen i krigen i Libyen; men spørgsmålet om demokratisk udvikling i Libyen er åbenlyst fraværende i den danske valgkamp.

Hvordan kan vi støtte den ungdom, der fældede Mubarak i Egypten, og som i denne sommer famler efter at finde vej til demokrati? Det skal der findes svar på, for svigter vi her, bliver resultatet desperation og borgerkrig, fordi skuffelsen med sociale spændinger bliver en ny trussel, værre end de gamle despoters regime.

Oprøret i den arabiske verden kræver europæisk handling. Flygtningestrømme i det gældsprægede Grækenland kræver en europæisk fordeling af de folk, der flygter fra Syrien og Libyen og Afghanistan. De krigshandlinger, der finder sted, blander vi os i militært, men så er kravet sandelig også, at danske politikere finder løsninger på de sociale, kulturelle og økonomiske problemer, som truer disse lande med sammenbrud.

Samtidig hærger nationalismen i Europa. I Ungarn ophævede man med ministerpræsidenten i spidsen presse- og ytringsfriheden, i Holland er fremmedhadets parti rykket ind i regeringskontorerne, i Frankrig og Østrig er de fremmedfjendske næststørst i meningsmålingerne.

Krisen gennemsyrer det europæiske samfund, fordi der er angst i befolkningen, som vil tilbage til nationalstatslig idyl.

Den danske befolkning ønsker social sikkerhed, miljømæssig og økonomisk sikkerhed, men dertil kræves europæisk solidaritet. Derfor må diskussionen om alle de forbehold, vi har over for EU, være centrale i debatten.

Dernæst skal vi foreslå EU-finansiering ved at indføre skat på finansielle transaktioner i Europa for at sætte en stopper for den skattekonkurrence mellem Europas stater, som de multinationale selskaber høster fordelen af. De multinationale selskaber uden for samfundets kontrol er demokratiets hovedfjende.

Sig nej til mediecirkus

Finanskrisen har afsløret bankverdenens hulhed, når den råbte op om at blive fri for statens indblanding. Nu har den ikke haft andre steder at gå hen end til staten. Finanskrisen har samtidig vist, hvor svagt rustede demokratierne er. De er ved at bukke under, hvilket Grækenland er det stærkeste bevis på.

Demokratiet skal genvinde magt og styrke ved større demokratisk kontrol med banker og børshandler. Ikke som led i en socialisering men af en ny tænkning om, hvordan befolkningen får indflydelse på den mægtige kapitalkoncentration.

Alle disse problemer må inddrages i valgkampen.

Opdelingen i rød og blå blok er narreværk uden dækning i de virkelige forhold; men undervurder ikke vælgerne. Lad dem for alt i verden ikke blive spist af med et mediecirkus om valget mellem Helle og Lars. Denne sommer vil føre til politikerlede, hvis ikke de store linjer trækkes op der, hvor verdenssammenhængen indgår.

Engang var der et klassesamfund, der skabte overskuelighed. Det er historie, og lykkeligt er det. Nu lever vi i individualiseringens grænseoverskridende samfund, hvor der spørges efter troværdig ledelse, der bygger på et nutidigt værdigrundlag.

Dansk demokrati skal genindtage pladsen, som andre lande ser hen til. Med et samarbejdende folkestyre, der finder løsning i fællesskab, når krisen rammer. Den regering, vi får efter folketingsvalget, skal vække opmærksomhed i Europa, fordi den vil finde løsningen på europæisk plan og ikke lukke af for omverdenen.

Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dejligt med et friskt input i de ellers så fastlåste danske debatcirkler.

Engang var vi et stolt folk med Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen

Der er vel oplagte grunde til, at disse tre følte de havde en livsopgave i at påvirke den elitære, selviske og selvtilstrækkelige del af den danske folkesjæl - ud over et behov, kunne de også se muligheder.

...men internationalitet kunne de ikke bibringe den danske folkesjæl. At erklære klassekampen for død er, i en tid med kamp verden over for, basale livsnødvendigheder, beskæftigelse og en værdig fremtid, en floskel udsprunget af netop dette elitære, selviske og selvtilstrækkelige standpunkt.

Må jeg anbefale Martin Andersen Nexø som et godt supplement til de tre nationalklenodier.

Pær Køie Kofod

Samt Ludvig Hollberg

Michael Kongstad Nielsen

Vær vis på, at vi får en Helle mod Lars valgkamp, desværre. For det har medierne besluttet sig til for længst, vi skal have noget, der svarer til USA´s, og politikerne spiller med på melodien for fuld skrue.

Det er rigtigt, at danskerne har lukket sig om sig selv i en selvoptaget rus af selvtilstrækkelighed, men at ønske mere EU er ikke løsningen. Hvis EU skal være valgtema, skulle det være, at Europa ville have bedst af at slække på unionsbåndet, gå tilbage til det frie marked, og ikke andet, så landene kunne ånde frit igen og tage ansvar for sig selv på egne præmisser.

I de nye arabiske demokratier skal vi være meget tilbageholdende, modsat Asger Baunsbak-Jensens forestilling. EU skal holde lav profil, for det er arabernes egen revolution, deres egen fremtid, de vil ikke påduttes vores løsninger og bedrevidende pegefingre, husk på, for dem er vi stadig de gamle kolonimagter.

Men mere demokratisk kontrol med banker og børser lyder helt fint. Men kære Baunsbak-Jensen, klassesamfundets dage er ikke forbi - befolkningens delinger ser bare anderledes ud end tidligere.

Valgkampen kunne gerne handle om, hvordan Europa finder en ny vej, efter at BRIK-landene har overtaget al verdens vækst, og efterladt Europa og USA i recession og kolossal gæld. En ny vej, der medfører tab - også på det mentale plan, da gamle politiske drømme og ambitioner om Europas Forenede Stater må opgives og erstattes af noget nyt.

Hvordan kommer Europa videre, og hvordan kommer Danmark videre? Det burde valgkampen handle om. Og her kunne den senere tids mange gode indslag om bæredygtighed, vækstreduktion, neddæmpning af forbruget, økologi, samarbejde med naturen i stedet for ødelæggelse osv. være oplagte temaer.

Anne Albinus

Tak til Asger Baunsbak-Jensen for en god artikel.

Desværre kommer valgkampen nok til at dreje sig om grænsestriden, for den kan VK bruge til at forsøge at blive genvalgt på, skriver Financial Times i dag.

Mange vælgere forstår ikke, hvorfor EU blander sig i genindførelsen af grænsekontrol. Det lagt oven i almindelig EU-modstand giver stemmer. Med VK's støtte til genindførelsen af grænsekontrol, kan man spørge, om de to partier stadig er tilhængere af Schengen og af EU?

odd bjertnes

Fra konlusionen :
'Dansk demokrati skal genindtage pladsen, som andre lande ser hen til'

Gør man det nationalt som ekspeditionskontor for overnationale kræfters dekreter. Det trods alt andre nationaliteter der er i de andre lande, der gerne skulle se hen.
Muhammedtegninger - og kriminelles større risiko for at blive stoppet ved internationale checkpoints (som de naturligvis kører udenom, jojo ... ;-)) - er stadig blandt de mest succesrige eksportvarer fra de seneste år på den front. man må så leve med at jublen ikke er lige så globalt u-delt som jublen over verdens bedste skoler, sygehuse og mest ensrettende børnehaver....

Rettelse: Klassesamfundet findes stadigvæk. Politikerne har bare gjort alt hvad der står i deres magt for at ignorere det og undlade at sætte fokus på det i håb om at befolkningen ikke opdager det.

@markus lund

tjae, eller noget overraskende kan, i det mindste tænkeligt være tilfældet: for hverken verden'"s" eller europa"s", eller danmark"s", eller grøndland"s" arbejdere, er jo ligefrem hel fri for at tænke deres og sit, det kan jo f.eks. være udtryk for, "gode miner i "slette" spil", hvis de vinker og smiler, og vifter med flag, hvis "honoratias" er på visit.