International kommentar

Terrornansiering i Somalia

Det ville unægteligt være mere fornuftigt med hensyn til dansk og international terrorbekæmpelse i Somalia at fokusere på det, der foregår inden for Somalias grænser, snarere end at bidrage til at mistænkeliggøre den somaliske diaspora yderligere, senest ved en konference med Udenrigsministeriet som vært
Debat
4. juli 2011

Udenrigsministeriet var i sidste uge vært for en international konference om terrorfinansiering i Somalia. Ved åbningen blev udenrigsminister Lene Espersen citeret for at sige, at »det er afgørende at forhindre den somaliske terrororganisation al-Shabaabs virke. Derfor må vi sikre, at penge, som overføres fra somaliere i Danmark, ikke kommer i de gale hænder.«

Konferencen fokuserede på de mange milliarder kroner, som somaliere i udlandet, også kaldet diasporaen, hvert år sender tilbage til hjemlandet. Ingen kender det nøjagtige beløb, men det anslås at ligge et sted mellem fem og 10 mia. kr. om året. Dette enorme beløb har længe været under mistanke for ikke alene at gå til at brødføde familien, men også til lokale terrorgrupper, herunder til al-Shabaab, som har kontrollen med store dele af det sydlige og centrale Somalia. Rationalet for konferencen er tilsyneladende, at fordi myndighederne har svært ved at følge pengestrømmene hele vejen fra Vesten tilbage til Somalia, så ender nogle af dem nok hos islamiske terrorister.

Myndighedernes ambition om at få bedre styr på disse pengestrømme er altså en del af en international strategi, der skal bekæmpe al-Shabaab og terrorismen i Somalia. I sidste ende kan bedre kontrol med pengestrømme fra diasporaen måske ligefrem være med til at skabe et fredeligt og stabilt Somalia, fri for terrorister, pirateri og flygtningestrømme.

At Somalia har mange og graverende problemer, der også rækker ud over landets grænser, er der ingen tvivl om. Men den måde, som konferencen italesættes på, falder desværre i tråd med den mistænkeliggørelse, som den somaliske diaspora har været udsat for igennem de seneste ti år. Ingen somaliere i Danmark er endnu blevet anklaget, endsige dømt for terrorfinansiering, men det betyder jo ikke, at det ikke foregår. I forlængelse af konferencens fokus på diasporaens pengeoverførsler rejser sig dog tre umiddelbare spørgsmål. For det første om pengeoverførslerne er så uigennemskuelige, som der lægges op til. For det andet i hvilket omfang diasporaen rent faktisk støtter al-Shabaab. For det tredje om relevansen af at bekæmpe al-Shabaab ved at fokusere på pengeoverførsler fra diasporaen.

Etablerede systemer

Konferencens præmis om, at det er svært at gennemskue og monitorere pengestrømmene til Somalia, holder ikke længere helt. Inden for de seneste ti år har de større somaliske aktører i pengeoverførselsbranchen taget en række initiativer, som i højere grad dokumenterer, hvem der sender penge til hvem, og hvor meget der sendes. Det største somaliske pengeoverførselsfirma, Dahabshiil, som har filialer i en lang række lande, herunder Danmark, og som benyttes af FN og internationale ngo'er, der arbejder i Somalia, Somaliland og Puntland, opererer da også i dag nærmest som enhver anden international bank. Det betyder bl.a., at det kun er muligt at sende og modtage penge, hvis man i øvrigt er kendt af banken. I praksis giver det faktisk myndighederne mulighed for at se, hvem der modtager penge fra hvem, da kunder og transaktioner registreres. Det er samtidig vigtigt at pointere, at pengeoverførselsfirmaer som Dahabshiil ikke opererer via ulovlige finansielle kanaler, men benytter sig af det etablerede internationale banksystem. Fænomenet med terror- finansiering handler altså ikke alene om somaliske pengeoverførselsfirmaer og skjulte netværk, men også om danske og internationale bankers deltagelse i den globale finansielle infrastruktur.

Når bekæmpelse af terrorfinansiering (Counter Terrorism Financing, CTF) i mange år har haft svære vilkår, skyldes det blandt andet manglende koordinering i Vesten og modvilje fra nogle større vestlige nationer. Det er med andre ord ikke en særlig somalisk problematik, men en international problematik.

At den somaliske diaspora sender og har sendt penge til al-Shabaab og andre islamiske militante bevægelser i Somalia kan der ikke være tvivl om, og der har også været rejst sager i Norden angående støtte til al-Shabaab. Og der er heller ingen tvivl om, at al-Shabaab i sine offentlige kommunikeer jævnligt forsøger at rekruttere frivillige fra diasporaen til kampen i Somalia. Men spørgsmålet er, i hvilket omfang diasporaen støtter al-Shabaab. Det er stadigt uklart, men der er en række forhold, som taler imod, at somaliere i diasporaen skulle indlade sig på at sende penge til terrorgrupper i Somalia.

Tvivlsomme argumenter

For det første er det ikke kun danske og udenlandske myndigheder, som bekymrer sig om terrorfinansiering, det gør den somaliske diaspora i høj grad også selv. Diasporaens moralske forpligtelse ift. at sende penge tilbage til familien er nemlig så stor, at det typisk afholder folk fra at støtte al-Shabaab, da det ville kunne ende med et fængselsophold, og dermed umuliggøre kravet om at sende penge tilbage til familien. Den moralske forpligtelse, der knytter sig til pengeoverførsler til familien, modvirker altså i sig selv, at pengene skulle gå til terrorgrupper.

For det andet ville al-Shabaab blive rigtig upopulær i hjemlandet, hvis folk ikke fik deres penge fra diasporaen, fordi de var under anklage eller dømt for at støtte bevægelsen. Som sådan er det altså en dårlig strategi for bevægelser som al-Shabaab at satse på diasporaen som deres økonomiske grundlag.

Måske vigtigst af alt er de penge, som al-Shabaab i et eller andet omfang får fra diasporaen, langtfra deres vigtigste indtægtskilde. Deres primære indtægtskilder er derimod kontrollen med havnen i Kismayo og dermed importen og eksporten til og fra det sydlige og centrale Somalia, beskatning af det private erhvervsliv, beskatning af forbrugsvarer samt beskatning af de internationale udviklingsinstitutioner, som arbejder med humanitær bistand i det sydlige og centrale Somalia.

Som sådan er det ikke penge fra diasporaen, men penge, der genereres inden for grænserne af Somalia, som udgør deres vigtigste indtægtskilde. Og disse penge rækker langt i det fattige Somalia, så argumentet om, at man kan dræne al-Shabaab økonomisk, er altså tvivlsomt. For det første fordi diasporaen langtfra er al-Shabaab's primære indtægtskilde. For det andet fordi al-Shabaab næppe behøver enorme midler for at fortsætte sin kamp i Somalia.

Heraf følger, at det ville være mere fornuftigt for dansk og international terrorbekæmpelse i Somalia at fokusere på det, der foregår inden for Somalias grænser, snarere end at bidrage til at mistænkeliggøre den somaliske diaspora yderligere.

Peter Hansen og Søren Hove er begge ph.d. og projektforskere på Dansk Institut for Internationale Studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her