Kommentar

Uafhængighed - for hvem?

Sydsudan: Hvem var det egentlig der fejrede uafhængighed den 9. Juli? Befolkningen eller de vestlige NGO'ere?
Debat
20. juli 2011

Den 9. juli kunne Sydsudan fejre deres uafhængighed fra Nordsudan. En begivenhed, alle håber kan sætte punktum for årtiers blodig borgerkrig mellem det kristne Sydsudan, og det altovervejende muslimske Nordsudan.

Desværre er der meget, der tyder på, at Sydsudans fremtid ikke tegner så rosenrød, og at de vestlige NGO'ere måske har deres upåagtede andel heri!

Landet kæmper med massiv fattigdom, tørke, grænsekonflikter og en krigsforbryderanklaget leder fra Nordsudan, der til stadighed har svært ved at acceptere Sydsudans suverænitet, bl.a. fordi en væsentlig del af olieressourcerne befinder sig i Sydsudan.

Sydsudans overlevelse vanskeliggøres også af en kraftig og efter vor opfattelse noget problematisk involvering fra en række NGO'er i forbindelse med landets opbygning. En aktivitet, der allerede tog fart i 1970'erne og hurtigt ændrede kurs fra at være regulær nødhjælp hvad der vel er kerneopgaverne for NGO'erne til decideret statsopbygning. Det problematiske var, at involveringen i høj grad skete udenom lokalbefolkningen.

En række vestlige NGO'er var meget virksomme i regionen, eksempelvis kirkelige nødhjælpsorganisationer. Disse NGO'er havde i flere tilfælde opnået et betænkeligt magtmonopol og satte i flere regioner den reelle politiske dagsorden. Dette resulterede i et uholdbart parallelsamfund.

Afhængigt af støtte

Man kan lidt provokatorisk betragte NGO'ernes involvering for en sen form for imperialisme, hvor lokalbefolkningen fik presset vestlige ideologier ned over hovedet. Sikkert i den allerbedste mening men er det NGO'ernes opgave?

Kan et samfund, der stort set ikke har været delagtiggjort i statsopbygningen, overhovedet fungere selvstændigt? Én ting er, at Sydsudan er blevet uafhængige af al-Bashirs nordsudanesiske regime. Men landet er til stadighed dybt afhængige af det internationale samfunds støtte, ikke blot økonomisk, men også igennem hjælp til styring af det politisk institutionelle system.

Hvorfor kom det så vidt?

Oprørsgruppen SPLA/M har i flere år været sydsudanesernes talerør udadtil. For at NGO'erne overhovedet har kunnet engagere sig i Sydsudan, har forhandlinger med netop SPLA/M været en bydende nødvendighed. Dog har dette ikke været uden problemer. SPLA/Ms opfattelse af en hierarkisk stat ligger langt fra den traditionelle vestlige tankegang om demokrati. Disse modsætninger har flere gange umuliggjort et konstruktivt samarbejde mellem NGO'erne og SPLA/M, og dermed også udelukket NGO'erne fra at indgå i et samarbejde med andre grupper af befolkningen.

De fremtidige udsigter for republikken Sydsudan?

NGO'erne har uden tvivl en stor del af æren for, at man overhovedet et nået frem til fredsaftalen i 2005, i og med at de har formået at opbygge noget, der i hvert tilfælde udadtil fremstår som en legitim stat. Men spørgsmålet er, om denne statsopbygning ikke blot er en kunstig skal.

Kan SPLA/M videreudvikle og administrere de statslige funktioner som de altså kun i begrænset omfang har været en del af til gavn for hele befolkningen og dermed skabe et velfungerende og demokratisk samfund? Og er de villige til at dele magten med andre konkurrerende politiske partier? Vil de have øje og respekt for de udviklingsbehov, der er i befolkningen f.eks. inden for økonomisk udligning og prioritering af uddannelser?

Det afgørende for Sydsudans fremtid er også, hvor tålmodigt det internationale samfund er, og hvor længe NGO'erne vælger at blive i landet. Landets store udfordring bliver at få inddraget lokalbefolkningen i den politiske proces, så Sydsudan kan udvikle sig til et demokratisk og økonomisk sundt land, som regionens ressourcer egentlig giver mulighed for. Hvilket den plagede befolkning har fortjent!

Hvad kan vi lære?

En vigtig pointe for os er, at omverdenen ikke må forfalde til hurtige konklusioner, hvis udviklingen i Sydsudan ikke går, som man kunne ønske sig. Det er alt for let at pege fingre af lokale magtstrukturer som eneste årsag til en sådan eventuel udvikling. Snarere bør vi se kritisk på den vestlige bistand den sudanesiske konflikt er jo nok ikke den sidste, vi kommer til at se. Hvor kompliceret det end måtte være, så er det for os helt afgørende, at NGO'erne reelt involverer lokalbefolkningerne aktivt i opbygningen af f.eks. nye statsinstitutioner. Kun derigennem sikrer vi et solidt fundament for en kommende, demokratisk udvikling og undgår netop at skabe ødelæggende parallelsamfund.

Kommentaren bygger på forfatternes projektopgave på det Samfundsvidenskabelige Basisstudium på Roskilde Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her