Læsetid: 5 min.

Udveksling, pis og papir

At bo og studere i et andet land giver en masse erfaringer, oplevelser og en indsigt, der ikke kan gøres op i ECTS-point eller passes ind i et meritskema. Og selv om der naturligvis skal være faglige krav, kunne man med fordel lette selve processen for de studerende, man jo gerne vil sende ud
26. juli 2011

Disse linjer er skrevet i Lima, hvor jeg er på udveksling et semester til trods for en lang, sej, bureaukratisk kamp om at få lov til at tage til Peru for at læse.

I forhold til udvekslingsophold i udlandet lader det til, at der findes tre grupper studerende: dem, der slet ikke vil af sted. Dem, der gerne vil, men ikke kan overskue de mange forhåndsgodkendelser, meritansøgninger og udenlandske universiteters vekslende kursuskatalog. Og så dem, der lider af så tilpas meget udve, at de går i gang med førnævnte langtrukne arbejde. I det flestes tilfælde lykkeligt (naivt?) uvidende om, hvor besværligt det egentlig er at gøre noget, der afviger fra den trygt tilrettelagte uddannelsessti, universiteterne tilbyder os.

Mange af mine studiekammerater hører til gruppe to de ved ikke, hvordan de skal komme helskinnede igennem alle de formularer. For hvordan kan man være sikker på, hvilke kurser der udbydes tre semestre ude i fremtiden på et givent universitet i udlandet? Hvordan kan man sikre sig en gennemtjekket liste med otte (!) universiteter, der alle matcher de krav, det Internationale Kontor, SU og studienævnet stiller? Og hvad gør man, hvis man sidder langt væk hjemmefra, og al planlægningsarbejdet ikke var godt nok skal man så løbe risikoen for at blive forsinket et semester i sit studie og betale sin SU tilbage?

Selv er jeg del af sidstnævnte gruppe og vil med det samme benytte lejligheden til at lykønske de stædige, (tål)modige og målrettede venner og veninder, der ikke gav op. Dem, der er på vej til Amsterdam og Australien. Dem, der har studeret i Istanbul, New York, Buenos Aires og London. Dem, der formåede ikke at tabe modet, selv om det lader til, at det er lige præcis dét, 'systemet' vil have os til. Pudsigt nok i en tid, hvor politikerne ellers opmuntrer studerende til at søge ud og udvide deres horisont. For ikke at tale om et jobmarked, der efterspørger færdiguddannede med erfaringer fra andet end den gængse skolebænk.

Så var der siesta

Tro mig, jeg taler af erfaring, når det gælder om at gøre noget, der afviger fra normen. Jeg læser kommunikation og performance design på RUC, som jeg overordnet set er glad for. Samtidig mener jeg, der er for lidt plads til praktiske erfaringer og kan ikke forstå, hvorfor universitetet ikke opmuntrer til dette formelt set. Undervejs i min uddannelse har jeg været i praktik to gange og på udveksling to gange. Jeg er af den overbevisning, at det er sundt og givende at se livet uden for universitetets trygge mure og er fra RUC opdraget til at være 'anderledes'. At turde tage min uddannelse i egen hånd, vinkle studiet til egne interesser og kompetencer med konstant tanke på, hvordan man bliver en attraktiv kandidat for arbejdsmarkedet.

Mine erfaringer stemmer desværre ikke helt overens med denne iværksætter-gå-på-mods-ånd, som RUC pålægger deres studerende. Første gang, jeg tog på udveksling, var til Spanien. Jeg havde den gang ingen anelse om, hvilket bureaukrati- mareridt det skulle blive og var ved at smide håndklædet i ringen flere gange undervejs. Jeg ventede spændt på endelig godkendelse fra værtsuniversitet i flere måneder og kontaktede RUC igen og igen. Lige lidt hjalp det, og til sidst sejrede min nysgerrighed. Uden om RUC kontaktede jeg værtsuniversitetet, som skrev tilbage samme dag. De havde ingenting hørt fra RUC om en udvekslingsstuderende, men ville da meget gerne tage i mod mig. Med åbne arme. Det viste sig, at RUC havde den forkerte mailadresse, og ingen tænkte åbenbart på at forsøge sig med et kig på hjemmesiden for en mere opdateret kontaktperson. Derfra koordinerede jeg selvstændigt med Universidad La Laguna, mens RUC tilsyneladende holdt siesta.

Oplevelsen var sådan en succes (her er der tale om mit ophold, bestemt ikke planlægningen af samme), at jeg besluttede mig for at tage ud igen. Denne gang til Peru, hvor jeg blev tilbudt en plads. Sådan da da RUC ingenting hørte fra værtsuniversitet i denne omgang, besluttede de sig for at give mig en plads i New Zealand i stedet. Jeg fik en frist på 24 timer til at tage imod tilbuddet, hvilket kun gjaldt, såfremt Peru ikke lod høre fra sig. Ændre planer? Hvad så med min drøm om at lære spansk og se Sydamerika? Men jeg turde ikke at afslå, så jeg endte med at sige ja tak. Det viste sig så, at mit nuværende værtsuniversitet havde fået tjekket mail, og jeg fik altså så min oprindeligt tildelte plads.

Klar, parat ... øv

Da jeg ankom til Lima, fik jeg mig så lidt af en overraskelse. Universitetet hernede udbyder slet ikke kommunikation på kandidatniveau i år. Bare ærgerligt. Det havde ingen åbenbart dobbelttjekket, den gang de tildelte mig pladsen. (Dette fandt jeg naturligvis ud af ved selv at kontakte mit værtsuniversitet af bitter erfaring med RUC's tidligere ineffektivitet). Så her sad jeg i Lima, klar, parat, studiestart og var på nippet til at flyve tilbage til Danmark. Flere uger gik med at skulle igennem hele møllen igen forhåndsgodkendelser, oversættelse af pointsystemer, kursusbeskrivelser og et hav af e-mail frem og tilbage. Mens værts-universitetet virkelig gjorde, hvad de kunne for at hjælpe, var der ikke meget opbakning at hente fra det hjemlige Internationale Kontor. Jeg sad på nåle et par uger, mens jeg ventede på at få grønt lys til at blive.

Heldigvis bar anstrengelserne frugt, og jeg er taknemmelig for at have fået lov til at studere endnu et semester i udlandet. Nu er de lykkeligt glemt, de mange timer med ansøgninger og indhentninger af underskrifter og vigtige stempler.

Det er ærgerligt, at det i en tid, hvor det i den grad er en fordel at have erfaringer med andre kulturer og verden uden for vores egen andedam, ikke gøres lettere for dem, der opsøger netop det.

Egentlig er der politisk (økonomisk) set opbakning, og det faktum, at det kan lade sig gøre at tage SU med ud samt få udlandsstipendium, letter de økonomiske skrupler væsentligt. Samtidig mangler den bureaukratiske vilje i den grad. En mere effektiv behandling af ansøgninger, universitetets forståelse for, at man ikke kan regne med at tage kurser, der ligner nøjagtigt dem, vi har hjemme, og et mere fleksibelt system til at omregne ECTS-point ville hjælpe. Jeg er jo ikke taget hele vejen til Lima for at blive hængende i Foucault og Bourdieu, Habermass og Bech. Det er befriende at opdage, at mexicanske, argentinske og peruanske akademikere også har noget at lære os.

At bo og studere i et andet land giver en masse erfaringer, oplevelser og en indsigt, der ikke kan gøres op i ECTS-point, stemples af studienævnet og passes ind i et meritskema. Selvfølgelig har jeg forståelse for, at udvekslingsophold skal leve op til en vis standard, det kan ikke være anderledes. Men processen omkring sikringen af denne standard kunne bestemt trænge til et eftersyn.

 

Ane Krestine Larsen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michelle Poulsen

Jeg er meget enig med indlægget og ærgrer mig over at jeg kom til at tilhøre gruppe 2, da jeg opgav at planlægge et semester udenland under mit 5. semester. Efter i månedvis at have været kastebold mellem fire forskellige kontorer, opdagede jeg at man som studerende skal arrangere sådan et ophold, ikke med hjælp fra, men på trods af studiekontorer mv. Og da jeg fik at vide at det næsten er umuligt at læse psykologi i udlandet pga. af strenge studiebestemmelser i DK, lod jeg tanken fare. Det er en beslutning, jeg er ked af i dag, så derfor kan jeg kun bakke op om A K Larsens forslag om at gøre tilrettelæggelsen af et udlandsophold nemmere tilgængeligt.

Anne Marie Pedersen

Brian, jeg tror ikke du personligt kender til alt arbejdet med udveksling. Og så lærer man da helt bestemt også en hel del af og komme og opleve en anden læringskultur - også selv om standarden er en anden i i DK.

Og så er det i øvrigt dyrere for en udenlandsk studerende at studere i Danmark end i et sydeuropæisk land. For det er markant dyrere at købe mad og bo - for vi stiller ikke studieboliger til rådighed for alle.

Jeg får efterhånden kvalme er den der "de kommer for at nasse" mentalitet. De udvekslingsstuderende jeg har haft boende kom bestemt for andet end pengenes skyld. Jeg ved faktisk ikke hvilke penge du taler om.

Anne Marie Pedersen

Ok, så misforstod jeg dig. Sorry. Men jeg er nu stadig af den overbevisning, at der er for meget bureaukrati for udvekslingsstuderende - eller regelrytteri nok nærmere.

Mogens Holst

Det er godt, at du er stædig nok til at nå dine mål.

Jeg må tilstå, at jeg ikke kender meget til det nuværende system, men det lyder meget burokratisk, og jeg kan ikke forstå, at det ikke er bedre organiseret universiteterne imellem.

Jeg ved fra USA, at mange universiteter arbejder sammen med en række universiteter i udlandet, Min datter gik på Yale, der direkte tilskynder de studerende at tage et eller to semestre i udlandet, så hun var et semester i Freiburg og et semester på Københavns Universitet, begge ophold arrangeret af Yale, og selvfølgelig var kurserne godkendt til fuld credit.

Yale betalte de to universiteter for deltagelsen, i Freiburg også for kost og logi, og selvfølgeligt betalte vi så den normale tuition til Yale. I København boede hun hos familie, så jeg ved ikke hvordan kost og logi ellers ville have været arrangeret.

Det virkede bare, og hun har været meget glad for at have haft lejlighed til at få andre perspektiver ind i uddannelsen og samtidig få udvidet sprogkundskaberne.