Kommentar

En underjordisk nationalpark

For at forhindre et klimasammenbrud er vi nødt til at holde fingrene fra de fleste fossile brændstoffer i jordskorpen
Debat
25. juli 2011

Glæd jer, opsvinget er tilbage! Efter en længere investeringstørke annoncerede British Petroleum i sidste uge, at selskabet vil bruge 25 mia. kroner på at bygge nye boreplatforme på dybt vand vest for Shetlandsøerne. Regeringen var henrykt: Det viser, siger den, at dens politik virker. Den havde lovet »at fortsætte med at samarbejde med olie- og gasselskaber for at understøtte vækst og beskæftigelse i Storbritannien.«

Glimrende. Men vent et øjeblik, havde regeringen ikke blot to dage før fortalt os, at dens prioritet er at gøre økonomien uafhængig af fossile brændstoffer? Tja, det afhænger af, hvem man taler med og på hvilket tidspunkt i cyklussen af skrigende modsætninger, man fanger dem.

Lad mig give et par eksempler på enigheden i regeringen. I januar mindede Chris Huhne, minister for energi og klimaændringer, os om, at »et skift i retning af ikke-fossile brændstoffer er både i overensstemmelse med vores langsigtede nationale interesser og med planetens interesser«.

Måneden efter rejste hans stedfortræder, Charles Hendry til Det Internationale Energiforum i Riyadh for at bede Saudi-Arabien om at øge udbuddet af olie. I slutningen af juni fortalte Huhne os, at »regeringskoalitionen er fast besluttet på at reducere vores afhængighed af fossile brændstoffer«.

Fem dage gav finansministeriet de virksomheder, der leder efter nye olie- og gasreserver, yderligere skattelettelser. Med en råoliepris på blot 118 dollar pr. tønde skal de små stakler have al den hjælp, de kan få. I sidste uge fastslog regeringen i sin hvidbog om elektricitetsplanlægning, at der er behov for en voldsom reduktion i efterspørgslen på energi. I det samme dokument foreslog regeringen »en maksimering af den økonomiske genopretning af vores tilbageværende hjemlige olie og gasressourcer ved at gennemføre en ny udbudsrunde for offshore-boringer i 2012«.

Midlertidig løsning

Det, som vi ikke forstår, forklarer regeringen, er, at nye olie- og gasfelter er en »midlertidig investering«. Som Hendry forklarede i oktober: »Mens det på langt sigt er vores mål at afvikle et energisystem, som er baseret på fossile brændstoffer, har vi skyndt os at udbyde disse licenser« til nye olie- og gasfelter. Det er en midlertidig investering i den forstand, at hvis man går fra at ryge 20 cigaretter om dagen til at ryge 40, er det et skridt i retning af at give helt op.

Labour opfordrede også virksomhederne til at udvinde så meget fossilt brændstof som muligt, mens de bønfaldt os om ikke at bruge det. Med undtagelse af Saudi-Arabien og Ecuador forsøger regeringerne i alle de lande, der har energireserver, at maksimere produktionen, mens de fleste samtidig også hævder at forsøge at minimere forbruget. Så man kunne forledes til at tro, at regeringerne ikke tager klimaændringerne alvorligt. Der findes ikke nogen klarere måde at tilkendegive en intention om at forhindre et klimamæssigt sammenbrud end at erklære, at en del af vores fossile brændstof- reserver bør forblive uberørte i al fremtid: en slags underjordisk nationalpark. Og der findes ikke nogen klarere måde at tilkendegive, at man forsøger at snyde på vægten, end at øge udbuddet og samtidig forsøge at reducere efterspørgslen, mens verden brænder.

Reserver og ressourcer

Vi har nu bedre overblik over, hvor stor denne underjordiske nationalpark skule være. En ny rapport fra Carbon Tracker Initiative forsøger at skabe overblik over, hvor stor en del af de fossile brændstofreserver verden over, der kan brændes af, uden at atmosfæren bliver to grader varmere.

Inden vi kommer til tallene, vil jeg lige minde om forskellen mellem reserver og ressourcer. En ressource er den samlede mængde af et givent mineral i jordskorpen. En reserve er en brøkdel af en ressource, der er blevet identificeret, kvantificeres og som kan udnyttes omkostningseffektivt.

Forskere ved Potsdam Institute i Tyskland vurderer, at for at holde chancerne for to grader opvarmning mellem 2000 og 2050 på 20 pct. eller derunder, har verden ikke råd til at udlede mere end 886 mia. tons CO2. Eftersom vi mellem 2000 og 2010 har udledt 321 mia. tons CO2, har vi kun 565 mia. tons tilbage til de næste 40 år. Men hvis alle de nuværende reserver af fossile brændstoffer blev udvundet og brændt af, ville det medføre en produktion af omkring 2.795 mia. tons CO2, fem gange så meget. Omkring 40 pct. af den CO2, der produceres i løbet af dette århundrede, vil forblive i atmosfæren i hvert fald indtil år 3000. Det betyder, at de nuværende reserver indeholder cirka dobbelt så meget CO2, som vi har råd til at brænde i dette årtusinde. Hvis verden tog klimaforandringerne alvorligt, ville de fleste reserver af fossile brændstoffer være værdiløse.

Opsamling

Den britiske regering hævder at kunne løse dette ved hjælp af CO2-opsamling og lagring (CCS): At opfange den CO2, der bliver produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer og ved hjælp af rør føre den ned i underjordiske opsamlingslagre. Men meget af det brændstof, som selskaberne har til hensigt at udvinde, vil blive brændt af i biler, fly og varmtvandskedler, hvorfra emissionerne ikke kan fanges. Selve løftet om opsamling af udledningen fra kraftværker er baseret på en teknologi, som endnu ikke er bevist funktionsdygtig i stor skala. At nære så store forhåbninger til så usikre udsigter tyder på, at vi intet har lært af den ønsketænkning, der førte til finanskrisen.

Når man læser hvidbogen fra sidste uge, ser det faktisk ud til, at det primære formål med opsamlingsprojektet ikke er at forhindre klimaændringer, men at åbne mulighed for opførelsen af en ny generation af kulkraftværker. Hvidbogen foreslår, at ny elektricitetsværker skal pålægges en øvre grænse for mængden af udledt CO2 i forhold til energiproduktionen. Grænsen er sat til latterlige 450 gram CO2 pr. kilowatt-time, hvilket kun er lidt højere end det nuværende gennemsnit, som bliver tvunget i vejret på grund af de knirkende kulkraftværker fra 1970'erne og 1980'erne.

En redningskrans

Alligevel skulle det være svært at kul opføre nye kulkraftværker, for kul producerer mere CO2 pr. kilowatt-time end andre fossile brændstoffer. Men der er en udvej: Hvis dit nye kulkraftværk er et »CCS-demonstrationsanlæg«, er det fritaget fra normerne omkring udledninger. Det kan ved første øjekast virke uforståelig: Kraftværker med CCS har vel de laveste emissioner? Formålet med undtagelsen er »at sikre, at vi kan vælge de mest hensigtsmæssige demonstrationsprojekter«, forklarer regeringen.

Det forklarer ingenting. Der er dog en sandsynlig forklaring. Demonstrationsanlæggene skal kun opsamle en del af deres CO2-produktion: udledningen fra produktionen af 300 megawatt, mens anlægget kan have en produktionskapacitet på op til 4.000 megawatt. CCS-undtagelsen ligner mest af alt en redningskrans til de forurenende kulkraftværker.

Alt dette minder os om, at Rupert Murdochs selskab ikke er det eneste, som har magt til at undergrave regeringens mål og prioriteter. De store selskabers lobbyister forgifter demokratiet. Udsigten til klimaændringer har indtil videre ikke forstyrret industrien for fossile brændstof eller mindsket dens indflydelse på politiske beslutninger. Angrebet på Murdochs imperium er kun begyndelsen på en nødvendig modstand mod virksomhedernes magt.

 

 

George Monbiot er journalist og forfatter. © Guardian & Information 2011.

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aksel Gasbjerg

"De store selskabers lobbyister forgifter demokratiet. Udsigten til klimaændringer har indtil videre ikke forstyrret industrien for fossile brændstof eller mindsket dens indflydelse på politiske beslutninger".

Verdens 7 største selskaber, målt på omsætning er:
Shell, Exxon, Wal-Mart, BP, Chevron, Total og ConocoPhillips.

6 af disse 7 giganter er altså olieselskaber. Shell og Exxon er så store, at kun 23 lande i Verden har større BNP end disse to selskabers omsætning.

Vi lever i en kapitalistisk domineret verden, hvor den politiske magt mere og mere går fra stemmesedlen til pengesedlen, eller fra "one-man-one-vote" til "one-dollar-one-vote"

På den baggrund kan man kun frygte olie-giganternes politiske indflydelse - i stor udstrækning skjult for offentligheden. Hertil kommer, at politikerne i stort tal personligt har investeret i aktier i et eller flere olieselskaber, hvilket heller ikke befordrer politiske indgreb mod CO2-forureningen.

Karen Helveg

Desværre er der en meningsforstyrrende oversætterfejl i artiklen. Der skulle stå: "at for at holde chancerne for at overstige to grader opvarmning mellem 2000 og 2050 på 20 pct. eller derunder.."
Bortset fra det: helt enig i de mærkværdigheder, der kommer fra politisk hold om olieudvinding og klima, og som tydeligt viser, hvem der styrer. Ekstra absurd, at der oven i købet gives skattelettelser til efterforskning med de profitter de har.

Anders Sejer

Måske er Monbiot ved at være tilbage på sporet efter sit atom-vildskud?

@karen helveg

på meget slap line:

mht. de mere samlede: "regnskaber":

at capitalister og liberalister kører, hurtigt, men desværre længe oftest kun i bakgear.

nu ikke kun politisk men også økologisk bereder de genkomst af dinosaurerne.

bla.a. ved at sætte mere og mere fossilt bundet kulstof fri fra det's fossil"tilstand".

------------
lidt alvorligere:

p.s. den kritik holder næppe, mange andre ville vel ellers have nævnt det.

Fuld fart ud over afgrundens rand.

Tænker lidt på den hujende cowboy der red på ryggen af en brintbombe i Dr Strangelove.
Og også div. overlevelsesstrategier der blev luftet.