Kronik

Det er tid til større ambitioner for global bæredygtighed

En liste med nye bæredygtighedsmål løser ikke i sig selv de globale udfordringer, men de kan være afgørende for at samle verdenssamfundet om en fælles strategi. Der skal bl.a. større fokus på adgang til rent vand og sanitet, på landbrug og skovbrug og på nye mål for energi. Og så skal vi undgå de kortsigtede løsninger, og at målene gør, at vi koncentrerer indsatsen i de nemme lande
Indsatsen for rent vand og sanitet skal langt op på dagsordenen på Rio+20-konferencen, mener klimakommissær Connie Hedegaard.

Indsatsen for rent vand og sanitet skal langt op på dagsordenen på Rio+20-konferencen, mener klimakommissær Connie Hedegaard.

Yusuf Ahmad

22. juli 2011

Verden i dag står i en paradoksal situation. På den ene side vælter det bogstavelig talt frem med gode erfaringer på, at grøn vækst og en styrket klimaindsats både kan skabe miljøforbedringer, øget energisikkerhed, vækst og arbejdspladser. Tyskland har allerede i dag 250.000 arbejdspladser inden for vedvarende energi, Kina omkring 1,3 millioner et tal, der stiger med omkring 100.000 om året. Og verden over er virksomheder, byer og kommuner begyndt at sætte fokus på bæredygtighed og ressourceforbrug i et omfang, der ofte får nationalstaternes indsats til at blegne.

På den anden side hober beviserne sig op for, at vores måde at leve og forbruge i stigende grad er ude af trit med planetens ressourcemængde og ydeevne. Dagligt melder medierne om nye klimarelaterede katastrofer, oversvømmelser, tørke og ekstrem nedbør; om nært forestående kollaps i fiskebestande og andre økosystemer; om væbnede konflikter og om stigende pres på alt fra energi til vand og fødevarer. Og udfordringerne hænger sammen. Flere har for eksempel peget på de stigende fødevarepriser som en af årsagerne til opstanden i Tunesien, der satte gang i det arabiske forår, hvilket igen har givet kraftige udsving i olieprisen. Og medvirkende årsag til stigende fødevarepriser er selvfølgelig et stadig mere ustabilt og uforudsigeligt klima. Lige nu illustrerer situationen på Afrikas Horn, hvor den værste tørke i 60 år har skabt en sultkatastrofe med millioner af ofre, måske bedst denne pointe.

Som om det ikke var nok, bevæger de internationale forhandlinger om en række af de nævnte udfordringer sig desværre kun fremad med sneglefart. Når verdens ledere om knap et år mødes i Brasilien til den såkaldte Rio+20-konference, vil det altså være med en historisk svær politisk situation som bagtæppe. Og der vil være behov for nye og anderledes løsninger end dem, der gennem de sidste 150 år har skabt vores vækst og velstand.

Diskussionen om de løsninger blev der taget hul på med den første Rio-konference, der fandt sted i tiden efter Murens fald og Den Kolde Krigs ophør og satte en visionær dagsorden for bæredygtig udvikling. Netop derfor bør vi bruge 20-året for Rio-konferencen til at sikre fornyet politisk opbakning og sætte en tilsvarende ambitiøs dagsorden for bæredygtig udvikling i de kommende årtier. Det er der brug for.

Det rene vand

Aftalerne fra den første Rio-konference er langt fra implementeret. Og flere af problemerne er faktisk vokset i størrelse. Men der er også sket solide fremskridt. Demokratiet og respekten for menneskerettighederne har bredt sig markant. Andelen af verdens befolkning, der lever i fattigdom, er faldet markant fra 46 procent i 1990 til 27 procent i dag. En lang række lande har indført fri og gratis grundskole, som betyder, at millioner af børn er kommet i skole. Og i de seneste år har en række lande, bl.a. Mexico, Brasilien, Etiopien og Sydafrika, gennemført store socialprogrammer. Samlet vil verden altså nå en række af de globale 2015-mål. Vel er der stadig langt igen, før den mest ekstreme fattigdom er afskaffet. Men fremskridtene har vist, at verdenssamfundet faktisk kan sætte fælles globale mål og arbejde sammen om at nå dem.

Også når det gælder indsatsen for miljø og klima, er der sket fremskridt. Vi har fået internationale aftaler omkring beskyttelse af ozonlaget og biodiversitet, og på klimaområdet var der markante fremskridt i både København og Cancun. I forløbet op til COP15 og månederne efter satte mere end 90 lande hjemlige CO2-mål herunder de fleste G20-lande. Og med Cancun-aftalerne blev beslutningerne fra København formaliseret i FN.

Men der er brug for, at vi på Rio+20-konferencen sætter nye ambitiøse mål for verden: Globale Bæredygtighedsmål.

Tiden er kommet til at samle verden omkring en samlet plan mod bæredygtig udvikling en plan der skal udtrykkes i en række enkle, men stærke mål. De skal bygge på det fundament, vi har fået med 2015-målene, og en række andre globale initiativer, men de skal samles, styrkes og udbygges.

Der er ikke noget galt med de eksisterende mål. Men i det nye århundrede med mere sammenvævede kriser er de ikke nok. Målene skal derfor styrkes og udbygges. Indsatsen for rent drikkevand og sanitet bliver afgørende i fremtiden, hvor befolkningstilvækst, forurening og klimaforandringer kan betyde, at over en milliard mennesker får problemer med adgangen til rent vand. Indsatsen for rent vand og sanitet til alle skal fastholdes og forankres i et klart globalt mål.

Der bør også være et mål, der kombinerer en samlet og styrket indsats for biodiversitet med bevarelsen af verdens skove og en styrkelse af jordens frugtbarhed og indholdet af organisk materiale. Et mål for bæredygtigt landbrug og skovbrug skal samtidig bane vejen for nye incitamenter for landmænd og skovbrugere i verdens fattige lande i form af direkte betalinger for miljø-og naturydelser. Det har vi gjort i en årrække i EU. Det skal vi i stigende grad også gøre i verdens fattige lande.

Rige og fattige

Derudover skal vi have mål for energi. Det kan indeholde ét delmål for adgangen til energi og ét for forbruget af energi. FN's rådgivende panel om energi og klima foreslog i 2010 to konkrete mål: Alle skal sikres adgang til moderne energiformer i 2030; og den globale energiintensitet (energimængden pr produceret enhed) skal reduceres med 40 procent i 2030. Det er gode bud på globale mål. De kunne suppleres med et delmål for andelen af vedvarende energi, en tanke der allerede blev diskuteret i Johannesburg ved Rio+10 i 2002.

Globale bæredygtighedsmål for energi må ikke svække ambitionen og arbejdet i de internationale klimaforhandlinger. Det har stadig topprioritet at få en ny bindende international klimaaftale. Men globale mål for adgangen til bæredygtig energi kan understøtte en global klimaaftale. Et mål for adgang til moderne energiformer for alle mennesker vil samtidig kunne forene en global klimaindsats med vækst, udvikling og fattigdomsbekæmpelse.

Ovenstående er ét bud på nogle nye globale bæredygtighedsmål, der kan supplere og udbygge 2015-målene. Der kan være andre områder, der bør sættes fokus på. Der kan være andre måder at formulere målene på. Men det vigtige er at få startet debatten nu, og at få vedtaget et sæt af nye mål på Rio+20-konferencen til næste år. Og det er vigtigt, at alle målene forpligter og engagerer både rige og fattige lande.

Et sæt af nye globale bæredygtighedsmål løser ikke i sig selv de globale udfordringer. Men de kan være afgørende for at samle verdenssamfundet om en fælles strategi. De skal bakkes op af klare indikatorer på både globalt, nationalt og gerne lokalt niveau. De skal udmøntes i stærke nationale strategier, politikker og redskaber. De skal støttes af nye innovative og internationale finansieringsmekanismer. Og de skal udmøntes i nye partnerskaber mellem regeringer, civilsamfund og private virksomheder. Vi skal lære af erfaringerne og undgå, at målene fører til kortsigtede løsninger, eller koncentrerer indsatsen i de nemme lande.

På Rio+20-konferencen bliver det afgørende at forene kræfterne på alle niveauer, at sætte fokus regeringernes ansvar og nationalstatens opgave, og komme med et klart bud på de nationale politikker og instrumenter, der er nødvendige for en bæredygtig udvikling, og at skabe nye partnerskaber. Det bliver ikke nemt. Men det er nødvendigt.

 

Connie Hedegaard er EU's klimakommissær, og Christian Friis Bach er adjungeret professor i international økonomi ved Københavns Universitet/LIFE

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Pær Køie Kofod

Op til Klimatopmødet , COP 15, var vi KLAR med det paradigmeskifte.
Hvor det samlede energiregnskab er målsætningen.
( P.t. holder vi kun symbtom-behandling-niveau.)
Den dynamiske konkretisering af eksempler, der kunne mobilisere både u-lande og I-lande.
Skabe fælles fodslag - ligeværdigt.

Der logistisk og holistisk holder væsentligt højere niveau. End det der blev præsenteret op til. Og efter COP 15.

Lyder som en absurditet.
Da de vestlige lande er meget "glade" for at fortælle om egen uddannelses-mæssige "overlegenhed".
I forhold til U-landene.
Hovmod.

At lave sunde dynamiske løsninger.
Der rykker.
Kommunikativt og praktisk i øjenhøjde med brugeren.
Er reelt set en smal sag. Og væsentligt billigere for forbruger og samfund.

Men det danske "samfund" er gladere for store ting.
Da det ser ud af mere!
Dyrker "mindreværds-komplekserne"

Forståelsen af det store i det små. Og det lille i det store.

Aksel Gasbjerg

1: "...vores måde at leve og forbruge er i stigende grad ude af trit med planetens ressourcemængde og ydeevne".

Denne centrale og vigtige sætning anføres underligt isoleret og uden yderligere kommentarer, til trods for at det snarere er her, der ligger en spændende debat og fremtidig løsning, end blandt de alt for kendte floskler, som kronikken i øvrigt fremfører.

2: "...på klimaområdet var der markante fremskridt i både København og Cancun".

Det er dybt diskvalificerende og skaber tvivl om kronikørernes troværdighed og dømmekraft at postulere, at COP15 og COP16 skabte "markante fremskridt".

3:"..den globale energiintensitet (energimængden pr produceret enhed) skal reduceres med 40 procent i 2030".

Dette er et dårligt energimål, som let kan blive en sovepude og give falsk tryghed, idet målet blåstempler den økonomiske vækst.

Hvis energimængden pr produceret enhed falder med 40%, men væksten samtidig stiger med 40% frem til 2030, ja så er CO2-udslippet forblevet konstant på det alt for høje aktuelle niveau.

For klimaet er et ton CO2 lig med et ton CO2, uanset om den bagvedliggende energieffektivitet er forbedret med 40%.

Pær Køie Kofod

Rettelse: symptombehandling-niveau.

Overordnet set betaler det danske samfund for meget samfundsøkonomisk.
Såvel samfundsdynamisk.

Praktiserer "Kejserens Nye klæder" i flere regi.
Uforholdmæssig dyre løsninger. Der ser flotte ud.

For lidt tro på egne/folks evner.
Inden for landets grænser.
Ikke mindst De borgere der kommer udenfor de etablerede cirkler.
En evne til at komplicere tingene mere end godt er.
Samt meget dyre forskningsfacilliteter til EN opgaveformulering.
Der fundamentalt kan løses af en 3. klasses elev.

Da Kriserne samlet/opgaveformuleringerne kan løses elegant enkelt i en multifacetteret synergi orientering .

Men man tyer hellere til uddannede autoriteter.
Hvis institutioner gerne skulle krediteres som værende det højeste niveau. Indenfor emnet.
De holder desværre ikke højeste niveau!

Steen Erik Blumensaat

Den blå himmel, glem det, flyenes varmeudledning har forlængst frataget os synet af den blå himmel.

Det kølige vandløb, glem det, kølevand har opvarmet floder, fjorde, vige, bugter, Tokyo bugten + 3 grader, vesterhavet +1.

Den årlige afsmeltning på 1,7 mm siden istiden stiger fra 2000- 2100 til 3.5mm årligt, en stigning på 35cm.

Landbrug, Brasilien har omdannet et areal større end Tyskland fra landbrugsområde til monokulturem soja.

Svinefarme med over 1 million svin lort i stride strømme.

Søren Kristensen

Det er svært at være uenig med artiklens forfattere og hvor er det skønt at de ved så meget om emnet. Det lover godt for fremtiden.

Boe Carslund-Sørensen

Nedenstående citater er hentet fra Miljøministeriet pjese "Skovene omkring os":

Citat 1:
”Der er ikke uden gode grunde, at vi fejrer skovens år og skovens dag. For skoven kan det hele. Den giver os en fantastisk natur, der rummer enestående oplevelser. Den er vores klo-des lunger.”

Citat 2:
”Verdens skove dækker 31 % af klodens landareal. Der ryddes ca. 13 mio. ha skov årligt, overvejende i troperne. Tilplantning og tilgroning udgør knap 8 mio. hektar.
Nettotabet er derfor ca. 5 mio. hektar – lidt mere end Danmarks areal.”

Citat 3:
”Ved plantning af blot 1 hektar løvskov bindes der cirka 10 tons CO2 om året i de 100 år, det tager skoven at vokse op. Det svarer til én gennemsnitsdanskers årlige CO2 - udledning.”

Citat 4:
”Træprodukter er lige så godt for miljøet som genbrug. Begge dele sparer på ressourcerne, træer vokser nemlig, og er en fornybar ressource. Og begge dele sparer affald da træ kan brændes af og give miljøvenlige energi.”

Citat 5:
”Træ er verdens stærkeste materiale i forhold til vægten. Derfor er højhuse af træ kraftigt på vej frem. Desuden er træ elastisk, og derfor bliver træhuse fx stående under jordskælv, hvor betonhuse kollapser.”

Citat 6:
”Skoven er også vigtig for dyr og planter, fordi den vokser i højden. Det giver forskellige lag af lys og fugtighed, og det betyder fx, at der i trækronerne lever fugle og insekter, der ikke ville være der, hvis der kun var skovbund.”

Citat 7:
”Der dannes den sammen mængde grundvand under løvskov som under drænede land-brugsarealer. Tidligere mente man ikke, at det var tilfældet, fordi regnvandet bliver hæn-gende i trætoppene, men forskerne ved nu, at langt det meste grundvand dannes om vinte-ren, hvor der ikke er blade på træerne – og derfor er der ingen forskel mellem skov og mar-ker, hvis der er tale om løvskov.”

Citat 8:
”Folketinget besluttede i 1989, at det danske skovareal skal fordobles inden for én skovge-neration.”

Når SDE sammenholder ovenstående udsagn, så er der nogle forhold, der står lysende klart:

At citaterne ikke kan have lige stor sandhedsværdi!

At der ikke er sammenhæng mellem de videnskabelige fakta og den førte energipolitik.

At vi ikke kan afbrænde biomasse fra vore skove, uden at det går ud over balancen mellem vores CO2-udledning og skovenes evne til at indfange denne CO2.

At Danmark skal plante 5,6 millioner hektar med løvskov, for at skoven skal kunne nå at indfange vort årlige CO2-udslip over en periode på 100 år.

At vi ikke kan tillade os, at fjerne hele skovenes årlige tilvækst, for så bidrager skovene ikke til at reducere CO2 udslippet.

At hvis vi vedbliver med at fjerne mere skov, end vi genplanter, så får vi meget svært ved at ned-bringe CO2-konsentrationen i atmosfæren.

At der er en hurtigere omsætning af CO2, hvis vi i stedet for at bruge træ til energiformål anvender biomasse fra etårige planter f.eks. halm.

At vi må og skal have styr på kulstofkredsløbet.

At afbrænding af biomasse kan ske på en måde, så en del af kulstoffet føres tilbage til de jordarea-ler, hvor biomassen kommer fra. Afbrændingen kan ske enten som pyrolyseforbrænding eller som en forgasningsafbrænding.

At det ikke nytter noget, at vi flytter ”minedriften” efter kul fra kulminerne til landbrugs- og skovarea-lerne.

At vi ikke kan tillade os, at reducere kulstofindholdet i humuslaget.

At vi skal finde en anden form for energikilde end skovenes træer og landbrugets biomasse.

At vi må finde en anden måde til at skaffe energi til boligopvarmning, der ikke ubetinget kræver af-brænding af et eller andet.

Forventninger var lave til denne kroniks indhold, da jeg så, hvem kronikøren(erne) var. Og mine fordomme om den kommende læseoplevelse blev bekræftet: Floskel på floskel og en masse ordgas. “…vores måde at leve og forbruge er i stigende grad ude af trit med planetens ressourcemængde og ydeevne." - Dette var kronikkens mest interessante bemærkning, men den skulle da ikke uddybes. Næh nej, læseren skal igennem en masse klichér og selvfølgeligheder i klimadebattens retorik. Tak for spild af min tid, Hedegaard og slipsemand.