Kronik

Tilbage til nationen

Gennem årene har Den Europæiske Union udviklet sig til en dæmon, vi ikke kan kontrollere demokratisk, og hvis indflydelse vi ikke kan fravælge
Gennem årene har Den Europæiske Union udviklet sig til en dæmon, vi ikke kan kontrollere demokratisk, og hvis indflydelse vi ikke kan fravælge
7. juli 2011

Den Europæiske Union må være det bedste, der er sket for Europa siden Romerrigets fald. Vestens kreative og ekspansionshigende nationer måtte dog først igennem den totale katastrofe, før de kunne nå frem til en tilstand, hvor de ikke længere følte sig nødsaget til at overfalde hinanden. Men efter 1945 kunne ingen europæere ved deres fulde fem søge frelse i nationalisme. Idealet om et forenet Europa var enkelt: Ved gradvis at flette nationernes økonomier sammen ville ethvert motiv til at gå i krig forsvinde. Hvem ville lægge egne marker og fabrikker øde for at hæve sværdet? Når først alle europæere betalte for de samme produkter med de samme mønter, ville 'den evige fred' bryde ud.

Kants gamle drøm er i dag gået i opfyldelse. Kontinentet er administrativt og juridisk det stærkeste økonomiske område i verden og lider hverken af interne konflikter, massefattigdom eller diktaturer.

Men i dag ser Europa ud til at være nået til vejs ende. Den fælles valuta er ved at bryde sammen, oppustet til monetært genbrugspapir af desperate bankfolk og virksomhedsledere, der udpumper nødkreditter.

Hvad indvandring angår, lader EU desperate masser spille roulette med døden på utætte plimsollere i Middelhavet.

Italienske grøntsagsdyrkere får anskuelsesundervisning i, hvad det fælles marked betyder i dag: Dødbringende bakterier i Hamburg holder italienske afgrøder ude af de russiske markeder.

Frankrig forlader sig på atomkraftværker fra den tyske grænse, mens tyskerne hellere banker vindmøller op.

Danskerne genopretter grænsekontrol inden for Schengen-zonen, for i dag kommer alle dårligdomme fra den anden side af Danmarks ikke Europas grænser.

Og prøv lige at forklare en slovakisk fabriksarbejder, at hans pensionsopsparing er væk, fordi græske regnskabsfuskere vil slappe af i solen fra en alder af 53.

Folket blev ikke spurgt

Er det noget under, at en rabiat politik over for EU i dag kan indbringe 20 procent af stemmerne ved et nationalt valg? Men faktisk burde De Sande Finners fraktion være større. At Europa stadig nyder stor opbakning er alene begrundet i fortiden. Med sit stadig ekspanderende reguleringssystem, der umærkeligt har vævet alle medlemsstater sammen, har EU sneget sig ind ad bagdøren overalt.

Først handlede det kun om stål og skrot, der var tilovers fra krigen. Så fulgte en aftale om kulproduktion. Derefter om produktion af strøm. Så kom også landbruget til. Derefter told. Derefter justitsvæsen. Dernæst grænsekontrol. Derpå den fælles valuta. Og i dag falder næsten alt inden for EU's portefølje.

Ingen borger er nogensinde blevet spurgt om dette. Havde man i 1960 ladet franskmændene tage stilling til, om de ønskede et fælles retsrum med de forhadte boches, eller havde man foreslået luxembourgerne en særskat, der skulle hjælpe betrængte italienske bønder ville nejstemmerne have udgjort over 90 procent.

I dag er den slags normalt. I dag kan rumænere og bulgarere arbejde i Storbritannien, tyskere købe ejendom i Portugal på samme betingelser som portugisere, belgiske firmaer investere i Polen med irske penge og bagefter sælge deres produkter i Slovenien. I dag behøver vi ikke længere visum og pas for at tage til De Kanariske Øer eller Lapland. Og hver en flittig middelstandsborger i Schwaben har et afsætningsmarked uden for døren, der er større og mere købekraftigt end Nordamerika.

Var dette det paradis, som Europas geniale skabere såsom den franske teknokrat Jean Monnet og den musikalske Mainz-økonom Walter Hallstein engang drømte om i Europas ruiner?

I dag haler man europæeren Kohl til mikrofonen, hvor han hvisker paroler om udholdenhed: Vi må bistå grækerne i deres nød, vi må opbygge Europa og ikke forfalde til fordums nationaltænkning. Det lyder, som når en arkitekt besværger soliditeten i sit hus, efter at en tsunami har overskyllet det.

Mere ildevarslende lyder det, når centralbankpræsident Trichet lancerer en fortvivlet orwellsk vision om en centraldirigeret og fælles økonomisk politik for hele Europa: al magt til teknokraterne. Hvad er der gået galt her?

Monstret i Bruxelles

Det er ikke noget tilfælde, at den toneangivende tyske forfatter og ufejlbarlige seismograf Hans Magnus Enzensberger har valgt »det blide monster i Bruxelles« som ny yndlingsaversion. Enzensberger har intet imod EU's civiliserede resultater. Til gengæld ser han sig gal på unionens bureaukratiske hovedkvarter i Bruxelles, der med sin mani for centralisering og regulering truer med at gøre hele kontinentet til en »forbedringsanstalt« og kujonerer borgerne med vilkårligt opstillede regler. Magthaverne derimod tillades at sætte sig ud over egne lovklausuler som i tilfældet med euroen, hvis strenge adgangskriterier ingen lande ud over Luxembourg kan opfylde.

Enzensberger elsker at nedbryde tabuer, som når han et medlem af Tysklands 'fredsgeneration' går i direkte konfrontation med EU.

Tager han nu plads sammen med Wilders, Kaczynski og Le Pen? Selvsagt ikke. Den 'højreorienterede populisme', der i medierne altid diskuteres, som var den en kræftsvulst, er blot en halvbagt, fremmedfjendsk ideologi med én eneste solid vækstkerne: nationalisme.

Og når de europæiske vælgere instinktivt og i massevis strømmer tilbage den gamle orden, er det kun, fordi den nye fungerer så elendigt. Ingen folkeafstemning om et mere centraliseret og udvidet EU har i de senere opnået flertal. Europæerne er blevet bange for EU.

Her ligger problemets rod. Europa er, som Enzensberger udtrykker det, et fænomen af »postdemokratier«.

I de fleste medlemslande var der en sådan mangel på alternative projekter, at der aldrig blev stemt om EØF, Schengen og euroen. Så velkommen var den øgede velstand og fremgang fra åbne markeder og strukturstøtte, at selv lande, der sætter sig selv meget højt, såsom Ungarn og Polen, uddelegerede deres nyerhvervede suverænitet til Bruxelles uden at kny.

Ingen fælles offentlighed

Europa har på sin samordningsvej udviklet sig til en historisk ukendt dæmon: Hverken en forbundsstat, et statsforbund, et repræsentativt demokrati eller et diktatur, men et teknokratstyre, som ingen kan gennemskue eller kontrollere, og som ingen kan fravælge.

Selv med god vilje hos den politiske klasse har unionen aldrig kunnet fungere, for den mangler selve nøglen: Europa har ingen fælles offentlighed.

EU er beviset på, at demokratiet aldrig kan lykkes uden en fælles diskurs. Det overnationale Europa-Parlament, som under alle omstændigheder ikke har det store at skulle have sagt, bliver sammensat efter nationale valg.

Tv's politiske nyhedsdækning, kulturdebatterne og traditionerne forbliver rent nationale. Derfor stemmer folkeflertallet uanset om det hælder mod venstre eller mod højre gang på gang imod de etablerede partier, når det drejer sig om at afgive mere magt til Europa. Over for dette står den flersprogede og internationale netværkselite magtesløs.

Vi bliver nødt til at skære Europa ned til et format, som europæerne stadig forstår, og som de kan tage stilling til ved valgurnerne. Et Europa, som ikke skal være lobbyisternes og kompromisfabrikkernes Bruxelles, hvor 80 procent af vores love flikkes sammen i dag. Et Europa, som i sin enkelhed og renhed kan blive de demokratiske nationers Europa.

En udvej fra euroen og Schengen-rummet er næppe mulig uden at udløse et egentligt kollaps. Et ruineret Europa med nye mellemstatslige konflikter, voksende gensidigt fjendskab, voldsomme fordelingskampe, velfærdsstater under afmontering og masseflugt til dets økonomiske kernezone et sådant Europa, hvori også politiske galninge og deres frelsefortællinger igen får en chance, er ikke en skrækvision. Det vil blive det reelle resultat af et EU, der er kuldsejlet, fordi det er blevet ukontrollabelt og uelsket.

Stop overgrebet

Europa vil være bedst tjent med, at alle rumlerier i EU's overmanipulerende maskineri bringes til ophør. Alle beslutninger må gå tilbage til at blive demokratisk vedtaget. På nationalt, regionalt og lokalt plan. De overstatslige overgreb må have en ende.

Der eksisterer allerede én stat, der er vokset ud af sin nationale fase og har overgivet sig helt til EU. Det er ikke en tilfældighed, at den mest europæiske af alle stater i dag er Belgien. Her er demokratiet gradvis hensygnet i regionale interessers korruption og nepotisme. På papiret udnævnes der stadig regeringer, men de har ingen reel magt. Bureaukrater styrer alt efter EU's rettesnor og uden større afbrydelser. Folkets suverænitet og med den politikken som selvstændigt felt er borte.

Skal vi andre lide samme skæbne, er der kun én vej frem for Europa: tilbage til nationen. Tilbage til demokratiet.

Dirk Schümer er kulturredaktør ved Frankfurter Allgemeine Zeitung
© Frankfurter Allgemeine Zeitung og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

  • Selvkritik er ikke EU-monsterets stærke side

    23. juli 2011
    Forestillingen om et EU med folkesuverænitet er intet andet end 'høflig fiktion', mener Hans Magnus Enzensberger
  • Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

    19. juli 2011
    Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
  • 'Måske gør folk klogt i at være ligeglade'

    16. juli 2011
    Gianni Vattimo er medlem af EU-parlamentet, men har mistet troen på Europas vitalitet: 'Vores demokratier er gamle og trætte. Folk tror ikke længere på dem,' siger den italienske filosof
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Dirk Schümer har ret i konklusion, hvis udgangspunktet med EU, var en demokratisk ledet organisation.

EU er ikke for folket, men for kapitalen.Set i det perspektiv, er EU på rette kurs.

Magten forsvinder fra borgerne, og de reduceres til enten løsningen eller årsagen til kapitalens problemer.

Inger Sundsvald

Endnu et utopisk løsningsforslag som lyder godt nok, men som forekommer temmelig urealiserbart.
Hvad skal man sige? – ”Interessant”…?